Børnekokkerier

Jeg nægter at indgå i statistikken over danske forældre, som "glemmer" at lære deres afkom at lave mad.

Ifølge medierne tilsyneladende en stor majoritet... men nu skal man jo heller ikke tro på alt, hvad man læser

Nåmen.. jeg tager i hvert fald opgaven meget seriøst, har gjort det i årevis, til stor jubel for nuværende unge A10 -  som jeg også gjorde med tidligere unge A20. A20 kan lave mad til perfektion... eller rettere... det kan hun netop ikke.

Hun kan lave mad på den smagende, intuitive måde, der er meget mere værd end kunsten at læse madopskrifter indenad. Fra 7. klasse og 3 år frem ville hun være kok. Indtil hun en dag fortalte mig, at hun ville være noget andet - for nu havde hun lært at lave mad. Fair nok.

De fleste omkring mig er da også enige i min målrettede madlavningsstrategi overfor A10 - kun enkelte finder det overflødigt, ligegyldigt, latterligt og upassende. Min gamle mor fx, eller min rødhårede faster og ditto x-svigerinde. 

Deres firkantede quindekommentarer er skåret ud i pap: -Overflødigt tidsspilde. Hun kan da bare finde en mand, der kan lave mad.

Ja, vel kan hun det. Men nu har hun altså arvet en madmæssig nysgerrig, som jeg med glæde tilfredsstiller. Og indrømmet - jeg tager ikke eneret på min yngstes indlæring. Uddelegerer gerne, når andre gør det bedre end mig. Så hun lærer at lave sushi hos storesøster, panering og farserede ting&sager hos morfar, frikadeller hos farmor og det at rense høns & fisk hos farmand. Det sidste ved jeg godt, hvordan man gør, men fik rigeligt dengang jeg var husejer, haveejer, mandeejer, hønsehusejer og ven med en fritidsfisker.

Det er bare ikke mig, det der at flå en ål, som stadig vrider sig eller at plukke en 5 kg hane med overskåret hoved, som siger BÅÅÅÅÅRK, når maveluften presses ud af halshullet. Faktisk de eneste gange, hvor jeg tillader mig selv et tøset skrig og slipper hvad jeg har i hænderne.

Nåmen.. der er jo stadig masser tilbage, jeg kan lære hende. Hende den lille, som kun er lille, fordi hun er den yngste og egentlig er ganske stor, efterhånden. A10. I går kom vi så til det at pelse en mørbrad. Tjek. Eller det hedder det jo ikke. Pudse en mørbrad. Først fik hun lov selv at slibe den store køkkenkniv - en lige så vigtig detalje som det at skære. Og så ellers lidt visning i vinkler for at pudse sener osv af. Hun gik op i det med stor interesse og med tungen lige i munden leverede hun den fineste pudsede mørbrad, jeg længe har set.

Den skulle bruges til noget i ovnen med rasp og ost, for køkkenet var lidt drænet for råvarer her efter jul. Rasp havde vi intet af, så hun fik også lige lært at lave rasp. Det bragte lykke. At få lov at slå på 4 boller, som havde været en ristetur i ovnen, med en hammer. Pakket ind i en frostpose, naturligvis, så andre end katten & køkkengulvet fik glæde af hjemmelavet rasp.

Resten af retten kunne hun allerede. Skære ud til bøffer, banke, krydre, brune af, koge pasta, lave pulversovs (jaja, ægte sovs venter til efter nytår), blande i fadet og ind i ovnen. Imens maden blev færdig, fik hun lov at overtage pc. Jeg blev en smule bekymret, for hun havde krævet at få paprikaen med ind i stuen og sad så og lugtede saligt til den, så næsen til sidst var helt rødbrun.

-Skat, der er altså ikke paprika i den mad, vi har lavet.

-Nej,nej, det ved jeg da godt. Jeg har jo selv lavet den. (Snus, snus, ahhhhhhh)

-Øhh, skal jeg lære dig at lave ungarsk gullash i morgen? Det er en gryderet med en hel masse paprika og creme fraiche?

-Ja, det ville da være dejligt, mor.

Jeg havde godt nok aldrig forestillet mig, at jeg skulle få et barn, som blev helt høj over at stikke næsen i en krydderiblanding 8|  Men okay, hun er også typen, som tjekker grøntsagerne i Irma og forsvinder fra mig for at finde en medarbejder hun kan fortælle, at der ligger dårlig frugt mellem de andre og at avocadoen ikke er formodnet nok. Hvor pokker har hun fået den der hævede pegefinger fra og evnet til at se folk ind i øjnene, selv om hun kun er 1,25  høj? Jeg kan da også sige min mening, men hun får mig indimellem til at krumme tæer. Det er sgi lidt underligt at være på kinesisk restaurant med en 10-årig som højlydt udtaler at risene er tørre af at være kogt for længe. Men det hænger vel sammen... det der med at forsøge at lære dem at lave tingene selv, at være kvalitetsbevidste - og så at påpege det, hvis det ikke er i orden.

Nåmen...  det er så planen for i aften. Hjemmelavet med masser af paprika...])

Og så lige et madmæssigt PS:
Jeg følte mig februarfattig og støvsugede supermarkederne for en ok kilopris på kød. Jaja, de kan narre en, kan de. Med deres skæve vægtmål osv. Det endte med en kalvebov på 1.100g i Irma. Og bagefter måtte jeg hjem og gennemse kogebøger for passende opskrift. For hvad pokker bruger man bov til? Sammenkogt.

Vi fandt i fællesskab den gamle Jamie Oliver kogebog frem, den, hvor man med underskrift forpligter sig til at lære opskrifter i bogen og lære dem videre. Det går hun meget op i. Hans opskrift på bov krævede 1 sort øl. Så jeg strøg i kiosken og vendte tilbage og deklarerede, at i dag var det A10s tur til at lave mad. Alene.

Heldigvis var hun med på den og mens jeg dirigerede i baggrunden tog hun sig af det grove. Slibe kniv. Skære stort stykke kød i 2x2 cm tern, det samme med løg og gulerod. Brune af i pande. På med øl og krydderi. Lugte og røre hver 10. minut.

Vi var fuldstændig enige om, at det lugtede grim. Og sikkert aldrig blev til mad. Men efter en times tid skete der noget. Uhm, lad os smage. Det lugter god, smager godt, stor portion. Vi inviterer mormor og morfar på lørdagsmad.

Og det gjorde vi. Stor madmæssig succes. Som A10 ku tage æren for. Jaja, jeg smagte lidt til og jeg skrællede kartofterne og maskinen lavede dem til mos, men hun  lagde selv grydeindhold i ildfast fad og hun duttede selv kartoffelmosen over det sammenkogte i en sprøjtepose. Og hun tog selv retten ud af ovnen ½ time senere. Og hun modtog også selv ros fra gæster og mor her, da maden var spist.

Succes.