Men jeg passer på, gør jeg - klog af skade, så som regel lever vi bare sammen i fred & fordragelighed omend periodisk hver for sig.
- undtagen de få lykkelige gange om året, hvor vi har brugt kælk.
4km hver vej i stærk trafik.
Det er ikke afstanden, men trafikken, der har gjort mig til Hønemor og trofast fulgt hende frem og tilbage.
Men... nu har hun længe plaget for at cykle selv og alle de logiske argumenter forsvinder, så kun Hønemors bekymrede pippen bliver tilbage. Og det er ikke nok.
Hun kan jo for pokker da ikke bliver fulgt i skole til hun bliver 17 - og jeg ved jo godt, hvor trafiksikker og forsigtig hun er. Iført korrekt cykelhjelm, belysning både for og bag foruden velfungerende bremser og et utal af reflekser.
Så... jeg pakkede hende ud af vattet og gav slip. Halvvejs. Vi aftalte, at hun ringede, når hun kørte fra klubben, så cyklede jeg også hjemmefra og mødte hende hende på halvvejen. Det fungerede fint i forgårs og det fungerede fint i går. Og hun var pavestolt.
Men da vi så kom hjem, lå der på min mobil 2 ubesvarede beskeder fra A20, storesøster, og en enkelt på A10's mobil. Jeg ringede retur og fik en svada uden lige i røret. Om, at hun netop havde set sin lillesøster cykle selv og det var mørkt og alt muligt og det var i et kryds og alt muligt og det kunne hun bare slet ikke ha'.
-Ok, Hønemor2, kørte hun pænt?
-Ja, ja, det gjorde hun da.
-Men hvad er så problemet?
-Ja, og, ja altså, vi kom jo kørende i bil, mig og kæresten, sådan lidt for stærk og lidt for tæt og så pludselig så jeg, det var min LILLESØSTER, som cyklede ved siden af.
Så hun fik en svada retur - både omkring vatudpakning og lidt om biler & bløde trafikanter. Så kan hun lære det, kan hun. At køre pænt. Den store altså. Den lille kan allerede.
Skriver lige et ps. Det må jeg godt. Det er jo min blog, og skrivet satte tanker igang hos mig selv.
A20 har været Hønemor2 fra den dag, hun blev storesøster. Det er noget særligt at vælge at få 2 tøser med 10 år imellem. Med den samme far og hele pivetøjet. Det er faktisk 2 enebørn jeg har
De kan jo ikke lege sammen, men bruger alligevel meget tid sammen. Men den store har så indimellem kammet over i ren iver efter at udleve indre medfødte modergener, som hun har i overmål - og ikke et ondt ord om det... sådan da.
Jeg stod engang på Mallorca - midt på offentlig vej og overvåget af adskillige nysgerrige turister - og trak i det ene håndtag af en lånt klapvogn, mens A-dengang13 trak i det andet. A3 sad interesseret og fulgte med i vores kamp, for at se hvem, der vandt. Det gjorde jeg. Men ikke lige en af de episoder jeg er gladest for at komme i tanke om.
Ej heller den efterfølgende seriøse snak, hvor der faldt ord som: -Det er ok du elsker søs og det er ok du gerne vil gøre al det bedste og hjælpe til. Det er også ok du vil være Lillemor, men jeg er Storemor og jeg bestemmer.
Ja, selv mødre pisser indimellem territorie af, for når man er 13 år, så er man stor den ene dag og vil helst bestemme alt, men dagen efter kommer man hjem fra skole og er max 8 år indeni og vil bare ha sin Moar. Og sådan skal det være. Også selv om A3 kort og kontant sagde: - Det kan du ikke få. Det er min mor. Du kan få far!
Men uanset alder kan min store datter naturligvis få sin mor, både når hun har brug for det og når hun ikke har. Ligesom den lille kan.
Og hvis ikke ens mor indimellem tager Mor-stemmen på, hvem gør så
Ingen kommentarer:
Send en kommentar