En svane på morgenvejen

Min far kørte mig og den yngste i skole - som vi plejer hver 2. uge. En yngelplejeting, som har udartet sig til en vintertradition af de behagelige. Ungen og jeg slipper for den lange cykeltur og min far skal alligevel hente post. 

Nånej.. argumentet for samkørsel var, at han de sidste 23 år hver morgen kl. 07.50 har hentet post, men nu er postbox nr. 311 droppet og posten kommer ind ad brevsprækken, men... nu ER han vænnet til at skulle ud af døren for atter at komme hjem - og se... jeg ved af erfaring, at man ikke skal forhindre folks glæde ved at forlade hjemmet for atter at vende tilbage. Det KAN være en yderst udsøgt fornøjelse, når man vender hjem allerede 08.15, nærmest som om man får en masse tid forærende. Hjernen snyder en, og tror, at man har været længe væk, så dagen bliver dejlig lang.

Nå... nu fik jeg rodet mig langt væk fra overskriften, men altså indledningen var vigtigt: min far kørte mig og datteren i skole. Vores rute går fra byen, som ligger højt oppe og så ned ned ned, i en blød bue forbi havnen og højre rundt om fjorden, som vi følger et stykke, før vi drejer fra til skolen. Ganske smuk tur - også på cykel... når man ikke er for doven og vejret er til den slags. Tit er der tæt trafik af biler, der næsten holder stille i begge retninger, men da vi kom ned af bakken netop i dag, så kunne vi langt fremme se den modsatte kørebane bevæge sig i slowmotion, ja nærmest gåhastighed.

Da vi kom tættere på, så vi hvorfor. På vejen i den modsatte kørebane gik en svane. Trip trap, klask klask, eller hvad den slags sorte svanefødder nu siger, når de i uberørt og adstadigt tempo bevæger sig midt på kørebanen væk fra havnen og vandet.

Hvad den lavede der, aner jeg ikke, men manden bag i den store Mercedes valgte ikke at stresse den ved en overhaling. Han holdt sig pænt bagved. En svane er nu heller ikke så lille at den er lige til at overse. Den stak et godt stykke op over kølerhjelmen på bilen og den virkede fuldstændig uberørt af al den trafik. Trip trap klask klask. Den gik i sit eget tempo - ligeglad med den alenlange kø af biler, den trak bag sig.

Netop som vi skulle passere den, valgte den at skrå over vejen og trippe op på cykelstien. Netop her kom en streetsmart dreng omkring de 13 cyklende. Og selv om han mindst havde brugt 20 minutter foran spejlet denne morgen bevæbnet med xtra holdbar vox til håret for at se rigtig sej ud, så smeltede den store og blev ganske lille, da der pludselig var en svane lige der på cykelstien foran ham. Han sprang af cyklen, vendte den og spænede tilbage mod lyskrydset 200 meter bagud. 

Noway... svaner på morgenvej... det var ikke noget for ham. :-D Jeg er sikker på han kom i skole lidt forsinket, cyklende eller løbende i den forkerte side, men det er vel undskyldning nok, hvis man kommer for sent - at der kom en svane i vejen.

Lone

Ufrivillig solnedgang over Kalundborg havn

Ja, så fik jeg ufrivilligt - eller i hvert fald uplanlagt - nydt synet af solen, der langsomt gik ned over Kalundborg havn. Ganske stemningsfyldt og smukt i øvrigt. Min yngste og jeg sad på en betonklods med armene om hinanden og ventede midt mellem færge og tog, mens solen farvede vandet gyldent foran vores næser i en stribe og månen lige bag ryggen på os lyste først sart og derefter klart rund og fuld. Begge dele på samme tid.

Og vi betragtede længe den hvide stribe fra et fly, som gik så direkte lodret ned, at vi besluttede os for, at det var tilladt at ønske, for det lignede grangiveligt et stjerneskud af den slags langsomme med hale, som indimellem hvis man er rigtig heldig, har lyd på. Vi blev lige så enige om at ingen måtte høre vores ønsker før de var fået i opfyldelse, ej heller hinanden, selv om min datter gik så meget i baglås ved tanken om at skulle rumme noget, hun ikke kunne fortælle mig, at hun blev ganske ønskeløs.

Vi brugte lidt tid på at filosofere over, om det så var ok at bede om at få lov at gemme sit ønske, til man fandt et rigtig godt et... eller om det var at bruge det ene ønske man havde? Datteren hældede mest til det sidste og det endte da også med at hun nåede at ønske for 'stjerneskuddet' forsvandt.

Tid havde vi ellers masser af, der på havnen, for jeg havde for en gang skyld lavet en fejl, da jeg planlagde vores rejse... eller også havde rejseplanen.dk skrevet forkert, da jeg søgte på togafgange fra Kalundborg til Roskilde. Jeg hælder selv personligt til sidste forklaring, for jeg plejer at have tjek på den slags sager. Men her troede jeg at toget gik 12 minutter over, det gik bare 57 og det gør en forskel, når man lige har tilbragt godt 2½ time på en færge og ovenikøbet har haft problemer med at finde UD af den igen.. fordi man nu var en af de ganske få gående... og fordi man nu fulgte skiltene hvor der stod Landgang og fordi man nu troede på en gammel dame, der helt bestemt mente at lige her bag en lukket dør var et godt sted at vente på at blive lukket ud til en trappe... også vente selv om der ingen kom. 

Selv besad jeg ikke samme tålmodighed og fik hevet hende og datteren og kufferten op af trapperne igen, så vi kunne spørge i cafeen - og derefter gå ned ad lige så mange trapper på den anden side af skibet før vi endelig kom ud i det fri.

No problem... som jeg prøvede at forklare datteren, intet at være nervøs over. Der er en hel time til de sejler igen, og vi skal jo bare finde UD. Men hun var nervøs og det pinte hende, den der slags uventede indslag i vores ellers så hyggelige og vellykkelse tilbagerejse fra et familiebesøg i det jyske. Nej, hun ser helst tingene køre efter en snor og det plejer de da også, men der var jo ingen skade sket. Jeg tog det let og hun slappede af.... der på molen... mens solnedgangen farvede vores verden og vi nød stilheden efter flere dage med mennesker nok og tryk på.

Ahhh... fedt at være ude - fedt at komme hjem. :-)

Lone