Når angsten basker med vingerne

Kender du det… det er ikke fordi, man sådan generelt går rundt og er bange for noget som helst, eller nervøs eller bekymret eller hvilken fortyndingsgrad angst nu kan vise sig i – det er bare nogle gange, så basker angsten med vingerne indeni.

Det kan være ting, man burde have gjort, men ikke har fået taget sig sammen til. Noget vigtigt, som er lettere ubehageligt at gøre, og derfor er blevet udskudt og udskudt, og øh… udskudt! Og pludselig er det ikke længere en lille triviel ting, man skal ordne. Næh, så er det vokset til noget, hvor det kan gå virkelig galt, hvis man ikke snart sætter sig selv i omdrejninger og handler.

Og så er det så, at angsten for, hvad der kan ske, hvis nu dette småtte, der er vokset, går virkelig galt, begynder at baske med vingerne indeni. Det kan være som små sommerfugle, man nemt kan beordne at klappe vingerne sammen eller det kan være større havmåger som øver sig i at lette. 

Det sker som regel uden sammenhæng med noget ydre. Man sidder der i venners lag – eller i lykkelig ensom majestæt – og har det lige så godt og hyggeligt. Og så pludselig kommer man til at tænke på det, man skulle have ordnet for fuldt ud at kunne nyde øjeblikket med ren samvittighed, fuldt ud at give sig selv lov til at nyde nu’et. 

For det er jo det, der er galt. Man stiller nogle regler op for sig selv, det er ikke noget andre gør, næh nej, man bygger skam selv buret, hopper selv ind i det, og vælger selv at sidde der og skamme sig, til man får ligevægt i regnskabet mellem handling og burde/skulle/må.

Når jeg får det sådan, så lægger jeg endnu en byrde på mig selv. Jeg tænker nemlig; hvor er du dum, Lone, du ved det jo godt. Du ved jo, at hvis du ikke får ordnet det og det og det af alle de små dagligdags ting, vi alle skal ordne; papirer der skal skrives, breve der skal sendes, aftaler der skal holdes, arbejde der skal ordnes, ja, så ved du, at du får det dårligt. Hvorfor gør du det så ikke bare med det samme? 

Men det hjælper slet ikke, at jeg skælder mig selv ud bagefter. Det gør mig bare mere vred på mig selv – jeg skulle skamme mig, skulle jeg. Og jeg ved, at uheldigvis så sker det igen en anden gang. Den der lektie med at tage det sure arbejde før det søde, at ordne problemer mens de er små,med det samme de dukker op, det er åbenbart et tilbagevendende tema, som jeg skal arbejde med.

Jeg kan kun glæde mig over at der går længere og længere imellem at jeg ’falder i vandet’.

Stik mig en pille

En pæn lille hvid pille er nemlig meget mere hygiejnisk end en snotklud. For fanden da... kan man ikke få en pille, som forhindrer en i at tude til noget så plat som haveprogrammer!!! Eller katastrofefilm som Armageddon!!! Eller bare bryllupper, barnedåb og begravelser!!!


Akak.. stik mig en pille. Det underlige er, at den der tudetrang er temmelig ukendt for dem, som kender mig ... lidt. Ja, dem som kender mig meget, kan jo klart se det, når tårerne triller, så det er lidt svært at skjule, men alle de andre; bekendte, lidt fjernere venner, arbejdskolleger og andre, ja de fleste ville sige noget i retning af: Lone, hun er bare en som aldrig tuder. En, som har fuld kontrol over sig selv. Som tager livets slag med ophøjet og ovenikøbet opildnet pande. Og det er da også sandt. Modgang opildner mig, så jeg finder de bedste og mest effektive sider af mig selv frem. Modgang, modstand, svære opgaver, you name it. Så bliver jeg supereffektiv, den, der bevarer overblikket, når alle andre kager sammen og overmandes af tvivl, usikkerhed, uvidenhed, passivitet.


