Jeg har fået høns

Jaja, altså ikke den ægte pipgok-agtige slags med fjer. Jeg bor trods alt i en 1.sals bylejlighed uden altan. Men det var min datter, A10s kommentar.


Helt ærligt: Vi har fået kat. Eller nærmere betegnet: Vi har overtaget en ca 14 uger gammel killing fra A21, ældstedatteren, som netop er flyttet i egen 1-værelses og derfor pronto anskaffede sig husdyr. Efter et par dage erkendte hun, at hun mest af alt, havde regnet med det var en slags dekorativ, spindende pude, der lå stille i sofaen.

Sådan er Olli ikke. Ja, egentlig hedder han Oliver, men det kan man altså ikke nå at råbe, når han laver ballade, så bliver det kun til Olli!!!!!!!!  og så er han videre i dagens tekst - og den er lang. Der er ikke meget pude over ham. Han er en aktiv, nysgerrig killing med smag på livet - og smag på mad.Tørkost anser han som den fornærmelse, jeg også selv ville betragte den med - hvis jeg fik det serveret og andre kaldte det mad. Nix bix. Han kan li alt, hvad vi spiser eller som i køkkenet signalerer menneskeføde. En pose toastbrød bliver pronto bidt gennem plastiken midt på, så han kan nappe hjørner af 4 skiver. Det samme med rugbrødet og de hjemmebagte muffins.

Og rester er han ganske vild med. Det er lige meget hvilken form for mad. Bare det er mad. Bare vi mennesker har signaleret at det er noget, vi selv vil spise. Så vil han også. Så han får rester. Alle mulige for en kat usunde former for madrester. Jordbær med fløde. Mums. Nachos. Mums. Sammenkogt med ris. Mumsmums. Rugbrødmadder, kiks... også mums.

Og så var det A10 sagde: -Mor, vi har vist fået høns. Det er det samme som hjemme hos far. De spiser også alle vores rester.

Så ja, jeg har fået høns. Af den pelsede slags. Han er bare nuttet og en elskelig skat, selv om han bringer samme liv og uro ind i hjemmet, som børn gør. Som børn gør han ting, man ikke lige forudså. Jeg har et kosteskab til toilet med en minimal håndvask. Den ene aften skræmte han livet af mig, da jeg tullede ud og satte mig på toilettet for at tisse. Først da fik jeg øje på at han sov i håndvasken. Shit, jeg blev forskrækket og han missede bare venligt med øjnene og tog sig slet ikke af, at jeg som straf tændte for vandet over ham for at vaske hænder. Vand!!! Jubi... noget nyt og spændende - også selv om pelsen bliver plaskvåd.

Han er så nysgerrig at han gerne står på bagbenene for at følge med i hvad man laver. Jeg har vist fået vænnet han af med at ligge på mine hænder eller tastaturet, når jeg skriver, men ellers er han med overalt hvor der sker noget. For så på killigemaner at klaske sammen og ta sig en morfar. Aller helst på ryggen med spredte ben, så han ligner en af A10's bløde, søde bamser.

Da jeg gik i skole i de små klasser læste jeg en bog om 2 killinger. Den var på vers. Husker kun det sidst vers, men det passer fint på Olli, selv om han skrives i ental:

Kun når vi sover
vil de tro
at vi er søde
begge to

:-)