Det vigtigste af alt

Et meget gammelt digt - fra min spirituelle periode.

Jeg kender til Flower of Life
og livets byggesten af geometriske former
Jeg kan lave min Merkabah som alle de andre
og se hullet i himlen når jeg mediterer
Jeg er smeltet sammen med englen i mit indre
og har fået vasket fødder af en ærkeengel
Men har det gjort mig mere menneskelig?


Jeg har besøgt jordens hjertechakra
og mediteret på toppen af bjerget Tor
Jeg har set fortid og nutid glide sammen
i Avalons gader, kun adskilt af et lodret slør af vand
Jeg er blevet indviet til Quan Yin
og efter sigende fået evnen til at heale

Men har det lært mig noget om livet?

Jeg har rejst fra Norge til Egypten for at finde … noget
vandret syngende gennem pyramidens mørke indre
Mediteret i et gravkammer, fået åbnet mit 3. øje
og set hvad jeg ikke kan beskrive
Jeg har sagt mine kodoish
og lært den korrekte Ascended Christ Greeting

Men har det gjort mig til et lykkeligere menneske?

Jeg har mediteret med andre - i cirkler og i trekanter
følt gruppeenergien bære os alle højere op
end vi kunne nå alene
Jeg har siddet tidløs i midten af mit livshjul
og med min bevidsthed fulgt trådene ud af de enkelte egere
set gamle liv i Atlantis, Egypten og Kina

Men har det gjort mig bedre til at følge min egen sti ? 

Jeg har grædt af lykke
i ekstasens berusende favntag
Jeg har følt sårbarhedens hud
dække min aura og lukke min hørelse
Jeg har overgivet mig
- og taget det tilbage igen

Men har det gjort mig bedre til at være mig?

Jeg er blevet flækket af en shamans rasle
og har hørt en død indianer synge
fået kraftdyr og forenet mig med mit eget indre barn
Jeg har oversat kanaliseringer til dansk
Læst Biblen og Koranen, studeret teosofi,
sufisme og de vediske skrifter

Men har det bragt mig visdom?

Jeg har set så meget - alene og med andre
ladet mig røre og berøre - gribe uden altid at begribe
Jeg har grebet fast og givet slip igen
taget det ind og åndet det ud

Men står jeg bedre fast på Moder Jord af den grund?

Når jeg spørger mit hjerte
hvad har haft mest vægt?
Spørger, hvilke stunder, som var de vigtigste,
ja så er der ingen tvivl…

Det var da min datter og jeg delte verden

Mund ved bryst, hjerte ved hjerte, øje ved øjeDet var de øjeblikke, hvor jeg i hendes øjnes dyb så et bundløst hav af meningDe øjeblikke, hvor jeg i hendes hårhvirvel så universets spiralmælkevejeDe øjeblikke, hvor verden svandt ind til væren mellem to, bundet sammen uden ord, Og dog så fyldt af tankeløs kommunikation.

Det var da, mit liv havde mest mening.
Det var da, jeg lærte mig selv at kende.