Katten og humøret

-Skrid, råbte jeg til katten, som vækkede mig, mens jeg endnu halvt i søvne slog ud efter den  og uheldigvis ramte. Sådan hårdt på munden, så tænderne gned skærende sammen.

Den forlod forbløffet og fornærmet soveværelset og gav igen resten af dagen, for sådan er katte.

De husker.

Det er forskellen på flokdyr og solister. Med hunde kan man bruge en klikker til opdragelse og sørge for at sige Nej, Fy, eller gi en godbid det øjeblik, de gør noget.

Sådan er det ikke med katte. Aknej. De husker, som sagt.

Især al det man selv glemmer. Mange timer efter ligger de på lur og ser helt afslappede og nuttede ud, men tag ikke fejl. Det øjeblik, man går forbi, jager poten ud og rammer, hvis man ikke er hurtigt nok. Nogle gange er kløerne fremme, men oftest ikke. Bevægelsen er mest af alt drevet af trangen til at demonstrere, at det man gjorde for timer siden altså ikke sådan bare er glemt - mere end det er drevet af ønsket om at skade en, trække blodige striber hen ad overarmen eller hvilken kropsdel, der nu kommer nærmest - selv om det også sker, indimellem.

Og hvorfor råbte jeg så af katten og langede ud efter den - sådan før jeg overhovedet var helt vågen? Aner det ikke. Det var mit humør - og det svinger. De fleste dage er jeg ligevægtig og overskudsagtig, men der findes også andre dage - selv om de heldigvis kommer med lange mellemrum. Anderledes dage. Dage uden overskud.

Den ene yderlighed er de dage, hvor  jeg bare har lyst til at sige undskyld til alt og alle. Undskyld.

Undskyld undskyld undskyld.

Undskyld for det jeg gjorde, sagde, var  for 2, 4, 17 år siden. Undskyld, fordi jeg gik til højre i stedet for til venstre. Undskyld, fordi jeg ikke bare holdt min kæft. Undskyld, for sådan generelt at kneppe fluer, når jeg burde have overskudet til at lave dem flyve, lade det være. Glemme det. For det kan jeg da som regel. Lade det falde, overskudsagtigt. Gå videre. Den, der tilgiver; den, der evner at sige Pyt, er langt større og mere overskudsagtig end den, der ikke kan.

Men indimellem kan jeg ikke. Totalt underskudsagtigt træder jeg i karakter, den dårlige altså, lige fra morgenstunden,  enten sådan: "Undskyld, jeg eksisterer" eller vredt "Så sig dog for helvede undskyld for at du eksisterer ...  i min nærhed"  eller allerhelst bare: - "Fis af med dig!".

For det er den anden yderlighed. Vreden. Sådan er det bare, indimellem. Og jeg står vredt op, går vredt i bad, så vandstrålerne sprøjter  uhæmmet selv op mod loftet, børster vredt tænder og slynger direkte derefter vredt den alt for varme kaffe i mig, så den brænder i mundhulen og gør mig endnu mere vred.

Vredt cykler jeg afsted - i modvind, hvad ellers - på vej til de gøremål de fleste har om morgenen og der, på cyklen, bander jeg indvendig vredt af alle de andre trafikanter indenfor en radius af 100 meter. De er da også alle sammen idioter. Bilen, som kører for tæt på mig, og bil nr. 2 i køen, som dytter efter bil nr. 1 som tillader sig at holde tilbage i sit højresving for at lade mig cykle først over krydset, gamle damer som sinker - så lad os da for pokker få de der "Rollator forbudt mellem 7-9" skilte, og unge mødre som fylder hele cykelstien, mens de med den der oprette latterligt vrikkende kropsstilling på den alt for høje sadel bagved den overdækkede børnebeholder, skvadrer i mobiltelefon.

Så flyt dig da for helvede, så andre kan komme forbi - os, med en lidt mere aktiv kropsholdning. Os, der ikke multitasker i morgentrafikken på anden måde end at lade kroppen bevæge sig, mens sindet koger over. Koger over mod alle, også den unge fyr, som på gåben med bløde, knækkende knæ i slow motion krydser cykelstien med alt for store latterlige høretelefoner på.

Her virker ringeklokken ikke og jeg fristes til at agere min far i trafikken. Ham, der cykler efter morgenbusser, som efter hans mening kørte for tæt på, for i næste røde krydt at banke så vredt og hårdt i glasdøren, at alle passagerer vågner op og glor undrende på denne hidsige mand. Ham, der altid selv kører præcis så tæt på, at andre får et morgenchok, men dog uden at de råber: -"Der er altså ikke påkørselsret i Danmark", efter ham. Ham, hvis humør kan sprænge enhver skala for morgensurhed.

Åh gud, fortæl mig ikke, at jeg har arvet det. Jeg nægter! Hvad enter arven er biologisk eller sociologisk. Nægter, nægter. Som barn var jeg bange for min fars morgenhumør. Indtil jeg som 16 årig gjorde en erfaring, der har været med mig siden: Folk, som råber højt, klapper i, når de møder nogen, som råber højere. Slår hælene militæragtigt sammen og makker ret, stikken halen mellem benene som en hund i underposition, bliver blide som lam og stammer: -"Jamen, sådan var det jo heller ikke ment. Fald nu lidt ned. Vi er da mennesker, der kan tale stille og roligt sammen, ikk?"

Jo, vel er vi så. Dengang min far klappede i, besluttede jeg mig for aldrig igen at råbe så højt ,at min stemme knækkede over og jeg fik ondt i halsen. For det er et dårligt våben. Der kommer altid en, der kan råbe højere. Og jeg brugte de næste år af mit liv på at finde andre metoder. Både til at kontrollere andre og mig selv.

Og det at lade eget dårligt humør gå ud over andre mennesker, besluttede jeg altså som teenager, at intet menneske kan tillade sig. Ej heller mig selv.  Altså som en hensigtserklæring. Som nogenlunde har holdt. Faktisk har jeg kun én gang siden mit 16. år råbt så højt igen. Det var på min 37 års fødselsdag og det var ikke morgensurhed, klokken var 17, jeg var mega stresset efter en lang arbejdsdag med møder og kunder, børnehentning, fødselsdagsmadsindkøb med et spædbarn på armen, gæsterne var på trapperne, hjemmet lignede lort - surprise surprise, ja faktisk dagens eneste surprise - manden var ingen steder at se, og den ældste spurgte, om hun måtte smutte over i naboens swimmingpool.

Det var netop i det sekund, jeg besluttede mig for at blive skilt. Virkelig dårligt minde, som indimellem lader mig tilbage med ønsket om en fremtidig demens eller i hvert fald bare generel  dårlig hukommelse. For jeg husker det, som var det i går. Jeg råbte "Nej (og en hel masse andet)" så højt af min datter, at stemmen knækkede over og jeg fik ondt i halsen og intet ku sige bagefter, da manden endelig kom hjem samtidig med gæsterne og hængte arbejdsbukserne på knagen ovenpå gæstehåndklæderne. Hun parerede ikke ordre, datteren, men smuttede hurtigere end lynet over i naboens fredelige swimmingpool.

Det har jeg efterfølgende beundret hende for.  -"Du var pissesur, mor", har hun senere kommenteret, mens jeg har tænkt, men ikke sagt: -"Pissesur? Det var vist mere et af de tilfælde, hvor man bagefter er taknemmelig for, at våbenloven er så restriktiv i DK"

Men traumer har det ikke efterladt i hende og faren er stadig også uden skudhuller. Og set sådan fra oven -  råbe højt som 16 årig og igen som 37 årig, det er da egentlig en ok statistik.

Nu bander jeg mest indeni, så ingen i nærheden kommer til skade. Og har jeg ungen eller andre med, så lader jeg helt være. Jeg ved, jeg har forundret skiftende chefer og kolleger, når jeg en tidlig morgen på vej til fællesmøde i fælles bil har sagt: -"Jeg sætter mig bagved. Her til morgen er mit humør til at være bagsædepassager". Men det har som regel virket efter hensigten. Jeg har undgået at genere andre og de har undgået at genere mig i de 45 minuttter, der skulle til, før jeg blev rigtig vågen og levende - og kom ud af vredeshelvedet.

Det vidste katten så ikke lige noget om denne morgen. Fanden fis'me dårlig dag.

Sådan er det indimellem.

Hul igennem

Puf, sagde det, og så var der hul igennem.

Til energien.

Tænker ofte, at der er to stadier, man som menneske kan være i; enten frit flow eller forstoppelse - forhindring, klump, ørespytsten, sten i skoen, whatever....

Hvorfor fanden har det barn også en far?

Og så ovenikøbet en sød en...

Tror ikke, jeg er den eneste forælder med børn, der deles millimetermæssigt  korrekt 7/7 over, som har fantaseret om en passende, snarlig og utraumatisk ulykke for "den anden forælder" med øjeblikkelig død til følge.

Altså utraumatisk for ungernes skyld - og ens egen betaling til fremtidig psykolog for efterfølgende bearbejdning.

Nejnej, ved det godt. Det er jo ikke det, at han eksisterer, der er noget galt med.

Ej heller, at han kræver at være lige så meget far som jeg er mor  - selv om den indre orm gnaver stille indeni, mens den hvisker:

-Prøv du bare. Du kan aldrig blive lige så meget far, som jeg er mor. Jeg fører allerede på point , fordi mig & ungen delte hjerteslag i 40 uger inden, du lagde din faderlige hånd på hende. Uha, husker du, hvor hun skreg?  Skreg, så snart jeg fjernede mig mere end 2 meter og du prøvede at tage over.

Husker du?

For det gør jeg. Med smerte. Ungens totale afvisning af dig. Kan børn overhovedet det - som spæde. Afvise bestemte voksne? Den yngste gjorde. Hun skreg, så en tur efter bleer på 27 minutters fravær blev forvandlet til en hård gribende klo om hjertet, når jeg vendte tilbage. Scenen viste nemlig ikke far&datter deler kvalitetstid. Næh, scenen viste far står med høreværn på ala den håndværkermæssig slags, mens han apatisk og opgivende rokker skrigende datter i lift sat i gyngestol.

Og apatien fortsatte, for det øjeblik jeg trådte ind ad døren og ungen fornemmede mit nærvær tav hun stille. Det er sgu heller ikke nemt at have tinnitus samtidig med et barn, som stædigt fravælger en. I den grad. Men platumuligt som mor at dele sol og vind lige mellem mand, ældstedatter og yngstedatter.

Nåmen, dette skulle ikke være en klagesang. Ej heller et tilbageblik. Det skete bare. Ordene flød uden mine bevidste tankers mellemled direkte fra fingre til taster. So be it ! Personligheder kan støde sammen. Det kender alle voksne til. Der er folk, vi bare ikke klikker med. Og hvorfor skulle det være anderledes med nyfødte, spædbørn, småbørn, børnehavebørn, skolebørn?

Jeg forlod scenen, hjemmet, og tvang mig selv til en deleordning, som skar mig i hjertet. Hun var 2½, da vi begyndte delingen og langsomt skar lidt af min og hendes tid fra ala salamimetoden, til vi nåede 7/7.

Hvorfor jeg gjorde det? Når nu ungen tydeligt viste, hun var imod og jeg selv var ved at gå i stykker pga savnet? Fordi.......... fordi jeg tænkte langsigtet. Storesøster har altid været fars pige. Venners børn flokkedes om farmand, som elsker, virkelig elsker, børn. Jeg vidste jo han kunne, ville, og rummede kærlighed nok - også til dette barn, som afviste ham.

Og jeg tænkte, at hvis det ikke sker nu, så sker det aldrig. Så vokser hun op uden en far. Kun med en mor. Vil det være bedre? Nej. Derfor kæmpede jeg i årene, som kom, og for hver uge, hvert måned, hvert år, blev det bedre. Forholdet mellem far og datter. Ikke bare fordi hun gav op - håber jeg da - men fordi hun langt om længe fornemmede, at han kan give hende noget, som jeg ikke kan. At han egentlig er ok som menneske. Tilbage er kun hendes sorg over at jeg ikke kan være der samtidig.

Ergo... i dag er alle glade. Sådan da. Om ikke andet er det hele til at leve med og ønsket om at lave tingene om er kun svage krusninger på vandoverfladen. Det er ikke sådan for alvor noget, vi er nødt til at gribe fat i. Alligevel ville jeg inderst inde ønske, at jeg havde hende hele tiden. Det er så besværligt, i disse mobiltlf tider især, at hun ikke er her - i mine arme, når hun og jeg trænger til et fælles kram.

Som nu i går aftes, hvor hun ringede. Jeg havde forsøgt at få fat i hende tidligere, men mobilen var løbet tør for strøm. Så hun ringede selv. Fortalte, hun var lidt rystet og nervøs. Hvorfor skat? Hvad er der sket? Tja, jo - og så kom der en laaaaaaaaaaaaang forklaring om venindens fars bil, som havde en rød pære som lyste, hvilket betød, at den skulle på værksted og på vejen dertil kunne han lige køre hende hjem, og du ved godt, mor, det der kryds, hvor faster bor osvosvosv Jeg havde tabt tråden, da hun pludselig siger: -Og så kørte en anden bil ind i os lige i den dør, hvor jeg sad.

