Hør på dit barn

Jeg har altid ment, at det er vigtigt at høre efter hvad børn siger.

Jeg mener, i virkeligheden er de jo bare små voksne, og hvem ville behandle voksne på den måde, mange gør overfor børn.

Ved ikke at se på dem, mens de snakker, ved ikke at svare ordentligt, ved ikke at høre ordentligt efter.

Nåmen... uanset hvad jeg sådan generelt mener, så sker det indimellem at det svipser.

Som i dag, hvor A12, min datter, grådkvalt ringede og fortalte en hel masse, jeg ikke forstod så meget af. Eller også kunne jeg bare ikke høre, hvad der egentlig foregik pga. stemmen, som knækkede over igen og igen fuld af gråd.

Men jeg forstod dog, at hun tog hjem NU, fordi hun havde det virkelig virkelig dårligt og om jeg ikke nok ville hente hende ved bussen, så vi kunne tage hjem.

Jojo, okay skat, naturligvis. Det er sjældent hun er syg, så jeg skrev flux mails til de relevante på arbejdet om, at jeg gik tidligere pga. sygt barn.

Jeg skyndte mig hen til bussen, kom samtidig med hun stod ud, gav hende en ordentlig krammer, for hun var stadig totalt opløst af gråd - og med armen trøstende om hende gik vi, mens jeg forsøgte at lirke ud af hende, hvor det gjorde ondt.

- I hjertet, mor, i hjertet!!!

Og mens hun forklarede kom vi hjem til de trygge, sikre omgivelser, hvor intet ondt kan ske, men i morgen må jeg nok hugge et par timer af min afspadseringskonto for sygt barn var det ikke. Med mindre 2 ællingers død tæller som lovligt fravær. Hmm.. ved det faktisk ikke, men mon dog.

Suk. Stakkels barn. Sådan er det at være mor til en følsom lille sjæl, som virkelig er dyreven, og selv om hun med sin fornuft forstod, at det nok var fordi andemor på klubben ikke selv var gammel nok til at tage sig af de små nyudklækkede unger, eller også var de syge, ja så trak det alligevel tårer. Sådan at finde 2 små kolde dunklumper i andegården - helt uden liv - når man nu havde brugt hele dagen i går på at glæde sig til at se dem igen, til at lave en lille andekuffert til dem, udtænkt navne og planlagt deres videre opdragelse i mange detaljer.

Og hvad ved jeg om børneliv? Meget har jeg glemt - og jeg er generelt varsom med at forklejne barndommens sorger og glæder. 

Et eller andet sted har jeg også en teori om, at hvis man føler sorg stærkt, så føler man også glæde stærkt. Man føler kort sagt mere end andre gennemsnitsgrå mennesker, som kun har et skuldertræk til overs for naturens gang. Alligevel må det være nemmere at være mor til gennemsnitsgrå børn, som ikke så let lader sig blæse omkuld af sørgmodige ting. For jeg ved - har prøvet det før - at barnet nu har fået indbygget en automatreaktion, som er bundet op på ordet And. Så de næste måneder, må jeg tænke over hvad jeg siger, for siger jeg And vil det automatisk trække tårer. And and and.

Og måske er tårer helt ok. Ja, naturligvis er de det. Det er et vigtigt udgangspunkt ikke at begrænse andres trang til tårer, men... det er bare nemmere uden. For mig. Som jo ikke er hovedperson i denne historie.

Husk lige det, Lone!