Jeg har lige været 4 dage ude i den virkelige, ikke-virtuelle verden. Jeg har fået en ældre dames livshistorie, fortalt med texansk accent og ledsaget af lyden af alle hendes klingende guldsmykker, på et malerisk torv i Verona, hvor vi spiste hver vores fiskeret, mens historien trak ud, så jeg var nødt til at tage kaffen med også.
Jeg har været stille sammen med 22.000 andre mennesker i det udendørs amfiteater i Verona, mens operaen Aida blev opført på scenen, og uden at veksle et eneste ord med nogen, været en del af noget – noget fælles.
Jeg har delt ½ flaske rødvin med en italiensk dame i spisevognen i toget mellem Verona og Rom. Vi havde intet fælles sprog, men vores smil og fagter var nok til kommunikation.
Jeg har stået på et ukendt romersk torv en sen nattetime og fået et langt, dybfølt og velafbalanceret foredrag om Grønlands problematiske overgang fra shaman- og fangersamfund til kristendom og dansk klingende mønt, fortalt på så langsomt og eftertænksomt dansk, at det blev poetisk – af en ung pige, som var nyforelsket og derfor meget smuk. Hendes blide smil husker jeg ligesågodt som hendes ord.
Jeg har diskutteret fordele og ulemper ved at rejse alene rundt som kvinde med en japansk pige i underkøjen på et romersk vandrehjem. Mens hun stod på hovedet, fordi hun dyrkede yoga.
Jeg har siddet ved siden af en nonne til messe i Peterskirken i Rom og pludselig følt, at vi i vores ensartede ceremonielle adfærd - sid ned, stå op, knæl, sid ned, stå op - har haft noget tilfælles, selv om vi ikke vekslede et eneste ord.
Jeg har snakket om Roms forside og bagside med en ung pige, som eskorterede mig til den nærmeste Bancomat og retur, fordi mit Visa ikke virkede i hendes forældres butik, mens vi delte en smøg.
På den ene side overfladisk snak det hele – hvor dybt når man at tale med fremmede på et kvarter eller et par timer? Men samtidig menneskelig kontakt på andre niveauer end ord, som jeg bærer med mig hjem i rejsetasken, og som på sæt & vis er lige så meget værd eller… noget andet værd… end samtale via internettet.
Hjemkommet fra denne korte rejse er jeg fuldt bevidst om det, der altid sker, når jeg kommer hjem. Folk er mere åbne overfor mig, fremmede snakker – naturligvis fordi jeg selv er mere åben. Fx damen i bankens kasse, som jeg har set flere gange før uden at veksle et eneste overflødigt ord med, hun begynder pludselig at sige, at hun er helt vild med min nye taske, men at den desværre vel er fra udlandet – og pludselig er vi langt inde i en snak om Rom, mens køen bag mig vokser. Jeg falder i snak med et ukendt postbud, osv. Connection. Hvad kommer det af? Åbenhed.
Mennesket udsender i bund og grund kun to signaler; det ene siger Kom, det andet siger Skrid. Over nettet forpludres denne enkle kommunikation, fordi den netop består af alt andet end det skrevne eller talte ord. I levende live stråler den laserklart, så alle ubevidst opfatter budskabet. Ingen er i tvivl om det var Kom eller Skrid. Og Kom kom kom er uendelig meget mere givende i det lange løb, for intet menneske er en ø, selv ikke en person med så stærke eremit-tendenser som mig.
Mangel på internet TVINGER en til menneskelig kontakt. Internet KAN være en erstatning for en small-talk partner. Mangel på menneskelig small-talk partner TVINGER en til kontakt til ukendte. Kontakt til ukendte er givende, for her får man noget at vide, man ikke vidste i forvejen. Deler noget, man ikke kunne dele i forvejen.
Men men men… jeg nægter at hoppe med på den togvogn, hvor der står "Alting var bedre i gamle dage" eller "Internettet er pseudo og forhindrer menneskelighed" på siden. Ja, internettet er afhængighedsskabende, alt efter hvordan det bruges, på samme måde som anden ’flugt’ fra virkeligheden er; såsom TV, at læse ugeblade om mennesker man aldrig har mødt men tror man kender, reklamer, lægeromaner, tegneserier, pc spil og troen på at det at brokke sig er kommunikation. So what??? Hvis internettet er skadeligt, så er det nok mere alt det elektroniske P.I.S. der strømmer ud fra det – men så er det også YT med mikroovne, mobiltelefoner, musikanlæg og hvad ved jeg.
Mangel på internet sikrer ikke nødvendigvis givende kommunikation med andre levende. Der skal mere til. Man skal som sagt udstråle Kom, og det skal man også på nettet. Og vel kan følelser videregives via ord. De fleste aner faktisk ikke hvor meget de egentlig viser af sig selv, når de skriver. Hvis man læser en tekst et par gange, så dukker det dybereliggende billede ofte frem. Det kræver ro og tålmodighed – og mon ikke mest det er det, der mangler, når internet-kommunikation forpludres, på nøjagtig samme måde, som det sker i levende live.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar