Skolelærere og kærlighed

Altså... da mor her var dreng, var skolelærere et ganske andet folkefærd end i dag. Helt sikkert.

Men nu gik jeg jo også i privatskole og ovenkøbet af den gammeldags slags, hvor dansklæreren hed Fru Anker Nielsen.

Først mange år efter gik det op for mig, at det der med Anker egentlig skyldtes, at det var hendes mands navn. Hallo!!!

Jeg gik i privatskole - uheldigvis og udelukkende fordi min far i sine yngre dage var en uforbederlig snob med en stærk trang til at kravle op af den sociale rangstige.(Det var gået over, da de fik min søster 9 år efter.)

Min mor var nemlig folkeskolelærer i en anden by, men....

Ja, min mor...

Hun fandt for alvor ud af, at hun var ude af sync med tiden, da hun gik fra at hedde Fru Jensen til at hedde Ulla, matematiklærer på 30. år. Hun nåede 40+ i alt. Det var dengang.

Først mandens navn i stedet for sit eget. Så fornavn i stedet for efternavn og så....

Ja, hvad så? Min datter kom hjem fra 4. klasse (i den lokale folkeskole, som vælges til og ikke fra og geografisk ligger i villakvarterernes og de velbjærgede uskilte forældres smørhul og derfor faktisk på ingen måde adskiller sig fra en snobbet privatskole. .Jeg mener... de eneste børn med anden hudfarve end bleghvid er adoptivbørn, som det mindst kræver 100.000 i friværdi at hente hjem og kalde sin egen).

Anyway... min datter kom altså hjem og fortalte en sød historie om en af de mandlige lærere. En historie om ulykkelig kærlighed. Vi kom til at tale om det der med kærlighed, da vi pt. genser (for mit vedkommende) og ser for første gang (for min datters vedkommende) mine gamle videofilm, som ellers har gemt sig på loftet for at samle støv.

Hun bliver 11 år på søndag og der er virkelig sket noget de sidste par måneder. Hun er gået fra at være barnligt barn til at være barnlig ung og ungt barn. Jeg følger hende gerne. Det er så dejligt at se ens børn udvikle sig. Hendes udvikling pt. går i retning af ikke at se de gamle børnefilm, men snuse til voksenfilm. Vi har ikke tv, så for mig er det en sød måde at være sammen på som familie, at se film.

Så det gør vi. Hun er ingen ørn til engelsk - for nu at sige det pænt - så filmene kan ikke ses solo. Jeg oversætter til dansk børnesprog. Indimellem oversætter jeg lidt upræcist. Fx sætningen "Hvis du ikke gør som jeg siger, vil jeg rive hovedet af dig og voldtage dit kranie" eller "Hvis du ikke gør som jeg siger, så sømmer jeg din pik op på væggen". Altså hmm... en ellers uskyldig amerikansk kærlighedsfilm, som bare indimellem flippede lidt ud på den ikke-børnevenlige måde. Men mor her er jo hurtig i roen til at tænke, så oversættelserne bliver ok 11-årig venlige.

Hun læser undertekster og alle andre tekster meget langsomt, så det går som regel, især kombineret med hendes indbyggede blufærdighed, men indimellem protesterer hun dog: -Mor, jeg syntes der stod pik. -Nejnej, skat, der stod noget med et nik. Nå videre i teksten.

Vi ser altså kærlighedsfilm sammen. Og det interesserer hende meget. Vi taler om, at der er mange måder at fremstille kærlighed på i film og bøger og vi nikker i takt. Indimellem kommenterer hun med, at den der film i opbygningen ligner Tryllefløjten og så er det mig, der bare nikker, for den kan jeg altså ikke huske.

Men vi taler om, at der er kærlighed og der er ulykkelig kærlighed og der er den slags kærlighed, som man slet ikke kan genkende, når den kommer til en, så man tror, det er noget helt andet.

Og som det indimellem gammelkloge barn, hun er, sagde hun i går: -Mor, jeg tror, det er rigtig godt, at jeg ser kærlighedsfilm. Så kan jeg lære noget allerede nu, og ikke om fx. 10 år, hvor det måske vil være for sent, så jeg slet ikke ved noget om kærlighed, når jeg møder den selv.

-Ja, fint skat. Det er vigtigt at vide noget om kærlighed.

-Mor, skal jeg fortælle dig noget om ulykkelig kærlighed?

-Øh, ja.

-Okay. Du ved godt J., ikk. Vores lærer. Han var der ikke i går. Og ved du hvorfor, han ikke var der? Det var fordi, han oplevede ulykkelig kærlighed.

-Hvad? Hvad for noget?

-Jo. Han er allerede skilt en gang, men nu skal han opleve det igen. Han kone har bedt om ½ år fri, hvad hedder det nu, det der før man kan blive skilt?

-Separeret?

-Ja, netop. Det har hun bedt om og så er hun flyttet. Og ved du hvad, mor? Han elsker hende. Det er ulykkelig kærlighed, så derfor kom han ikke på arbejde i går.

-Fortalte han det til klassen?

-Ja, det gjorde han.

Se, det er det, jeg mener. Jeg kan overhovedet ikke forstille mig min egen dansklærer Fru Anker Nielsen eller min egen mor Fru Jensen, fortælle deres klasse om egen ulykkelig kærlighed. Nej, ikke engang da min mor blev transformeret til Ulla, ville hun finde på at gøre den slags.

Overhovedet ikke!!!

Men hvor er det fedt... et eller andet sted. De der nye moderne lærere uden hæmninger. Den slags, som frivilligt bruger sig selv og egne oplevelser til at reflektere tanker hos deres elever. Som blotter sig - og tør det. Respekt!