Ja, jeg tænder da også på så meget andet; en stemme, som vibrerer fx og øjne med et dybt blik -udover, at jeg som en bevidst handling har slukket for blusset og slet ikke tænder for tiden, så måske er overskriften: Det hænder, jeg tænder, og så handler det om hænder.
Hænder, som arbejder. Hænder, som er i brug. Mandehænder.
Hvorfor jeg tænder på hænder?
Akak, hjernen gemmer gamle minder længe - og kaster dem ind i nutiden, når man mindst venter det.
Netop, som man troede, at alt var glemt og gemt, så vender det tilbage. For fuld styrke.
Min allerførste kæreste var bagerlærling.
Selv gik jeg i gymnasiet og vi var ikke sådan kærester kærester, vi var alt for generte til at sige den slags til hverken os eller vore venner. Vi var bare sammen, temmelig meget. Og han var altså i lære som bager. Og han var så meget anderledes end nogen jeg nogensinde før havde kendt.
Selve historien om vores første nat sammen var faktisk ganske romantisk & yderst symbolsk set i bakspejlet. Vi mødtes til en privatfest, hvor udklædning fra middelalderen var påkrævet. Jeg var borgjomfru med høj spids hat med gult slør og en lang romantisk cremefarvet kjole i fed satin og med meterlange gule ærmer. Totalt upraktisk og hjemmesyet, men ganske effektfuldt. Og han var Narren, som brækkede sig på vej hen til festen i taxaen, så de blev smidt ud og kom for sent, fordi de måtte gå det sidste stykke. Men... hen på natten blev vi enige om at forsvinde hjem til ham. Han brokkede sig noget, da jeg smed kjolen til fordel for cowboybukser, men transportmidlet var ikke en hvid hest, men en sort damecykel, som jeg allernådigst fik lov at sidde bagpå, mens Narren trampede i pedalerne.
Han lærte mig meget. Han læste koge- og bagebøger som godnatlæsning, og når vi var liiiiiiiiige ved at falde i søvn i hans store seng, kunne han pludselig sætte sig op - fyldt af nyt energi - og udbryde: -Jeg vil bage et brød. Og det var en trang, der kom over ham, som ikke sådan kunne stoppes. Mange nætter har jeg sidder i hans forældres køkken midt om natten indhyllet i et sengetæppe og set på, mens hans æltede dej, rullede brød, satte til hævning, i ovnen, og bagefter sammen med ham nydt det totalt liflige ved ovnvarmt, nybagt brød.
Jeg smeltede allerede, når han hældte mel i et bjerg på bordet, for så at lave en hulning til det våde, blandede forsigtigt, for til sidst at ælte dejen godt igennem med sine store stærke yderst brugbare mandehænder. Så var jeg solgt - og det var altid det samme vi lavede, mens brødet var i ovnen.
Det er mange år siden ,og egentlig var det næsten glemt, men så alligevel ikke. Der er noget fuldstændig sensuelt ved fx. at bage fødselsdagsboller, som jeg tænker på hvergang familien er inviteret. Den bløde, eftergivende gærdej, som man ælter, til man føler, den har fået bare lige tilpas. Efter hævning rulles den til boller inde i hånden. Kærtegnende, for så med fingrene at smøre æggeblanding oveni. Og så i ovnen. Og ud igen. De perfekt hævede boller endnu varme, klar til spisning. Ja, der er helt sikkert noget sensuelt ved at bage boller. Og det er der faktisk også ved at lave opbagt sovs. Hmmm.. tror det har noget med konsistensen at gøre.
Men tilbage til hænder. De første hænder, som fik min interesse var altså nogen, som ældede dej. Senere fandt jeg ud af, at mange former for arbejdende hænder er fascinerende. Det kan være alle former for materialer, de rører og bearbejder. Det er det samme for mig. Håndværker, som snedker, tømrer eller murer - eller en kunstner, som former leret. Ja selv en skribent eller en musiker, som lader hænderne tale med deres dans kan røre mig.
Det giver mig lyst til at blive til et andet materiale end et menneske; en dejklump, en lerklump, en samling løse noder. Form også mig. Kærtegn mig. Lad dine fingre danse hen over mine taster. Rør ved mig... med dine hænder
A15 og jeg overvejede i anledning af en uventet fridag her op til påske at bruge lidt tid på Roskilde Museum og måske endelig få prøvet deres nye café.
