Nytårsønsker 2012

12 timer tilbage...

Nytåret kalder med stort rabalder. For nogle. For andre kommer det snigende så stille og ubetydeligt, at de må tage den ellers ubrugelige sekundviser i brug, for at se det ske, for at mærke det.

Mit 2012 kommer snigende, det ved jeg allerede nu, for jeg har fravalgt rabalderet. Nogle årsskifter fungerer bedst sådan - i stille eftertænksomhed. Dette er en af dem.

Jeg byder det nye år velkommen, mens jeg uden sorg, blot fuld af erfaring, tager afsked med det gamle.

Datter flytter hjemmefra

A20 har købt en andelslejlighed og flytter hjemmefra 1. januar.

Sådan cirka 600 meter fra farmand og 2000 meter fra mig. Ja, hun har altid været meget hjemstavnsbundet.

Helst ikke for langt væk og allerhelst ikke i for store skridt.

Til dig der kom herind ved en fejl ;-)

Jeg vil bare sige...

denne blog er slet ikke færdig. Indlæggene er nærmest smidt ind med en skovl. Der mangler en masse, både skrift og form.

Det skal nok komme, men lige nu er den under konstruktion.

Tuva Novotnys smilehuller

Halvsyret tekst, ja sikkert, om ikke andet, så småfilosofisk.

Ville du hellere ha haft den om hvor fedt det er når virkeligheden overhaler fiktionen; med udgangspunkt i Rokokopostens artikel om "Alle har ret til en fed begravelse"?

Tjoja, måske. Jeg skrev den, men så skrev jeg også lidt om Tuvas smilehuller i stedet.  Det er jo fordelen ved en blog. Man kan smide alle de ligegyldigheder ind, som man har lyst til.

Sommerhustur med forviklinger

Kom pludselig til at tænke på sidst, vi skulle holde kusinekomsammen. Vi prøver virkelig at holde det mindst årligt, men der kommer ofte noget i vejen. Men denne maj-weekend havde vi altså fået fastlagt. Det blev dog med en del forviklinger.

Hed hyldest til mit bibliotek

Jeg har – atter engang – genfundet bibliotekets glæder. Ahhh, Roskilde Bibliotek, et dejligt sted, der næsten, bare næsten, får mig til at overveje at betale min skat med glæde.

For det er da et skatkammer til fri brug for alle. Man kan gå direkte ind fra gaden for at finde og hjembringe bøger, musik og film. Man kan sætte sig i en magelig stol ved vinduet med behageligt frit udsyn over parken og en bog i skødet for at se begavet ud, mens man slapper af.

Comfortzone og vatsamfund

Søndag d. 13. november. Okay… lad os se, hvad dette gamle hakkebræt af en pc kan præstere. Lones Lysthus, min elskede røde bærbare med original lak fra Ferrari-fabrikkerne (… og hvem sagde, at det kun var indholdet, som tæller???), er midlertidig ukampdygtig. Ingen lamper lyser, ingen liv, intet strøm – så jeg har været en tur i kælderen og hentet den gamle frem… den, der fylder et helt bord, larmer og som jeg ikke fik solgt gennem den blå avis…

Hyldest til moderen

Nogle gange får børn bare ens hjerte til at smelte. Smelte, så det må tørres op – og puttes i en kop. Nej… jeg mener…kærlighedserklæringer kommer i de underligste indpakninger, men man er aldrig i tvivl, når de er ment. De varer længere end det Nu, de optræder i, for oplevelsen kan altid tages frem & pudses af, nydes & mindes – og man kan for gud ved hvilken gang sætte den indre filmfremviser på Replay. Som nu denne lille bitte episode, der smeltede mit moderhjerte:

Vi lå og puttede inden søvnen, den lille med kinden mod mine bryster.  Lige før hun gled ind i drømmeland, fik jeg denne stille, lille sang fra hende:

Mor, du er så blød
Mer end puderne
Mer end dynerne
Mer end knoglerne
Mer end… bløddyret

4 dage i den virkelige, ikke-virtuelle verden

Dette er et gammelt skriv - fra dengang jeg blev 40. Jeg fandt det lige frem og bringer det igen, for meget i det er aktuelt, stadigvæk, i hvert fald for mig.

Jeg har lige været 4 dage ude i den virkelige, ikke-virtuelle verden. Jeg har fået en ældre dames livshistorie, fortalt med texansk accent og ledsaget af lyden af alle hendes klingende guldsmykker, på et malerisk torv i Verona, hvor vi spiste hver vores fiskeret, mens historien trak ud, så jeg var nødt til at tage kaffen med også.

Må vi slå lidt ihjel

’Må vi slå lidt ihjel’ – overskriften var at finde på tv2’s hjemmeside – og handlede om hvornår man rent etisk kunne forsvare at stoppe for tilførsel af næring til hjernedøde, næstenhjernedøde mm.

Jeg ville hellere vende spørgsmålet om: ’Har vi ret til at holde folk kunstigt i live – bare fordi vi kan?’. Det er vel egentlig mere det, tingene drejer sig om. Ja, jeg ved det. Frygtelig tungt og trist emne, men hvorfor er der ikke flere, der griber fat i det – hele snakken om etik – og ærligt gør sig tanker om, hvad vi som enkeltpersoner og som samfund vil rent etisk. Det nytter ikke bare at tage skyklapperne på, klikke videre til noget andet eller sige: det ved jeg ikke, når talen falder på det tunge.

En påfuglehistorie

Jeg kan så godt lide denne historie. Husker ikke hvor jeg samlede den op, men her er den:

Legenden fortæller, at påfuglen blev født som helt hvid.

I hele fugleriget følte han sig udenfor midt blandt disse vidunderlige farver overalt omkring ham. Den store Ånd gav påfuglen en mission; at rejse jorden rundt og finde ondt og negativitet og absorbere denne modsatte energi i hans egen krop, så den ikke spredte sig. Påfuglen fik at vide, at han ville blive belønnet. Så han startede sin mission.

Mens han udførte sine pligter, begyndte han at lægge mærke til, at at hans fjer fik de smukkeste farver. Han spredte sin hale for bedre at kunne se, og jo, sikkert nok, han var ved at forvandle sig til en strålende, farverig fugl. Glad fortsatte han sit arbejde med stor iver. Jo hårdere han arbejdede, jo smukkere blev han.

Så en dag så han ned på sine fødder og skreg i rædsel. Han havde de grimmeste fødder i hele fugleriget!

Så når du ser den strålende påfugl, husk da på den mission han fik og det arbejde han gjorde, for at fortjene disse farver. De perfekt formede cirkler eller øjne på hver fjer er for at kunne holde udkig efter stadig mere negativitet. Når du hører det forfærdede skrig, så ved du, at han har set ned og set sine egne fødder. Fødderne var Åndens måde at fortælle påfuglen, at den ikke skulle blive for stolt og lade det stå i vejen for sit  sande arbejde.

Kan nærsynethed kureres?

Kan nærsynethed kureres?

Ja, jeg spørger af egen interesse, da jeg selv har hvad jeg kalder en kvart hvid stok; dvs. minus 6,5 på begge øjne. Det blev opdaget i 6. klasse – og jeg fik briller. Egentlig til stor irritation for mig selv, for jeg havde vænnet mig til min slørede verden. Kan tydelig huske at sidde i skolen med briller og for første gang se, at pigen foran mig har fedtet hår. Det kunne jeg godt have undværet. Nå, men udover det, så blev det da lidt nemmere at finde rundt, for nu kunne jeg læse skilte – og se hvad der stod på tavlen. Det blev sagt, at det var arveligt – min mor har også nedsat syn – men der er intet galt med min søster.

Hvad er nærsynethed? Det er ikke som sådan en fysisk skavank, det er øjet, der krummer mere end normalt. Når man bliver ældre slappes musklerne – også i øjet- derfor bliver mange langsynede, men hvis øjet modsat konstant strammes af muskelspændinger, ja så ændres øjets krumning – og man er nærsynet.  Sådan er det i hvert fald med mig.

Okay, mine øjne er altså fysisk ok, men muskelspændinger (ubevidste naturligvis) får øjet til at krumme, så jeg uden  kontaktlinser ser alt i en tåge. Hvorfor? Og kan det så omvendt helbredes, hvis disse spændinger kunne afslappes? Det sker faktisk kortvarigt en gang i mellem. Mit syn er aldrig konstant i styrke, men nogle gange så er det helt skarp fra det ene øjeblik til det andet – og så vender det tilbage til normalen, hvilket er lettere uskarpt. Hvis jeg får stærkere linser, ja så går der en månedstid, så  har mit syn reguleret sig, så jeg ser som ”jeg plejer”.

Hvad skaber konstante muskelspændinger? Er det psyken? Nogle siger nok så nemt; synsforstyrrelser er psykosomatiske, synet svækkes, når der er noget man ikke ønsker at se.

Hm, skulle det så betyde, at den dag, jeg har ryddet totalt op i min fortid og barndom, ja så vender mit syn tilbage til det normale? Eller er det som at forvente at et brækket ben gror sammen, bare fordi man fjernen den sten, man faldt over?

Og hvorfor spændes musklerne? En dygtig kropsmanipulator kan sikkert få dem til at slappe af, men hvad er det i mig selv, der gør, at jeg atter spænder?

Og så er jeg ved det – kan nærsynethed kureres?

Indimellem er det vigtigt at indstille blikket mod uendeligt

Indimellem er det vigtigt at indstille blikket mod uendeligt.

Det sagde min øjenlæge i hvert fald den dag, jeg besøgte ham. Samme besøg hvor han, mens han kiggede på mig gennem et eller andet apparat, smed en uventet ros af sig: -Du har nogle virkelig flotte nethinder (eller sagde han hornhinder???)

 –Ih, tak, svarede jeg, det kompliment har jeg aldrig fået før. Han blev lidt forvirret og rablede noget teknisk af sig med langstrakte net(eller var det horn)hinder ved nærsynethed, fremfor normalt rundede. Og jeg fortrød strax, at jeg altid er så rapkæftet og taler, før jeg tænker… den søde mand.

Men tilbage til uendeligheden. Jeg tænte på det i dag, da jeg gik hjem efter indkøbet i byen. Det var skyet og blæsende, så himlen ændredes konstant. Og i stedet for, som jeg plejer, at fokusere på 60 cms afstand for at se, hvad der står på skærmen, eller de max 2 meter frem, det kræves at finde fortorvet uden at ramle ind i noget, ja så er det godt indimellem at se så langt som man kan. Allerbedst en horisont udover vand, men i mangel af bedre kan enhvert åbent kig bruges. En lang gade fx eller det at lægge nakken lidt tilbage og så på himlen. Det er næsten som om ens øjne slapper af og siger tak. De små rynker glattes ud og ansigtet falder i rolige folder.

Også i overført betydning kan det være vigtigt at indstille blikket mod uendelig. Vi går ofte og ser det nære, det lige foran næsen, fokuserer på det – og glemmer måske de åbne vidder, det lange blik, målet, hvor er jeg på vej hen. Fedt at leve i nuet, men surt at opbygge sit liv med lutter brandslukning af pludseligt opståede problemer, fremfor at bevæge sig målrettet mod noget… i en eller anden retning. Hvilken er nærmest ligegyldig, bare man bevæger sig bevidst. For hvis man ikke gør, så bevæger selve livet sig alligevel og vel flytter man sig, men mere på samme måde som et blad i bækken, der hvirvles først til den ene side og så den anden, for så at hænge fast en tid, før det atter lade sig bevæge af strømmen.

En anden fordel ved at ha et mål – især da et mål,  man selv har valgt og som man gerne vil nå – er, at det lille Nej er nemmere at sige og holde fast i, når man har det store Ja i tankerne.

Nu er målet jo ikke selve uendeligheden. Uendeligheden er større end det. Er vel nærmest det ultimative drømmemål, den totale udlevelse af de potentialer vi hver især rummer, målet, de færreste når, men kommer man så bare en del af vejen, er det sikkert også godt. Der er i hvert fald intet galt med at drømme stort, det er sundt, især hvis ens skridt omsætter bare en lille del af drømmen til handling ved at føre en nærmere.

Dette er ikke en blog. Det er et kagehus

Dette er ikke en blog - det er et kagehus. Og det er ikke samlet.
Men det er en on-going proces, så hvem ved... måske ender det med at blive til et hus.

Jeg burde ha forstand på huse. Rettelse.

Jeg HAR forstand på huse. Jeg er arkitektdatter, x-snedker/tømrerkone og kan berige enhvert middagsselskab med korrekte udredninger om kuldebroer og U-værdier på vinduer - for slet ikke at tale om 0-energi huse, varme-genvindingsanlæg, ingeniørmæssigt korrekte dimensioner til større bygningsværker eller bare taghældninger og kørestolsramper. Måske endda korrekt blandingsforhold i mørtel og i hvert fald hvilke temperaturer det størker bedst ved.

Den slags...

Når andre klapper af en smuk symfoni, ballet eller kunst, så klapper jeg i mine små hænder af fryd, når jeg nærkigger ting og dansk arkitektur i verdensklasse sådan Bølgen, 8-tallet etc. Jeg har det i blodet. Mine første tegninger var ikke hunde eller tændstiksmænd, men plantegninger i 2D. Med dertilhørende indretning. Når jeg sådan rigtig kedede mig, så blev indretningen klippet ud og flyttet rundt på en ny plantegning.

Kors hvor må jeg ha været et kedeligt barn. Kan faktisk godt forstå at de der lyserøde Barbie-piger, der boede i nærheden ikke gad lege med mig.
Men jeg har nu altid haft et specielt forhold til plantegninger. Jeg blev faktisk ret gammel, før jeg fandt ud af, at det ikke var alle, som i hovedet kunne rekonstruere dør- og møbelplacering samt korrekt længde/breddeforhold over alle de hjem, de havde været inde i.

Det er sandt at sige ikke alle mine kammeraters jeg husker. Hvis jeg gør, så er det pga. noget specielt. Som dengang jeg kom op at slås med en dreng i klassen og fik klasket en flødebolle i håret (der var en, der havde fødselsdag) og fik tilbudet fra en af de andre om at låne hendes nøgle og gå hjem og vaske hår. Det gjorde jeg. Hun havde bare glemt at fortælle at der boede 1 stk. mega stor ulvehund, som følte sig meget alene hjemme og mente jeg var en fæl indbrudstyv, der skulle jagtes rundt mellem entre, stue, værelsesgang, køkken, entre osv. Ikke en spinkel 6. klasses pige med flødebolle i håret, som bare ønskede at finde badeværelset i en fart. Uden selskab af hund. Nåmen, plantegningen af den hundejagterrute kan jeg så også i hovedet, her så mange år efter.

Ellers begrænser det sig til familie, kærester og den slags. Og egne gamle boliger, men den er vel for nem. Nåja, så er der også ferieboliger. Altså, når man vælger andet end et hotelværelse. Den er også for nem. Indimellem stoler jeg faktisk lidt for meget på denne underlige egenskab til på et splitsekund at danne sig overblik over en bolig, tegne et indre billede - og så følge det, så meget, at jeg bliver stædig.

Stædighed kan være en god ting, men ikke når man vågner på Mallorca i en nyindtaget ferielejlighed klokken midt om natten i mørke for at kaste op efter et lidt rigeligt indtag af importøl, og styrer målbevidst hen og kradser tapetet i laser, fordi man har bestemt sig for at badeværelsesdøren skal være der.
Jeg måtte tage en runde retur til soveværelset og frem igen, før det lykkedes at vende hotellejlighedens grundplan inde i hovedet. Det passede elles præcis, hvis jeg havde sovet i stuen. Og nej, jeg rørte ikke øl resten af turen.

Men tilbage til kagehuset. Det må ku lade sig gøre at samle det. Det ved jeg, det kan. Hallo, jeg taler til en, som læser designbøger og udvikling af danske typehuse de sidste 40 år som godnatlæsning. Så kan jeg vel for pokker også finde ud af sætte et hus af kage sammen uden at udsmykningen ryger.

Travl dag uden snert af jul

Klokken er 13.31 og jeg er allerede lettere forpustet.

Jeg har arrangement m. meditation kl 19, så jeg burde egentlig bruge tiden på at:

 tænde stearinlys & røgelsespinde & gå rundt i alle hjørner af hjemmet med mine tibetanske bedeklokker, så tonerne kan drive eventuelle klistrede dårlige stemninger væk, så alt er rent & ubesmittet & nedgearet til rette meditative stemning, når gæsterne kommer.