Awhafornoget???? Jeg var fuldstændig paf. Hvad skete der dog? Jeg fik ondt i nakken, men det er gået over. Jeg er bare lidt rystet og nervøs. Jamen.... det var da forfærdeligt! Ej, det var ikke så slemt. Bilen skulle jo alligevel på værksted.

Og så begyndte hun at græde, og sagde snøftende farvel. Vi lagde røret på, for jeg ku jo ikke kramme hende gennem telefonen. Og i dag dagen efter har hun det helt fint og humøret er højt.

Alligevel......... for pokker da.. de der tanker dukker stadig op - selv så mange år efter:

Hvor ville det hele bare være nemmere, hvis ham der den søde farmand ophørte med at eksistere. Så kunne hun være nær mig hele tiden. Lige til hun blev ca 35 og halvgråhåret gammeljomfru eller noget i den stil. Eller også bare et par år endnu....

En løgner bekender sine synder

Uha-uha. Jeg kunne selvfølgelig også have startet med: Jeg lyver aldrig, men der er ikke noget, der pisser folk så meget af, som bare antydning af skinhellighed.

Så i stedet vil jeg sige: Jeg lyver ikke - kan hænde jeg af forskellige gode eller mindre gode grunde fortier ting, men jeg taler altid sandfærdigt. Jeg har nemlig samme forhold til løgnen, som en ædru alkoholiker til sprutten. Der er kun en vej - total afholdenhed. 

Jeg har en mangeårig karriere som løgner bag mig. For det meste små, "uskyldige" løgne, nogle enkelte store, som fx dem overfor min daværende mand, som fortsatte i 10 år og først da vi skiltes, orkede vi kort at vende, at vi naturligvis hele tiden vidste, at løgnene var der, men begge valgte at fortie det - og sådan skal der To til en Tango (og for at foregribe den generelle mangel på fantasi: Nej, det havde intet at gøre med utroskab).

Nu, da jeg bor alene, har jeg langsomt vænnet mig til altid at sige sandheden og har haft tiden og roen til at nærme mig den betændte byld for langsomt at prikke hul, nåja, at trævle garnnøglet op er måske en mere sober betegnelse. Altså finde ud af hvorfor jeg løj. Det har hjulpet, at jeg nu er bevidst om hvilke følelser, der dukker op i mig, når jeg ikke ønsker at tale sandt, men gør det alligevel. 

De små løgne (og de fleste store starter faktisk også som små). Ja, det er for nemhed skyld. Det er for at slippe for det ubehagelige ved at stå ved sig selv. Det er at sige til sin mor, at den nye jakke man har købt skam var på tilbud til ikke særlig meget - fordi man ikke orker at høre på bebrejdelser over ens manglende evne til selvforvaltning. Mere præcist, fordi man selv inderst inde er i tvivl, om man evner selvforvaltning, og måske var det lidt tosset at bruge en ½ månedsløn på en jakke. Man undgår 1) at skulle forsvare sig og 2) at føle efter hvordan man egentlig har det med det, man går rundt og gør - og så nøjes med at gøre det, der føles rigtigt  Hvis man efterlever pkt. 2, ja så er pkt. 1 ikke noget problem, for det er nemt - nogle gange slet ikke nødvendigt - at forsvare det, man ved, er det rigtige for en selv.

Løgne er at udskyde noget ubehageligt. Nogle gange er løgne bare for dumme (det er de altid, men nogle gange er de direkte uintelligente). Når man lyver for at slippe for en ubehagelig situation nu og her, selv om man allerede når den forlader munden ved, at det kommer tilbage og rammer en i nakken inden ugen er omme. "Har du betalt den regning?" Ja,ja. og næste dag kommer rykkeren. 

Løgne kan også anvendes som et underligt indirekte oprør. Man er sat til noget, man ikke føler er ens job - som andre eller andres forventninger har skubbet en ind i - og i stedet for at sige fra og sige det åbent, ja så prøver man så vidt muligt at undgå at gøre det, og her kan løgnen være en måde at trække deadline på.

