Gummistøvler har jeg ikke ejet siden... hmm... forrige århundrede. Men nu har jeg smidt et par saltfyldte læderstøvler ud og erkendt, at so ein ding... det kommer man ikke udenom på Bornholm. Slet ikke hvis man bor på en hjørnegrund, hvor fortorv skal ryddes og saltes hver dag.
Igår prøvede jeg alle gummistøvler i str.36/37 i Rønne og gispede over prisen. Den 10 år gamle gummi-modebølge, sprang jeg let og elefant henover; gummi er ikke sexet og hvis det er, så vil jeg ikke høre om det. Men praktisk? Jep.
Endelig fandt jeg det perfekte par, dvs. den perfekte højre som var grå på den seje måde. Den venstre viste sig at være sort. Nej, forhandles ikke i grå. Der er åbenbart æteriske olier i naturgummi, som fordufter i skobutikken, så de bliver grå. Æv.
Ville helst have 2 ens, så nu er jeg den lykkedelige ejer af et par sorte gummistøvler.
Vejr... kom bare an ...