Juleaften i familiens skød er overstået. Jeg vil give den 5,5 på en 10-skala - men indrømmet, jeg er heller ikke en særlig sød person. Slet ikke - selv om jeg prøver at beherske mig.
Egocentreret som jeg er, plejer jeg at vurdere julen udfra hvilke ting, jeg ikke skulle have sagt eller gjort. I år blev det altså til 4,5 ting, jeg ku ha undladt. Faktisk en ok score - jeg har været large, da jeg idømte mig selv strafpoint... det er trods alt detaljer, så forstørrelsesglasset har været fremme i år.
Ser I... jeg holder jul med mine forældre, Olde, eventuelle løse slægtninge og så Søs m. vedhæng. I år fandt de løse så noget bedre at lave.
Mig og Søs er meget forskellige.
Hun er 8 år og 10 mdr. yngre, men af en eller anden grund tror fremmede tit, at det er omvendt. Det er sådan cirka den eneste ting, vi kan blive enige om at være sure over.
Jul jul jul. Rør blot ikke ved min gamle jul. Der skal milimeters afvigelse til, før noget går galt.
Helt ærligt... jeg kender ikke andre tidspunkter eller højtider i DK, der er omgæret med så mange traditioner og så mange ideer om, hvordan det BURDE være. Og Søs og mines Burde'r ligger langt fra hinanden. Har altid gjort det. Søs er blevet Jyde. Det gør naturligvis også en forskel for os hjemstavnsbundne Sjællændere. Og ikke til det bedre.
Nå, anyway. Spisning gik ok, sådan da. Som sædvanlig stod min far for al maden - og som sædvanlig holdt jeg automatisk med ham, uanset hvilke efterfølgende stridigheder, der så end dukkede op. Principper er til for at holdes....
Derfor flippede jeg solidarisk ud, da han forlod de brunede kartofler et splitsekund sådan skruet op på 8, for at gå i køkkenet nedenunder for at se til stegen. Ja, lidt usædvanligt, men mine forældre har altså 2 køkkener. Det nedenunder bruges til det, der lugter, såsom andesteg & flæskesteg & rygning - for når Søs er i nærheden har hun indført rygeforbud i vores forældres hjem... af hensyn til ungerne. Så Papa Pasta og jeg daffer i kælderen og ryger, mens ungerne stryger med... det er jo der, det sner... og hvis Søs får forvildet sig derned, så udbryder hun flux: -Puh, hvor her lugter af røg!!! -Så pis af med dig, sarte!!! tænker vi andre, men siger det ikke. Man er vel høflig - selv om huset har 3 etager og der er masser af andre steder hun kan være røgfanatisk på..
Da han kom op igen, var de brunede kartofler ikke længere brunede, men sorte. Jeg sad i stuen og underholdt Olde & unger i forskellige aldre, men køkkenet rummede 4 bladlæsende, hyggesnakkende personer, som bare ikke mente det var DERES opgave at holde øje med maden. Nejnej.. naturligvis ikke.. lad os bare skyde på gamle Papa Pasta, når vi sidder til bords og skal øse sortbrunede kartofler op på tallerkenen, og det blev der, i den grad. Føj, fæl familie!!!! (Julens Score går fra 10 til 9)
Ellers gik spisning ok. Min gamle mor fik grineflip. Sker meget meget sjældent, men hun havde Olde til bords. Olde hører dårligt, så normalt sidder jeg ved siden af hende. Hun kan nemlig godt høre alt hvad min far og jeg siger, det er mere alle de andre. Nåmen... min mors eneste indslag i julemiddagen er risalamanden - som hun hader at lave og derfor i dagens anledning havde uddelegeret til A20. Resultatet var.. underligt. For meget flødeskum, sagde en. For meget sukker, sagde en anden. A20 følte sig stødt og svarede: For kort tid i køleskabet. Anyway. Der var 2 skåle og mandel i den første. Jeg har fået den de sidste 5 år - uden på nogen måde at interesse mig for mandler. Det ene år, der var mandler i begge skåle, fik jeg begge mandler, så den taktik blev droppet.
Ser I... den eneste der sådan for alvor er interesseret i mandlen er Søs. Børnene er ikke speciet interesserede, men det er Søs. Sure Søs. Nåmen, i år lagde jeg så pludselig mærke til at hun slet ikke så sur ud. Hun sad faktisk med et smørret grin og så ganske selvtilfreds ud.
