Når angsten basker med vingerne

Kender du det… det er ikke fordi, man sådan generelt går rundt og er bange for noget som helst, eller nervøs eller bekymret eller hvilken fortyndingsgrad angst nu kan vise sig i – det er bare nogle gange, så basker angsten med vingerne indeni.

Det kan være ting, man burde have gjort, men ikke har fået taget sig sammen til. Noget vigtigt, som er lettere ubehageligt at gøre, og derfor er blevet udskudt og udskudt, og øh… udskudt! Og pludselig er det ikke længere en lille triviel ting, man skal ordne. Næh, så er det vokset til noget, hvor det kan gå virkelig galt, hvis man ikke snart sætter sig selv i omdrejninger og handler.

Og så er det så, at angsten for, hvad der kan ske, hvis nu dette småtte, der er vokset, går virkelig galt, begynder at baske med vingerne indeni. Det kan være som små sommerfugle, man nemt kan beordne at klappe vingerne sammen eller det kan være større havmåger som øver sig i at lette. 

Det sker som regel uden sammenhæng med noget ydre. Man sidder der i venners lag – eller i lykkelig ensom majestæt – og har det lige så godt og hyggeligt. Og så pludselig kommer man til at tænke på det, man skulle have ordnet for fuldt ud at kunne nyde øjeblikket med ren samvittighed, fuldt ud at give sig selv lov til at nyde nu’et. 

For det er jo det, der er galt. Man stiller nogle regler op for sig selv, det er ikke noget andre gør, næh nej, man bygger skam selv buret, hopper selv ind i det, og vælger selv at sidde der og skamme sig, til man får ligevægt i regnskabet mellem handling og burde/skulle/må.

Når jeg får det sådan, så lægger jeg endnu en byrde på mig selv. Jeg tænker nemlig; hvor er du dum, Lone, du ved det jo godt. Du ved jo, at hvis du ikke får ordnet det og det og det af alle de små dagligdags ting, vi alle skal ordne; papirer der skal skrives, breve der skal sendes, aftaler der skal holdes, arbejde der skal ordnes, ja, så ved du, at du får det dårligt. Hvorfor gør du det så ikke bare med det samme? 

Men det hjælper slet ikke, at jeg skælder mig selv ud bagefter. Det gør mig bare mere vred på mig selv – jeg skulle skamme mig, skulle jeg. Og jeg ved, at uheldigvis så sker det igen en anden gang. Den der lektie med at tage det sure arbejde før det søde, at ordne problemer mens de er små,med det samme de dukker op, det er åbenbart et tilbagevendende tema, som jeg skal arbejde med.

Jeg kan kun glæde mig over at der går længere og længere imellem at jeg ’falder i vandet’.

Stik mig en pille

En pæn lille hvid pille er nemlig meget mere hygiejnisk end en snotklud. For fanden da... kan man ikke få en pille, som forhindrer en i at tude til noget så plat som haveprogrammer!!! Eller katastrofefilm som Armageddon!!! Eller bare bryllupper, barnedåb og begravelser!!!


Akak.. stik mig en pille. Det underlige er, at den der tudetrang er temmelig ukendt for dem, som kender mig ... lidt. Ja, dem som kender mig meget, kan jo klart se det, når tårerne triller, så det er lidt svært at skjule, men alle de andre; bekendte, lidt fjernere venner, arbejdskolleger og andre, ja de fleste ville sige noget i retning af: Lone, hun er bare en som aldrig tuder. En, som har fuld kontrol over sig selv. Som tager livets slag med ophøjet og ovenikøbet opildnet pande. Og det er da også sandt. Modgang opildner mig, så jeg finder de bedste og mest effektive sider af mig selv frem. Modgang, modstand, svære opgaver, you name it. Så bliver jeg supereffektiv, den, der bevarer overblikket, når alle andre kager sammen og overmandes af tvivl, usikkerhed, uvidenhed, passivitet.


Ja, der er intet der får mig ud af hullerne så effektivt som en tilsyneladende uovervindelig opgave, der skal klares, såååå... det der med at bryde sammen i tårer. No way.


Men overtryk skal altså ud.. på den ene eller anden måde. Hos mig kommer det ud i de mest latterlige situationer. Som regel når noget er r-ø-r-e-n-d-e. Det berører mig. De bløde sider af mig. Så svømmer jeg over og de indre diger kan ikke længere tilbageholde højvandsstanden i tårekanalerne. Og jeg tuder. Tuder smukt og tuder grimt. Tuder på den der yndefulde måde, hvor ens smukke ansigt lades uberørt af tårestrømmen, som yndefuldt glider glinsende ned af ens kinder i to strømme, der langsomt samles som en lille sø i hulrummet mellem brysterne. Og tuder på den der grimme måde, hvor snottet klistrer helt om bag ørerne, øjnene bliver røde og opsvulmede og selv næsen pludselig ligner en 70-års drankers. Tuder... Kort sagt. Lader tårekanalerne tømme sig.


Som dengang jeg fødte min første datter. Jeg stod de 23½ time igennem uden tårer - godt nok fik jeg uddelt et blåt øje til en tilfældig sygehjælper, som kom forbi og aede min mave på det præcis forkerte tidspunkt, men det var ok. Jordmoderen smed hende bare ud. Men tårer! No way. Og min datter blev født og fik 10 på skalaen og kom op i armene på sin far og alt var fryd & gammen og SÅ tudede jeg. I 1½ time i træk. På den grimme både. Både fysisk grimme, så de efterfølgende billeder viser en næse, der er svulmet til dobbelt størrelse og på den psykisk grimme måde, så jeg fjernt i horisonten af min bevidsthed fattede, at de øvrige personer i fødselslokalet seriøst diskutterede professionel psykolog-redning af dette tudende individ, som var mig. De fattede det nok ikke. At tårerne intet havde med fødslen at gøre - som andet end katalysator. Jeg havde ikke grædt i 2 år inden dette. Og der gik yderligere 3 år før jeg græd igen. Sååå... egentlig en ganske normalt tåreudløsning - hvis altså tårers mængde er konstant og skal udløses med jævne mellemrum for ikke at skabe overtryk.


Flere år efter var det en anderledes uvigtig hændelse, som fik mig til at tude. Kronprinsen vinkede til mig. Fuldstændig ligegyldigt banalt, men dog bragte det tårerne med sig. Kronprinsen vinkede til mig - en meter fra min næse. Der var kun en bilrude imellem. Han så nærmest ud som om en eller anden sad og kildede ham. Med en bred smil fra det ene øre til det andet. Kunne være ligemeget. Er det også, men tænk ... Damn... min stemme knækkede over, da jeg skulle forklare min datter, hvem det var. Ja, det trak allerede op til indre uvejr, da dronningen kørte fordi i sin kronebil - nej.. allerede da jeg skulle forklare datteren at livgarden passede på dronningen. I mine tanker var ord om alle de bjørne, der havde ladt livet for deres huers skyld på vej, men det var slet ikke de ord, der kom ud. Hmmm... Tænk at der skulle være en royalist gemt i min hals, som en stor blød klump. Snotklud... tak.


Og ja - snotklud tak - i mangel af pille. Det har jeg ofte brug for.

Cykelstyrt

Jeg er lige kommet hjem fra kursus. Dagens emne var afdækning af skjulte kompetencer til brug for jobsøgning. Et af indslagene var, at vi skulle fortælle en selvoplevet heltehistorie fra hverdagen for holdet, hvad vi gjorde og hvordan vi reagerede.

Overhalet af en sommerfugl

Sidste sommer blev jeg overhalet af en sommerfugl – og SÅ tog jeg den endelige uigennemkaldelige, i hvert fald midlertidigt uigenkaldelige, beslutning om at finde et arbejde tættere på hjemmet, så jeg slipper for tog og bus. For det var netop i en bus – på vejen mellem Frederiksberg og Valby – at jeg blev overhalet. Egentlig var det den der slags busser, der reklamerer med at køre hele tiden, hvert andet minut og det passer da sikkert sådan i teorien, men i praksis, så kræver det bilfri gader for at lykkes. Og bilfri gader, haha, det er ikke netop virkeligheden i det ydre og indre København. Så ofte var man liiige ved at hoppe af bussen og prøve lykken på gåben i forventning om at komme hurtigere frem til stationen og fange det tog, der bragte en nærmere hjembyen, cyklen, SFO'en, datteren og cykelturen hjem, så man endelige kunne falde ned i sin hjemlige sofa og uden løgn i stemmen udbryde: -Nu er jeg hjemme! Arbejdsdagen er fordi.


Men... sådan gik det jo ikke altid. Som netop den dag, jeg tænker på, en dejlig sommerdag, hvor bussen, en af dem, kom til tiden og kørte i forventning om at komme hurtigt frem. Men, trafikken var massiv og vi måtte jo holde, når alle andre holdt. Midt i denne depressive tilstand, som jeg sandt at sige lod snige sig ind på mig, selv om jeg burde vide bedre, ja så fik jeg kikket ud af vinduet – og der, på cykelstien, kom en sommerfugl forbi. Den fløj præcis i den hastighed sommerfugle plejer at flyve og med præcis den hastighed overhalede den bussen jeg sad i – der midt i en begyndende trafikprop. Elegant svævede den på egne vinger videre, direkte ud til hvorhen ved jeg ej, men så kom der atter gang i trafikken og bussen rullede videre. Forbi sommerfuglen. Haha, tag den! Troede du virkelig du kunne overhale. Suk. Stop i trafikken og mit nu temmelig opmærksomme blik ud af vinduet viste en sommerfugl, som let og ubesværet overhalede... igen. Bussen kørte, stoppede, sommerfuglen overhalede... igen... og igen... og igen.


Sandt at sige aner jeg ikke hvad der stædigt fik mig til at blive siddende i bussen. Hvorfor jeg ikke stod af og lod min 2 fødder bære mig i egen hastighed mod det ikke-ventende tog og resten af dagen. Men det gjorde jeg altså ikke. Og ja, vel kom jeg for sent, men alligevel er det ikke en oplevelse jeg vil være foruden, for den satte tanker i gang. Om hvorfor man frivilligt vælger at dø i en kø 2 gange om dagen, og ovenikøbet kalder det et fremskridt sådan jobmæssigt at leve sådan dag efter dag.


Nejnej. Nu er det nok! Så lad mig da blive som sommerfuglen, som måske nok ikke altid er den hurtigste, men som dog kommer frem i sit eget tempo – uden stress, uden aggression, uden ønske om at være andre steder end den er netop nu.... formoder jeg. Ja, lad mig finde min faglige jobmæssige vej i mit eget tempo, i de nære omgivelser, som betyder mest for mig. Fuck krisen, hvor reel den end er, lad mig finde mit eget mål og arbejde mig henimod det, i mit eget tempo. Som en anden sommerfugl, som elegant og let flagrer den rigtige vej.


Tanken om sidste sommer kommer til mig netop nu, hvor jeg er aktivt jobsøgende... nu hvor foråret er på vej. Historien minder mig om, bl.a., hvorfor det mon var, at jeg skippede mit sidste job, satte mig i denne midlertidig pengeløse situation som dagpenge er for de fleste, og hvorfor det er vigtigt at jeg holder fast i denne tanke. Sommerfugle-overhalings-tanke. Jeg vil noget andet. Så husk det dog og se lidt aktivt at arbejde hen imod det (hvisker jeg højlydt og lidt arrigt til mig selv - nu venter jeg bare på, at jeg hører efter!!!)

En svane på morgenvejen

Min far kørte mig og den yngste i skole - som vi plejer hver 2. uge. En yngelplejeting, som har udartet sig til en vintertradition af de behagelige. Ungen og jeg slipper for den lange cykeltur og min far skal alligevel hente post. 

Nånej.. argumentet for samkørsel var, at han de sidste 23 år hver morgen kl. 07.50 har hentet post, men nu er postbox nr. 311 droppet og posten kommer ind ad brevsprækken, men... nu ER han vænnet til at skulle ud af døren for atter at komme hjem - og se... jeg ved af erfaring, at man ikke skal forhindre folks glæde ved at forlade hjemmet for atter at vende tilbage. Det KAN være en yderst udsøgt fornøjelse, når man vender hjem allerede 08.15, nærmest som om man får en masse tid forærende. Hjernen snyder en, og tror, at man har været længe væk, så dagen bliver dejlig lang.

Nå... nu fik jeg rodet mig langt væk fra overskriften, men altså indledningen var vigtigt: min far kørte mig og datteren i skole. Vores rute går fra byen, som ligger højt oppe og så ned ned ned, i en blød bue forbi havnen og højre rundt om fjorden, som vi følger et stykke, før vi drejer fra til skolen. Ganske smuk tur - også på cykel... når man ikke er for doven og vejret er til den slags. Tit er der tæt trafik af biler, der næsten holder stille i begge retninger, men da vi kom ned af bakken netop i dag, så kunne vi langt fremme se den modsatte kørebane bevæge sig i slowmotion, ja nærmest gåhastighed.

Da vi kom tættere på, så vi hvorfor. På vejen i den modsatte kørebane gik en svane. Trip trap, klask klask, eller hvad den slags sorte svanefødder nu siger, når de i uberørt og adstadigt tempo bevæger sig midt på kørebanen væk fra havnen og vandet.

Hvad den lavede der, aner jeg ikke, men manden bag i den store Mercedes valgte ikke at stresse den ved en overhaling. Han holdt sig pænt bagved. En svane er nu heller ikke så lille at den er lige til at overse. Den stak et godt stykke op over kølerhjelmen på bilen og den virkede fuldstændig uberørt af al den trafik. Trip trap klask klask. Den gik i sit eget tempo - ligeglad med den alenlange kø af biler, den trak bag sig.