Ja, der er intet der får mig ud af hullerne så effektivt som en tilsyneladende uovervindelig opgave, der skal klares, såååå... det der med at bryde sammen i tårer. No way.


Men overtryk skal altså ud.. på den ene eller anden måde. Hos mig kommer det ud i de mest latterlige situationer. Som regel når noget er r-ø-r-e-n-d-e. Det berører mig. De bløde sider af mig. Så svømmer jeg over og de indre diger kan ikke længere tilbageholde højvandsstanden i tårekanalerne. Og jeg tuder. Tuder smukt og tuder grimt. Tuder på den der yndefulde måde, hvor ens smukke ansigt lades uberørt af tårestrømmen, som yndefuldt glider glinsende ned af ens kinder i to strømme, der langsomt samles som en lille sø i hulrummet mellem brysterne. Og tuder på den der grimme måde, hvor snottet klistrer helt om bag ørerne, øjnene bliver røde og opsvulmede og selv næsen pludselig ligner en 70-års drankers. Tuder... Kort sagt. Lader tårekanalerne tømme sig.


Som dengang jeg fødte min første datter. Jeg stod de 23½ time igennem uden tårer - godt nok fik jeg uddelt et blåt øje til en tilfældig sygehjælper, som kom forbi og aede min mave på det præcis forkerte tidspunkt, men det var ok. Jordmoderen smed hende bare ud. Men tårer! No way. Og min datter blev født og fik 10 på skalaen og kom op i armene på sin far og alt var fryd & gammen og SÅ tudede jeg. I 1½ time i træk. På den grimme både. Både fysisk grimme, så de efterfølgende billeder viser en næse, der er svulmet til dobbelt størrelse og på den psykisk grimme måde, så jeg fjernt i horisonten af min bevidsthed fattede, at de øvrige personer i fødselslokalet seriøst diskutterede professionel psykolog-redning af dette tudende individ, som var mig. De fattede det nok ikke. At tårerne intet havde med fødslen at gøre - som andet end katalysator. Jeg havde ikke grædt i 2 år inden dette. Og der gik yderligere 3 år før jeg græd igen. Sååå... egentlig en ganske normalt tåreudløsning - hvis altså tårers mængde er konstant og skal udløses med jævne mellemrum for ikke at skabe overtryk.


Flere år efter var det en anderledes uvigtig hændelse, som fik mig til at tude. Kronprinsen vinkede til mig. Fuldstændig ligegyldigt banalt, men dog bragte det tårerne med sig. Kronprinsen vinkede til mig - en meter fra min næse. Der var kun en bilrude imellem. Han så nærmest ud som om en eller anden sad og kildede ham. Med en bred smil fra det ene øre til det andet. Kunne være ligemeget. Er det også, men tænk ... Damn... min stemme knækkede over, da jeg skulle forklare min datter, hvem det var. Ja, det trak allerede op til indre uvejr, da dronningen kørte fordi i sin kronebil - nej.. allerede da jeg skulle forklare datteren at livgarden passede på dronningen. I mine tanker var ord om alle de bjørne, der havde ladt livet for deres huers skyld på vej, men det var slet ikke de ord, der kom ud. Hmmm... Tænk at der skulle være en royalist gemt i min hals, som en stor blød klump. Snotklud... tak.


Og ja - snotklud tak - i mangel af pille. Det har jeg ofte brug for.

Cykelstyrt

Jeg er lige kommet hjem fra kursus. Dagens emne var afdækning af skjulte kompetencer til brug for jobsøgning. Et af indslagene var, at vi skulle fortælle en selvoplevet heltehistorie fra hverdagen for holdet, hvad vi gjorde og hvordan vi reagerede.

