Hera - en arketype

En af mine venner viste mig et billede af 4 gudinder stillet overfor hinanden, som han brugte i.f.m. astrologi.. De 4 var Pallas/Athena, Juno/Hera, Ceres/Dementer og Vesta/Hestia. I midten kunne Venus/Afrodite placeres.

De 3 andre kunne jeg finde noget godt at sige om, men når jeg kom til Juno/Hera, så kneb det mere. Hera, den ultimative gifte kvinde, som kun er noget i kraft af sin mand. Hm... eneste nutidige eksempel jeg kunne få øje på var faktisk Kronprinsessen, der kun var noget i kraft af sit giftemål med sin mand. Altså.. ikke værd at stræbe efter. På den anden side... der måtte være mere at hente, også for en moderne nutidig quinde uden ægtemandspåhæng. Det sendte mig godt nok ud på en tænke-tur. Her er lidt af mine tanker.

For det første kan jeg egentlig godt se fornuft i at placerede Venus/Afrodite i midten af de 4. (Ceres-Pallas, Vesta-Juno).Det kommer lidt an på hvordan man ser Venus/Afrodite. Hvis man kun anvender arketypen/myten, så holder det nok ikke vand, men hvis man ser den skumfødte som den feminine sexualitet (forstået lidt bredere end bare fysisk samvær med mænd), ja så kan man vel egentlig sige, at man skal IGENNEM sexualiteten for at nå den modsatte. Athene (datter) bliver ikke Ceres (moder) uden og Vesta (søster) bliver ikke Juno (hustru) uden.

Nogle forfattere deler forresten de feminine arketyper op i de sårbare og de ikke-sårbare. Vesta, Pallas, Artemis er de ikke-sårbare og Ceres, Persefone, Juno er de sårbare. Afrodite har i den forbindelse særstatus som den, der sårer andre. Man kan også kalde det påvirkelige eller ikke-påvirkelige. Eller extrovert og introvert. Altså om man hænger sin indre opfattelse/liv op på noget ydre eller indre. Hvordan de enkelte sårbare gudinder/arketyper klarer tab og overgreb/sår/etc. er forskellig. Juno bliver vred og jaloux og føler sig vel på denne måde mere aktiv end bare som et passivt offer. Ceres og Persefone trækker sig ind i sig selv i depression.

Jeg har grublet en del over Juno og om hende er der nok meget at sige, men jeg læste lige en lille spøjs ting, jeg personligt kunne relatere til. Ovenstående forskel kunne også være bevidsthedsstadie - og styr nu lige fri af alle new age tanker om bevidsthed, det har intet med det at gøre. Nej, det drejede sig om, at Vesta og Pallas havde fokuseret bevidsthed mens Ceres og Juno havde diffus bevidsthed.

Diffus bevidsthed betyder, at man er bevidst uden at fokusere på netop det, man er bevidst om. Det er moderen, som hører hvad børnene laver i den anden ende af huset og strax slipper hvad hun har i hænderne, hvis tonerne ændrer sig - og det er hustruen, der ved, hvordan manden har det før han træder ind af døren næsten uden at fokusere på. Og det mest underlige ved det hele - påstår forfatteren og jeg kan personligt give hende ret - det er, at hvis man udøver en sådan diffus bevidsthed, så minder det om en varm lampe, der med sit lys oplyser sit område af hjemmet, så langt lyset rækker. Man kan ikke mærke lyset, men man kan føle det - og alle indenfor radius reagerer pronto, hvis der skrues ned for lysstyrken.

Praktisk exempel: Børn kan lege fuldstændig i fred med sig selv på værelset ved siden af mens man vasker op, syr tøj eller andre sysler, der levner plads til diffus bevidsthed. Men det øjeblik, man falder over en spændende artikel i et blad eller sniger sig til lidt hjemmearbejde, så skifter man selv fra diffus til fokuseret bevidsthed - og det mærker børnene omgående... og kommer rendende for at afbryde. Som om de mærker, at man tager noget fra dem, selv om man stadig fysisk er til stede lige ved siden af. Og mænd har det ofte på samme måde med deres hustruer. Alt er fryd og gammen indtil hustruen ændrer sin bevidsthed fra diffus til fokuseret og trækker sig ind i sig selv for at koncentrere sig - også selv om det ikke er synligt på overfladen. Meget underligt.

Nå, Juno. Jeg MÅTTE jo læse om Juno ;-) Hun er jo Fruen og jeg kaldte hende Kronprinsesse Mary som udfylder hullet ved Kronprinsens side. Jeg tog fejl. Juno er Dronningen og Zeus er prinsgemal. De er søskende, men Zeus er hendes lillebror. Lillebror. Der står flere steder at Juno er noget i sig selv. Noget meget ældre end Zeus og hendes ægteskab med ham. Et af hendes symboler er mælkevejen og hun er nok udsprunget af en endnu ældre arketypen som mere er matriarkalsk i sin natur, i hvert fald er hun meget Gudinden. Ikke bare et vedhæng.

Nu bliver hun jo igen og igen såret af Zeus og dette retter hun udad som vrede og jalouxi, ikke rettet mod Zeus, men mod de kvinder han er sammen med og de børn, der kommer ud af det. Hun er ikke ligefrem nogen venlig gudinde. Efter Zeus egenhændigt har født Athena bliver hun så vred at hun gør det samme. Føder selv et barn, som uheldigvis har klumpfod. Handicappet, hvor Athena var perfekt. Hun smider barnet ned fra Olympos i vrede.

Men hun er jo også - især - Gudinde for ægteskabet, foreningen, den hellige forening mellem de to køn. Sammenhørigheden osv. Jeg er sikker på at der vil stå mere, når jeg graver dybere, om det positive ved det. Ser du... jeg har endnu ikke fundet det, så jeg er stadig på jagt.

Ved du for resten hvordan Zeus (Jupiter) kom i bukserne på den jomfruelige Juno? Han forvandlede sig til en lille sølle fugl, der søgte omsorg og da hun forbarmede sig over den og trykkede den beskyttende til sit bryst, så forvandlede han sig tilbage til sin egen skikkelse og forsøgte at voldtage hende. Det gik dog ikke og han fik ikke lov før han havde lovet at gifte sig med hende.

Det siges, at hvedebrødsdagene, honeymoon, varede i 300 år, men da den var slut var det hele også slut mellem de 2 - i hvert fald kærligheden. Der står INTET om kærlighed mellem de 2 ægtefæller. Det var ikke det, der bandt dem sammen... eller også er de fra en tid, hvor man ikke talte om kærlighed mellem ægtefæller. Det var selve foreningen, det hellige bryllup der talte - ikke tiden efter.

Juno er barn af Kronos (Tiden) og Rhea (barn af Uranus og Gaia). Han, faderen, slugte alle sine børn indtil den dag Rhea fødte Zeus (Jupiter) og i stedet gav ham en sten at sluge. Senere slog Zeus til, befriede børnene i hans indre og forviste ham til et fjernt sted, for Kronos var en af de udødelige Titaner og kunne derfor ikke slås ihjel.

Da Juno kom ud af maven på sin far, var hun en ung pige og som de eneste af børnene i den familie oplevede hun at få både en moder og fader, for hun blev sat i pleje hos to meget kærlige naturånder, der agerede adoptivmor og far for hende. En meget lykkelig opvækst.

Og hun behøvede for resten slet ikke Zeus til at skabe børn. Hun slog bare sin hånd i jorden og så reproducerede hun. Men underligt nok fik hun aldrig børn af kærlighed. Hendes børn udsprang altid af enten lyst eller vrede. Hun er forresten mor til Mars (Ares)... sikke da en masse planeter ;-)

Hestia - en arketype

Kan vi så liige få Hestia på banen... Hestia var det første barn af Rhea og Kronos og derfor den ældste søster af de græske olympiader. 

Selv om hun var en af de 12 store olympiader, så var hun ikke at finde på Bjerget Olympos. Hun tog ingen del i de ting, der ellers optog den græske mytologi; krige, kærlighedsaffærer, konkurrencer. 

Hendes symbol er O, cirklen, for hun er gudinde for hjemmets arne og den var til at begynde med rund og i midten. Som sådan er hun også gudinde for den hellige flamme. Hverken hjem eller templer kunne blive indviede og hellige, før hun blev båret ind i dem. 

Hun gjorde dem hellige og kan vel mest af alt beskrives som en følt indre spiritualitet og den hellige flamme, ilden som varmer, oplyser og bruges til madlavning. Det, der gør et hjem til et hjem. En krop til et menneske.

Hun er en af de 3 jomfruer (Artemis og Athene er de to andre) i græsk mytologi. En af dem, som Afrodite ikke kan nå med sin manipuleren. Den romerske version af Hestia er Vesta, som ligeledes identificeres med den hellige ild.

Hestia er som jomfrugudinde autonom, uberørt af mænd og faktisk uberørt af den ydre verden. I hvert fald er hendes fokus indadrettet. Hun opsluges af sig selv, når hun mediterer og hendes fokus er disciplineret og målrettet. Alligevel er hendes måde at opfatte på intuitiv og præget af stor klarhed. Dette kræver oftest ensomhed, hvilket Hestia foretrækker, i hvert fald en del af tiden. 

At holde huset i orden, er Hestias måde at holde orden i alt på, dvs. sig selv. Hun gør det ikke for at tækkes andre eller for at få ros, men fordi det giver mening for hende selv og det, hun gør, koncentrerer hun sig fuldt ud om. Hestia-arbejde er det, grækerne kalder 'kairos tid'. Det er at 'deltage i tiden' fremfor at tiden styrer en med uret. 

Hestia var som førstefødte den ældste - og som sådan æres hun også som den viise gamle kvinde. Hestia er hel, uberørt af ydre omstændigheder, andre mennesker, fordi hun ikke er knyttet til resultatet, og fordi hendes identitet ikke er vigtig eller bundet op på noget ydre.

Måske Jungs ord om det runde indre i mandalaen beskriver Hestia allerbedst:

"Their basic motif is the premonition of a center of personality, a kind of central point within the psyche, to which everything is related, by which everything is arranged, and which is itself a source of energy. The energy of the central point is manifested in the almost irresistible compulsion and urge to become what one is, just as every organism is driven to assume the form that is characteristic of its nature, no matter what the circumstances. This center is not felt or thought of as the ego, but, if one may so express it, as the self."

Der er ingen tvivl om, at Hestia ikke længere holdes i hævd, som i de gamle tider. Hun er glemt; i hverdagen jag og maskuline værdier som kommunikation, resultater, udadrettet adfærd og ren&skær hastighed og larm. Derved mistes noget grundlæggende, som er en nødvendighed. Et centrum, både for det enkelte individ, men også for en by, et samfund, et land. For på en eller anden måde - selv om Hesia sidder der mutters alene og indadvendt, så binder hun alting sammen.

Hestias mandlige modstykke er Hermes (som sjovt nok var den yngste af guderne), hvis symbol var en fallistisk sten, som stod udenfor huset for at vogte døren. Hestias var som sagt cirklen og befandt sig indeni huset. Ingen af disse kunne undværes, ingen af dem kunne undvære den anden, selv om de var adskilte og som sådan heller ikke kunne nå hinanden. I Rom var det Vesta og Merkur. Arketypisk dualitet. Arketypisk opdeling i ånd og sjæl, hvor Hermes kan ses som vinden, ånden, der suser hen over kullene i sjælens arne og sætter ild i dem, får dem til at brænde. Det ydre, der påvirker det indre - og som sådan lader Hestia sig alligevel påvirke. Ikke langvarigt, men én gang - startskuddet, måske. 

Hestia/Hermes er den ultimative opdeling i dualitet - hvilket måske ikke lige er i tidens ånd, hvor der mest tales om det modsatte; det enkelte menneskets vej mod fuldkommenhed ved at inddrage både det maskuline og det feminine i sig selv. Men Hestia er fuldkommen i sig selv.

Det vigtigste af alt

Et meget gammelt digt - fra min spirituelle periode.

Jeg kender til Flower of Life
og livets byggesten af geometriske former
Jeg kan lave min Merkabah som alle de andre
og se hullet i himlen når jeg mediterer
Jeg er smeltet sammen med englen i mit indre
og har fået vasket fødder af en ærkeengel
Men har det gjort mig mere menneskelig?


Jeg har besøgt jordens hjertechakra
og mediteret på toppen af bjerget Tor
Jeg har set fortid og nutid glide sammen
i Avalons gader, kun adskilt af et lodret slør af vand
Jeg er blevet indviet til Quan Yin
og efter sigende fået evnen til at heale

Men har det lært mig noget om livet?

Jeg har rejst fra Norge til Egypten for at finde … noget
vandret syngende gennem pyramidens mørke indre
Mediteret i et gravkammer, fået åbnet mit 3. øje
og set hvad jeg ikke kan beskrive
Jeg har sagt mine kodoish
og lært den korrekte Ascended Christ Greeting

Men har det gjort mig til et lykkeligere menneske?

Jeg har mediteret med andre - i cirkler og i trekanter
følt gruppeenergien bære os alle højere op
end vi kunne nå alene
Jeg har siddet tidløs i midten af mit livshjul
og med min bevidsthed fulgt trådene ud af de enkelte egere
set gamle liv i Atlantis, Egypten og Kina

Men har det gjort mig bedre til at følge min egen sti ? 

Jeg har grædt af lykke
i ekstasens berusende favntag
Jeg har følt sårbarhedens hud
dække min aura og lukke min hørelse
Jeg har overgivet mig
- og taget det tilbage igen

Men har det gjort mig bedre til at være mig?

Jeg er blevet flækket af en shamans rasle
og har hørt en død indianer synge
fået kraftdyr og forenet mig med mit eget indre barn
Jeg har oversat kanaliseringer til dansk
Læst Biblen og Koranen, studeret teosofi,
sufisme og de vediske skrifter

Men har det bragt mig visdom?

Jeg har set så meget - alene og med andre
ladet mig røre og berøre - gribe uden altid at begribe
Jeg har grebet fast og givet slip igen
taget det ind og åndet det ud

Men står jeg bedre fast på Moder Jord af den grund?

Når jeg spørger mit hjerte
hvad har haft mest vægt?
Spørger, hvilke stunder, som var de vigtigste,
ja så er der ingen tvivl…

Det var da min datter og jeg delte verden

Mund ved bryst, hjerte ved hjerte, øje ved øjeDet var de øjeblikke, hvor jeg i hendes øjnes dyb så et bundløst hav af meningDe øjeblikke, hvor jeg i hendes hårhvirvel så universets spiralmælkevejeDe øjeblikke, hvor verden svandt ind til væren mellem to, bundet sammen uden ord, Og dog så fyldt af tankeløs kommunikation.

Det var da, mit liv havde mest mening.
Det var da, jeg lærte mig selv at kende.

Kanalisering fra mig til mig

 Der findes ingen karma. Karma er et gammelt begreb, der eksisterede engang. Som gav mening engang. Som gjorde dig eller andre godt engang. Det eksisterer ikke længere. Nogle vælger at holde fast på dette begreb, ud fra vane, ud fra tryghed, ud fra mangel på ønske om at give slip. Men.. selv om du holder fast på begrebet karma, så ændrer det intet. Det eksisterer bare indeni dig, som noget meningsfyldt. Andre mennesker… tror du, at andre mennesker er der i dit liv, fordi det er karma, der binder jer sammen. Gamle tråde. Uafsluttede sager? Nej, sådan er det ikke.

Spørg dit hjerte, hvad det tror. Spørg dit hjerte, om det tror på at de mennesker, der findes i dit liv, findes der af andet end denne eneste grund: Du tiltrak dem. De tiltrak dig. Nu og her. Ikke fordi i levede sammen i andre liv. Ikke fordi den ene fører på point frem for den anden. Ikke fordi I prøver at sætte scorene lige. Nej. De mennesker, der findes i dit liv nu og her, findes ikke pga gamle liv eller karma. De findes, fordi du tiltrækker dem. Lige nu og her. I dit nuværende liv. Fordi det – uanset om du kan se det eller ej – giver mening, at de er der. Fordi I har noget at lære hinanden.

Det har ingen betydning, om i har kendt hinanden før eller ej. Personligheden skabes alligevel i dette liv og kun dette liv. Den tager du ikke med dig. Og det er personligheder, som tiltrækker hinanden, som har noget at sige hinanden, som har noget at bruge hinanden til. Dette indebærer også, at når I ikke længere har noget at bruge hinanden til, så er det på tide at sige farvel. Der findes ingen tråde, som binder dig til andre mennesker. Måske du gerne ville have det var sådan, og derfor tænker du dig frem ti,l at det er sådan, men det er det ikke. Ingen tråde. Intet binder dig.. andet end øjeblikket. Andet end Nu’ets møde med andre personligheder.