Jeg ved ikke om det er tradition i alle familier, men i vores er traditionen, at man ikke siger, hvis man har fået mandlen. Det er det sjove. Haha. Og ingen sagde noget. Så var det min mor sagde til Olde: Har du fået mandlen? -Jaja, det har jeg, sagde Olde, og spiste videre. Og så var det min gamle mor fik grineflip. Hun var i forvejen helt kørt op over ansvaret ved at sidde ved siden af Olde og holde konversationen i gang, og det her var altså mere end hun kunne klare. Hun brød sammen. Og A20, som sad lige overfor, og som altid er god for en rask gang grineflip gik med på den. Og så sad de 2 og trak sorte streger ned af kinden fordi de havde glemt, at jul i vores familie kræver tårefast mascara, og holdt deres egen lille grinefest - mens Olde ufortrødent spiste videre.
Men, Søs gik endelig til bekendelse, alle var glade og så var det tid at rykke bordet til side, trække juletræet frem fra hjørnet og danse omkring det.
-Har du fået vasket Kinanissen? spurgte A10 min mor. -Øh, næh, nej, det nåede jeg ikke. (Nej, min mor er ikke den hurtigste til visse ting. Fx. den sangbog, hun tog med hjem fra Roskilde Domkirke, da A20 blev døbt. Den blev afleveret tilbage 16 år efter, da jeg blev voksendøbt samme sted. Ikke fordi jeg tror på ham Jæsus, det var mere en helgardering, men det er en anden historie...)
Kinanissen sidder på juletræstæppet, som min mor har broderet. Det har været mange år undervejs, især fordi hendes syn forsvandt og hun skulle have afdøde linser indopereret, men endelig et år var tæppet klar. Netop det år. hvor Søs & svoger i erkendelse af, at de ikke selv kunne få børn, havde anskaffet sig en fårehund. Sød hund. Gik direkte hen og tissede på hovedet af den ene nisse, så min far strax omdøbte den til en Kinanisse, så gul i hovedet den var blevet - og vi andre talte meget om den jul, at det da var godt, den ikke var blevet til en Negernisse.
Nåmen... rundt om træet skulle vi jo - og her er det at 'rør blot ikke ved min gamle jul' kommer ind i billedet for mit vedkommende. Jeg vil ha at julen er sådan, at alle - store som små , når blot de kan gå - tager hinanden i hænderne og i samlet kreds syngende går rundt om træet. DET gik så lidt i opløsning i år. Olde sad på en stol og så på. Fair nok. Det er ikke særlig romantisk med en rollator rundt om juletræet. Seancen trak ud fordi alle ungerne skulle fotograferes foran træet. Fair nok... sådan da. Nå, nu kom vi endelig igang. Sådan da... For Svoger skulle liiiiiiiiiiiiiiiige stille sig op i hjørnet og tage billeder med det store kamera, mens vi gik rundt. Jeg ventede 7 gange rundt om træet før jeg ikke ku tie stille længere: -Jeg gider altså ikke fotograferes... -Bare rolig, det er ikke dig, jeg tager billeder af. -Nåmen, så stiller jeg mig da bare her i hjørnet og venter, til du er færdig.
Ups, han var hurtigere end mig til at give efter. 4 skridt rundt om træet med mig i hjørnet, så havde han sluppet kameraet og joinede de andre i den traditionelle kædesang. Incl., mig, der jo havde fået min vilje. (Julens Score går fra 9 til 8)
Og så ind i stuen ved siden af og glo på træet, mens de yngste pr. tradtition skal uddele gaver. Uheldigvis kan de ikke læse, så jeg blev udnævnt til hjælpenissegaveuddeler. Jeg nægtede A20 at efterkomme hendes ønske om at lægge alle gaver under træet, som vi ellers plejer at forsøge, og fik hjælp af Morfar, som sagde, at han først skulle sætte en krog i loftet, så træet kunne hæves, så de alle kunne være der. (Julens score gik fra 8 til 7, for hun tilgav mig vist ikke resten af aftenen)
Og så blev der delt ud. De fleste var bare interesseret i gaver. Nuuuuu. Men A20 mente at der skulle deles en ud ad gangen, så alle kunne se hvem der gav hvad til hvem. Det holdt ca 8 minutter, så gav mig og A10 og minikusine på knap 4 op, og delte bare ud. Det er sgi lidt svært det andet, når Jyllands barnehold fører 47-14 mod Sjælland med gaver og Jyllands voksenhold fører 16-4.
Så det blev til masseuddeling, kortafrivning, båndklipning osv i vild panik. Som sultne, der ikke har fået noget at spise siden påske. Julen Score går fra 7 til 6, for selv ikke næste dag til restespisning ville A20 tale med mig. Hendes humør stiger dog, da hun finder ud af, at de har glemt en hel gavesæk hos farmand - og sådan udlignes landsdelenes gavefordeling mere eller mindre, i hvert fald på barneholdet.
Søs gjorde som hun plejede efter endt gaveudpakning. Brokkede sig i rå mængder over et bestemt uheldig indslag fra mandens familie, som bare ikke ku finde ud af at give gaver. Til slut udbrød jeg: -Sorry, søs, jeg er altså ikke lige i humør til at blive forarget lige nu. Hun klappede midlertidigt i, men tog revanche, da hun af en eller anden grund skulle køre mig og A10 de 900 meter hjem - og brugte tiden på at brokke videre. En eller anden taber altid i søsters gavespil. Man kan blot håbe på, at det ikke er en selv, som falder under standarden. Og egentlig syntes jeg mere at gavetaberne var vores forældre, der klog af skade kun havde givet den lille jyske familie gaver fra ønskelisten. Men ak, de 3 havde de allerede, fordi de ikke mente de ku vente til jul, og den 4. gave var grim og skulle byttes. Men fred - julefred - være med det.
Det sidste halve fra 6 til 5,5 går på Søs's yngste. Dejlig dreng på snart 1½ år. Men han er lige gået fra 5 til 4 i blestørrelse, blevet tynd i hovedet og de mener han er kræsen, for han vil ikke spise noget. Imens fodrer de ham hele tiden med surmælksprodukter og meljævning. Riskiks = rismel, Cornflakes = majsmel, Grissini-pinde i lange baner og mormor brunkager = hvedemel. Andet får han ikke i de 2 dage jeg ser ham. Og mit gamle moderhjerte bløder ved tanken om alle de dejlige, velsmagende vitaminer det stakkels barn går glip af.
Jeg prøver VIRKELIG at holde mig på egen banehalvdel, mens jeg kommenterer det så neutralt som muligt ala: -Jamen, hvordan spiser han så i dagplejen? -Der spiser han alt. Det er kun derhjemme, han er kræsen.
Ungen er virkelig en elskelig skat. Jeg overvejer alvorligt at kidnappe ham et par år og fodre ham med dampet broccoli med salt og olivenolie - det kan alle unger li - men opgiver ved tanken om al det efterfølgende administrative bøvl.
Han kan få ord: Vov, Baba - som både betyder mormor, morfar og Barbarfigurerne, Mam for mad. Pap for far og så And. Meget praktisk at jeg så har leveret A10 og A20 som kusiner, som nu hedder And. Og så Sjus. Det er det eneste han råber på hele tiden, men snart er der ikke mere appelsinjuice.
Til sidst bortfører jeg ham uden de andre lægger mærke til det, låser os inde i køkkenet og med 1 til mig og 1 til dig får jeg under stor jubel proppet en clementin i ham. Ah-mam, siger han flere gange, før Søs banker på døren og spørger hvad vi laver, for nu er der småkager på bordet han skal smage.
En halv time senere kommer lilledrengen over, trækker mig kjolen og siger spørgende: -Ah-mam??? Søs spørger mig om jeg ved, hvad det betyder, men jeg trækker på skulderen... og sådan gik Julens score fra 6 til 5,5..................... og nu er den overstået. Juhu.
A10 og jeg har haft en fantastisk afslappende morsom efterjuledag. Eneste negative indslag er, at jeg må stå op og tisse. Jeg tog trappen på røv &albuer, da jeg skulle ud med skraldespanden herhjemme. Eller rettere på venstre balle & venstre håndled. Ballen har skiftet farve, så jeg bagfra ligner et forvredet finsk flag og højre hånd må agere solo, når jeg skriver. Men det skal ikke trække julens score ned, for den er officielt overstået.
A10 fik et walkietalkie sæt i gave og det rækker 5 km. Mit gæt er, at der er en hel masse unger, der har fået det samme, for vi har godt nok talt med mange ukendte, som sættet svagt opfangede. De fleste gange blev ungerne så generte over at høre fremmede at det blev mig, der sad og kvækkede: -Hallo? Skifter! til ukendte fædre, som mere eller mindre svarede nøjagtig det samme retur.. (:
Go Bagjul herfra til dig og dine..............
Ingen kommentarer:
Send en kommentar