Jeg gik gennem parken... igen. Midt om natten, som jeg har gjort så tit. Men det er længe siden. Ruten gennem parken fører nemlig fra byen til mine forældres hus og der kommer jeg ikke ofte midt om natten. Men i nat gjorde jeg.
En lidt speciel park, er det. Ruten går ad stien langs 3 søer med store træer. Midtvejs er der et toilethus med svagt lys, til højre for en åben plads.
På denne åbne græsklædte plads over amfi-teatret har jeg tit stået en stille nattetime og nydt synet af den mørke himmel, de blinkende stjerner og fjordens vand i det fjerne.
I sådanne øjeblikke, ude i det åbne, har jeg verden for mig selv. Liv om dagen, øde om natten. Jeg føler mig uendelig lille der under himlens kuplede vidder, men dog trænger en frihedsfølelse sig altid vej op gennem min hals og ender med en total lykkelig udånding, mens jeg strækker armene triumferede mod den mørke himmel over mig. Ejer af verden. Netop nu. Min verden.
Sådan er turen gennem parken slet ikke. Den kan nok føles øde, men åben er den ikke. Træerne lukker sig, mørket fortættes, farten sættes ned, man går på hukommelsen og reflekserne. Faren for at gå direkte ned i en af søerne er reel, for mørket bliver til noget fysisk.
Nu er det jo ikke faren for at dratte i vandet, der gør den natlige gåtur til tankevækkende. Nej, det er naturligvis faren for overfald. Og som kvinde... faren for voldtægt. Hvor har jeg som teenager ofte argumenteret med mine forældre om netop dette. Argumenteret med, at sandsynligheden for at en voldtægtmand skulle vente i timevis i bulderragende mørke på at en tilfældig kvinde - måske - begav sig af netop denne mørke rute, var uendelig lille. Op kom modargumenterne med at lillesøsters veninde var blevet overfaldet som ganske ung netop i parken, men det fejede jeg af bordet med: -Det var jo om dagen!
Senere blev det veninderne, jeg argumenterede med. Når vi skiltes på torvet efter en bytur, kom den igen: -Nu går du ikke gennem parken hjem, vel? Men jo. Naturligvis gjorde jeg det. Ting sker. Alt kan ske, godt og dårligt, hvorsomhelst. Tit har den tanke strejfet mig: Tænk hvis jeg gik en anden vej hjem, af frygt for parken, og blev overfaldet. Hmmm.. Det kunne man da kalde skæbnens ironi. Jeg er heldigvis aldrig blevet overfaldet nogetsteds og håber heller aldrig det sker. Men min egentlige grund til at gå gennem parken er, at jeg ikke vil lade mig styre af andre menneskers måske-handlinger.
Således også denne nat. Da jeg nærmede mig det mørke område ved søerne, mærkede temperaturen falde, mærkede hvor mørket virkelig fortættedes og blev noget næsten fysisk - ikke noget skræmmende - bare noget, der nærmest kunne mærkes, ja da overvejede jeg kort at vende om og gå den anden længere vej. Især fordi jeg havde højhælede på, der sagde triptrip i gruset i stedet for de faste lange skridt, jeg plejer at gå med. Turen tog rigtig lang tid. Nej, hjertet sad ikke oppe i halsen på mig, men en ægte nydelse var det ikke. Jeg var faktisk lidt lettet, da jeg atter kom ud i lyset. Men... sammen med lettelsen kom den underligste følelse, som jeg desværre undertrykte. Jeg fik lyst til at gå turen igen - med en anden sindsstemning. For der er kvaliteter ved mørke og stilhed og nat. Hvordan man oplever det, afhænger jo som ved alt andet præcis af den sindsstemning, man er i.
Jeg kom til at tænke på dengang, jeg boede på toppen af en stejl bakke med børnehave og vuggestue for neden. Der kom mange forældre med deres børn på cyklen. Halvdelen trak op, resten cyklede. En dag kom der en far cyklende. På toppen vendte han sig forpustet, kiggede tilbage og sagde til sin dreng: -Skal vi ikke tage den een gang til? Drengen svarede undrende:-Det siger mor aldrig!
Næh. Mange af os er nok lidt for meget ´mor´. Gør det rationelle i hverdagen, gør i hvert fald ikke ofte ting uden grund. Tager bakken en gang til. Går gennem parken een gang til. Men måske man skulle. Lidt oftere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar