Børns guldkorn

Hvad de dog ikke siger, de små. Og hvor glemmer man det bare tit... hvis man altså ikke skriver det ned. Jeg har glemt det meste, men noget har jeg dog husket at notere. Jeg plejer at genlæse, når jeg har brug for lidt smil.


Min datter fik lov at spille pc spil søndag morgen mens jeg tullede rundt og legede alene. Blev dog revet ud af rollen, da jeg hørte efter, hvad hun egentlig sang for sig selv, mens hun spillede:
-Mor, hun har Go' morgen hår, go' morgen hår, go' morgen hår. Tralala.'

- o -

Nåja, dengang jeg boede i hus og var håndværkerkone, kom en fælles bekendt forbi for at ordne noget VVS. Der var kun datteren på 4 og mig hjemme. Datteren, om ellers ku li de fleste fik liiige set sig sur på den stakkels håndværker, for mens vi stod og snakkede praktisk, forsvandt hun og vendte tilbage med en øl i hånden, som hun hårdt smækkede ned i gulvet mellem os.

Hun så den der nye håndværker vredt i øjnene og sagde:-Den er til MIN FAR!!! Og så gik hun..

- o -

Min yngste var omkring de 5, hvor jeg kom til at sige noget med: -"Dengang jeg boede i huset med far..."
Hun afbrød mig totalt chokeret ved at spørge: - "Har DU boet sammen med MIN FAR????"
Akja - det var dengang. Siden kom alle forklaringer om, hvorfor vi så ikke blev ved med det.

- o -

Kan huske min dengang 3-årige sad på bagsædet og skrålede:
-Drivhuse var lidt vakkelvorn, vakkelvorn, vakkelvorn.
Hun havde intet forhold til Tornerose og et vakkert barn, næh, heller ikke. Men et drivhus - det vidste hun hvad var.

- o -