Onsdag d. 18. januar. Hmmm… har haft en ok dag, men ellers ikke lige min kop the. Total udlevelse af prinsesse-drømme i et pudret, blondepyntet, hvidt kvindeunivers. Tilsat flødekarameller og isvand. Og well-being musik strømmende ud af skjulte højtalere, så man skulle tisse hele tiden – enten af isvandet eller delfin/hvalsangens rislende lyde.
Og underskørter, der bliver sat på gulvet, fordi de kan stå selv vha. stålwire… eller sådan noget. Og skoene af eller blå beskyttelses-plastik-overtrækssko på som i børnehaven (ret ufedt om vinteren for de utallige forældre, der glemmer at tage dem af igen på vej ud til bilen. Men altid rart med et morgengrin over folk, der står på røven…. bare ikke det er en selv) .
Kort sagt… mig… ridderen… hvis inderste drømme består i ædelt at komme andre til undsætning i nødens stund. Krigeren, som på sin hest i fuld galop med højt hævet lanse frelser landet fra undergang… eller det, der er værre. Eller hvis det skal have et feminint touch, så Athene for fuld udblæsning i gylden rustning med Medusaskjold & det hele. Ja, jeg var altså i et svagt øjeblik blevet helt blød i knæene over søsters invitation til at deltage i udvælgelse af… trommehvirvel tak… brudekjole! Som hun, uden at sige det direkte, i telefonen fik vinklet til virkelig at være en ære.
Ja, jeg vil ikke lyde utaknemmelig. Jeg tror hende skam gerne, for det er et ukendt univers for mig, det der med de uskrevne regler indenfor bryllupsplanlægning – selv om jeg da har en teori om, at der ikke længere i disse internettider overhovedet eksisterer nogle uskrevne regler. Nu er de alle skrevet ned og lige til at google og ovenikøbet samlet på dertil indrettede sites.
Uheldigvis er alle landsdeles særregler kommet med, så man nu skal efterleve alle og ender med persille og mønter i skoen, foruden veninders bryllupsringe indsyet i kjolen, noget blåt, hvidt, lånt, nyt, perler, strømpebånd, slåen på tallerkener, visning af strømpebånd, kysserier både over og under bordet osv osv osv osv osv osv osv osv.
Anyway… jeg bevæger mig flux videre fra et kommende surt opstød – som absolut intet har at gøre med ditto rønnebær – men en del af grunden er altså også, at søster - ligeledes pr. telefon - har tildelt mig den store ære at være Toastmaster (regler for dette kan jeg naturligvis også google mig til) – og jeg nåede at sige ja, inden hun fortalte, at de havde inviteret 70 mennesker. Nå. Jeg satte mig omgående til pc’en og lavede en toastmaster rap på 8 vers om alt det praktiske incl. lidt andet sjovt, som rimede. Hvis jeg tør – hvad jeg nok ikke gør – starter jeg med at synge de to første vers pivfalsk for så at sige det lyder dårligt og tager den én gang til som rå rap.
Tilbage til dagen. Søster skulle sove hos mine forældre, jeg skulle komme derover. Vi skulle gå de 10 minutter det tager at komme til banen, tage toget i 8 minutter, stå af og gå i 5 minutter. Så var vi der. Men… som det altid ender, så kørte far os, satte os af foran butikken, hvor tilstødende søsterveninde (nejnej – ikke frastødende – det viste sig, vi havde nogenlunde samme kjolesmag) strax efter ankom.
Og så gik det løs. Søster havde temmelig faste meninger om den sag. Vidste, hvad hun havde inden i sit hoved (som naturligvis slet ikke fulgte eksisterende mode, hvilket eliminerede 95% af alle kjoler). Nu gjalt det bare om at finde det. Dette var kun første visit. Der var aftalt endnu to besøg andetsteds spredt over landet – for aftaler gør man i den branche. Man bestiller tid, kommer ikke bare vindblæst forbi en lørdag formiddag efter den obligatoriske tur i Netto. Tror aldrig det sted har set en gul Nettopose. Det virkede ikke sådan.
Nå… de havde udsalg. Og mange kjoler. Rigtig rigtig rigtig rigtig mange kjoler. Alle sammen hvide. Jaja, jeg ved da godt, at sådan skal det være, men man bliver altså helt sneblind, når man skal se detaljer sådan et sted. De brugte vandrør til at hænge dem op på i lange baner.
Jeg havde kun én brugbar kommentar inden gennemgang. Undgå torpedo-barm! Søster er fyldig og kvindelig i formen – og en sådan form kommer bedst til sin ret som den er, blød og feminin som marcipan. Spændt op, ind, ud osv bliver den… kunstig, stiv og utiltalende som størknet karamel…. Hvilket naturligvis kun er min helt egen personlige mening, men søster tog den til sig. Og nævnede det med torpedobarmen adskillige gange op til brylluppet – og det var mange, for kjolen blev købt to måneder før.
Nå… prøverum på størrelse med en mindre butik, spejle naturligvis, og en sælger vi havde helt for os selv i to timer. Først prøvede hun én kjole – den var på tilbud og perfekt. Så prøvede hun 14 andre. Så gik vi på pizzaria, og mens søster var på toilettet, blev veninde og jeg enige om, at den første var perfekt og lige så enige om, at det ville vi aldrig sige, før hun selv sagde det. Så det sagde hun så – og vi nikkede samtykkende.
Retur efter tiltrængt påfyldning prøvede hun igen, og så resten…. Kjole var nærmest det mindste af det. Så var der slør, så var der diadem, så var der skørt, så var der fake mink cape og så var der vist ikke mere. For sko, undertøj, halskæde osv skulle ikke købes der. Men.. det lykkedes. Søster var glad, men samtidig trist over, at det allerede var overstået. Hun overvejede seriøst at tage de næste to besøg med også, bare for glæden ved at prøve – selv om kjole og tilbehør nu var købt og betalt.
Jeg var total udmattet, da jeg kom hjem. Godt jeg ikke har et særlig aktivt shoppegen, for det er godt nok anstrengende at bruge penge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar