Comfortzone og vatsamfund

Søndag d. 13. november. Okay… lad os se, hvad dette gamle hakkebræt af en pc kan præstere. Lones Lysthus, min elskede røde bærbare med original lak fra Ferrari-fabrikkerne (… og hvem sagde, at det kun var indholdet, som tæller???), er midlertidig ukampdygtig. Ingen lamper lyser, ingen liv, intet strøm – så jeg har været en tur i kælderen og hentet den gamle frem… den, der fylder et helt bord, larmer og som jeg ikke fik solgt gennem den blå avis…

Ready… here we go… Som sædvanlig har jeg noget på hjerte. Denne gang er jeg bare ikke så sikker på, at særlig mange kan følge mig. På den anden side – skulle det være grund nok til at lade være med at skrive… når man nu har noget på hjerte? Desuden er nedenstående et glimrende eksempel på min skrivestil, når jeg kobler alle filtre fra… og bare skriver. Take it or leave it!

Altså… jeg samler på ord og sætninger. 

Det har jeg altid gjort. Jeg har mit eget indre sted, hvor jeg gemmer ordene, for så at tage dem frem engang i mellem og smage på dem, prøve at regne ud, hvorfor jeg netop er faldet over disse ord. 

Ordene betyder altid noget, men sandt at sige kan det tage flere måneder at finde ud af, hvorfor de er vigtige netop nu. 

Som nu med mit aktuelle ord; comfortzone. Ja, det er på engelsk. Jeg kan jo oversætte det til dansk; komfort zone. Jeg ved ikke om det bliver mere klart af den grund…. Nåmen så… behagelighedsområde! Nå, heller ikke?

Som sagt har jeg brugt måneder på at regne ud, hvorfor netop dette ord er dukket op i min samling. Jeg tror, jeg er ved at fatte det – i hvert fald noget af det. Hæng på, for det er en lang forklaring.

Vatsamfundet… det er det,  vi lever i her i Dagens Danmark. Vatsamfundet har den fordel, at man ikke kan komme til skade – med mindre man gør et eller andet helt ekstraordinært – til gengæld kan man heller ikke ånde, men det er så prisen de fleste betaler med glæde. Eller hvad? Er der overhovedet et valg? Har vi andre valg end at acceptere det danske vatsamfund – hvis vi nu er nogenlunde almindelige u-outrerede danskere? Næh, måske ikke. Og hvem tænker overhovedet på at fravælge vatsamfundet?

Nåmen… det er altså det, som jeg kommer til at tænke på med ordet Comfortzone. Det forlænger levetiden for ikke-liv. Vatsamfundet kan også ses som et meget finmasket net, hvor man virkelig skal gøre sig umage for at falde igennem. De få eksempler er vist posedamer og udlandsdanskere, som flygter fra det danske skattetryk. Til gengæld gør dette finmaskede net det også svært at slippe ud uden at blive stemplet som ren idiot.

Vatsamfundet er så almindeligt, at de færreste overhovedet stiller spørgsmålstegn ved det. Jamen, sådan er det bare. Ok, kan hænde at nu’et er sådan for de fleste, men mit spørgsmål er: Ønsker vi dette i fremtiden? Hvad er der af fordele og hvad er der af ulemper ved et vatsamfundet, ved at blive i en komfortzone, fremfor at springe ud på den anden, usikre side?

Tja, hvis det ikke var fordi jeg pt. mener, at fordelene ved at tage springet ud af komfortzonen, langt overstiger ulemperne og langt overstiger de usle vattede belønninger, man får for at blive hvor man er, ja så havde jeg slet ikke begyndt at sætte ord på papir. Men det er svært at formulere. Nuvel – jeg vil prøve.

Visse ting går tabt, når livet mangler udfordringer. Komfortzonen sikrer netop komfort. Den sikrer også, at der ikke sker noget uforudset, noget uventet, noget dramatisk, noget mindre komfortabelt. Den sikrer kort sagt så godt som det overhovedet kan lade sig gøre et behageligt, forudsigeligt, minimalt ubehageligt liv. Meeeen.. er det det, vi vil? At livet er forudsigeligt, rart og behageligt? Ja, naturligvis er det rart, når livet er rart, men hvad mangler der?

Der mangler rigtig mange ting, synes jeg. Først og fremmest LIV. Det liv, der ikke tages for givet. Det liv, der er uforudsigeligt. Det liv, man selv styrer – eller… det liv hvis hændelser man selv lærer at surfe på. Hvor det kan gå godt og hvor det kan gå galt. Det liv, hvor man kan være afhængige af andre end sig selv for at lykkes.  På en eller anden måde, så fjerner vatsamfundet gode gamle begreber som: ære, mod, ærlighed, ægte venskab at gå i døden for en anden, at hjælpe hinanden, at bekymre sig om hinanden, at være nødt til at stole på hinanden, at være afhængige af hinanden.

Alt det, der skaber dybe venskaber og autentiske, ægte mennesker. Og nej, dybe venskaber skabes ikke let i vatsamfundets vennekreds, hvor venner skiftes ud som ens meninger skifter. Hvor venner er nogen, der mener det samme som en selv eller om ikke andet er høflige nok til at holde deres afvigende meninger for dem selv den tid, vi er sammen. Hvor fællesskab er komformitetens skisokker, som varmer så dejligt.

Men det var egentlig slet ikke det, jeg ville snakke om. Jeg ville snakke om nødvendigheden af uforudsigelighed, nødvendigheden af mangel på komfort i livet. Det ægte liv. Det ægte liv er ikke dødsangst – du kan ikke leve, hvis dine handlinger stammer fra dødsangst. Og det er i bund og grund dødsangst, der styrer næsten alt i vatsamfundet; dyrkelse af ungdommen, vitaminpillerne, rynkecremen, alle reglerne for sund livsførsel, livs¬forlængende foranstaltninger. Døden… den snakker man ikke om. Ungdommen favoriseres, for den er symbol på at døden sådan teoretisk set er langt væk. Farer fjernes. Alle pakkes ind i vat, for på den måde er skaderne minimale, udfaldet – som fx lang levetid – forudsigelig. Men… hvad sker der med det enkelte individ, når det pakkes ind i vat? Når det beskyttes for at leve trist, kedeligt, forudsigeligt, men længe? Det mister livsmodet. Det mister livsindholdet. Det mister gnisten. Det mister evnen til at tro på sig selv, tro på egne evner. For hvis der altid spændes et sikkerhedsnet ud under en, så får man aldrig rigtig fornemmelsen af at man virkelig, virkelig kan selv, ind under huden.

Et eller andet sker, når man ikke skal anstrenge sig for at leve. Noget negativt – selv om det på overfladen ser positivt ud. Du behøver ikke gøre dig umage. Du behøver ikke gøre dit yderste. Du behøver ikke yde dit ypperste. Du behøver ikke give alt, hvad du har i dig, for det går jo alligevel. Faktisk er du nærmest idiot, hvis du driver livet for langt ud. Slap nu af. Fald ned i sofaen og se lidt tv som alle de andre. Lad nu være med at anstrenge dig sådan. Anstrengelser kan foregå mellem 8-16, hvis du har et job.  Har du mere krudt, så brug det på vatsamfundsmæssige acceptable udfoldelser som jogging eller fitness i et dertil indrettet center eller koncentrer dig om problemer, der er så passende langt væk, at de ligger udenfor din indflydelseszone, som fx krig i Mellemøsten. Flip ud i dit samtalekøkken, hvis du har lyst til noget eksotisk. Lad nu være med at leve så vildt.

Jeg mener, at dette resulterer i tab af gamle, vigtige værdier. Værdier som igen - ære, trofasthed, kampånd, disciplin, venskab, ærlighed. Lad mig prøve at forklare… Hvis 5 eller 7 eller 17 mennesker er draget afsted på en færd (direkte eller overført betydning), hvor deres indbyrdes måder er være på og indbyrdes samarbejde betyder forskellen mellem liv og død, succes eller fiasko, så binder det disse mennesker sammen. Hver er nødt til at yde sit. Ingen kan tillade sig – som i vatsamfundet – at lægge sig på ryggen og forvente at de andre bærer en. Hver er nødt til at tage ansvar for sig selv og for gruppen som helhed. Man er afhængige af hinanden, er nødt til at acceptere hinandens særheder, fordele og ulemper, for at gruppen kan overleve. Man er nødt til at stole på hinanden, et ord skal være et ord. Ingen kan bare rende fra gruppens aftaler, fordi det lige pludselig bliver  u-komfortabelt.

Hvor ser man sådanne egenskaber i vatsamfundet? Dem, med de tendenser kan naturligvis på ganske acceptabel vis vælge at blive karrierestræbere eller topsportsmænd/kvinder, som en slags sublimering. Men problemet er – livet leves først fuldt ud, når man tager skridtet og går ud over komfortzonen. Livet får først mening, når man ikke længere har som højeste prioritet, at tilværelsen skal være varm, hyggelig og behagelig, tryg og forudsigelig med økonomisk stabilitet fra vugge til grav. Først når man bevæger sig ud over dette, så opdager man det virkelige liv. Det, der gør forskellen. Der, hvor den ene dag skiller sig ud fra den anden. Der, hvor man ikke ved, hvad der sker om lidt, men har lært at leve med uvisheden, fordi man har et andet mål for øje. Nemlig det l e v e d e  liv. I stedet for blot at få tiden til at gå.

Men hvem vil frivilligt følge en der? Hvem giver frivilligt afkald på abonnement på bredbånd, tv og bil til arbejde, når det regner? Hvem undlader at skrive Eva Trio køkkengrej og George Jensen stueditto på bryllupsønskelisten? Hvem giver slip på faste penge på kontoen hver måned, så de lige så faste udgifter kan tage deres del. Det, som ingen vil erkende er tyveri – som fx værdi af egen bolig. Har man hus, må man gå på arbejde for at tjene penge hver måned til dette tyveri, uanset om det så er købt og betalt kontant. Bagsiden af vatsamfundet, komfortzonen… at man lukker øjnene og ikke protesterer, når nogen beder en betale jævnligt, fordi man ejer noget. Fordi man engang købte noget. Værdi af egen bolig. Hvad med værdi af eget toilet eller eget køleskab? Eller bare fordi man solgte noget, tjente noget. Modsvaret er jo klar med det samme: Jamen ønsker du ikke pasningsgaranti eller gratis skolegang for dine unger eller læge eller reparation af hullerne i vejene og sikringsanstalter til alle tosserne og de kriminelle, så de ikke render rundt og generer pæne mennesker? Ønsker du det, jamen så er du da nødt til at forstå, at vi må tage dine penge!

Regler regler regler. Regler som en spændetrøje. Den holder os fast og gør, at vi ikke kan rokke bare den mindste smule med ørerne, hvis vi altså ønsker at forblive trygge og varme og sikre i vatsamfundet. Her er så rart. Vi ved, hvor vi er på vej hen – mens vi hygger os med at snakke om, at det hele går af helvede til, det er så dejlig trygt og forudsigeligt at have noget at brokke sig over. Vi ved, at hvis vi går i andres fodspor, så kommer vi aldrig først, men det er også lige meget, for vi vil ikke først. Vi vil ikke finde vores egen vej. Vi vil bare have en garanti for, at vi ikke kommer på afveje og at andre ikke peger fingre af os og stikker til den indre nagende tvivl om vi nu også kan selv – uden at spørge andre til råds.

At vi ikke – bare et kort sekund – havner sultne og kolde og ukomfortable i det virkelige liv en dag, det regner. Derfor bøjer vi nakken og betaler&samtykker for at få denne forudsigelighed. Penge er det mindste, vi betaler. Det mest værdifulde vi betaler med er vores egen autentiske ret til at bestemme over eget liv. Ansvar for os selv – når det går godt og når det går skidt. Det går fløjten.

Den alternative verden er ingen undtagelse. Også her hersker vatsamfundet. Lær mig at blive en udvalgt, så gud ikke afviser mig. Spå mig – vis mig min fremtid. Giv mig garanti for at min vej fremover befinder sig i komfortzonen. Eller… lad mig være en del af jeres fællesskab, så jeg – når jeg stolt mener at have sprællet og gjort modstand mod det traditionelle vatsamfund – kan varme mig i alternative skisokker.

Men der er ingen forskel. Vil du være som alle de andre, alle dem du omgiver dig med, så befinder du dig i et vatsamfund. Så er du bange for at træde ud af din komfortzone. Det gør ingen forskel at erstatte det traditionelle med tro på engle/mestre, åndelige hierakier og fasttømrede indvielser eller føøøølsomhed, som kun kan udfoldes blandt ligesindede positivt sensitive uden dårlige vibrationer. Eller gurudyrkelse eller det at meditation skal foregå efter et bestemt helligt mantra, i en bestemt hellig yogastilling i et bestemt antal minutter hver dag og helst i et bestemt helligt hjørne af din hjem. Eller hvis du kun kan bede en bøn, hvis dit hoved vender den rigtige sydvestagtige retning, eller bønnen siges et ganske bestemt antal gange, eller du indtager et ganske bestemt antal dråber fra en lille hellig flaske eller du først husker at dedikere bønnen til et passende mellemled, såsom jesus, jomfru maria, sct. Michael eller hvad ved jeg. Det gør ingen forskel. Det er for mig at se alt sammen del af vatsamfundet. Du ønsker garantier. Derfor følger du bestemte forskrifter, følger de veje, andre har skrevet ned og nu lærer videre til dig.

Men nej…. Først når du erkender din egen individualitet, erkender ansvaret for dig selv og alt hvad du indeholder, og begynder at gå din egen vej uden at skele til hvad andre mener er det rigtige at gøre, først der har du taget de første skridt ud af det beskyttende, behagelige vatsamfund.