Tillid og autoriteter

Baggrundsmusik

Mon ikke d. 1. januar er en passende dato at bringe en blog, der nærmer sig brækstadiet?

Sorry, det presser på indeni. Jeg må bare skrive den - og derfor gør jeg det nu, hvor størstedelen af DK alligevel ligger med tømmermænd.

Backflash...

Jeg har engang som 16 årig iført forklæde og med et kaffefilter i hånden råbende jagtet en håndfuld granvoksne mænd ned af gangen i den lokale sportshal, hvor jeg var ansat i cafeteriet.

De var gået uden at betale for maden. De stoppede op, kiggede forbløffet på mig og så sagde en ene stammende: -"Jamen, jamen, jamen!!!  VI er jo bamses venner."

Og så var det jeg råbte, så alle ku høre det: -"Jeg er ligeglad med hvem i er venner med. I går ikke uden at betale!!!"

Faktisk ret pinligt, og måske også derfor jeg først nævner det nu, så mange år efter, for det viste sig jo at det var Bamse, ham der sangeren, som spillede samme dag i hallen. Hvor skulle jeg vide det fra? Bamses venner. Ha.

Jaja, det der med tillid er vist noget jeg startede tidligt på at arbejde med, for hos mig er det bestemt ikke medfødt. Jeg tror på den ene side gerne det bedste om mine medmennesker, men jeg tror ikke sådan for alvor på det, før jeg ser det. Som 8 årig skrev jeg fx  nummerpladen ned på de 2 fremmede mænd, der kom en eftermiddag, hvor jeg var alene hjemme og hentede vores fjernsyn. De sagde godt nok at det skulle til reparation - men det kan enhver komme og sige - især hvis man ikke kører i firmabil.

Og ja, faktisk næsten lige så pinligt som den med Bamses Venner, for min far var færdig af grin flere dage efter. Jeg kunne se det bygge op i hans ansigt, når han fik øje på mig. Først svage trækninger ved mundvigen, som han forsøgte at beherske, men så måtte det bare ud. Latterbrølet. Og jeg følte mig bittelille og dum.

Tillid. Den der slags, som andre har. Som gør, at de automatisk fornemmer situationens korrekthed - i stedet for at stille spørgsmålstegn. Og ikke nok med at tænke spørgsmålene indeni - men også reagere, pronto.

Måske hænger det en lille smule sammen med ikke at være autoritetstro - for der har jeg også en brist, som jeg kun vanskeligt styrer. Jeg har enorm næsegrus respekt for faglig dygtighed, det kniber mere med autoriteter. I mit hoved skal enhver først bevise sit værd, ikke bare vifte med et skilt eller en bestemt kasket.

Og måske hænger det også sammen med min manglende evne til at tage imod hjælp. At gøre alting selv. Også al det man hverken kan eller vil gøre selv. Alligevel er handlingen derfra og så til at bede andre hjælpe indimellem lang. Et sted i mit baghoved lever en lille orm, som gnaver rundt. Den fortæller mig, at andre uanset autoritet, status, kasket eller ord ikke er der for at hjælpe, men for... noget andet.

Da jeg læste økonomi var jeg inde på kontoret for at få hjælp af min vejleder til hovedopgaven. Jeg gik vredt derfra uden nogen form for hjælp og så mig tilbage i døren, hvor han forbløffet sad og tog sig til kinden, hvor der sad 4 fingermærker af min hånd. Hmmm.. tror faktisk at det er den eneste gang i mit liv, jeg har slået på en mand - altså jeg sloges med drengene i frikvartererne i skolen, men det er noget andet. Jeg var en lille bitte smule nervøs for de der fingeraftryk - og jeg tog ikke fejl, jeg fik ikke mere hjælp til opgaven, faktisk talte vi ikke sammen igen. Ever. Men det var hans egen skyld. Jeg reagerede pronto og instinktivt, da jeg forlod hans kontor og han klappede mig bagi. Slam. Stakkels mand. Måske reagerede han også instinktivt med sit klap.

Autoriteter. Ha. I skolen var jeg et dydsmønster. Mine grimme briller, min fokuserede opmærksomhed og min hunger efter viden, sikrede mig topkarakterer og et ry som læsehest. I hvert fald i min skolelærermors og andre læreres øjne. Holdahelt op hvor har jeg tit siddet og læst lektier til de der lærerfester. Dengang det var moderne, at kemilæreren serverede blå budding og lilla sovs. Alligevel eller måske derfor oparbejdede jeg ingen tro på autoriteter. Det er sgi lidt svært at tage lærere alvorligt, når man gemmer sig under et sofabord med fingrene stukket i ørene for at læse, mens de tumler fulde rundt og kysser på de forkerte.

De lærere, der så mig som andet end dydsmønster, ordnede det selv uden andres indblanding. Jeg har skrevet 100 gange: Jeg må ikke smide snebolde efter min geografilærer. Ret pinligt. Og jeg har modtaget en undskyldning og noget chokolade fra en samfundslærer, jeg åbenbart drev så langt ud, at han smed et kridt efter mig og uheldigvis ramte plet. Lige i øjet på mig. Det var så også ham, som sukkede: -"Jeg aner ikke hvilken karakter, du skal have. Du siger de mest geniale ting - når du altså ikke lige fyrer dumheder af". Det var så gymnasiet, hvor der i blå bog om mig stod: -Lone er ekspert i at udtale sig om tekster, hun ikke har læst.

Ingen kommentarer tak.

Tilbage til tillid, især til autoriteter. Jeg har sagt til politimænd: Må jeg se dit skilt. Jeg har skrevet vrede klagebreve til min Køreskole om min kørelærers manglende faglighed (totalt logisk konsekvens - jeg dumpede 1. gang, og hvad kunne det ellers skyldes???) så jeg fik 3.500 kr tilbage. Jeg har argumenteret med en psykiater om hullerne i hans resonement (ikke ligefrem fremmende for min journal) og  jeg har siddet på socialkontoret uden at kunne stoppe mig selv i at sige: -Du mangler et ord der, og der skal ikke d i gjort, og hvis du bruger hoppetasten, TAB, bliver du meget hurtigere færdig med at skrive.

Lutter pinligheder og manglende evne fra min side til at holde K Æ F T. Noget, jeg aldrig har lært, som blandet med mistro til autoriteter og en generel manglende tillid til andre mennesker gang på gang har bragt mig i uføre, men -  efter mange lange år, har jeg opdaget en pudsig sandhed. Hvis man ikke accepterer andre autoriteter, bliver man selv en!

Nå for pokker. Lyder måske meget godt, men slet ikke noget for mig. Alt for stort ansvar. Lad mig dog bare være mig selv. Jeg ønsker ikke at følge eller rette mig efter andre, men mest af alt ønsker jeg ikke, at andre følger mig. Men det gør de. Sgu. Indimellem. Engang gik jeg til dans. Den der slags, hvor man danser i takt hver for sig. Husker ikke hvad det hedder, men  jeg skulle altid op forrest og stå. Pis. Jeg var ikke den bedste danser, så havde det egentlig bedst nede bagved, men bagved er sjældent min plads, selv om jeg ihærdigt prøver.

Nåmen, den der gang dans, jeg tænker på, var til en opvisning. Jeg stod forrest, som sædvanligt. Dansede forkert. Som sædvanligt. Efter 10-12 dansetrin fik jeg front mod resten af holdet - som fulgte mine forkerte dansetrin. Det snakkede vi en hel del om bagefter. Mig: Hvorfor fanden dansede I forkert, bare fordi jeg gjorde det? I kender jo trinene? En af de andre sagde: -Jamen, du så så målbevidst og sikker ud.

DET har jeg virkelig tænkt meget over siden - og jeg kan høre indeni at dette skriv er på brækstadiet, men det var faktisk ikke meningen. Det er ikke for at fremhæve mig selv. Jeg kan bare ikke forstå det. Hvorfor danse forkert, hvis man kender de korrekte trin? Uanset hvor selvsikker den foran ser ud.

Tænk selv. Det gør jeg. Jeg tænker forkert indimellem. Det ved jeg, jeg gør. Men jeg tænker selv. Indimellem bliver jeg til grin. Indimellem bliver jeg hyldet, men begge dele kommer af noget jeg gør selv - uden at følge andre. Husk at bede andre om hjælp (sagde hun til sig selv). De fleste vil rigtig gerne hjælpe, men lev, som om der ikke findes autoriteter. Kun sådan kan man blive sin egen autoritet. Og lad være med at følge andre. Please.

90% af tiden aner de alligevel ikke, hvor de skal hen. Mig selv inklusiv.