Baggrundsmusik
Børn har det med at udfordre ens forklaringsevne til det yderste med deres spørgsmål. De fleste børn begynder på et tidspunkt at interesse sig for døden og for min yngste datter skete det omkring de 4-5 år.
Vi snakkede meget om det og på et tidspunkt spurgte hun:
-Hvornår dør man?
Svaret fløj ud af mig:
-Når kroppen ikke længere kan holde livskraften.
Og så snakkede vi om noget andet.
Hun forstod naturligvis ikke svaret – havde sikkert ikke kunnet forstå det uanset hvordan jeg havde forsøgt at forklare det, med den alder hun havde.
Selv voksne grubler jo over det, så det vigtigste ved denne episode var sådan set den efterfølgende tankerække det satte i gang hos mig selv.
Hvad var det dog for et underligt svar, jeg havde givet? Jeg mente det, da jeg sagde det og bagefter tænkte jeg på, at det egentlig var en ganske god bouillionterning af et svar; hvis man nu skulle svare enkelt på hvorfor døden indtræffer for alle på det tidspunkt, den gør, uanset utallige forskellige ydre eller indre årsager.
Hvor kom svaret fra? Var det noget, jeg havde hørt eller læst et andet sted?
Ikke umiddelbart, men jeg mener samtidig, at det er så godt som umuligt at tage selvstændigt ansvar for at skabe en tanke. Den kommer næsten altid andetsteds fra. Jeg ynder at forestille mig en sø af alle verdens sammenlagte tanker - både fra nulevende og døde, faktiske og fiktive personer - svømme rundt mellem hinanden, og når vi tror, vi tænker selvstændigt, så dykker vi i stedet uden at vide det ned i denne sø og trækker enten en færdig tankerække frem eller vi kombinerer forskellige dele, som vi herefter tager fuldstændigt ejerskab for. Hør lige, hvad jeg har tænkt, osv. Nope, men du er god fisker ;-)
Så hvor svaret kom fra, skal jeg ikke kunne sige, derimod skabte selve indholdet i svaret en hel del nye spørgsmål for mig selv. For hvad troede jeg egentlig på? Troede jeg på en livskraft som beboede kroppen og derefter forsvandt, for at lade kroppen tilbage som en livløs jordklump, en samling af atomer og celler, som ikke længere var en selvstændig sammenhængende ting, der kunne benævnes ”et individ?
Hvad er død og hvad skal man kalde kroppen efter døden? Det er stadig i det ydre en person man kan kalde ved navn, men det er ikke en person, man kan kommunikere med eller som kan agere. Alle handlinger er et overstået kapitel. Personligheden er væk og kroppen ladt tilbage som en tom skal, som aldrig igen kan bringes til live. Ja, hvad var det at være i live – at have livskraft? For at forstå og definere døden må også livet defineres, for døden er modsætningen – uanset hvad, man tror på.
Hvad sker der, når livet forlader kroppen? Vi kan se, hvad der sker med kroppen. Den forfalder, formulder og opfører sig som alt andet forgængeligt materiale på jorden. Af jord er du kommet, til jord skal du blive. Ja, den sidste del er klar. Vi bliver alle til jord, vores krop gør. Hvad kirken mener med, at mennesket er kommet fra jorden, er straks mere speget. Udover dengang i tidernes morgen, hvor Gud skabte mennesket af jord. Det er længe siden. Og så er der jo ovenikøbet en fortsættelse af sætningen og af jord skal du atter genopstå.
Jeg er faktisk mest interesseret i definitionen af ’du’ fremfor resten af fortid, nutid, fremtid. Du skal genopstå, siger kirken. Den danske Folkekirke tror ikke på reinkarnation. De tror ikke på, at du er en evig sjæl ,som efter at havde beboet din nuværende krop vil finde en ny lille baby og starte forfra i. De tror, at du er dig i dette liv – og det bliver du ved med indtil du genopstår på den yderste dag.
Rigtig mange er uenige i dette synspunkt i dag. De tror på reinkarnation. Reinkarnation stammer især fra Indiens religioner, som mange her i vesten har taget til sig i udpluk. Indenfor new age er dette snarere reglen fremfor undtagelsen. Der tales om sjælens evige rejse, om at døden ikke findes, om nødvendigheden af at vise vej for sjælen, når døden er indtruffet – den, som ikke findes, naturligvis – så sjælen ikke bliver hængende på jordplanet, for så ender folk som spøgelser eller genfærd og den slags og må renses ud af de huse, de befinder sig i; ofte til stor gene for de nuværende beboere. Hjælpes op i lyset kaldes det af nogle – som kontrast til denne mørke jord, formoder jeg. Ja, her er det vigtigste at sjælen ikke hænger fast, men kommer videre på sin rejse mod uendelige liv.
Nogle tror så ikke på uendelige liv, men derimod at målet er ikke at reinkarnere i en krop mere. Less is more. Jo færre liv, jo finere, for det beviser, at man er hurtig & lærenem i skolen – livets skole – ikke dumper så mange gange, men går den direkte vej til den ultimative eksamen; trandencens. Opstigning. End of carma. Nirvana. Så er man endelig sluppet fri fra denne plagsomme rejse, denne klistrede jord, som holder de tungnemme fast.
Af dem, som tror på reinkarnation, tror langt de fleste på lineær reinkarnation, genfødsel. De tror, at de har levet før – og med før menes fx liv i 1876 som kogekone i København og den slags. Før kogekonen levede de i Sydfrankrig som vinbonde og før det igen som nonne i England osv. De tror, at hvis de besøger en med håndværket i orden – også kaldet regression - så kan de kigge på eller genopleve disse tidligere liv. Formålet skulle være at løse op for traumer i det nuværende liv, udfra en idé om, at traumer kan overskride dødens grænser og trækkes med ind i næste liv. Hvad der skete i går, har betydning & former i dag. Og i går kan altså gå mange århundreder tilbage. Karma. De tror, vi bliver ved med at møde de samme udfordringer, de samme mennesker, indtil vi endelig fatter det. Fatter, hvordan den rigtige måde at leve på er. Først da er målet nået.
Jeg kan huske, at jeg for år tilbage i en debat på internettet fik kaldt regression for udvidet navlepilleri. Det blev jeg ikke specielt populær på, selv om der da også blev trukket på smilebåndet. Men når regression bruges som terapi, så er det jo som al anden terapi; graven i det, som er en selv. Her er det bare udvidet til, at en selv ikke kun er, hvem man er og har været i dette liv, men også hvem man har været i tidligere liv.
Hvis tanken om lineær reinkanation skulle være sand, så ser jeg det som en velgerning, at ens hukommelse slettes ved fødslen. Når jeg tænker på alle de tåkrummende oplevelser i dette liv, som jeg helst ikke vil tænke tilbage på, små som store, ja så forestil dig vægten af 100 livs pinlige episoder og forkerte handlinger. Puha.
At se livet linæert betyder jo, at i går var optakten til i dag, som er optakten til i morgen. Man bygger sten på sten ovenpå hinanden på vejen til fremtiden og ens nu indeholder summen af hele ens fortid. Det er jo logisk nok, når det drejer sig et enkelt menneskeliv. Hvem jeg er i dag som 45 årig, skyldes de ting, jeg oplevede i går, for 10 år siden og som 4 årig. Men er det lige så logisk, når reinkarnationstanken flettes med ind i? Og er fremtiden kendt eller ukendt? Det er lidt spændende at grave i, for de fleste indenfor reinkarnation mener, at fremtiden ikke er kendt, men på den anden side, så… osv.
Og det bringer os til selve tidsopfattelsen. Nogle kalder lineær tid for maskulint. Fremtiden skabes af fortiden og målet er ukendt. Rimelig rent at forstå, men så kan livet også leves baglæns. Det kan kaldes for feminint. Målet er kendt fra starten. Alt er allerede sket, og nu skal vi bare gå vejen. Da målet allerede er kendt – bare ikke af os selv – føles det enormt betydningsfuldt, om vi drejer til højre eller venstre på et bestemt tidspunkt. Det er det bare ikke, for det var allerede bestemt, at vi skulle dreje til venstre. Vi vidste det bare ikke. Det var allerede bestemt, at vi skulle møde netop den partner og få netop de børn og opleve netop de besværligheder på vejen. Det var bestemt inden dette liv sådan i de øvre luftlag i samråd med os selv som u-inkarnerede og så nogle vejledere med et større udsyn.
Nogle lander midt imellem – måske også udfra den svimlende angst for den fulde konsekvens af det forudbestemt; tabet af den højtbesungne frie vilje for det enkelte individ – og mener så, at de store linier er lagt. At det ikke kan være anderledes, men at vi har indflydelse på de mindre ting – hvad vi skal have til morgenmad fx. Meget indviklet faktisk.
Andre igen ser tiden som cirkulær eller evig. Det gjorde jeg selv på et tidspunkt, da jeg seriøst overvejede muligheden for, at reinkarnationstanken er sand. Jeg så det i billedlig form som om, jeg sad i et gammeldags hjul. I midten af navet. Dette mig var evigt, altid eksisterende og dog ikke i live, da det ikke var et jordisk jeg. Det var bare mig. Essensen af mig, måske.
Dette hjul havde en masse eger og på hver af disse eger befandt der sig liv. Det var liv i fortiden, i nutiden og i fremtiden. Den rigtige mig kunne så med tanken bevæge sig ud af en enkelt eger ad gangen og se på det liv, der befandt sig der. Men gå for langt ud, hele vejen, kunne jeg ikke, for så hang jeg fast i dette liv. Men hvis jeg kun gik lidt af vejen, kunne jeg se, hvad der skete i dette liv og så kunne jeg bevæge mig tilbage til midten af hjulet og se på et andet liv.
Det føltes sandt, mens det skete, men var det sikkert ikke. Efterfølgende har jeg tænkt mest på definitionen af mig. Vi tager det så personligt, når talen falder på ’vores’ tidligere liv. Selv tror jeg ikke at mig kan opleve andre liv end dette ene. For hvem er mig? Mig er min personlighed, Lone, som jeg er nu. Og Lone lever her i dette liv. Måske har min livskraft – aha, der var den endelig, tråden til indledningen ;-) – oplevet andre liv, men jeg, Lone, har ikke. Og hvis jeg kaster mig ud i spontan eller guidet regression, hvor jeg ser og oplever liv, som lige præcis føles som passende og måske forløsende for problemstillinger, jeg går og tumler med netop nu i mit Lone-liv, ja så skyldes det noget helt helt andet end reinkarnation. For det er ikke mig, Lone, som har levet før eller kommer til at leve igen, vel er det ej.
Men sindet er fantastisk. Mageløst, imponerende, uforklarligt fantastisk. Det griber hvad som helst, der kan hjælpe med nuværende problemstillinger. Det er fuldstændig lige meget om løsningen kommer i form af et symbolsk set gammelt liv, shamanistisk tilgang som symbolske totemdyr, astrologi med symbolske arketyper, eller anden for for terapi, som anvender symboler.
Drømmetydning? Symboler igen. Intet andet. Hvis drømmetydning og andre former for symboltydning virker for indviklet og besværligt på dig – det gjorde det for mig… man skal virkelig have den store møjgreb fremme for at skille skidt fra kanel i den tågede rest drømme, som bliver tilbage om morgenen, foruden mindst 10 mere eller mindre ubrugelige symbolleksikonsoversættelser – så bed om at få det samme vist i dagtimerne, mens du er klar i pæren – det gjorde jeg.
Jeg bad om at få vist, hvad der netop nu var vigtigt, mens jeg var i brusebad hver morgen. Og det skete. Så glemte jeg indimellem svaret i dagens travlhed og bad så om at få vist en genudsendelse næste morgen. Og det skete – nærmest ordret kopieret.
