Jaja, 3 lys, to nuller og et 1 tal så det hele ikke smeltede inden vi fik det over på tallerkenerne. Den forlængede weekend blev holdt også selv om Olde døde for 4 år siden i den imponerende alder af 96.
Der løber vist gode gener i min familie. Manden, oldefar, blev 93 og på den anden side af familien er de også godt oppe i 90'erne, før det hele er slut.
Betryggende... et eller andet sted.
Anledningen var officielt Olde, men mon ikke det mest af alt var en god undskyldning for at samle alle de efterfølgende led. Hyggeligt var det i hvert fald. Alt gik fint også hjemturen.
Indtil vi skulle ned til bilen efter 5 kvarters overfart mellem Århus og Sjællands Odde. Ganske lille færge og kun 2 dæk. Alligevel lykkedes det min mor at blive væk. Vi gik ellers rimelig tæt alle 5 personer fra bistroen og ned mod bilen. Jeg gik bagest. Da jeg indhentede de andre, spurgte jeg hvor min mor var blevet af. Øh... godt spørgsmål, men intet svar. Jeg gik lidt tilbage og så efter. Ned af en gang og ud over et bildæk på 2. sal. Ingen kære mor der.
Nå, hun er nok gået i forvejen, så jeg drønede efter de andre og vi fandt bilen. Vi havde det meste af turen snakket om, at det var rimelig fedt, at vi var kommet til at holde næsten forrest på nederste dæk, så alle var da helt sikre på, at min mor også huskede på netop det.
Jeg mener... normalt er det hende, der fører an. Er kortholder, kortlæser, den, der mest indædt diskutterer med fru Olsen (bilens GPS), og som regel får ret. Altså hallo... godt nok er min mor gammel skolelærer, men hvordan kan en GPS tage fejl? Aner det ikke, men hver gang min mor er med i bilen, så dobbelttjekker hun på kortet og der opstår indimellem halvfarlige situationer på fx. motorvejsafkørsler, fordi min far ikke tør dreje før min mor med fingeren på papirkortet har bekræftet at fru Olsen har ret i at vi skal dreje om 350, 250, 50 meter.
Så... hvordan kunne hun blive væk på en lille bitte Molsfærge? Vi stod 4 personer omkring bilen og undredes, ja min far var nærmest så meget i fornægtelse, at det var lige før han ignorerede det fakta at bilen var her og min mor ikke var, at han nærmest fik vendt det om til at hun sikkert var på det rigtige sted og vi på det forkerte.
Det nåede helt til at vi snakkede om de 2 valgmuligheder; at lade bilen vente mens andre dyttende kørte fra borde eller at køre fra borde og vente på land, så hun kunne komme gående efter os. Jeg hældede mest til det sidste, men min far sagde ingenting. Tror faktisk aldrig han før har været i samme situation. At hun IKKE var der, hvor hun skulle være.
Men det var hun ikke. Men det kom hun da. Sådan cirka 15 sekunder før alle biler var tændt kom hun gående.
Stædige kvinde. Hun var drejet forkert og havde gennemtrawlet dækket over os, fordi hun ikke kunne huske hvordan bilen så ud, udover den var sort. Men som gammel matematiklærer huskede hun ganske glimrende nummerpladen. Så tiden var gået med at gennemse nummerplader på det forkerte dæk.
Typisk! Hun havde slet ikke overvejet at det var mere effektivt at se efter 4 desperate personer, som viftede med både arme og ben for at signalere "Her er vi".
Nåmen... det lykkedes at komme samlet fra Molsfærgen til Sjælland - og I bilen talte vi lidt om det var distræthed eller begyndende demens. Vi blev enige om distræthed. Hvis hun havde sat sig ind i en forkert bil og forlangt at blive kørt til Roskilde, ja SÅ havde det været demens, men det her var bare.....