Overhalet af en sommerfugl

Sidste sommer blev jeg overhalet af en sommerfugl – og SÅ tog jeg den endelige uigennemkaldelige, i hvert fald midlertidigt uigenkaldelige, beslutning om at finde et arbejde tættere på hjemmet, så jeg slipper for tog og bus. For det var netop i en bus – på vejen mellem Frederiksberg og Valby – at jeg blev overhalet. Egentlig var det den der slags busser, der reklamerer med at køre hele tiden, hvert andet minut og det passer da sikkert sådan i teorien, men i praksis, så kræver det bilfri gader for at lykkes. Og bilfri gader, haha, det er ikke netop virkeligheden i det ydre og indre København. Så ofte var man liiige ved at hoppe af bussen og prøve lykken på gåben i forventning om at komme hurtigere frem til stationen og fange det tog, der bragte en nærmere hjembyen, cyklen, SFO'en, datteren og cykelturen hjem, så man endelige kunne falde ned i sin hjemlige sofa og uden løgn i stemmen udbryde: -Nu er jeg hjemme! Arbejdsdagen er fordi.


Men... sådan gik det jo ikke altid. Som netop den dag, jeg tænker på, en dejlig sommerdag, hvor bussen, en af dem, kom til tiden og kørte i forventning om at komme hurtigt frem. Men, trafikken var massiv og vi måtte jo holde, når alle andre holdt. Midt i denne depressive tilstand, som jeg sandt at sige lod snige sig ind på mig, selv om jeg burde vide bedre, ja så fik jeg kikket ud af vinduet – og der, på cykelstien, kom en sommerfugl forbi. Den fløj præcis i den hastighed sommerfugle plejer at flyve og med præcis den hastighed overhalede den bussen jeg sad i – der midt i en begyndende trafikprop. Elegant svævede den på egne vinger videre, direkte ud til hvorhen ved jeg ej, men så kom der atter gang i trafikken og bussen rullede videre. Forbi sommerfuglen. Haha, tag den! Troede du virkelig du kunne overhale. Suk. Stop i trafikken og mit nu temmelig opmærksomme blik ud af vinduet viste en sommerfugl, som let og ubesværet overhalede... igen. Bussen kørte, stoppede, sommerfuglen overhalede... igen... og igen... og igen.


Sandt at sige aner jeg ikke hvad der stædigt fik mig til at blive siddende i bussen. Hvorfor jeg ikke stod af og lod min 2 fødder bære mig i egen hastighed mod det ikke-ventende tog og resten af dagen. Men det gjorde jeg altså ikke. Og ja, vel kom jeg for sent, men alligevel er det ikke en oplevelse jeg vil være foruden, for den satte tanker i gang. Om hvorfor man frivilligt vælger at dø i en kø 2 gange om dagen, og ovenikøbet kalder det et fremskridt sådan jobmæssigt at leve sådan dag efter dag.


Nejnej. Nu er det nok! Så lad mig da blive som sommerfuglen, som måske nok ikke altid er den hurtigste, men som dog kommer frem i sit eget tempo – uden stress, uden aggression, uden ønske om at være andre steder end den er netop nu.... formoder jeg. Ja, lad mig finde min faglige jobmæssige vej i mit eget tempo, i de nære omgivelser, som betyder mest for mig. Fuck krisen, hvor reel den end er, lad mig finde mit eget mål og arbejde mig henimod det, i mit eget tempo. Som en anden sommerfugl, som elegant og let flagrer den rigtige vej.


Tanken om sidste sommer kommer til mig netop nu, hvor jeg er aktivt jobsøgende... nu hvor foråret er på vej. Historien minder mig om, bl.a., hvorfor det mon var, at jeg skippede mit sidste job, satte mig i denne midlertidig pengeløse situation som dagpenge er for de fleste, og hvorfor det er vigtigt at jeg holder fast i denne tanke. Sommerfugle-overhalings-tanke. Jeg vil noget andet. Så husk det dog og se lidt aktivt at arbejde hen imod det (hvisker jeg højlydt og lidt arrigt til mig selv - nu venter jeg bare på, at jeg hører efter!!!)