Altimens man har det ad h. til. Man ved det jo godt. Skyld og dårlig samvittighed blandes med indadvendt oprør og man udmattes af et kæmpe mentalt arbejde med at holde løgnens tråde fra hinanden. Man skulle jo helst kunne huske løgnen, så man kan bygge videre med en ny løgn, hvis man bliver grebet i den første.

Enhver løgners bibel begynder med: Keep it simple. Lad altid løgnen ligge så tæt på sandheden som mulig. Dels lyder det mere overbevisende og dels er det lettere at huske.

Jeg har nu i 2 år været afholdsløgner - og jeg kan slet ikke beskrive hvilken energi, jeg har fået til rådighed. Først bagefter kan jeg se, hvor koncentret om mine egne fedtede løgnetråde, jeg egentlig var. Hver almindelig samtale udviklede sig til at bevæge sig gennem et minefelt - ren udmattelse. Jeg mindes Suzanne Brøggers ord, godt nok sagt i en anden sammenhæng, at hun aldrig evnede at være tilstede i Nuet, fordi hun var travlt optaget af at balance med en indre stabel tallerkener på hovedet. Sådan er det at vikle sig ind i løgne.

Men løgne er klistrede - fuldstændig som rod - de er uendeligt svære at slippe af med. Med mindre man vælger den ultimative overgivelse - at kaste sig på knæ, indrømme alt og bede om nåde. Det gør de færreste. For man udvikler efterhånden en fornemmelse af, at indrømmelse af løgnen er det værste af alt. Alt andet end det kan man klare. For er man et normalt tænkende menneske, så er løgnen jo det ultimative brud på andres tillid - og har man først brudt den, så er man ikke værdig til tilgivelse.

Store ord, men det er sådan jeg har følt det - og hvert et man i teksten kan erstattes med jeg.

Hvordan jeg slap fri? Jeg skiftede omgivelser og først derefter kunne jeg genskabe mig selv som sandfærdig. Jeg evnede simpelthen ikke at tage kampen med at gøre det godt igen overfor dem, jeg havde løjet massivt overfor.

Her bagefter kan jeg se, at den jeg svigtede mest, den jeg sårede mest, var mig selv. Jeg har fået mig selv tilbage - eller rettere, jeg har genskabt mig selv i en sandfærdig version, hvor jeg må tage det dårlige med det gode - og stå inde for det. Det sjove er, at dag for dag bliver det lettere. Jeg kan rent faktisk lide mig selv - nu efter at jeg har fået integreret en del af skyggerne. Tit får jeg tilbagefald, men heldigvis tænker jeg oftest hurtigt nok til at kunne stoppe løgnen, før den forlader mine læber.

Og nej, jeg er ikke blevet en lalleglad alt-fortæller. Hvis veninden har en hæslig kjole på, klasker jeg det ikke op i ansigtet på hende, det er slet ikke sådan det er, men al det negative, som er lidt svært at tale om, det kryber jeg ikke længere udenom, men tager fat på nældens rod og bringer det frem i lyset.

At være ærlig overfor sig selv er første skridt på vejen til at blive et helt menneske. Og så er jeg tilbage til hvorfor denne Dagbogsoptegnelse overhovedet finder vej hertil.

Tja, dette er et indblik i selvet. For at kunne udvikle sig, så må man være ærlig overfor sig selv - og den, der lyver, er aldrig ærlig overfor sig selv.  Der findes stygge løgne og "uskadelige" løgne, men at være løgner er ikke gradopdelt, enten er man det eller også er man ikke.

Det er også for at pointere, at hver gang man orker at konfrontere et andet menneske med dets løgn (dette kan gøres på en let, humoristisk måde, hvis man ikke er til frontale sammenstød), ja så hjælper man faktisk til med at bryde en ond cirkel... Måske.

Madmadmadmadmad

Det er åbenbart sååååå meget oppe i tiden.

Der er intet galt i at prioritere maden i sit privatliv - hvis man nyder det mens det spises.

Der er heller intet galt i at lade være.

Men der er noget galt i at binde sin identitet op på noget så simpelt og medmenneskeligt som det at spise. Det er den ene ting som er fælles for os alle. Hvor er det bare synd at maden bliver ekskluderende fremfor inkluderende.

Der var engang - har jeg læst mig til i gamle texter - hvor det, at dele sit måltid med en fremmed var noget positivt. Det er indimellem lidt svært at mache i dag, hvor det identitetsskabende træder foran det egentlige formål med måltidet - at blive mæt og forblive bare en smule stærk, sund og rask.

Nogle putter rucola i kaffen og drysser salaten med kanel - eller også er det omvendt. Nogle giver en en skideballe fordi man gav deres ADHD barn en hjemmebagt bolle med gammeldags smør til fødselsdagen. Andre himler op fordi man ikke bagte selv, men serverede færdige pølsebrød og uøkologiske pølser med ikke-hjemmelavet ukorrekt ketchup i.

Det er pissenemt at komme galt afsted i dagens kost-Danmark og det er vel egentlig nemmere at mødes over et glas vand end at invitere fremmede til middag.

Enten kan de ikke tåle det eller også har de ideologiske grunde til at undlade at spise den mad man i sit ansigts fodsved har frembragt - og resten - dem uden ideologier, de er bare på slankekur og beder om en brevvægt, så de ikke får for meget af noget.

Gisp… siger jeg bare. Træk dog maden ned i øjenhøjde. Spis, når du er sulten. Lad være med at tænke på mad, når du ikke spiser. Drop det identitetsskabende - det er sgida bare føde, for pokker.

Hvis vi som mennesker ikke kan mødes om lejrbålet og dele det mest grundlæggende vi har - maden - hvad i alverden kan vi SÅ enes om efterhånden????

Den skummende kat

Det er første skoledag efter en dejlig - vidunderlig dejlig - lang sommerferie.

Yngstedatteren og jeg er oppe i god tid. Mega god tid. Hun skal først møde 10.10, jeg skal til personalemøde, det store, det med dem alle sammen altså minus überchefen, som stadig har ferie, kl 09.00, så vi har aftalt, at hun smides på bussen kl. 08.45.

Og da vi vågner friske og fulde af energi allerede kl. 07.17 er der masser af tid.

Tid til morgenmad. Tid til tid på badeværelset. Tid til liiiige at tjekke det der åndssvage FB-spil, vi har gang i fælles. Og mens vi sådan i al fred og fordragelighed sidder og tjekker spil denne mandag morgen får jeg ud af øjenkrogen set katten.

Katten, som ikke opfører sig, som katte plejer. Den tager en rute gennem stuen som om nogen havde bundet noget i halen på den - men det er der altså ingen, som har. Ikke i dag i hvert fald. Den hopper og sprinter rundt i stuen. Over sofabordet, under sofabordet, bag læderstolen, over sofabordet - og så liiige ind på hylden nedenunder og videre igen.

Det er ikke det værste. Det værste er, at der hænger guirlanter af spyt efter den på møblerne, på gulvet, overalt. Jeg ryger ud i køkkenet efter en klud og farer efter katten, som ikke lader sig fange.

- Underligt, siger jeg til datteren, det ligner nærmest sæbespåner. Har Olli spist spist sæbespåner, tror du?

- Næh, det tror jeg ikke, mor.

Nu er jeg faktisk en lille bitte smule bekymret. Det er jo fråde, den har om munden, fråde, den dekorerer gulvet og møblerne med -  og fråde betyder hundegalskab - og kan katte få den slags???

- Det var godt nok underligt, siger jeg.

- Hmm, siger datteren, mens hun endelig får løsrevet sig fra spillet. Måske var det da jeg var på badeværelset. Olli kom strygende, mens jeg børstede tænder. Men... jeg fik altså det meste tandpasta af hans pels.

Godt zå, skat, men ikke det hele.

Pyha, lettelse. Katten skummer over af tandpasta, slikket op fra pelsen, kan ikke lide smagen. Spyt spyt spyt. Over hele stuen. Den skummende kat. Den tandpastaskummende kat. Mere renlig bliver man vist ikke...

Lidt om dyr

Kommer til at tænke på en af mine rigtig gamle venner, en gæv håndværker, med barn nr 2 omkring de 4 år. Hvis yndlingsdyr – og også det eneste – var en sød lille fugl ved navn Coco.

Et seriemonogamt forhold til mad

Jeg har mig selv mistænkt for at have hvad man kan kalde et seriemonogamt forhold til mad.

Jeg er ikke kræsen, når man lige ser bort fra stærkt lugtende oste, rød bearbejdet frugt og rå bladselleri. Nåja, og så kommen. Græder sjældent, men at sætte tænderne i et lækkert brød, for så at blive mødt i mundhulen af kommensmag - det trækker altså tårer. Ellers kan jeg spise det meste - og gør det med glæde.

Tillid og autoriteter

Baggrundsmusik

Mon ikke d. 1. januar er en passende dato at bringe en blog, der nærmer sig brækstadiet?

Sorry, det presser på indeni. Jeg må bare skrive den - og derfor gør jeg det nu, hvor størstedelen af DK alligevel ligger med tømmermænd.

Backflash...

Jeg har engang som 16 årig iført forklæde og med et kaffefilter i hånden råbende jagtet en håndfuld granvoksne mænd ned af gangen i den lokale sportshal, hvor jeg var ansat i cafeteriet.

De var gået uden at betale for maden. De stoppede op, kiggede forbløffet på mig og så sagde en ene stammende: -"Jamen, jamen, jamen!!!  VI er jo bamses venner."

Og så var det jeg råbte, så alle ku høre det: -"Jeg er ligeglad med hvem i er venner med. I går ikke uden at betale!!!"

Faktisk ret pinligt, og måske også derfor jeg først nævner det nu, så mange år efter, for det viste sig jo at det var Bamse, ham der sangeren, som spillede samme dag i hallen. Hvor skulle jeg vide det fra? Bamses venner. Ha.

Jaja, det der med tillid er vist noget jeg startede tidligt på at arbejde med, for hos mig er det bestemt ikke medfødt. Jeg tror på den ene side gerne det bedste om mine medmennesker, men jeg tror ikke sådan for alvor på det, før jeg ser det. Som 8 årig skrev jeg fx  nummerpladen ned på de 2 fremmede mænd, der kom en eftermiddag, hvor jeg var alene hjemme og hentede vores fjernsyn. De sagde godt nok at det skulle til reparation - men det kan enhver komme og sige - især hvis man ikke kører i firmabil.

Og ja, faktisk næsten lige så pinligt som den med Bamses Venner, for min far var færdig af grin flere dage efter. Jeg kunne se det bygge op i hans ansigt, når han fik øje på mig. Først svage trækninger ved mundvigen, som han forsøgte at beherske, men så måtte det bare ud. Latterbrølet. Og jeg følte mig bittelille og dum.

Tillid. Den der slags, som andre har. Som gør, at de automatisk fornemmer situationens korrekthed - i stedet for at stille spørgsmålstegn. Og ikke nok med at tænke spørgsmålene indeni - men også reagere, pronto.

Måske hænger det en lille smule sammen med ikke at være autoritetstro - for der har jeg også en brist, som jeg kun vanskeligt styrer. Jeg har enorm næsegrus respekt for faglig dygtighed, det kniber mere med autoriteter. I mit hoved skal enhver først bevise sit værd, ikke bare vifte med et skilt eller en bestemt kasket.

Og måske hænger det også sammen med min manglende evne til at tage imod hjælp. At gøre alting selv. Også al det man hverken kan eller vil gøre selv. Alligevel er handlingen derfra og så til at bede andre hjælpe indimellem lang. Et sted i mit baghoved lever en lille orm, som gnaver rundt. Den fortæller mig, at andre uanset autoritet, status, kasket eller ord ikke er der for at hjælpe, men for... noget andet.

Da jeg læste økonomi var jeg inde på kontoret for at få hjælp af min vejleder til hovedopgaven. Jeg gik vredt derfra uden nogen form for hjælp og så mig tilbage i døren, hvor han forbløffet sad og tog sig til kinden, hvor der sad 4 fingermærker af min hånd. Hmmm.. tror faktisk at det er den eneste gang i mit liv, jeg har slået på en mand - altså jeg sloges med drengene i frikvartererne i skolen, men det er noget andet. Jeg var en lille bitte smule nervøs for de der fingeraftryk - og jeg tog ikke fejl, jeg fik ikke mere hjælp til opgaven, faktisk talte vi ikke sammen igen. Ever. Men det var hans egen skyld. Jeg reagerede pronto og instinktivt, da jeg forlod hans kontor og han klappede mig bagi. Slam. Stakkels mand. Måske reagerede han også instinktivt med sit klap.

Autoriteter. Ha. I skolen var jeg et dydsmønster. Mine grimme briller, min fokuserede opmærksomhed og min hunger efter viden, sikrede mig topkarakterer og et ry som læsehest. I hvert fald i min skolelærermors og andre læreres øjne. Holdahelt op hvor har jeg tit siddet og læst lektier til de der lærerfester. Dengang det var moderne, at kemilæreren serverede blå budding og lilla sovs. Alligevel eller måske derfor oparbejdede jeg ingen tro på autoriteter. Det er sgi lidt svært at tage lærere alvorligt, når man gemmer sig under et sofabord med fingrene stukket i ørene for at læse, mens de tumler fulde rundt og kysser på de forkerte.

De lærere, der så mig som andet end dydsmønster, ordnede det selv uden andres indblanding. Jeg har skrevet 100 gange: Jeg må ikke smide snebolde efter min geografilærer. Ret pinligt. Og jeg har modtaget en undskyldning og noget chokolade fra en samfundslærer, jeg åbenbart drev så langt ud, at han smed et kridt efter mig og uheldigvis ramte plet. Lige i øjet på mig. Det var så også ham, som sukkede: -"Jeg aner ikke hvilken karakter, du skal have. Du siger de mest geniale ting - når du altså ikke lige fyrer dumheder af". Det var så gymnasiet, hvor der i blå bog om mig stod: -Lone er ekspert i at udtale sig om tekster, hun ikke har læst.

Ingen kommentarer tak.

Tilbage til tillid, især til autoriteter. Jeg har sagt til politimænd: Må jeg se dit skilt. Jeg har skrevet vrede klagebreve til min Køreskole om min kørelærers manglende faglighed (totalt logisk konsekvens - jeg dumpede 1. gang, og hvad kunne det ellers skyldes???) så jeg fik 3.500 kr tilbage. Jeg har argumenteret med en psykiater om hullerne i hans resonement (ikke ligefrem fremmende for min journal) og  jeg har siddet på socialkontoret uden at kunne stoppe mig selv i at sige: -Du mangler et ord der, og der skal ikke d i gjort, og hvis du bruger hoppetasten, TAB, bliver du meget hurtigere færdig med at skrive.

Lutter pinligheder og manglende evne fra min side til at holde K Æ F T. Noget, jeg aldrig har lært, som blandet med mistro til autoriteter og en generel manglende tillid til andre mennesker gang på gang har bragt mig i uføre, men -  efter mange lange år, har jeg opdaget en pudsig sandhed. Hvis man ikke accepterer andre autoriteter, bliver man selv en!

Nå for pokker. Lyder måske meget godt, men slet ikke noget for mig. Alt for stort ansvar. Lad mig dog bare være mig selv. Jeg ønsker ikke at følge eller rette mig efter andre, men mest af alt ønsker jeg ikke, at andre følger mig. Men det gør de. Sgu. Indimellem. Engang gik jeg til dans. Den der slags, hvor man danser i takt hver for sig. Husker ikke hvad det hedder, men  jeg skulle altid op forrest og stå. Pis. Jeg var ikke den bedste danser, så havde det egentlig bedst nede bagved, men bagved er sjældent min plads, selv om jeg ihærdigt prøver.

Nåmen, den der gang dans, jeg tænker på, var til en opvisning. Jeg stod forrest, som sædvanligt. Dansede forkert. Som sædvanligt. Efter 10-12 dansetrin fik jeg front mod resten af holdet - som fulgte mine forkerte dansetrin. Det snakkede vi en hel del om bagefter. Mig: Hvorfor fanden dansede I forkert, bare fordi jeg gjorde det? I kender jo trinene? En af de andre sagde: -Jamen, du så så målbevidst og sikker ud.

DET har jeg virkelig tænkt meget over siden - og jeg kan høre indeni at dette skriv er på brækstadiet, men det var faktisk ikke meningen. Det er ikke for at fremhæve mig selv. Jeg kan bare ikke forstå det. Hvorfor danse forkert, hvis man kender de korrekte trin? Uanset hvor selvsikker den foran ser ud.

Tænk selv. Det gør jeg. Jeg tænker forkert indimellem. Det ved jeg, jeg gør. Men jeg tænker selv. Indimellem bliver jeg til grin. Indimellem bliver jeg hyldet, men begge dele kommer af noget jeg gør selv - uden at følge andre. Husk at bede andre om hjælp (sagde hun til sig selv). De fleste vil rigtig gerne hjælpe, men lev, som om der ikke findes autoriteter. Kun sådan kan man blive sin egen autoritet. Og lad være med at følge andre. Please.

90% af tiden aner de alligevel ikke, hvor de skal hen. Mig selv inklusiv.