Hovedpine og børnehjælp

Det er meget meget sjældent jeg har hovedpine, sådan nærmest aldrig, men det havde jeg i går aftes. Vi sad ved stuebordet, A10 og jeg, og lavede hver sit i hyggelig samhørighed. Legekammeraten var blevet hentet og alt var idyl - udover den der bankende strammende irriterende hovedpine. Gå så væk!!!

Til sidst fik jeg klaget mig til datteren. -Åhhh, jeg har bare så ondt i hovedet...

Hendes svar var ganske uventet: -Skal jeg fjerne min hårbøjle?

Og med et venligt snuptag tog hun den alt for lille hårbøjle af mig, som jeg ganske havde glemt, hun satte på mig 2 timer før.

Og tænk, hovedpinen forsvandt. Tak, skat. Altid rart med lidt børnehjælp.

Indholdet af min toilettaske

Jeg var midt i noget meget vigtigt (er vi ikke alle det, når vi er på arbejde?), da datteren ringede fra SFO'ens telefon. -Moar, du er kommet til at lægge din toilettaske i min taske.

-Ja, det ved jeg godt. Kan vi snakke om det, når jeg henter dig?

-Jo, men, mor, der er bare noget, jeg og mine veninder ikke helt ved, hvad er.

Jeg kunne høre tøsefnis i baggrunden og tænkte på den enlige Tampax, som boede fast i toilettasken. -Det snakker vi om, når jeg henter.

-Jamen, moar...

-Farvel. Jeg lagde røret på. Troede egentlig hun vidste alt om menses, men hvis nu hun ikke gjorde, orkede jeg ikke at forklare det via telefon fra fælleskontoret på arbejdet.

Da jeg hentede, kom hun løbende med en hale af tøser efter sig, mens hun svingede noget i hånden. -Hvad er det???, spurgte hun og rakte mig mit rejseetui til kontaktlinser.

Børn er underlige

I går aftes kl 21.10, mens jeg stod op vaskede op, triptrappede det af små 8-årige fødder i køkkenet. -Hej Skat! Hvad vil du? Var du ikke lagt i seng? -Joh, men, jeg vil bare lære at lave dressing. -Dressing???? -Jatak, mor!

Store Bededag og andre blomster

Sig nærmer tiden...hvor helligdagene samles i flok - hvilket får mig til at tænke på en lille historie fra et andet år på næsten samme tid.

Skrækkelige måner

Vi havde været i Planetariet; mig og A7, og vi brugtw tiden på at se alt, hvad der var at se. Sådan virkelig alt!!! Nærstuderet det og set det igen på 2. og 3. rundtur. Hendes interesse var enorm, for

Hvorfor er det lige man ammer Gud?

Det var min 7 årige datter, der af oprigtig undren udbad sig et svar.  Spørgsmålet faldt i morges, i bilen i morgentrafikken på vej til skole, og jeg var ikke helt med på hendes tankegang -

Og det var syd for Køge

Det var næsten jul - min ældste var knap 4 tror jeg, i hvert fald ikke større end hun kunne blive væk, hvis man glemte at se i knæhøjde, men hun begyndte tidligt at tale og har ikke været til at stoppe siden. Ord efter ord.. sætning efter sætning... vældede ud af det lille væsen.

Ganske inspirerende til tider, anstrengende til andre. Ordforrådet var slet ikke alderssvarende. Og det værste var... som mor anede jeg tit ikke hvor hun fik det fra.

Nåmen.. denne jul skulle det lykkelige 3-kløver, far&mor&barn, besøge Bedstefar, som inden de hjemmelavede æbleskiver af en eller anden grund inviterede i byen på et rigtig hyggeligt lille lokalt værtshus. Fint nok med sådan en sneøl... selv om man er forældre. Hvad der så ikke var fint nok var, at en af stamkunderne fik den ÅNDSVAGE idé at spørge det yndige, fremmelige barn om hun kendte nogle gode sange?

Hun stillede sig flux ind på den frie gulvplads mellem borde&stole&godtfolk og sang med klar barnerøst aldeles fejlfrit alle 3 vers af denne underlige, forlængst glemte sang om et sted syd for Køge.

Det var fanden fiseme pinligt. Så pinligt, at jeg efterfølgende konfiskerede de drikkepenge hun havde fået og aldrig omtalte det igen. Aner virkelig hverken hvor hun havde lært den eller hvad der inspirerede hende... udover at vi netop var i... Køge.

Børns guldkorn

Hvad de dog ikke siger, de små. Og hvor glemmer man det bare tit... hvis man altså ikke skriver det ned. Jeg har glemt det meste, men noget har jeg dog husket at notere. Jeg plejer at genlæse, når jeg har brug for lidt smil.