Katten og humøret
-Skrid, råbte jeg til katten, som vækkede mig, mens jeg endnu halvt i søvne slog ud efter den og uheldigvis ramte. Sådan hårdt på munden, så tænderne gned skærende sammen.
Den forlod forbløffet og fornærmet soveværelset og gav igen resten af dagen, for sådan er katte.
De husker.
Det er forskellen på flokdyr og solister. Med hunde kan man bruge en klikker til opdragelse og sørge for at sige Nej, Fy, eller gi en godbid det øjeblik, de gør noget.
Sådan er det ikke med katte. Aknej. De husker, som sagt.
Især al det man selv glemmer. Mange timer efter ligger de på lur og ser helt afslappede og nuttede ud, men tag ikke fejl. Det øjeblik, man går forbi, jager poten ud og rammer, hvis man ikke er hurtigt nok. Nogle gange er kløerne fremme, men oftest ikke. Bevægelsen er mest af alt drevet af trangen til at demonstrere, at det man gjorde for timer siden altså ikke sådan bare er glemt - mere end det er drevet af ønsket om at skade en, trække blodige striber hen ad overarmen eller hvilken kropsdel, der nu kommer nærmest - selv om det også sker, indimellem.
Og hvorfor råbte jeg så af katten og langede ud efter den - sådan før jeg overhovedet var helt vågen? Aner det ikke. Det var mit humør - og det svinger. De fleste dage er jeg ligevægtig og overskudsagtig, men der findes også andre dage - selv om de heldigvis kommer med lange mellemrum. Anderledes dage. Dage uden overskud.
Den ene yderlighed er de dage, hvor jeg bare har lyst til at sige undskyld til alt og alle. Undskyld.
Undskyld undskyld undskyld.
Undskyld for det jeg gjorde, sagde, var for 2, 4, 17 år siden. Undskyld, fordi jeg gik til højre i stedet for til venstre. Undskyld, fordi jeg ikke bare holdt min kæft. Undskyld, for sådan generelt at kneppe fluer, når jeg burde have overskudet til at lave dem flyve, lade det være. Glemme det. For det kan jeg da som regel. Lade det falde, overskudsagtigt. Gå videre. Den, der tilgiver; den, der evner at sige Pyt, er langt større og mere overskudsagtig end den, der ikke kan.
Men indimellem kan jeg ikke. Totalt underskudsagtigt træder jeg i karakter, den dårlige altså, lige fra morgenstunden, enten sådan: "Undskyld, jeg eksisterer" eller vredt "Så sig dog for helvede undskyld for at du eksisterer ... i min nærhed" eller allerhelst bare: - "Fis af med dig!".
For det er den anden yderlighed. Vreden. Sådan er det bare, indimellem. Og jeg står vredt op, går vredt i bad, så vandstrålerne sprøjter uhæmmet selv op mod loftet, børster vredt tænder og slynger direkte derefter vredt den alt for varme kaffe i mig, så den brænder i mundhulen og gør mig endnu mere vred.
Vredt cykler jeg afsted - i modvind, hvad ellers - på vej til de gøremål de fleste har om morgenen og der, på cyklen, bander jeg indvendig vredt af alle de andre trafikanter indenfor en radius af 100 meter. De er da også alle sammen idioter. Bilen, som kører for tæt på mig, og bil nr. 2 i køen, som dytter efter bil nr. 1 som tillader sig at holde tilbage i sit højresving for at lade mig cykle først over krydset, gamle damer som sinker - så lad os da for pokker få de der "Rollator forbudt mellem 7-9" skilte, og unge mødre som fylder hele cykelstien, mens de med den der oprette latterligt vrikkende kropsstilling på den alt for høje sadel bagved den overdækkede børnebeholder, skvadrer i mobiltelefon.
Så flyt dig da for helvede, så andre kan komme forbi - os, med en lidt mere aktiv kropsholdning. Os, der ikke multitasker i morgentrafikken på anden måde end at lade kroppen bevæge sig, mens sindet koger over. Koger over mod alle, også den unge fyr, som på gåben med bløde, knækkende knæ i slow motion krydser cykelstien med alt for store latterlige høretelefoner på.
Her virker ringeklokken ikke og jeg fristes til at agere min far i trafikken. Ham, der cykler efter morgenbusser, som efter hans mening kørte for tæt på, for i næste røde krydt at banke så vredt og hårdt i glasdøren, at alle passagerer vågner op og glor undrende på denne hidsige mand. Ham, der altid selv kører præcis så tæt på, at andre får et morgenchok, men dog uden at de råber: -"Der er altså ikke påkørselsret i Danmark", efter ham. Ham, hvis humør kan sprænge enhver skala for morgensurhed.
Åh gud, fortæl mig ikke, at jeg har arvet det. Jeg nægter! Hvad enter arven er biologisk eller sociologisk. Nægter, nægter. Som barn var jeg bange for min fars morgenhumør. Indtil jeg som 16 årig gjorde en erfaring, der har været med mig siden: Folk, som råber højt, klapper i, når de møder nogen, som råber højere. Slår hælene militæragtigt sammen og makker ret, stikken halen mellem benene som en hund i underposition, bliver blide som lam og stammer: -"Jamen, sådan var det jo heller ikke ment. Fald nu lidt ned. Vi er da mennesker, der kan tale stille og roligt sammen, ikk?"
Jo, vel er vi så. Dengang min far klappede i, besluttede jeg mig for aldrig igen at råbe så højt ,at min stemme knækkede over og jeg fik ondt i halsen. For det er et dårligt våben. Der kommer altid en, der kan råbe højere. Og jeg brugte de næste år af mit liv på at finde andre metoder. Både til at kontrollere andre og mig selv.
Og det at lade eget dårligt humør gå ud over andre mennesker, besluttede jeg altså som teenager, at intet menneske kan tillade sig. Ej heller mig selv. Altså som en hensigtserklæring. Som nogenlunde har holdt. Faktisk har jeg kun én gang siden mit 16. år råbt så højt igen. Det var på min 37 års fødselsdag og det var ikke morgensurhed, klokken var 17, jeg var mega stresset efter en lang arbejdsdag med møder og kunder, børnehentning, fødselsdagsmadsindkøb med et spædbarn på armen, gæsterne var på trapperne, hjemmet lignede lort - surprise surprise, ja faktisk dagens eneste surprise - manden var ingen steder at se, og den ældste spurgte, om hun måtte smutte over i naboens swimmingpool.
Det var netop i det sekund, jeg besluttede mig for at blive skilt. Virkelig dårligt minde, som indimellem lader mig tilbage med ønsket om en fremtidig demens eller i hvert fald bare generel dårlig hukommelse. For jeg husker det, som var det i går. Jeg råbte "Nej (og en hel masse andet)" så højt af min datter, at stemmen knækkede over og jeg fik ondt i halsen og intet ku sige bagefter, da manden endelig kom hjem samtidig med gæsterne og hængte arbejdsbukserne på knagen ovenpå gæstehåndklæderne. Hun parerede ikke ordre, datteren, men smuttede hurtigere end lynet over i naboens fredelige swimmingpool.
Det har jeg efterfølgende beundret hende for. -"Du var pissesur, mor", har hun senere kommenteret, mens jeg har tænkt, men ikke sagt: -"Pissesur? Det var vist mere et af de tilfælde, hvor man bagefter er taknemmelig for, at våbenloven er så restriktiv i DK"
Men traumer har det ikke efterladt i hende og faren er stadig også uden skudhuller. Og set sådan fra oven - råbe højt som 16 årig og igen som 37 årig, det er da egentlig en ok statistik.
Nu bander jeg mest indeni, så ingen i nærheden kommer til skade. Og har jeg ungen eller andre med, så lader jeg helt være. Jeg ved, jeg har forundret skiftende chefer og kolleger, når jeg en tidlig morgen på vej til fællesmøde i fælles bil har sagt: -"Jeg sætter mig bagved. Her til morgen er mit humør til at være bagsædepassager". Men det har som regel virket efter hensigten. Jeg har undgået at genere andre og de har undgået at genere mig i de 45 minuttter, der skulle til, før jeg blev rigtig vågen og levende - og kom ud af vredeshelvedet.
Det vidste katten så ikke lige noget om denne morgen. Fanden fis'me dårlig dag.
Sådan er det indimellem.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar