Indimellem er det vigtigt at indstille blikket mod uendeligt

Indimellem er det vigtigt at indstille blikket mod uendeligt.

Det sagde min øjenlæge i hvert fald den dag, jeg besøgte ham. Samme besøg hvor han, mens han kiggede på mig gennem et eller andet apparat, smed en uventet ros af sig: -Du har nogle virkelig flotte nethinder (eller sagde han hornhinder???)

 –Ih, tak, svarede jeg, det kompliment har jeg aldrig fået før. Han blev lidt forvirret og rablede noget teknisk af sig med langstrakte net(eller var det horn)hinder ved nærsynethed, fremfor normalt rundede. Og jeg fortrød strax, at jeg altid er så rapkæftet og taler, før jeg tænker… den søde mand.

Men tilbage til uendeligheden. Jeg tænte på det i dag, da jeg gik hjem efter indkøbet i byen. Det var skyet og blæsende, så himlen ændredes konstant. Og i stedet for, som jeg plejer, at fokusere på 60 cms afstand for at se, hvad der står på skærmen, eller de max 2 meter frem, det kræves at finde fortorvet uden at ramle ind i noget, ja så er det godt indimellem at se så langt som man kan. Allerbedst en horisont udover vand, men i mangel af bedre kan enhvert åbent kig bruges. En lang gade fx eller det at lægge nakken lidt tilbage og så på himlen. Det er næsten som om ens øjne slapper af og siger tak. De små rynker glattes ud og ansigtet falder i rolige folder.

Også i overført betydning kan det være vigtigt at indstille blikket mod uendelig. Vi går ofte og ser det nære, det lige foran næsen, fokuserer på det – og glemmer måske de åbne vidder, det lange blik, målet, hvor er jeg på vej hen. Fedt at leve i nuet, men surt at opbygge sit liv med lutter brandslukning af pludseligt opståede problemer, fremfor at bevæge sig målrettet mod noget… i en eller anden retning. Hvilken er nærmest ligegyldig, bare man bevæger sig bevidst. For hvis man ikke gør, så bevæger selve livet sig alligevel og vel flytter man sig, men mere på samme måde som et blad i bækken, der hvirvles først til den ene side og så den anden, for så at hænge fast en tid, før det atter lade sig bevæge af strømmen.

En anden fordel ved at ha et mål – især da et mål,  man selv har valgt og som man gerne vil nå – er, at det lille Nej er nemmere at sige og holde fast i, når man har det store Ja i tankerne.

Nu er målet jo ikke selve uendeligheden. Uendeligheden er større end det. Er vel nærmest det ultimative drømmemål, den totale udlevelse af de potentialer vi hver især rummer, målet, de færreste når, men kommer man så bare en del af vejen, er det sikkert også godt. Der er i hvert fald intet galt med at drømme stort, det er sundt, især hvis ens skridt omsætter bare en lille del af drømmen til handling ved at føre en nærmere.