Drømmetydning er alt for besværlig. Og for resten, når jeg skriver ”bad om”, så mener jeg ikke ned på knæ med foldede hænder og underdanigt ansigtudtryk. Jeg mener mere som en anmodning eller ordre ala : -Hey, underbevidsthed, stik mig lige overskrifterne om mit livs problemstillinger på en forståelig måde, mens jeg alligevel laver ingenting i badet om morgenen. Og drop så lige samtidig de der irriterende hjernekrævende puslespilsgådeagtige hukommelsesrester fra søvnen. Jeg har sgu brug for min nattesøvn; som udearbejdende enlig mor til 2 med dagens timer fuldt besat. Den slags. Ordene er ligegyldige, bare det er ment.
Drømmetydning er alt for indviklet og det er regression også. Der er smurt for meget drama på, som først skal pilles af, før betydningen for ens problemstillinger træder frem. Bed dog din underbevidsthed om at få det vist klart i stedet for. På et sprog, du kan forstå. Det er meget nemmere, for det er jo alligevel derfra det hele kommer. Underbevidstheden.
Som jeg for resten ser som delt op i lag. Underbevidstheden er i øverste lag ens egen og i de nedre lag fælles for alle. Den der tidligere omtalte sø, som alle tanker svømmer rundt i; faktiske, fiktive, nulevende og døde.
Jeg synes, det er lidt morsomt, at det i flere år har været ’normalt’ for alternativt interesserede at få svar fra hvad som helst på engelsk. Det er sådan lidt finere end på dansk. Måske også fordi nogle af disse svar kommer via Gudernes sendebud, og rigtig mange guder er alle andre steder fra end Danmark. Åndsvidenskaben er skabt på engelsk – og den trækker stadig lange, uforståelige træk ind i den nuværende danske new age verden - så hvis man hører fra Saint Germaine, Kuthomi eller andre fine, virker det mere ovebevisende, hvis de taler engelsk. Tilsyneladende. Sjovt nok lader den kinesiske Qyan Yin også til at tale engelsk fremfor eget modersmål. Det andet havde nok også været noget rod for en dansker.
Tarotkort, pendulering, kiromanti, clairvoyance, I-ching, afdødekontakt, spådom osv. Naturligvis virker det! Det kommer jo samme sted fra – nemlig dig selv, med eller uden mellemmand. Det underbevidste er den del af os selv, som vi ikke har bevidst kontakt med. Måske er det den største del af os selv. Det er jo svært at vide netop af ovenstående grunde.
Begrebet hypnose er interessant. Det bruges i dag til terapi – og især til adfærdsændring, som fx rygestop. Det kan forklares med, at vi alle har en indre stemme, som vi accepterer. Indre tanker, som vi anser for vores egne og derfor handler derefter. Det, der sker med hyponose er, at vi bringes til at acceptere hypnotisørens stemme, ikke som noget ydre, men som vores egne indre tanker. Hypnotisøren smutter altså ind i et lille hul i den mur, der ellers adskiller os fra omverdenen. Og inde bag denne mur kan den ydre stemme, som nu accepteres som en indre, bevidst manipulere med de tanker, holdninger, grundsætninger, erfaringer, som ligger til grund for vores adfærd.
Super smart – og effektivt. Vi har alle evnen til selvhypnose. Altså hvor vi bevidst påvirker det ubevidste, kan man sige. Og det er denne evne til hypnose eller selvhypnose, som frembringer billeder af tidligere liv, samvær med guder osv, som giver os netop de redskaber, vi skal bruge, for at påvirke nuværende problemstillinger. Egentlig ok, da det kan være hurtigt &effektivt, hvilket er plusord i en normal-dansk hverdag, men ulempen er, at denne manipulering lige så vel kan bruges til noget godt som noget dårligt. Det kræver enormt mod og tillid – eller bare dumhed – at lægge sit ubevidste i hænderne på fremmede, som man giver tilladelse til at manipulere det bevidst. Og det er jo netop hvad noget så anerkendt som clairvoyance gør. Og regression. Og så videre.
Og hvorfor bliver jeg ved med at snakke om problemstillinger? Tjo nok fordi, jeg inderst inde og ganske ærligt tror, at mennesket ikke har brug for kontakt til Gud, guder, religion, samt alverdens former for det alternative, uden netop dette: - problemstillinger. Er man glad og dybt tilfreds med livet netop nu, ja så bruger man da tiden på noget andet. Kommer til at tænke på engang jeg var til en clairvoyance - ikke som noget betalt, bare som noget 'for sjov' mellem bekendte. Han prøvede og prøvede og prøvede igen, men der var bare ikke bid. Til slut spurgte han: - Er du nyforelsket? Og ja, det var jeg. - Nå, så er det spild af tid, det her. Det lykkes aldrig med nyforelskede.
Tænk lige lidt over det.....
Men hvad tror jeg selv? Jeg tror, at ”shit happens”. Jeg tror, at tanken om, at alting har en mening er farlig. Hvis alting havde en mening, så er det åbenlyst, at vi er for dumme til at se hvorfor ting sker. De der små og store grimme ting, som sker for alle mennesker i løbet af et menneskeliv; sygdom fx . Det er hårdt nok i sig selv at være ramt af sygdom, og det er supernemt og menneskeligt at pålægge sig selv endnu en byrde ved at få dårlig samvittighed over, at man er blevet syg – især i vores højeffektive samfund, hvor alt andet end absolut udlevelse af det enkelte menneskes potentiale betegnes som spild. Det var bare fordi, jeg gjorde noget forkert, at jeg blev syg - og nu er jeg ovenikøbet for dum til at forstå hvorfor, det sker. Nope. Shit happens! Vi kan ikke styre alt i livet. Det tror jeg simpelthen ikke på.
Vi bliver født, vi lever og vi dør. Det tror jeg på. Naturligvis kan man gøre sit for at leve sit liv så sundt som muligt, for at leve så godt og længe som muligt, men igen – shit happens. Selv den sundeste person kan blive syg eller blive kørt over af en lastbil. Sådan er det bare. Hvad er formålet med livet? Ingen anelse. Virkelig ingen anelse. Skal jeg bruge nogle af vendinger, jeg har hevet op af den der fælles sø, så bliver det noget med at livets formål er at leve. Ha, slap jeg for let hen over den? Jeg mener det nu. Livets formål er at erfare livet, udforske alle kombinationsmuligheder af måder at leve på.
Men måske er der alligevel en slags guddom, som erfarer gennem os. Hvem ved? Ja, ikke ham den der gamle, patriarkiske langskæggede stereotype, som vi har puttet op i himlen. Jesu far.. haha. Men en udagerende kraft skabt i skabelsens øjeblik, da universet begyndte at udvide sig.
Og måske sker der en dag en sammentrækning af selvsamme univers, så alt liv, fra den mindste celle til den største planet vender tilbage som en buillionterning af erfaring til udgangspunktet, som måske ender som et sort hul. Mega tungt af erfaring. Måske er vi en guddoms måde at erfare sig selv på.
Eller endnu en sø-tanke: ”En høne er bare et ægs måde at lave flere æg på”. Vi er de hovedløse høns, som drøner rundt og leder efter livets mening og forsøger at finde ud af hvad der sker efter døden. Ak ak, tynget af bevidsthed tror vi, at vi er selve livets mening, det vigtigste af alt. At alt andet før dette Nu har ført til os som slutresultatet - når vi blot måske er et nødvendigt mellemled for noget andet, en parentes, en mellemregning i livets store regnestykke.
Nogle gange tænker jeg:
- Please, kære Vorfrue, Lad der være bare en lille smule tilfældighed til i verden, så jeg slipper for at prøve at regne alting ud.
