Tror ikke, jeg er den eneste forælder med børn, der deles millimetermæssigt korrekt 7/7 over, som har fantaseret om en passende, snarlig og utraumatisk ulykke for "den anden forælder" med øjeblikkelig død til følge.
Nejnej, ved det godt. Det er jo ikke det, at han eksisterer, der er noget galt med.
Ej heller, at han kræver at være lige så meget far som jeg er mor - selv om den indre orm gnaver stille indeni, mens den hvisker:
-Prøv du bare. Du kan aldrig blive lige så meget far, som jeg er mor. Jeg fører allerede på point , fordi mig & ungen delte hjerteslag i 40 uger inden, du lagde din faderlige hånd på hende. Uha, husker du, hvor hun skreg? Skreg, så snart jeg fjernede mig mere end 2 meter og du prøvede at tage over.
Husker du?
For det gør jeg. Med smerte. Ungens totale afvisning af dig. Kan børn overhovedet det - som spæde. Afvise bestemte voksne? Den yngste gjorde. Hun skreg, så en tur efter bleer på 27 minutters fravær blev forvandlet til en hård gribende klo om hjertet, når jeg vendte tilbage. Scenen viste nemlig ikke far&datter deler kvalitetstid. Næh, scenen viste far står med høreværn på ala den håndværkermæssig slags, mens han apatisk og opgivende rokker skrigende datter i lift sat i gyngestol.
Og apatien fortsatte, for det øjeblik jeg trådte ind ad døren og ungen fornemmede mit nærvær tav hun stille. Det er sgu heller ikke nemt at have tinnitus samtidig med et barn, som stædigt fravælger en. I den grad. Men platumuligt som mor at dele sol og vind lige mellem mand, ældstedatter og yngstedatter.
Nåmen, dette skulle ikke være en klagesang. Ej heller et tilbageblik. Det skete bare. Ordene flød uden mine bevidste tankers mellemled direkte fra fingre til taster. So be it ! Personligheder kan støde sammen. Det kender alle voksne til. Der er folk, vi bare ikke klikker med. Og hvorfor skulle det være anderledes med nyfødte, spædbørn, småbørn, børnehavebørn, skolebørn?
Jeg forlod scenen, hjemmet, og tvang mig selv til en deleordning, som skar mig i hjertet. Hun var 2½, da vi begyndte delingen og langsomt skar lidt af min og hendes tid fra ala salamimetoden, til vi nåede 7/7.
Hvorfor jeg gjorde det? Når nu ungen tydeligt viste, hun var imod og jeg selv var ved at gå i stykker pga savnet? Fordi.......... fordi jeg tænkte langsigtet. Storesøster har altid været fars pige. Venners børn flokkedes om farmand, som elsker, virkelig elsker, børn. Jeg vidste jo han kunne, ville, og rummede kærlighed nok - også til dette barn, som afviste ham.
Og jeg tænkte, at hvis det ikke sker nu, så sker det aldrig. Så vokser hun op uden en far. Kun med en mor. Vil det være bedre? Nej. Derfor kæmpede jeg i årene, som kom, og for hver uge, hvert måned, hvert år, blev det bedre. Forholdet mellem far og datter. Ikke bare fordi hun gav op - håber jeg da - men fordi hun langt om længe fornemmede, at han kan give hende noget, som jeg ikke kan. At han egentlig er ok som menneske. Tilbage er kun hendes sorg over at jeg ikke kan være der samtidig.
Ergo... i dag er alle glade. Sådan da. Om ikke andet er det hele til at leve med og ønsket om at lave tingene om er kun svage krusninger på vandoverfladen. Det er ikke sådan for alvor noget, vi er nødt til at gribe fat i. Alligevel ville jeg inderst inde ønske, at jeg havde hende hele tiden. Det er så besværligt, i disse mobiltlf tider især, at hun ikke er her - i mine arme, når hun og jeg trænger til et fælles kram.
Som nu i går aftes, hvor hun ringede. Jeg havde forsøgt at få fat i hende tidligere, men mobilen var løbet tør for strøm. Så hun ringede selv. Fortalte, hun var lidt rystet og nervøs. Hvorfor skat? Hvad er der sket? Tja, jo - og så kom der en laaaaaaaaaaaaang forklaring om venindens fars bil, som havde en rød pære som lyste, hvilket betød, at den skulle på værksted og på vejen dertil kunne han lige køre hende hjem, og du ved godt, mor, det der kryds, hvor faster bor osvosvosv Jeg havde tabt tråden, da hun pludselig siger: -Og så kørte en anden bil ind i os lige i den dør, hvor jeg sad.
Awhafornoget???? Jeg var fuldstændig paf. Hvad skete der dog? Jeg fik ondt i nakken, men det er gået over. Jeg er bare lidt rystet og nervøs. Jamen.... det var da forfærdeligt! Ej, det var ikke så slemt. Bilen skulle jo alligevel på værksted.
Og så begyndte hun at græde, og sagde snøftende farvel. Vi lagde røret på, for jeg ku jo ikke kramme hende gennem telefonen. Og i dag dagen efter har hun det helt fint og humøret er højt.
Alligevel......... for pokker da.. de der tanker dukker stadig op - selv så mange år efter:
Hvor ville det hele bare være nemmere, hvis ham der den søde farmand ophørte med at eksistere. Så kunne hun være nær mig hele tiden. Lige til hun blev ca 35 og halvgråhåret gammeljomfru eller noget i den stil. Eller også bare et par år endnu....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar