Indholdet af min toilettaske

Jeg var midt i noget meget vigtigt (er vi ikke alle det, når vi er på arbejde?), da datteren ringede fra SFO'ens telefon. -Moar, du er kommet til at lægge din toilettaske i min taske.

-Ja, det ved jeg godt. Kan vi snakke om det, når jeg henter dig?

-Jo, men, mor, der er bare noget, jeg og mine veninder ikke helt ved, hvad er.

Jeg kunne høre tøsefnis i baggrunden og tænkte på den enlige Tampax, som boede fast i toilettasken. -Det snakker vi om, når jeg henter.

-Jamen, moar...

-Farvel. Jeg lagde røret på. Troede egentlig hun vidste alt om menses, men hvis nu hun ikke gjorde, orkede jeg ikke at forklare det via telefon fra fælleskontoret på arbejdet.

Da jeg hentede, kom hun løbende med en hale af tøser efter sig, mens hun svingede noget i hånden. -Hvad er det???, spurgte hun og rakte mig mit rejseetui til kontaktlinser.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar