Hvor er kiloerne blevet af?

Jeg har tabt mig.

Ganske uventet, så jeg nærmest render rundt og leder efter de tabte kilo som var det hoveddørsnøglerne, der var blev væk.

Übervægten er det bare mere ok, hvis jeg aldrig finder igen.;)

Underligt, for jeg har ikke været på nogen form for kur - overhovedet.


Jeg har ikke tænkt over hvad jeg har spist eller drukket, men jeg har haft mistet appetiten det sidste stykke tid, så mavens rumlen bare var en art baggrundsmusik og ikke et signal til handling.


Jeg har ikke bevidst bedt om at tabe mig, nåja, jeg har længe ønsket mindre bryster, for det er vildt irriterende med alt for meget blød overvægt fordelt i to klumper på overkroppen, så det meste tøj sidder rigtig dårligt. Måske det ser godt ud uden tøj eller godt ud i undertøj, men ganske almindeligt hverdagstøj, ja det sidder altså dårligt... efter min mening.

Og mindre bryster har jeg fået. Heldigvis. Helt uden at gøre noget. Dvs. et eller andet har jeg jo gjort, det har bare ikke været bevidst.

Aner ikke hvor meget jeg har tabt mig, for jeg ejer ingen vægt, men jeg vil skyde på 5½kg. På 3 uger. I starten lagde jeg slet ikke mærke til at kiloerne forsvandt. Jeg har et spejl og jeg har bælte og til nød også et centimetermål. Og der er røget ca 5cm i taljen,  2 bæltehuller, hvilket betyder, at jeg rent faktisk har fået talje. Jeg kan også - hallo igen, kære gamle venner, long time no see - atter mærke mine ribben tydeligt hele vejen rundt om kroppen.

Vejede jeg for meget før? Ja, det gjorde jeg. Jeg er en lille lort - også kaldet petit på fransk, det lyder jo strax meget bedre, nærmest sofistikeret - og i de gode gamle dage var jeg en str. 36 fra top til tå. 54 kg er nok min kampvægt. Jeg har vejet fra 49 til 59 uden at folk lagde mærke til forskellen, men det der kom derudover, det var tydeligt - både for mig selv, mit stakkels tøj og andre. Min højeste vægt endte på 74 kg. Det var ikke godt. Måske det er en lav vægt for andre, men for mig var det trods alt og uanset hvordan jeg vendte og drejede det, 20 kg for meget.

Det er svært at sige hvad, hvornår og præcis hvor vægten kommer snigende og sætter sig. En hel del nemmere er det som regel at sige hvorfor, men hvad hjælper det, når kiloerne først har taget fast holdeplads på ens før så smækre krop?

På mig kom det nedefra og voksede opad. Sådan da. Nåja, måske lidt yoyo-bevægelse. Først mave, talje, så hofter og lår, så især stykket under brystet, brysterne og så endnu længere op. Det var næsten det værste. Stykket mellem trusser og bh.

Da jeg tabte mig, skete det i samme rækkefølge, bare baglæns. Først forsvandt dellen bag på ryggen ud for brysterne. Så fik jeg mere tydelige ribben under brystet, så kom taljen. Den der rigtige talje - ikke der langt langt nede, hvor unge piger sætter bæltet. Og så svandt maven ind og blev fladere. Navlen ændredes fra en vandret streg til en lodret som i gamle dage og til slut hofterne og lårene.

Men det er jo stadig kun de der ca 5½kg jeg har tabt. Så jeg glæder mig faktisk til at se hvor resten forsvinder fra. Selv om jeg jo egentlig godt ved det - når jeg tænker tilbage på før i tiden. Det er sådan cirka over det hele jeg bliver mindre . Og jeg håber da det ender med at jeg kan passe mit gamle tøj - fra den gang jeg havde penge. For på loftet står flere kasser med lækkert = min stil, men pt for småt tøj.

Udover 7 habitjakker med tilhørende bukser og nederdele fra min karrieretid, er der en del festtøj, som sjældent bruges, men NÅR man endelig inviteres til galla, så er det da fedt at kunne passe noget af det man holder af. Også uden man skal bruge fuldkropsarmeringsjern med total dækkeevne under den sexede sorte lange kjole - for hvis man ikke gør, så stikker brysterne af og lever deres eget liv på de mest upassende tidspunkter som fx under forretten midt mens en eller anden fjern onkel holder tale.

Men jeg er på vej. Helt sikker. Jeg overvejer faktisk seriøst at kombinere det uventede vægttab med lidt power-opstramning. Hvad enten det så bliver pilates og cykling eller det nye nature-crossfit, som yngstedatteren har tabt sit hjerte til. Nu må vi se.

Jeg går i hvert fald en lettere tid i møde. Hvilket er ganske passende, nu foråret er på vej.

PS. Var lige forbi nogle venner med en vægt på badeværelset. Den er god nok. Jeg skød temmelig præcis. 5,4 kg. Og nåjo... glemte lige at sige, at jeg forventer, at jeg nu er kommet ind i en stime. En vægttabsstime, så det overflødige fedt ikke tabes, men nærmest smelter af mig, så kun det passende er tilbage :o)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar