En god begravelse

Det er altid trist, når livet ender, men der findes dog begravelser, hvor man bagefter tænker: -Det var en god begravelse.

En sådan var jeg til i dag.

Ungerne har - eller rettere havde - 2 farfædre. Sådan er der så mange familieforhold. Ikke alle går matematisk op i 2, når der divideres.

Den ene var den "rigtige". Krammebamsen,
den elskede,
Farfar'en med stort.

Han døde ganske uventet for 4 år siden. Havde haft en hyggedag med konen, alt var fryd og gammen, så stod han op for at gå på toilettet midt om natten og Bam - hjerteslag - væk var et elsket menneske. Fuldstændig uventet.

Det tog hårdt på alle generationer og ligger indtil i dag stadig ubearbejdet, så tårerne uventet kan bryde frem hos familien, hvis man kommer til at nævne ham på det forkerte tidspunkt i en sidebemærkning. Trist.

Den anden farfar var ungernes fars rigtige, biologiske far. Vi så ham, jojo, flere gange om året, men han var ikke i nærheden i hverdagen. Desuden forlod han allerede den ældre generations liv, da de var var mindre end skolemodne. Historien fra x-svigermor går på. at han d. 24 december gik ud efter et juletræ - og kom hjem i en efterbrandert 3 dage senere. Drengene var 2 og 4, da hun for evigt sagde farvel - og drog mod et andet liv. Som et par år efter bød på modsat-manden; ham, den stabile, bademesteren, som adopterede knægtene som sine egne og leverede en elsket rødhåret lillesøster. Stabilitet, til at stole på, samfundsmæssigt fuldt ud acceptabel. Modsat.

Den anden farfar forblev fremover i perifirien. En fjern sådan følelsesmæssigt og på daglig basis far og farfar, men stadig uløseligt bundet ind i familien af blodets bånd. Og alligevel var han jo vigtig.

Han levede, hvad man måske kan kalde et hårdt liv. Han levede i hvert fald fuldt ud. Uden at passe på sig selv og uden at ønske livet forlænget ved kedsom fornuftig påpasselighed. Det var ikke lige ham, man gik til, hvis man skulle have tips til den daglige løbetur eller den sunde kost. Hans livs omdrejningspunkt var kolonihaven med smugkroen, hvor det altid myldrede med mennesker, men man skulle huske selv at medbringe føde, for alt andet end noget på flaske, kunne han ikke byde på. Undtagen altså til jul - hvor han boede i en 1-værelses i byen og altid lavede æbleskiver. De bedste, jeg har fået nogetsteds.

Men han var, som han var, og da han selv accepterede alle mennesker med alle mulige former for forskelligheder, nærmere på trods af end på grund af, ja så var han også selv accepteret - som det menneske han nu engang var. Ikke alle passer ned i en bestemt skabelon.

Han havde fået mange advarsler, mange indlæggelser, megen sygdom, så ingen var overraskede, da der kom bud om, at han ønskede at komme hjem til sig selv fra hospitalet - for at dø.

Er der noget, jeg har respekt for, så er det det finurlige og udefinerbare begreb "en værdig død". Det kan være så meget, er det også, men vigtigst af alt, er det personens egen mening og vilje omkring den sidste tid. Det fik han opfyldt. Ex'en og hans bror blev der de sidste dage, mens vi andre overtog de daglige gøremål og det var godt.

Hvor godt det var, fandt jeg ud af i dag til begravelsen.

Jeg har været til flere begravelser. Også dem, hvor man krummer tæer over en selvhøjtidelig præst med stiv overlæbe, som fortæller om den afdøde uden at have kendt personen. Det kan der komme mange sørgmodige pinligheder ud af. Sådan var denne begravelse ikke. Han havde haft tid til at bestemme. Og det blev derefter.

En anderledes begravelse. Kun den nærmeste familie. Det skulle først i avisen, når det var overstået. I kapellet, for han troede ikke på kirken. Så vi var to håndfulde i kapellet. 4 unger i forskellige aldre, som ikke ku sidde stille. Det var også godt. To sange. "Det er i dag et vejr et solskinsvejr" og JA! mon ikke. Netop i dag var et forrygende, vidunderligt solskinsbestrøet forårsvejr, så man helt ku glemme, at vi kun er i marts. Og så: "Dejlig er jorden". Vidunderlig sang, for hvis jorden ikke er dejlig er der jo ingen grund til at leve. Jorden ER dejlig og lykkelig er den, som erkender det, mens tid er.

Ja, vi tudede. Allesammen. Det var passende. Den ene bror holdt en smuk tale. Ellers ikke noget.

Og så gik vi hjem og drak gravøl i en have - midt i forårssolen - ganske på vikingemaner. Selv dem, der ellers ikke drak øl, drak med. Uden glas. Bare en håndbajer i solen ude blandt de spæde piplende tegn på forårsliv, som han elskede. Tete á tete, vintergækker, krokus og pippende høns i baggrunden.

Det var en god begravelse. Han ønskede ingen tårer. Han fik nogle alligevel, men også smil og grin og gamle historier om fælles tid sammen. Han fik børnebørnenes latter og de voksnes med. Han fik 2 afklarede sønner, som nok sørgede, men som alligevel vidste at hver en sten var vendt i familieforholdet. Fordi de fik tiden til det. Sammen. Mens han langsomt døde. Der var ikke flere spørgsmål, ikke flere svar. Det var bare livets gang. Sørgeligt, ja, men dog med visheden om, at alle kommer videre. Både den døde og de levende.

Og - på vej hjem - gik det op for mig, at denne begravelse faktisk healede gamle sår fra den uventede anden for 4 år siden.

Så ja. Det var en god begravelse. Det var godt han fik fred. Det var en dejlig oplevelse. Et liv forsvandt og andre blev tilbage. Sådan skal det være for sådan er selve jordelivet. Og det er i grunden ikke så slemt at blive mindet om, hvilken vej vi alle skal en dag. Måske morgendagen for mig og de andre bliver lidt mere dyrebar.