Giv slip. Giv slip på de mennesker, som du ved, det er tid at give slip på. Spørg dit hjerte, hvis du er i tvivl, for det ved det med sikkerhed. Ved hvornår det er på tide at give slip. Det er ikke hjertet, som holder fast på andre af gammel vane, af gamle tanker om karmabånd, af uudfyldte behov. Det er ikke hjertet. Hjertet sætter fri. Altid. Det er andre dele af dig, som holder fast.

Karma findes ikke. Livet går så stærkt, at det ingen mening giver. I dag kan du leve mange liv i et. 10 liv måske, hvor du skifter retning, genopfinder dig selv, går ind i en ny livsfase, for så igen nogle år senere atter at skifte retning. For 1000 år siden var livet mere ensformigt. Dengang lignede det ene liv hinanden, tiden gik langsommere. I dag er det anderledes. Tiden går stærkt. Så stærkt, at hvis ideen om karma fastholdes, så er det blot endnu et bånd, der binder dig fast, fremfor at sætte dig fri. Endnu et bånd, som holder dig tilbage, fremfor at lade dig fare afsted med den fart, dit hjerte ved er passende. Giv slip på alle tanker om karma, om skæbneforhold, om bånd mellem mennesker, om gammel gæld, der skal udlignes. Det passer ikke – og holder dig tilbage fremfor at sætte dig fri.

Måske ser du i sessioner eller i meditationer spændende eller fæle gamle liv, som synes at have forbindelse med dette liv. Med dig i dette liv. Og måske prøver du fejlagtigt at forløse noget gammelt i nutiden. Det kan ikke lade sig gøre. Hvis du ser et gammelt liv, så lad være med at tage ejerskabsfølelser overfor det. Se på det, som du ser på en film. Undersøg hvorfor, det viser sig netop nu.

Det indeholder en følelse, et budskab, en løsning til et problem nu og her. Find løsningen – og gå videre. Lad være med at tro, at det var dig selv du så. Det var det ikke. Du får løsninger tilbudt på alle de måder, du kan forstå det. Det kan være i drømme, i samlivet med andre mennesker, i synkronisiteter, hvor du pludselig ser og hører noget i den ydre verden, som fuldstændig resonerer med dit indre – eller det kan være i tilsyneladende gamle liv. Lad det være, hvad det er. Hvad det er, er ikke vigtigt. Undlad at identificere dig med det. Det er ikke meningen. Alt hvad det er, er et tilbud om hjælp til et problem, du tumler med nu og her. Andet er det ikke.

Er du i tvivl, så spørg dit hjerte og lyt ærligt efter svaret. Hjertet har intet at gøre med det glamourøse. Det taler stille, ydmygt og ærligt. Hjertets tale til dig er ofte uden det spændende glamourøse, du kan finde andre steder. Det er, hvad det er. Lyt eller lad være, men erkend, at du selv vælger at blive forblændet, når du vælger at tro på den mest kunstfærdige og ualmindelige fremstilling af hvad du er og hvad dine problemer, som menneske er.

Drop tankerne om en frelser. Du er ikke en frelser. Og der kommer ikke nogen udefra og frelser dig og andre. Det er ikke hjertet, der taler her. Hvis du lytter alvorligt til dit hjerte, vil du indse denne meget gamle sandhed: du kan ikke frelse noget. Du skal ikke frelse nogen. Ingen kommer for at frelse dig. Ingen kommer for at frelse andre mennesker. Alle har indeni det, der skal til, for at bevæge sig fremad. Alle har en indre styrke. At lade sig frelse betyder at undlade at bruge denne styrke. Ikke at bruge denne styrke, er at tro, man ikke selv har nogen styrke. Hvis man tror, man ikke selv har nogen styrke, så sætter man alt på stand by. Det er også ok, men alt står stille. Indtil man atter tror på, at alt kommer indefra. Ikke udefra. Hvis man tror, man selv skal frelse andre, så glemmer man at se på sig selv.

Nej, du skal ikke frelse andre, ikke bære andre, det er blot at fjerne dit fokus fra målet, måske fordi det er for hårdt, for kedeligt at se på, nemlig dig selv. Men for dig eksisterer der kun dig selv. Alle interagerer med hinanden. Alle skal vi hjælpe hinanden hvor det er passende. Alle har mennesker i deres liv. Herigennem lærer man det, man ikke kan lære alene. Det er noget andet. Noget ganske andet end frelsertanken. Frelsertanken er død. Den, der holder fast i den, sinker sig selv, som havde man bundet en sten om foden. Man kommer ingen vegne, før den tanken smides overbord. Spørg dit hjerte om det ærligt ved, at du skal frelses af andre – eller du selv skal være frelser. Og lyt stille efter svaret.

Du har ingen forpligtelser. Ingen. Du har ikke en bestemt plan for dette liv. Ikke en bestemt mission, du kom her for at opfylde. Alt er udvikling, alt ruller fremad, således også dig. du er en blandt mange. Alle forskellige og dog alle ens. Alle hver for sig og dog alle forbundede. Mennesker er langt større, langt mere åbne end ideen om en mission, som kun dette ene menneske kan udføre. Hvem tror du, du skulle udføre den for? Moder jord? Hun klarer sig selv. Hun har sin egen udvikling. Moder jord er meget meget stor. I sammenligning er du meget lille. Tror du, at det er din mission at gøre noget for moder jord? Det er det ikke. Alle skal behandles med respekt, således også moder jord, men hun har ikke brug for dig. Hun har sit eget mål, på sin måde.

Tror du det er din mission at finde andres mission til dem? Vil du gøre noget for andre, så vis dem hvordan man udvikler styrke nok til at leve sit liv med sig selv i centrum. Tror du, det er din mission at påvirke andre mennesker liv? Alle mennesker har noget at erfare, men ingen er sat på jorden for at erfare noget for andre, forme andre, påvirke andre. Andet end den gensidige påvirkning alle har på hinanden. Nej.

Igen. Spørg dit hjerte og lyt ærligt efter svaret. Dit hjerte vil fortælle dig, at du ikke har sat her på jorden for at gøre noget som helst mod andre. Du er sat her på jorden i dit eget formål. Som med frelsertanken… at se på andre kan lægge røgslør over det, du egentlig burde se på. Dig selv.

Du har ingen forpligtelser, andet end dem Nu’et giver dig; at behandle dem, der kommer dig nær, godt og anstændigt. Behandle dem, som du selv ønsker at blive behandlet. Det er alt, hvad du har af forpligtelser. At udvise ærlighed. Intet andet. Du har ingen forpligtelser udover Nu’et. Ingen forpligtelser til at holde fast i gamle tråde. Alt har sin tid. Det er vigtigt at give slip i tide.

Mange holder fast ved andre mennesker for ikke at såre dem. Det, de opnår, er at binde andre, holde dem tilbage, når det egentlig var tid for dem at gå videre. Videre mod noget andet, noget nyt. Måske ikke noget trygt og sikkert, men trygt og sikkert er ikke det vigtigste i verden. Udvikling. Det er det vigtigste. Hold ikke fast i andre for at verden skal se tryg og sikker ud. Hold ikke fast i andre, fordi du er bange for, at de ikke skal kunne klare sig selv, hvis du giver slip. Du holder dem tilbage. Det er ingen hjælp. Alle skal hjælpe, når der er brug for hjælp, men derefter skal man sætte andre fri. Som hvis man plejer et vildt dyr. Så snart sårene er lægt, er det på tide at lukke det ud i naturen igen. Uanset hvad man så selv får tilfredsstillet af behov ved at have det i bur.

Sæt andre fri. Omgående. Er du i tvivl om hvornår det rette tidspunkt er, så spørg dit hjerte. Det kender svaret.

Vigtigheden af de manglende reb til andre er enorm. Enorm, fordi alting går så stærkt i øjeblikket. Så stærkt, at det vigtigste af alt for dig og andre er at kunne skifte med skiftene. Være flydende, åben, fleksibel. Leve på livets strøm uden at hænge fast i gamle vaner, gamle liv, gammel karma, gamle tanker, gamle bånd. Giv slip – og se hvordan du gør dig selv og andre en tjeneste ved at opøve fleksibilitet. Evnen til at være i Nu’et. Og være i et ganske andet Nu om lidt.

