Må vi slå lidt ihjel

’Må vi slå lidt ihjel’ – overskriften var at finde på tv2’s hjemmeside – og handlede om hvornår man rent etisk kunne forsvare at stoppe for tilførsel af næring til hjernedøde, næstenhjernedøde mm.

Jeg ville hellere vende spørgsmålet om: ’Har vi ret til at holde folk kunstigt i live – bare fordi vi kan?’. Det er vel egentlig mere det, tingene drejer sig om. Ja, jeg ved det. Frygtelig tungt og trist emne, men hvorfor er der ikke flere, der griber fat i det – hele snakken om etik – og ærligt gør sig tanker om, hvad vi som enkeltpersoner og som samfund vil rent etisk. Det nytter ikke bare at tage skyklapperne på, klikke videre til noget andet eller sige: det ved jeg ikke, når talen falder på det tunge.

Lægevidenskaben kan en masse. Skal den alt, hvad den kan? Hvis man kan holde et menneske kunstigt i live år efter år ved at binde det op til maskiner, som overtager livsvigtige funktioner, selv om hjernen ikke fungerer, skal man så det? Hvis man kan redde et menneske ved at flikke det sammen med reservedele fra andre – døde – mennesker, skal man så det? Hvis man kan tage et lille foster, udstødt af moderens krop før tid og holde det kunstigt i live – selv om det udviklings- og vægtmæssigt er mindre end abortgrænsen, skal man så det?

Skal vi på den måde stille os til herre og liv og død? Mangler der ikke bare en snert af accept af døden – som det endegyldige for os alle (selv om vi altid tror det rammer naboen og ikke os selv). Jeg ved, at lægeløftet siger, at man skal redde liv – og det er godt – men skal man redde liv, som ikke har stor chance for nogensinde at klare sig selv, bare fordi man rent videnskabeligt kan? Det er vel let at høre, at jeg ikke mener, man skal. Dermed ikke sagt, at jeg ved, hvor grænsen går – eller om man kan sætte en grænse andet end i hvert enkelt tilfælde, men… sådan helt generelt mener jeg, at mennesker dør til slut, af et eller andet. Hvis vi kan redde livet for et enkelt menneske vha. teknologi, så skal vi da ikke umiddelbart sige nej, men vi skal samtidig have respekt for livet og døden. Det, der er større end os mennesker.

Jeg læste engang en fiktiv bog, en roman, men der var en sætning, der bed sig fast. Det var en ældre kvindelig helbreder, som mange folk søgte. Hvis de spurgte, om hun kunne helbrede dem, så svarede hun altid: ’Jeg kan helbrede enhver sygdom, som den gode gud ikke har bestemt, at du skal dø af’. Se det er jo en hel anden måde at se tingene på. Det sætter andre tanker i sving. At sygdomme nok er sygdomme med hver deres karakteristika og hver deres alvorsgrad, men alligevel kan et menneske i princippet dø af en banal sygdom, mens en alvorlig livstruende sygdom kan overvindes af et andet menneske.  Gør vi det rigtige, når vi prøver at styre alt? Er der en tid at dø for det enkelte menneske? Nogle gange tror jeg det. Så tænker jeg, at det er tid for et menneske. Kan hænde at lægerne kurerer dem, men er det tid, så dør de kort efter af en anden banal sygdom eller kommer ud for et trafikuheld, får et hjerteslag eller hvad ved jeg.

Jeg gik for resten i dag tur i byen med mine døtre. Vi kom forbi stenhuggeren med alle gravstenene, min ældste på 14 pegede på en og sagde, den kan jeg lide, den ved siden af kan jeg ikke lide. Jeg svarede: jeg håber, det aldrig bliver nødvendigt for mig at kunne huske det. Det grinede vi lidt af og gik videre, mens vi talte om grimme og pæne gravsten. Men hvorfor ikke? Er det morbidt at have en mening om gravsten – og snakke om det?

Åbenhed.. lad os da tale om det – det hele. Lad os vende diskussionen om etikken i, hvornår det er ansvarligt at forlænge liv udover den naturlige grænse – og hvornår det ikke er det. Hvad enten det drejer sig om fostre, trafikofre eller oldinge. Døden sætter en naturlig grænse for os alle til slut. Jeg er ikke imod moderne videnskab, men jeg ser det som en blokering, at så få vil tale om, hvad vi kan tillade os at bruge den til.