De fleste forældre med delebørn kender nok det obligatoriske spørgsmål, når man ser ungerne igen: -Hvad har du lavet?
Men sjældent får man svaret: - Jeg har skåret Bambi i stykker.
-Sladder! Sladder, sladder, sladder.
-Jamen, lille skat! Det er da ikke sladder. Det er ikke for at bore i det, der er bare....
Ja, bare hvad?
Indimellem sluger jeg mine spørgsmål og lader hende have tiderne uden mig i fred ... indtil næste uge, hvor jeg igen stiller samme spørgsmål. Denne gang vidste jeg at størstedelen af ugens arbejds- og skolefri timer var brugt hos søs, der var ved at flytte hjemmefra, så jeg havde regnet med et svar i retning af: -Jeg har samlet Ikea-skabe.
Og hov, tror du ikke at en 10-11 årig kan samle Ikea skabe eller andet i samme boldgade, ja så er du fuldstændig faret vild i skoven.
Jeg ved, af personlig erfaring, at de i den alder har en intuitiv forståelse for dels samling af ting & sager og dels læsning af Ikeas brugsanvisning. Ja, faktisk vil jeg påstå, at Ikeas brugsanvisninger NETOP er forfattet med 10-11 årige som målgruppe.
Jeg overværede for et par år siden en hyggelig søndag 2 tømrere forsøge at samle den ene datters højseng med underliggende skrivebord og ruchebane ved at bruge brugsanvisningen. Holdaheltop, hvor kan sådanne tømrere mange bandeord, en kontornusser som mig slet ikke kendte.
Og ja, det endte med at de delte et par glas 10 års whisky af den tangagtige slags og derefter smed brugsansvisningen incl. medfølgende skruer væk, hentede det tunge elektriske grej fra firmabilen og på det nærmeste boltede sengen hermetisk sammen. Den rokker aldrig, går aldrig fra hinanden - til gengæld kan den heller aldrig sælges som delbar igen.
Never mind. Det var tømrere. Børn er noget andet. I sidste weekend var jeg med den yngste i Jylland til 4 års fødselsdag. En af de første gaver var et pink farvet Barbie løbehjul, som skulle samles. A10-snart 11 gik omgående igang med stor iver, og tildelte nådigt 4 årig kusine rollen som skrueuddeler.
Kusinens farmor, som havde leveret gaven, forsøgte flere gange at stoppe projektet, som i hendes øjne åbentbart var totalt grænseoverskridende. Først tiltalte hun børnene: -Hør, tror I ikke, der skal nogle voksne til at klare det?
De ignorerede hende. Så tiltalte hun mig. Som mor til den, der svang skruetrækkeren: -Hør, tror du ikke, du skulle stoppe dem, før det ender galt? Der skal vist en mand til at klare den slags.
Jeg smilede venligt til hende, for hun er faktisk rigtig sød og ledte hende hen til velkomstdrinken i stedet for og med et snuptag stod hun i ubrydelig kontakt med en anden bedstemor, som ville snakke.
Men ak, 15 minutter efter var hun tilbage igen. Hun stod der og overskuede situtation, lod ungerne være, lod mig være, og henvendte sig til fødselsdagsbarnets far plus bedstefar. Nå, der var heller ikke bid. Og nu ku det også være lige meget, for naturligvis havde A10-snart 11 samlet det lyserøde misfoster til alles tilfredshed.
Og nu kom jeg langt væk fra Bambi, mens jeg snakkede om Barbie. Det var bare for at anskueliggøre, at børn er mega gode til at samle præfabrikerede ting efter brugsanvisning - så det forventede jeg også, at datteren havde brugt tiden uden mig på.
Jeg tog fejl. Det var skam sandt. Hun havde brugt tiden på at skære Bambi i stykker.
Awhafornoget?
-Jo, mor, du husker godt ham fiskeren, som plejer at komme forbi med fisk til far, ikk? Han kom altså med en kæmpe Bambi. Det var en hun. Smadder ærgerligt, for jeg ville gerne have haft et gevir.
-Jamen, var det ikke synd? ... mere nåede jeg ikke at sige, før hun fortsatte.
-Jo, det var faktisk ret synd, for ved du hvad? De havde ikke skudt den med hagl, men med kugler, og først havde de ramt benet. Og det er altså ret synd. Så de var sikkert fulgt efter den, for den var skudt i halsen. Halsen var brækket.
-Jamen, det var da forfærdeligt..
-Nej, det var godt, for så var den jo død. Jeg har engang set i fjernsynet noget om et rådyr som gik omkring i mange dage efter dens ben var blevet kørt over. Endelig fandt de den og skød den. Det var godt, for det var jo synd.
-Øh, nå, men.. smagte kødet så godt?
-Aner det ikke. Klokken var så mange, at vi bestilte pizza.
-Men du skal vel smage den?
-Ja, helt sikkert, jeg glæder mig.
Og så fortsatte hun med at fortælle hvor store sådan nogle lår egentlig var, når de blev skåret over - og hun havde også om mandagen fortalt det i klassen, for læreren havde spurgt hvad de havde lavet i weekenden. Og det var der ingen af de andre, som havde prøvet. Faktisk ret sejt, mor!
Ja, vel er det. Og det luner mig... et eller andet sted. For det forsikrer mig om, at hun har glæde af at være hos farmand. Gør ting, hun ikke gør hos mig. Beroliger mit urolige sind med, at den der tossede deleordning er ok.
Jeg har sgi aldrig brækket en hjort op - og forventer heller ikke at gøre det i nærmeste fremtid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar