Yngstedatteren og jeg er oppe i god tid. Mega god tid. Hun skal først møde 10.10, jeg skal til personalemøde, det store, det med dem alle sammen altså minus überchefen, som stadig har ferie, kl 09.00, så vi har aftalt, at hun smides på bussen kl. 08.45.
Og da vi vågner friske og fulde af energi allerede kl. 07.17 er der masser af tid.
Tid til morgenmad. Tid til tid på badeværelset. Tid til liiiige at tjekke det der åndssvage FB-spil, vi har gang i fælles. Og mens vi sådan i al fred og fordragelighed sidder og tjekker spil denne mandag morgen får jeg ud af øjenkrogen set katten.
Katten, som ikke opfører sig, som katte plejer. Den tager en rute gennem stuen som om nogen havde bundet noget i halen på den - men det er der altså ingen, som har. Ikke i dag i hvert fald. Den hopper og sprinter rundt i stuen. Over sofabordet, under sofabordet, bag læderstolen, over sofabordet - og så liiige ind på hylden nedenunder og videre igen.
Det er ikke det værste. Det værste er, at der hænger guirlanter af spyt efter den på møblerne, på gulvet, overalt. Jeg ryger ud i køkkenet efter en klud og farer efter katten, som ikke lader sig fange.
- Underligt, siger jeg til datteren, det ligner nærmest sæbespåner. Har Olli spist spist sæbespåner, tror du?
- Næh, det tror jeg ikke, mor.
Nu er jeg faktisk en lille bitte smule bekymret. Det er jo fråde, den har om munden, fråde, den dekorerer gulvet og møblerne med - og fråde betyder hundegalskab - og kan katte få den slags???
- Det var godt nok underligt, siger jeg.
- Hmm, siger datteren, mens hun endelig får løsrevet sig fra spillet. Måske var det da jeg var på badeværelset. Olli kom strygende, mens jeg børstede tænder. Men... jeg fik altså det meste tandpasta af hans pels.
Godt zå, skat, men ikke det hele.
Pyha, lettelse. Katten skummer over af tandpasta, slikket op fra pelsen, kan ikke lide smagen. Spyt spyt spyt. Over hele stuen. Den skummende kat. Den tandpastaskummende kat. Mere renlig bliver man vist ikke...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar