Hed hyldest til mit bibliotek

Jeg har – atter engang – genfundet bibliotekets glæder. Ahhh, Roskilde Bibliotek, et dejligt sted, der næsten, bare næsten, får mig til at overveje at betale min skat med glæde.

For det er da et skatkammer til fri brug for alle. Man kan gå direkte ind fra gaden for at finde og hjembringe bøger, musik og film. Man kan sætte sig i en magelig stol ved vinduet med behageligt frit udsyn over parken og en bog i skødet for at se begavet ud, mens man slapper af.
Man kan spille spil og høre historie på børne­biblioteket eller man kan finde lokalet med Netværkstedet. Der er jeg sådan cirka hver anden dag.

En ny og anderledes verden, som min hjemlige internetmangel har drevet mig ud i. Der står 20-25 maskiner og man må ikke medbringe kæledyr, snakke, spise, drikke eller tale i telefon. Men derfor kan man jo godt sådan nysgerrigt lade blikket glide rundt og iagttage de andre internet-hjemløse, der også kommer her, mens man tjekker mails mm. Udstyret med en USB-dims, jeg hele tiden får forvekslet med min lighter i tasken, går det som en leg at flytte ting fra Lones Lysthus, altså min bærbare, til bibliotekets hakkebrætter og retur. Den eneste formildende omstændighed ved dem er som sagt den famøse internetadgang, men jeg kan helt ærligt allerede mærke min gamle museskade komme puslende frem igen.

Nåmen… selve biblioteket. Jaja, jeg har en lang bibliotekshistorie bag mig. Min mor er skolebibliotekar, på en anden skole end den jeg gik på, og jeg fik mit første job med at stille bøger på plads hver den første uge af sommerferien. Derefter jobbede jeg i frikvartererne på min egen skole og bandt bøger ind derhjemme. Et pokkers besvær. Selvklæbende, gennemsigtigt folie i ruller, hvor papiret hives af, bogen placeres opslået på den klisterede side, hvorefter man rent teoretisk med en saks let og problemfrit klipper hakker ved bogryggen, og hjørnene og folder folien på plads.

Voila – et styk fint indbundet bog – som man slet ikke kan se er indbundet, men som nu med lethed klarer den hårde skolehverdag, hvor den på et tidspunkt uværgerligt opnår nærkontakt med en makrelsalatmad eller en vandpyt. Pyt med det – lige til at tørre af. Ja, sådan er det rent teoretisk at binde bøger ind. Rent praktisk er det en anden sag. Disse ruller, ja - de har det med at rulle, klistre sammen de forkerte steder, folde, og især, af en eller anden underlig grund, lave bobler. Man kan prøve at tvinge luftrummene ud mod hjørnerne med en lineal, men de sidste bobler må prikkes forsigtigt med en nål. Sådan.

Og sikke da et langt tilbageblik. Nå…. Da jeg var 11 år, opdagede jeg voksenbibliotekets faglitterære afdeling. Kender du det? På et eller andet tidpunkt opdager man som barn en flig af de voksnes verden, og man bliver lidt fornærmet over, at de har holdt denne del af virkeligheden skjult for en. Sådan føltes det. Hvilket vidunderligt sted at blive sluppet løs. Jeg skulle dagligt tage bussen hjem fra den ene by til den anden, og lige ved bussen lå biblioteket. Underligt, at jeg ikke er blevet krumrygget af alle de bøger, jeg slæbte hjem. Og underligt, at hverken udlånsskranken eller min mor greb ind i mine læsevaner. Jeg slugte bøger. Og de fleste passede sig ikke for min alder, så hvad jeg fik ud af dem, var nærmest hjemmestrikkede filosofier forklædt som virkelighed, for jeg diskutterede dem aldrig med nogen.

At læse Freud og Stanilav Grof eller Suzanne Brøgger og salgsteknikkens kropssprog som 11-12 årig er måske ikke særlig anbefalelsesværdigt, men jeg startede fra en ende af og læste hylderne igennem, lidt her og lidt der. De eneste børnebøger jeg gad læse, var vist De5 bøgerne. Resten – og min mor kom lokkende med en del – rubricerede jeg som uønsket ’socialrealisme’. Det var nu også moderne, det med socialrealisme til børn, dengang jeg var barn. En del af min mors job var at lave boganmeldelser til de jævnlige bogmøder og kunne hun få mig til at læse, så slap hun selv. Hmhm.

Men min kærlighed til biblioteker fortsatter op gennem voksenalderen. Af forskellige skammelige grunde har jeg bare holdt mig væk i perioder, fordi… ja fordi altså, ja det er en lang historie. Ok. Fordi jeg af forskellige, i grunden ganske acceptable grunde ofte havnede i ikke at få afleveret bøgerne til tiden. Og så falder der altså nogle gevaldige regninger.

Som nu dengang jeg flyttede hjemmefra og efterlod en pose bøger under mine forældres trappe i kælderen. 2 år efter bankede det på døren og en vindtør mand bad mig finde en acceptabel afdragsordning eller aflevere bøgerne og betale en mindre bøde. Piiinligt. Heldigvis stod bøgerne, hvor jeg havde sat dem, og biblioteket var glade for at få dem tilbage. Men jeg holdt mig væk de næste par år.

Og sidste gang jeg fik en regning, var det altså virkelig ikke min skyld. Alligevel var det så pinligt, at jeg ikke var på biblioteket i over et år. Og hvorfor pinligt egentlig? Jeg mener, det kunne jo ikke ses på mig, vel? (Af dette kan du læse, at jeg indimellem kaster mig over nogle gevaldige ubrugelige gammeldags skyldtrips, jeg ikke altid kan beherske, og derfor opfinder ligeså ubrugelige afsoninger. FY!)

Nåmen… det VAR altså ikke min skyld. Min gamle elskede bil blev stjålet lige inden jul. Jeg kom ned som jeg plejede og kastede som jeg plejede et blik på parkeringspladsen, hvor den plejede at holde – og så var den søren suseme væk! Meget frækt!

Da jeg fik den tilbage igen, var den ryddet helt op, der var hældt benzin på tanken og kommet luft i dækkene. Meget høfligt. Uheldigvis var alle låse boret ud og reparationerne oversteg værdien. Så jeg kørte den den sidste tur til skrothandleren, og min far hældte salt i såret ved at sige: -Den kører nu meget godt.

Først lang tid efter jeg havde vinket farvel – og modtaget en besked om, at man i Ledreborg Skov havde fundet nogle af min ting fra bilen, som var gennemblødt af regnen og derfor kørt til destruktion, ja… da var det altså, at det gik op for mig at de også havde stjålet en pose biblioteksbøger, der stod på bagsædet. Frækt.. virkelig frækt! Nå, det ene med det andet. Regning 3.000 kr. Forsikringssag, kun erstatning for bøger ikke bøder, tovtrækkeri osv. Resultat… jeg har først nu – atter engang – genfundet bibliotekets glæder.

Jeg har udstyret begge døtrene med spritnye lånerkort, den ældste på 15 har aldrig været og bliver aldrig nogen læsehest, men lidt om heste, kaniner og tegning fra de faglitterære hylder, kan da lige gå an. Jeg er ikke gammel nok til at lokke eller tvinge hende, for jeg har stadig min egen mor frisk i erindringen.

Den yngste på snart 5 er temmelig begejstret, men har ikke helt fattet conceptet endnu. Skal vi ikke købe den her, mor? spørger hun stadig, mens jeg pædagogisk prøver at forklare fordelen ved det store udvalg, man kan bytte ud, når man har lyst. Men den holder ikke helt, for hvorfor skal Pixiline afleveres for at andre børn kan låne spillet – når man nu lige er kommet så godt i gang. Men sådan er det.

Og hvad slæber jeg så selv med hjem? Jeg blander Camilla Plum med Rudolf Steiner, Harry Potter med Stuart Wilde. Ahh.. Harry Potter, 3 lykkelige løsrevne dage, mens jeg læste de 6 første bøger. Mig og min sofa, med kaffe, vand og rugbrødsmadder med sennep, peberrod og lidt kødpålæg indenfor gribevidde. Jeg markerede overgangen fra lys til mørke udenfor ved at donere mig selv et glas rødvin, så sig ikke jeg var helt opslugt. Men selv mine drømme udspillede sig i et Harry Pottersk univers. Meget interessant ;-) Alt for hurtigt overstået, men havde det trukket længere ud. havde det på den anden side nok hængt mig ud af halsen.

Og så har jeg opdaget bibliotekets videoafdeling. Anede faktisk ikke der var en sådan, men nu jeg ikke kan se fjernsyn, kastede jeg mig over hylderne, som er godt gemt af vejen i kælderen. Jeg har tilbragt 100 behagelige minutter i selskab med kokken Boserup, lækker lækker mad uden en eneste madopskrift – men pyt med det. Og jeg ville have set ’De hemmelige ord’ om fundet af Thomasevangeliet – hvis det altså ikke lige var fordi at filmen i etuiet viste sig at hedde Past Midnight sådan ala gyser. Utrolig så frække folk er… med mindre det altså ikke var en fejl. Nå pyt igen.

I stedet har jeg set Angkor Vat i Cambodia, hvor jeg gerne vil hen en dag, og spændende utraditionelle film, hvis genre jeg slet ikke kan komme i nærheden af at definere. Om lykken og folks liv – tilfældige folk fra hele verden. Skæve eller smalle film, som væver en ind i et andet univers, mens man ser dem. Og, har jeg lagt mærke til, først og fremmest rolige film, hvor det normale skønlitterære actiontempo slet ikke er til stede. Jeg har kæmpet mig igennem ’Teorien om Alt, T.O.E.’ med højenergifysikeren Holger, ham med den højenergiske, stemme, og uden at skamme mig indrømmet at jeg ikke forstod en skid. Nåja, det med kvarker osv. forstod jeg, men resten….

Uanset hvad… biblioteket bliver jeg ikke træt af lige foreløbig. Nu skal jeg bare huske at aflevere til tiden, så er den i vinkel.