Netop som vi skulle passere den, valgte den at skrå over vejen og trippe op på cykelstien. Netop her kom en streetsmart dreng omkring de 13 cyklende. Og selv om han mindst havde brugt 20 minutter foran spejlet denne morgen bevæbnet med xtra holdbar vox til håret for at se rigtig sej ud, så smeltede den store og blev ganske lille, da der pludselig var en svane lige der på cykelstien foran ham. Han sprang af cyklen, vendte den og spænede tilbage mod lyskrydset 200 meter bagud. 

Noway... svaner på morgenvej... det var ikke noget for ham. :-D Jeg er sikker på han kom i skole lidt forsinket, cyklende eller løbende i den forkerte side, men det er vel undskyldning nok, hvis man kommer for sent - at der kom en svane i vejen.

Lone

Ufrivillig solnedgang over Kalundborg havn

Ja, så fik jeg ufrivilligt - eller i hvert fald uplanlagt - nydt synet af solen, der langsomt gik ned over Kalundborg havn. Ganske stemningsfyldt og smukt i øvrigt. Min yngste og jeg sad på en betonklods med armene om hinanden og ventede midt mellem færge og tog, mens solen farvede vandet gyldent foran vores næser i en stribe og månen lige bag ryggen på os lyste først sart og derefter klart rund og fuld. Begge dele på samme tid.

Og vi betragtede længe den hvide stribe fra et fly, som gik så direkte lodret ned, at vi besluttede os for, at det var tilladt at ønske, for det lignede grangiveligt et stjerneskud af den slags langsomme med hale, som indimellem hvis man er rigtig heldig, har lyd på. Vi blev lige så enige om at ingen måtte høre vores ønsker før de var fået i opfyldelse, ej heller hinanden, selv om min datter gik så meget i baglås ved tanken om at skulle rumme noget, hun ikke kunne fortælle mig, at hun blev ganske ønskeløs.

Vi brugte lidt tid på at filosofere over, om det så var ok at bede om at få lov at gemme sit ønske, til man fandt et rigtig godt et... eller om det var at bruge det ene ønske man havde? Datteren hældede mest til det sidste og det endte da også med at hun nåede at ønske for 'stjerneskuddet' forsvandt.

Tid havde vi ellers masser af, der på havnen, for jeg havde for en gang skyld lavet en fejl, da jeg planlagde vores rejse... eller også havde rejseplanen.dk skrevet forkert, da jeg søgte på togafgange fra Kalundborg til Roskilde. Jeg hælder selv personligt til sidste forklaring, for jeg plejer at have tjek på den slags sager. Men her troede jeg at toget gik 12 minutter over, det gik bare 57 og det gør en forskel, når man lige har tilbragt godt 2½ time på en færge og ovenikøbet har haft problemer med at finde UD af den igen.. fordi man nu var en af de ganske få gående... og fordi man nu fulgte skiltene hvor der stod Landgang og fordi man nu troede på en gammel dame, der helt bestemt mente at lige her bag en lukket dør var et godt sted at vente på at blive lukket ud til en trappe... også vente selv om der ingen kom. 

Selv besad jeg ikke samme tålmodighed og fik hevet hende og datteren og kufferten op af trapperne igen, så vi kunne spørge i cafeen - og derefter gå ned ad lige så mange trapper på den anden side af skibet før vi endelig kom ud i det fri.

No problem... som jeg prøvede at forklare datteren, intet at være nervøs over. Der er en hel time til de sejler igen, og vi skal jo bare finde UD. Men hun var nervøs og det pinte hende, den der slags uventede indslag i vores ellers så hyggelige og vellykkelse tilbagerejse fra et familiebesøg i det jyske. Nej, hun ser helst tingene køre efter en snor og det plejer de da også, men der var jo ingen skade sket. Jeg tog det let og hun slappede af.... der på molen... mens solnedgangen farvede vores verden og vi nød stilheden efter flere dage med mennesker nok og tryk på.

Ahhh... fedt at være ude - fedt at komme hjem. :-)

Lone

Man SKAL smage

Børn har deres egen form for smagssans - og den udvikles livet igennem. 

Ingen af mine unger har været kræsne. De har været selektive, kvalitetsbevidste og har i perioder kun spist bestemte fødevarer, for så senere at skifte over til nogle andre. På den måde er de nået raden rundt og ingen har lidt nød.

