Men det er en on-going proces, så hvem ved... måske ender det med at blive til et hus.
Jeg burde ha forstand på huse. Rettelse.
Jeg HAR forstand på huse. Jeg er arkitektdatter, x-snedker/tømrerkone og kan berige enhvert middagsselskab med korrekte udredninger om kuldebroer og U-værdier på vinduer - for slet ikke at tale om 0-energi huse, varme-genvindingsanlæg, ingeniørmæssigt korrekte dimensioner til større bygningsværker eller bare taghældninger og kørestolsramper. Måske endda korrekt blandingsforhold i mørtel og i hvert fald hvilke temperaturer det størker bedst ved.
Den slags...
Når andre klapper af en smuk symfoni, ballet eller kunst, så klapper jeg i mine små hænder af fryd, når jeg nærkigger ting og dansk arkitektur i verdensklasse sådan Bølgen, 8-tallet etc. Jeg har det i blodet. Mine første tegninger var ikke hunde eller tændstiksmænd, men plantegninger i 2D. Med dertilhørende indretning. Når jeg sådan rigtig kedede mig, så blev indretningen klippet ud og flyttet rundt på en ny plantegning.
Kors hvor må jeg ha været et kedeligt barn. Kan faktisk godt forstå at de der lyserøde Barbie-piger, der boede i nærheden ikke gad lege med mig.
Men jeg har nu altid haft et specielt forhold til plantegninger. Jeg blev faktisk ret gammel, før jeg fandt ud af, at det ikke var alle, som i hovedet kunne rekonstruere dør- og møbelplacering samt korrekt længde/breddeforhold over alle de hjem, de havde været inde i.
Det er sandt at sige ikke alle mine kammeraters jeg husker. Hvis jeg gør, så er det pga. noget specielt. Som dengang jeg kom op at slås med en dreng i klassen og fik klasket en flødebolle i håret (der var en, der havde fødselsdag) og fik tilbudet fra en af de andre om at låne hendes nøgle og gå hjem og vaske hår. Det gjorde jeg. Hun havde bare glemt at fortælle at der boede 1 stk. mega stor ulvehund, som følte sig meget alene hjemme og mente jeg var en fæl indbrudstyv, der skulle jagtes rundt mellem entre, stue, værelsesgang, køkken, entre osv. Ikke en spinkel 6. klasses pige med flødebolle i håret, som bare ønskede at finde badeværelset i en fart. Uden selskab af hund. Nåmen, plantegningen af den hundejagterrute kan jeg så også i hovedet, her så mange år efter.
Ellers begrænser det sig til familie, kærester og den slags. Og egne gamle boliger, men den er vel for nem. Nåja, så er der også ferieboliger. Altså, når man vælger andet end et hotelværelse. Den er også for nem. Indimellem stoler jeg faktisk lidt for meget på denne underlige egenskab til på et splitsekund at danne sig overblik over en bolig, tegne et indre billede - og så følge det, så meget, at jeg bliver stædig.
Stædighed kan være en god ting, men ikke når man vågner på Mallorca i en nyindtaget ferielejlighed klokken midt om natten i mørke for at kaste op efter et lidt rigeligt indtag af importøl, og styrer målbevidst hen og kradser tapetet i laser, fordi man har bestemt sig for at badeværelsesdøren skal være der.
Jeg måtte tage en runde retur til soveværelset og frem igen, før det lykkedes at vende hotellejlighedens grundplan inde i hovedet. Det passede elles præcis, hvis jeg havde sovet i stuen. Og nej, jeg rørte ikke øl resten af turen.
Men tilbage til kagehuset. Det må ku lade sig gøre at samle det. Det ved jeg, det kan. Hallo, jeg taler til en, som læser designbøger og udvikling af danske typehuse de sidste 40 år som godnatlæsning. Så kan jeg vel for pokker også finde ud af sætte et hus af kage sammen uden at udsmykningen ryger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar