Halvsyret tekst, ja sikkert, om ikke andet, så småfilosofisk.
Ville du hellere ha haft den om hvor fedt det er når virkeligheden overhaler fiktionen; med udgangspunkt i Rokokopostens artikel om "Alle har ret til en fed begravelse"?
Tjoja, måske. Jeg skrev den, men så skrev jeg også lidt om Tuvas smilehuller i stedet. Det er jo fordelen ved en blog. Man kan smide alle de ligegyldigheder ind, som man har lyst til.
Kommer her:...
Jeg er nørdet, indrømmer det gerne, kan fortabe mig i detaljer, som nu Tuvas smilehuller i kinderne - eller rettere: de der - hudfolder, rynker - som fremkommer, når hun bevæger munden. Jeg er total vild med dem. Vild med de der bevægelige, følsomme udtryk, så ulig botox og glat barnerøv i ansigtet. Hendes ansigt lever. Hun behøver bare at hæve højre mundvig 3 milimeter før man ved, hvad hun mener. På film.
Andre skuespillere har en skæv fortand, som ikke forvirrer, men fremhæver deres spil. Livet er i deltajen.
Kronprinsessen sov med nakkebøjle et helt år -sådan efter hun havde fået børn og var blevet dansk. Var det virkelig nødvendigt? Er intet mindre end det perfekte ok? Findes livet ikke i detaljen? De skæve detaljer. For mig gør de. Det perfekte findes ikke i andet end plastik eller retoucheret form. At stræbe efter det perfekte koster ægte levet liv. Bløde ansigter, som viser, hvad de føler. Hver en streg, hvert et smilehul, hver en rynke vidner om følelser og levet liv.
Jeg er ikke fotograf, bliver det heller aldrig, sproget er min metier. Faktisk har jeg talt slet om det at se verden gennem et kamera i årevis, men alligevel findes livet i detaljen. Indimellem. Det må jeg erkende. Også selv om jeg de sidste 8 år hårdnakket har nægtet at tage billeder af noget som helst. Fik måske for meget. For meget af folk, jeg var sammen med, i det indre af en pyramide i Egypten, på vej ned af en kold og klar snebakke i Norge. Eller en middelalderby med gammelt og nyt liv blandet sammen i Glastonbury. Eller bare Struer en tidlig morgen eller Horsens hovedgade by christmas, for den sags skyld.
Jeg har kørt med andre i en bil med en taxachauffør fuld af dødsforagt på smalle engelske landeveje, den slags, hvor der er plads til en enkelt bil mellem de meterhøje grønne hække. De tog billeder. Jeg sugede det ind. Da vi kom hjem kunne de vise fremkaldte billeder frem for andre, der ikke var med, for at sige - sådan var det. Sådan var nu'et og stedet netop da. Alligevel var jeg den eneste som så en ravn, sort mod den grønne hæk.
Ja, selv var jeg i princippet tomhændet, men alligevel følte jeg mig rigere. Jeg ved da godt, at min hukommelse på ganske menneskelig vis allerede har udvisket en masse fantastiske øjeblikke i fjerne lande. Ved, da godt, at jeg ikke kan vise mine oplevelser frem for andre, på samme måde som de kan - dem, der tager billeder. Alligevel føler jeg mig rigere. Indeni. For selve oplevelsen var for mig rigere. Oplevet uden det filter, som en kameralinse er - med passende tanke på korrekt lys, korrekt vinkel etc. Jeg tænkte ikke, jeg oplevede bare.. som fx. Stonehenge en tidlig morgen, før turisterne kom til. At sidde med ryggen mod en sten i Stonehenge er for mig dirrende, både kold og varm, god og ond, gammel og ny, stille og larmende på samme tid. Ting, man ikke kan sige, blot fornemme. Intet foto kan gengive den slags.
Eller da jeg kravlede foroverbøjet gennem Giza pyramidens varme indre, for at nå ned i det nederste rum i bulderravende mørke, fordi vagterne var bestukket til at slukke lyset, ja da følte jeg det. Eller da en egyptisk politimand, som ikke mente, han havde fået nok bestikkelse, pludselig trak sin pistol midt i en sandet plantage mod os turister. Vi vendte ryggen til og gik videre - og han gav op. Jeg husker det, som det måske måske ikke skete. Havde snapshots hjulpet mig til at genfinde følelsen senere hen?
Som jeg- mindre dramatisk - følte vinden og sneen mod mit ansigt, da jeg stod på ski i Norge. Det er sgi vigtigere end eventuelle senere billeder. Billeder gengiver ikke vindens tryk mod huden eller følelsen af sne, som smelter på øjenvipperne og i munden. Smagen af sand eller sne eller noget helt andet.
Og ja, i dag står jeg tomhændet. Kan ikke bevise for andre at mine oplevelser var andet end tankespind. Og dog oplevede jeg så meget, som indimellem dukker op - ofte ganske uinviteret. Nej, jeg tog ikke billeder af den japanske pige i underkøjen der på 5. sal på et romersk vandrehjem. Jeg lyttede i stedet koncentret til, hvad hun fortalte mig om det at rejse alene ud i verden som quinde. Det bærer jeg med mig - og med den svage menneskelige hukommelse in mende laver jeg sikkert om på mindet efter forgodtbefindende. Det er så, hvad det er.
Er kameraets snapshot mere ægte? Er det mere ægte at vinkle tingene, fokusere på detaljer fremfor helhed - og gemme det i 100 år? Tror det ikke. Alligevel er jeg ikke længere så vred på kameraholderes forvredne, filtrerede verden, som jeg har været. Jeg anerkender, at kameraet har en funktion. Måske som forstørrelsesglas. Det kan fastholde ting og detaljer, man først bagefter fatter betydningen af. Ting, man ikke så, mens det skete.
Og indimellem leves livet i detaljen.. som fx i Tuva Novotnys smilehul.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar