Selvstændig sommerlig samreflektion

I denne søde sommertid
Der falder blomstersne så hvid
Jeg stikker næsen i en dusk
Af blomstergrene fra en busk


På maven jeg i græsset ligger
Alene mens jeg dovent kigger
På verden den er ganske nær
Består af mig og Alt især


Det pipler frem af liv herude
Mens maven løsner op sin knude
Min fader er en himmel blå
Min moder muld at ligge på


Og jeg er barn af begge dele
Tilsammen bliver alt et hele
Jeg tænker tanker store små
Men mest af alt på himlens blå


Uendelig er verdens tag
Jeg nyder det med velbehag
Og dovner atter stille hen
Mens tankerne får liv igen


Ja, lad os sammen være ene
Så tankerne bli'r ganske rene
Samreflektere er et ord
Af større vidde end man tror


Det smager godt på tungen og
Henfører tanken på en skov
Der ret består af mange træer
For sig men sammen dog især


Hver stamme kan man tælle op
Og føle helt på egen krop
Hvordan det stille fællesskab
Er individer uden tab


Jeg lukker ligeså stille ned
Og tænker på et andet sted
Hvor tiden går så sagte hen
I cirkel rundt kom snart igen


Jeg bli'r til intet og dog alt
Jeg er en del af jordens salt
En langsom langsom sommerdag
En del af mig er nu tilbage


Hvor blev den af i livets jag
Min kedsomhed var dagens smag
Jeg glemte det som alt betød
At suge solens varme glød


Man lukkes inde, gør det selv
Og kalder det et kæmpe held
At bruge tiden i en kø
Kontoret ligner mer' at dø


Jeg tænker atter ganske let
At alt er her på denne plet
Det store og det små især
Jeg elsker alt, ka ikk' la' vær'