A13 og jeg nød uhæmmet det pludselige vejrskifte her midt mellem jul og nytår, som farvede verden hvid og dæmpede alle normale bylyde til det rene ingenting.
Verden var stille, stille, stille.
Alt var dækket af et tykt lag sne, selv bilerne, og på en lille villavej fik A13 en pludseligt opstået lyst til at spille død. Død, dead, mort, kuolema, heriotza, surm, make, smrt, muerte, död... og hvad google translate ellers har af forslag for nøjagtig det samme.
Jeg forstod først ikke det lille hint - at hun blot lod sig selv dåne midt på vejen, der, hvor der normalt kører biler, for yndefuldt at lægge sig - og blive liggende.
Helt ærligt -hvor længe er det ok at spille død - midt på vejen? Mor tænker i omegnen af 19 sekunder. Datter er mere på minutter-siden, måske timer endda. Og sådan er vi alle forskellige. Hun fik sin vilje tidsmæssigt og vi kom da også hjem igen i den varme, hyggelige stue. Efter laaaaaaaaaaaaaang, dramatisk tid.
Da jeg så billedet, kom jeg til at tænke på Snehvide.
Så hvid som sne, så rød som blod og så sort som ibenholt. Snehvide i sin glaskiste, ubevægelig, mens hun ventede på sit første kys. Det kys, som skulle vække hende til live. Som kvinde.
Der kom nu ingen prins forbi, så vi gik hjem igen. Hun må vente videre et andet sted end der midt på vejen. For heldigvis var denne Snehvide sammen med den gode Moder og ingen ond Stedmoder havde puttet forgiftede æbler i hende, så hun var ganske let at ryste liv i igen.
Når man kommer fra et hjem med pengeskab
... så skal det da også julepyntes,
Og nej, der ligger ikke $$$ indeni.
Kan huske dengang nøglen var væk et par år. Da den blev fundet igen, kom det stooore øjeblik:
-Hvad var der egentlig i boksen? Tjo. Lillesøsters medlemskort til Bamseklubben. Det var det. Haha...

Genbrugspladsens glæder
Tænk, at det kan føles så godt, at smide ting ud.
Vupti - op i containeren med den - og 240 cm designersofa betrukket med håndplukkede, bordeauxfarvede italienske køer forsvandt.
Sammen med lugten af kattetis fra dengang A12 og jeg var 14 dage i Egypten og A22 skulle passe kat - og ikke vidste der var 2, før vi kom hjem igen. Den ene var en ulykkelig stakkel, som blev aflivet kort efter.
Som sofaen nu også er blevet det.
Ahhh... det lettede.

Abonner på:
Opslag (Atom)