Lad ikke angsten for det ubekvemme holde dig tilbage. Vær i Nu’et flydende, ærligt, uden frygt. Således er den bedste måde at udfolde sig selv på. At vokse og lade andre vokse. Ikke forvente noget bestemt, for så prøver man allerede at forme Nu’et efter egne snævre ideer om hvordan det bør være – og går derved glip af Nu’et, det uendelig stærke, stormende, magtfulde, mangefarvede Nu. Langt større end du kan tænke dig frem til. Åbn op og se, hvad der sker, når du ganske uden forventninger og ganske uden bindinger overgiver dig til Nu’et. Dit hjerte vil synge. En ny og ukendt sang, måske. Men en sang, som kommer fra hjertet. Dit hjerte.

Hvad er det vi omgiver os med?

"Det skønne ved gammelt håndværk er, at man selv kan reparere det, når det går i stykker". Sætningen fandt jeg en dag i et boligmagasin - og det satte tanker i sving.

En større og større del af den almindelige danskers hverdag foregår i omgivelser og med ting, som vi ikke kan gennemskue. Hvis de går i stykker, så kan vi ikke selv reparere det, men må tilkalde specialister.

Og denne udvikling fortsætter med hæsblæsende fart. Et eksempel er pc'en. Jeg startede i 1979 med det, der dengang hed datalære i skolen. Siden da har jeg beskæftiget med med pc'er og disses programmer på den ene eller anden måde. Jeg synes selv, at jeg har et bredt og solidt kendskab til pc'er og programmer, menmenmen… da min egen bærbare for nylig fik virus og jeg skulle ind og rode rundt i alt, hvad der lå på maskine, ja, da måtte jeg give op. Der ligger ting på min maskine, som jeg ikke aner, hvad gør godt for, hvis navne jeg ikke kender. Programmer, som jeg ikke kan gennemskue, om de er nødvendige for mit styresystem eller det er uønskede programmer. Jeg er nødt til at henvende mig til en specialist, for at kunne anvende min pc igen. Jeg kan naturligvis selv begynde fra en ende af, og læse mig frem til hvordan, min pc fungerer. Hvis jeg gør det, så bliver jeg selv specialist.

Så er der biler. Da jeg gik ud af gymnasiet skulle jeg til Tyskland og bo et stykke tid med en veninde. Vi fik kørelejlighed derned af 2 venner, der skulle rejse lidt rundt i verden i et gammelt folkevognsrugbrød omdannet til campingvogn indeni. Denne bil havde det med at gå i stå, når den gik for længe i tomgang. Så skulle man ud af døren, ind under bilen og slå på et eller andet med en hammer, og så skubbe den i gang igen. Besværlig procedure. Det sjove var, at det virkede hver gang - selv om det er pinligt at skubbe et gammelt folkevognsrugbrød i gang på strømpesokker på de tyske motorveje, når der endelig kommer gang i trafikproppen igen.

Mekanik er lukket land for mig - det interesserer mig ikke, men jeg ved dog at moderne biler ikke fungerer på samme måde. Man kan ikke lige få dem i gang ved at slå på dem med en hammer. Hvis bilen går i stå, så griber man mobilen, ringer til vagtselskabet og beder dem sende en specialist. Som regel kommer der et fejeblad og kører bilen til mekanikeren. Det skal man ikke blande sig så meget i - bare betale regningen, når den kommer.

Hvem kan selv reparere sin microovn, vaskemaskinen, opvaskemaskinen, tørretumbleren osv. hvis de går i stykker? Ikke mange, men det er også lige meget - for i dag bliver tingene bare smidt ud, når de ikke virker længere og man køber nyt. Det er som regel billigere at købe nyt end at betale mandetimer for reparation. Sådan er det! 

Man kan naturligvis også være heldig. For 6-7 år siden gik en af vores venners vaskemaskine i stykker, han fik den repareret for en formue. Ugen efter virkede opvaskemaskinen pludselig ikke. Han resignerede og købte en ny i stedet for at ringe efter endnu en dyr specialist. Min ex-mand fik den gamle. Uden kendskab til opvaskemaskiner stillede han den på hovedet, kiggede lidt på den, vendte den om igen og startede den. Den har virket siden.

