A13 og jeg nød uhæmmet det pludselige vejrskifte her midt mellem jul og nytår, som farvede verden hvid og dæmpede alle normale bylyde til det rene ingenting.Verden var stille, stille, stille.
Alt var dækket af et tykt lag sne, selv bilerne, og på en lille villavej fik A13 en pludseligt opstået lyst til at spille død. Død, dead, mort, kuolema, heriotza, surm, make, smrt, muerte, död... og hvad google translate ellers har af forslag for nøjagtig det samme.
Jeg forstod først ikke det lille hint - at hun blot lod sig selv dåne midt på vejen, der, hvor der normalt kører biler, for yndefuldt at lægge sig - og blive liggende.
Helt ærligt -hvor længe er det ok at spille død - midt på vejen? Mor tænker i omegnen af 19 sekunder. Datter er mere på minutter-siden, måske timer endda. Og sådan er vi alle forskellige. Hun fik sin vilje tidsmæssigt og vi kom da også hjem igen i den varme, hyggelige stue. Efter laaaaaaaaaaaaaang, dramatisk tid.
Da jeg så billedet, kom jeg til at tænke på Snehvide.
Så hvid som sne, så rød som blod og så sort som ibenholt. Snehvide i sin glaskiste, ubevægelig, mens hun ventede på sit første kys. Det kys, som skulle vække hende til live. Som kvinde.
Der kom nu ingen prins forbi, så vi gik hjem igen. Hun må vente videre et andet sted end der midt på vejen. For heldigvis var denne Snehvide sammen med den gode Moder og ingen ond Stedmoder havde puttet forgiftede æbler i hende, så hun var ganske let at ryste liv i igen.