Fra de var ganske små har vi haft dem med ude at spise pænt på restaurant, og vi har ikke bestilt børnemenuer, min den ældste var 12 før hun fandt ud af de eksisterede, men derimod altid bedt om ½ portion voksenmad. Desværre har den lille netop sagt farvel til smagen af sild. Underligt, men dog forudsigeligt. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er sikker på at man vil kunne tegne skemaer med stigende og faldende kurver over hvad børn kan lide. Sild har været begge ungers foretrukne indtil en bestemt alder. Så rør de det ikke igen før voksenalderen. Ligeledes med ting som rejer, blæksprutteringe, oliven og øl. En tid er det et hit mens de er ganske små. Så forsvinder det, for først at komme tilbage igen, når de forlængst er fløjet fra reden.

Indimellem kan det dog være lidt tåkrummende at have unger med ud. Den ene aften endte vi på en lokal kinesisk restaurant, fordi der, hvor vi ellers skulle hen, ikke havde plads. Og da risene kom, erklærede ungen kort og temmelig højt, at den slags ris spiste hun bare slet ikke, for de smagte ikke godt. Nejnej, det var ikke som vores egne hjemmekogte velduftende jasminris, men... alligevel... mor her går ind for lidt diskretion - selv om det da også kan blive for meget. 

Som dengang den store var lidt for velopdragen. Hun har vel været 5 år, og hun elskede rejer, så da det var torvedag gik vi forbi fiskemanden. Det var bare ikke helt sæson, men de havde nogle røgede. Hun fik lov at smage og jeg så på hende: -Kan du li dem? Hun nikkede uden at sige noget og jeg købte nogle, selv om de var dyre. Vi kom lige præcis rundt om hjørnet, så spyttede hun ud. -Jamen.... Hun forklarede sig med at fiskehandleren var MEGET stor og hun ikke turde andet. Og det ku hun da have ret i, men vi fik os en snak om altid at sige sin mening - eller bare hviske den - til sin mor ;-)

Det minder mig om engang jeg var i supermarkedet med den yngste. Hun fandt et eller andet - jeg har glemt hvad, men noget lidt specielt. -Det her skal vi købe, mor, sagde hun og vi købte det. Vel hjemme blev det serveret, men barnet kunne ikke lide det. -Jamen, hvorfor sagde du så, at vi skulle købe det, skat? spurgte jeg forundret. Hun så alvorligt på mig og svarede: -Mor! Man SKAL smage.

Og så fik vi os lige en lang snak om at man skal smage hvad der ligger på ens tallerkeren - ikke alt, hvad der ligger på supermarkedets hylder ;-)

Det forkerte ben ind i bilen - et morgengrin

Kom lige i tanke om denne januarmorgen, hvor det ikke var sengen, jeg fik det forkerte ben ud af, men derimod en bil, jeg fik det forkerte ben ind i... eller.. var det det rigtige ben i den forkerte bil??? Altså... hm...

I øjeblikket, indtil det lysner lidt mere om morgenen og vejene bliver frostfri, bliver datteren og jeg hver morgen kørt i skole af morfar. Derefter smutter jeg videre med ham. 

Parkeringspladsen foran skolen er ensrettet og det er et hurtigt stop nær døren, ind og aflevere barn og hurtigt ud igen. Nu er det jo mørkt om morgenen, de fleste biler er mørke, indeni bilen er der mørkt, så det kan være lidt svært at finde den rigtige bil igen, når man bliver sat af før den er parkeret. Det er dog endnu aldrig gået galt... før her til morgen.

Det foregik som det plejede, hurtigt ud med ungen, ind i klassen og sige farvel, ud igen. Jeg styrede direkte mod en bil, den havde baglygterne tændt, åbnede højre fordør, satte mig og tog selen på i samme bevægelse. Så får jeg øje på en sort dametaske på gulvet.

-Hvad er det for en taske? spørger jeg og først nu kigger jeg på føreren. En totalt ukendt mand, der glor tilbage. Han har endnu overhovedet ikke reageret på nogen måde. Så bryder jeg sammen af grin. 

-Den forkerte bil, siger jeg, det har jeg aldrig prøvet før. Manden siger stadig ikke noget, mens jeg åbner døren og stiger ud, men jeg når lige at holde døren for hans kone, som kommer i det samme. Hun kigger meget underligt på mig, men jeg er stadig færdig af grin og siger bare: 

-Værsgo, din bil. Jeg finder min egen.

Tilbage i den rigtige bil snakker min far og jeg lidt om det der med at fungere på reflekser, hvor stor en del af vore handlinger, som egentlig er baseret på reflekter - for hvis hjernen skulle være med, så ville den slet ikke kunne nå det.