Men pointen er... det er for ikke-specialister et lige så stort mysterium hvorfor en ting virker, som hvorfor tingene ikke virker. Hvis tingene virker, så tænker man bare ikke mere over det.

På en måde kan man sige, at vi har mistet grebet med den hverdag vi lever i. Vi kan ikke gribe ind, hvis der sker noget, for det meste af det, vi omgiver os med, er specialiseret i en grad, så vi ikke aner hvordan det virker. Metroen fx - et genialt transportmiddel som fragter mange mennesker frem og tilbage hver dag, men det er førerløst. Virker maskineriet ikke, så er der bare ikke noget at gøre. Rulletrapper er et andet eksempel. Automatiske døre, elevatorer, you name it…

Og så var det så, at jeg fortabte mig lidt i historien om det gamle håndværk - hvor fordelen er, at man selv kan reparere det, hvis det går i stykker. Artiklen handlede om en træmand, der selv havde bygget hver en stump i sit hus. Han vidste derfor alt om det, vidste hvordan det var opbygget og vidste hvad man skulle gøre for at reparere det, hvis noget gik i stykker. Man kan sige, at han var herre over sine nære omgivelser, sit hus. Han mestrede det - var specialisten i sin egen hverdag. Hvis alle havde det sådan, så ville arbejdsmarkedet se anderledes ud. 

Sokker... for nu at springe i det. Som barn elskede jeg mine vintersokker, som min farmor strikkede til mig. For det første så det så sjovt ud med 5 små pinde, der kunne fremtrylle en sok og for det andet, så var pasformen perfekt. De var svære at slide op, men når der kom et hul, så blev de ikke smidt ud. De kom en tur omkring farmor, som reparerede hullet, så man bagefter ikke kunne se, at det havde været der. Smart! Men... utænkeligt i dag for de fleste.

Film… i videobåndenes tid kunne der komme båndsalat i et enkelt bånd. Det var der så ikke noget at gøre ved - med mindre man kunne spole det på plads igen. I dag er de fleste bånd erstattet af DVD og mange DVDer er erstattet af en afspiller med harddisk. Der kan være måske 60 film på samme maskine. Smart smart - altså med mindre, at harddisken ryger. Så forsvinder alle film og ikke kun den ene som før i tiden.

Men det her skulle ikke være en lang brokkehistorie om at "alting var bedre i gamle dage", for det mener jeg ikke de var. Desuden vil jeg nødig føle mig så gammel, at jeg tænker sådan, men nogle gange så sætter det tanker i gang at iagttage, hvad vi omgiver os med. 

En anden gammel tankeleg, jeg leger, hvis jeg ikke har andet at lave, fx hvis jeg kører i bus, det er: Hvis jeg selv og dem, jeg kender, havnede på en øde ø uden strøm, uden huse, uden moderne bekvemmeligheder, hvem kunne så i kraft af deres erhverv bruges til noget - og hvem kunne ikke? De fleste ville nok blive nødt til at trække mest på deres fritidsbeskæftigelser. Jeg mener, hvad er datamatikeren værd med mindre han fx har dyrket sin urtehave i fritiden? Og enhver kan vel blive enige om at lægen og jordmoderen kan bruge deres erhverv mere på en øde ø end politikeren og togkontrolløren. 

Hvad kan du bruges til - og har du kontrol over din egen hverdag? Jeg har ikke. Fx min egen hjemmeside. Intet findes på papir. Siden ligger hos et hostingfirma, som jeg ikke engang ved, hvor befinder sig fysisk. Det er også lige meget, for de tager jo backup, hvis huset brænder (det er jeg i hvert fald nødt til at tro på, når de siger det. Kontrollere det kan jeg ikke) - og hele nettet er jo baseret på at den fysiske placering er underordet - man kan komme til tingene fra hvert et hjørne af verden med netadgang. Men hvis jeg havnede på en øde ø, så kan vi jo lave en byttehandel. Jeg fortæller historier omkring lejrbålet, og I andre leverer maden og husly. For selv om jeg så fik min optiker med, så kunne han nok ikke gøre så meget i længden for at fremskaffe mine kontaktlinser.