Kan du stave til illusion?

Kan du stave til illusion?

Sådan tænker jeg ofte, når jeg hører om folk, der har bevæget sig ind i den såkaldt alternative verden – eller som har slået sig fast ned samme sted.

-Jamen, jeg kan noget, siger de tit.

-Ja, du kan være menneske. Det kan jeg også. Alt derudover er en illusion. Men held & lykke med det.

Vejen til det alternative supermarked er brolagt med folk som enten uddeler smagsprøver eller har indkøbskurvene fulde af ønsket om at løse andres problemer.. .så slipper de nemlig for det langt hårdere og mere vedkommende job:  at rode med deres egne.

Uheldigvis tilbyder netop den alternative verden den letteste løsning af alle, når det kommer til det besværlige, alment menneskelige arbejde at at rode med egne problemer. Det tilbyder nemlig, i alverdens udformninger, så der sikkert findes en spiselig for alle, at de der problemer har en årsag: -Du er speciel. Andre forstår dig ikke, for de er på et andet udviklingsniveau. De har ikke dine evner. Din specielle baggrund. De er ikke engle fra fjerne planeter. De er ikke stjernemennesker reinkarneret på jorden med det formål at oplyse andre... som du er.

Nejnej, der er ikke noget galt med dig. Det er alle de andre, der er noget galt med. Psykologer og andre velmenende personer har misforstået det hele. Du er jo på et højere, altid højere, udviklingsniveau, så hvordan skulle de kunne forstå at dine problemer skyldes, at du har svært ved at sænke dine energier nok til at leve bland almindelige jordboere. Så trivielle, så hverdagsagtige, så uimodtagelige for dine finere energier. Altid højere, altid finere. Alle dine problemer skyldes at du er mere end andre - og de ser det ikke.

Hmmm. for en jævn jordboer findes der en passende psykologisk betegnelse for den slags selvindsigter - men den lader vi ligge, ikk?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar