Hør på dit barn

Jeg har altid ment, at det er vigtigt at høre efter hvad børn siger.

Jeg mener, i virkeligheden er de jo bare små voksne, og hvem ville behandle voksne på den måde, mange gør overfor børn.

Ved ikke at se på dem, mens de snakker, ved ikke at svare ordentligt, ved ikke at høre ordentligt efter.

Nåmen... uanset hvad jeg sådan generelt mener, så sker det indimellem at det svipser.

Som i dag, hvor A12, min datter, grådkvalt ringede og fortalte en hel masse, jeg ikke forstod så meget af. Eller også kunne jeg bare ikke høre, hvad der egentlig foregik pga. stemmen, som knækkede over igen og igen fuld af gråd.

Men jeg forstod dog, at hun tog hjem NU, fordi hun havde det virkelig virkelig dårligt og om jeg ikke nok ville hente hende ved bussen, så vi kunne tage hjem.

Jojo, okay skat, naturligvis. Det er sjældent hun er syg, så jeg skrev flux mails til de relevante på arbejdet om, at jeg gik tidligere pga. sygt barn.

Jeg skyndte mig hen til bussen, kom samtidig med hun stod ud, gav hende en ordentlig krammer, for hun var stadig totalt opløst af gråd - og med armen trøstende om hende gik vi, mens jeg forsøgte at lirke ud af hende, hvor det gjorde ondt.

- I hjertet, mor, i hjertet!!!

Og mens hun forklarede kom vi hjem til de trygge, sikre omgivelser, hvor intet ondt kan ske, men i morgen må jeg nok hugge et par timer af min afspadseringskonto for sygt barn var det ikke. Med mindre 2 ællingers død tæller som lovligt fravær. Hmm.. ved det faktisk ikke, men mon dog.

Suk. Stakkels barn. Sådan er det at være mor til en følsom lille sjæl, som virkelig er dyreven, og selv om hun med sin fornuft forstod, at det nok var fordi andemor på klubben ikke selv var gammel nok til at tage sig af de små nyudklækkede unger, eller også var de syge, ja så trak det alligevel tårer. Sådan at finde 2 små kolde dunklumper i andegården - helt uden liv - når man nu havde brugt hele dagen i går på at glæde sig til at se dem igen, til at lave en lille andekuffert til dem, udtænkt navne og planlagt deres videre opdragelse i mange detaljer.

Og hvad ved jeg om børneliv? Meget har jeg glemt - og jeg er generelt varsom med at forklejne barndommens sorger og glæder. 

Et eller andet sted har jeg også en teori om, at hvis man føler sorg stærkt, så føler man også glæde stærkt. Man føler kort sagt mere end andre gennemsnitsgrå mennesker, som kun har et skuldertræk til overs for naturens gang. Alligevel må det være nemmere at være mor til gennemsnitsgrå børn, som ikke så let lader sig blæse omkuld af sørgmodige ting. For jeg ved - har prøvet det før - at barnet nu har fået indbygget en automatreaktion, som er bundet op på ordet And. Så de næste måneder, må jeg tænke over hvad jeg siger, for siger jeg And vil det automatisk trække tårer. And and and.

Og måske er tårer helt ok. Ja, naturligvis er de det. Det er et vigtigt udgangspunkt ikke at begrænse andres trang til tårer, men... det er bare nemmere uden. For mig. Som jo ikke er hovedperson i denne historie.

Husk lige det, Lone!

Fordele ved at have rundet de 40

Ja, hvordan er det så? At blive ældre? Ha! Ældre, hvad er det? Hvert et lille barn ved mere om at blive ældre end vi voksne gør. Procentvis er deres næste fødselsdag længere væk. Jo ældre man bliver, jo tættere ligger disse fødselsdage. Man har knap nået at tænke sig frem til geniale ønsker til ønskelisten før man skal på den igen. Jamen... det HAR da lige været jul! Og hvor gammel er det nu lige jeg er?

Disse fødselsdage kommer væltende - og indeni er man ikke så forandret som man skulle tro.

Noget bærer man med sig, noget, som ikke ændrer sig uanset hvor mange lys der proppes på kagen.

Men... noget andet ændrer sig, trods alt. Og til det bedre. 

Pyha, det tager tid at lære sig selv at kende.



Lære at forlige sig med sig selv. Lære at acceptere at dette væsen, denne krop er nu-en-gang det råmateriale jeg har fået til rådighed.Det bliver ikke anderledes. Så hellere få det bedste ud af det - og slutte fred med sig selv.Uventet mange fører en indre krig, der først stopper, når man er kommet lidt op i årene. 

Det er nemt nok at finde på negative ting at sige om alder - især kvinders - i disse ungdomsfikserede tider; så her har jeg i stedet skrevet en opmuntrende liste:

Man behøver ikke længere udtænke undskyldninger for noget som helst, fx.

• at ens retning i livet rent faktisk er ens eget valg - og ikke til diskussion

• at man kan fare vild i en rundkørsel og læser kort som en blind. Og hvad så! Er jeg måske nogen sinde IKKE kommet frem? 

• at man tuder til alt fra bryllupper til katastrofefilm som Armageddon

• at man ikke sender 35 håndlavede julekort

• at man gør noget som andre finder piiinligt. OK. Pissepinligt (men menneskeligt). Videre!

• at man egentlig synes at supermarkedets frosne æbleskiver er en genial idé

• at man griner af noget sjovt - også selv om alle andre har gravansigt på

• at man som den eneste sidder en hel aften med gravansigt, fordi den der smadderdyre forestilling bare IKKE er sjov

• at man ikke nåede det. Jeg nåede det ikke. Punktum. Prøver at gøre det bedre næste gang

• at man glemte det. Igen! Jeg glemte det. Sorry. Prøver at gøre det bedre næste gang

• at man ikke gider sidde på et-eller-andet nattelivssted, hvor musikken dunker så højt at samtale er umulig. Når man nu er gået i byen for at snakke

• at hvis ens taske vendes på hovedet og der triller en tampax ud, så Ja, det er en tampon og ikke en karamel. Tænk engang - kvinder bløder!

• at man ikke gider spille dum, for at andre skal føle sig kloge

• at man ikke gider holde deres lorte-avis og nej, det har intet at gøre med prisen, kære telefonsælger

• at man bare ikke gider... det ene eller andet...

Man kender sig selv godt nok til at kunne forudsige de mest banale ting, fx.

• at Ting Tar Tid, og der derfor ikke kan planlægges med urealistiske tidsrammer og et dagligt håb på et mirakel, så enderne pludselig uventet når sammen. Som fx. at toget kører mellem Kbh. og Roskilde på 20 min. fremfor de 30 som det plejer at tage ... eller at vejene netop denne morgen er støvsuget for medtrafikanter, så kraks tidsplan holder

• at man fredag kl 20.30 er så bombet, at sandsynligheden for at man i sidste øjeblik melder fra til udenbys arrangementer er stor - og derfor tager ansvaret og lader være med at sige ja. På forhånd!

• at det ikke kan betale sig at falde for det gamle skyld-trick, der medfører akut personlighedsspaltning, så man hører en ukendt del af sig selv sige Ja til kagebagning til ungernes næste arrangement/spejdernes salg af juletræer/indsamling af det guldfarvede indre af kaffeposer til den lokale SFO/sangskrivning til tante Olgas fødselsdag/chaufførjobbet for fodboldsklubbens miniputter osv osv osv

• at ens eneste månedlige friweekend højst sandsynlig går med lange karbade, høj musik og langsommelig tåneglelakering, så derfor skrives der med det samme NEJ i kalenderen, så man ikke ender med at tilbyde at vaske oldemors gardiner eller passe mosters unger, mens man drømmer om lange karbade osv

• at hvis en bejler opfører sig tumpet, så er det nok fordi han er en tumpe og ikke et muligt projekt for feminin omformnings- og forbedringstrang. Med mindre man er til kuvøseguf, så er det for sent at lave folk om

• at hvis man drikker om aftenen, så er man ikke frisk næste morgen

• at appelsinhud & deller ikke forsvinder af at blive skældt ud, men at det blot bidrager til en dårlig selvfølelse

• at hvis man skælder sine unger ud, så bliver de sure på en i stedet for søde - men det er vigtigt at gøre det alligevel, for det er nu engang en del af det at være forældre - og hvis ens mor ikke tager mor-stemmen på, hvem gør så?

• at orange med lilla prikker IKKE klæder en, og man vil fortryde hvis man hopper på ekspedientens forsikringer om det modsatte

• at man kommer til at fortryde HVER GANG man siger Ja, men mener Nej... eller omvendt

Man ved godt, at... ja, der er faktisk en hel del man godt ved, fx.

• at det ikke længere er realistisk at bruge en hel aften på at snakke om "hvad man vil være når man bliver stor"

• at sandsynligheden for at man pludselig vinder i lotto og kan flytte i strandvejsvilla er så lille, at det er spildtid at bruge hver søndag formiddag på boligannoncer

• at man ikke behøver koncentrere sig om at trække maven ind, når man sidder øverst. Det er trods alt nok rigtigt, det alle de andre altid har sagt; om at han har andet at tænke på

• at alle valg medfører et fravalg. Derfor er alle valg i princippet OK, så længe man kan leve med fravalgene

• at ens forældre også er mennesker. Ja faktisk er de først og fremmest mennesker og derefter forældre, så de personer man snakker med i dag er faktisk nogle helt andre personer end dem, man kaldte Mor og Far som barn

• at strudse er rigtig dårlige rollemodeller for mennesker. Problemer forsvinder IKKE bare fordi man stikker hovedet i busken og 'glemmer' dem. Faktisk er det liiige før at man begynder at efterleve det gamle ord om at tage de sure pligter før de søde og at løse problemer mens de er små...altså på ens gode dage

• at man ikke lever evigt og det er egentlig ok. Det giver bare et mere realistisk billede af, hvad man kan nå i dette liv

• at det perfekte kun eksisterer i plastik eller retoucheret form, og at alle ens skævheder måske er de mest interessante. Om ikke andet, så er det dem, der gør en til et levende menneske.

...og nej.... jeg aner ikke, om det har noget at gøre med alder ;-)

Øjenkontakt

Min mor har fået et nyt øje fra en død amerikaner.

Da hun skulle opereres, ventede hun sammen med en mand på samme alder, som skulle have det andet øje.

Den afdøde havde også samme alder, for man forsøger at parre det, så et barn får et organ som forventes at holde i mange år, mens ældre får de slidte organer.

Det var jo ikke hele øjet, min mor skulle ha', bare hornhinden, men de to sad altså og gloede på hinanden, mens de ventede. 

Efter operationen, som tog under 1 time i lokalbedøvelse og af lægerne betegnes som et mindre indgreb, skulle de også vente, og så sad de der og gloede på hinanden med en død mands øjne. Tænk engang. For første gang kunne disse to øjne kigge på hinanden.

Det er da syret.

Jeg gik gennem parken

Jeg gik gennem parken... igen. Midt om natten, som jeg har gjort så tit. Men det er længe siden. Ruten gennem parken fører nemlig fra byen til mine forældres hus og der kommer jeg ikke ofte midt om natten. Men i nat gjorde jeg. 

No big deal... alligevel satte sådan en lille hurtig nattetur tanker igang.

En lidt speciel park, er det. Ruten går ad stien langs 3 søer med store træer. Midtvejs er der et toilethus med svagt lys, til højre for en åben plads.

På denne åbne græsklædte plads over amfi-teatret har jeg tit stået en stille nattetime og nydt synet af den mørke himmel, de blinkende stjerner og fjordens vand i det fjerne.

I sådanne øjeblikke, ude i det åbne, har jeg verden for mig selv. Liv om dagen, øde om natten. Jeg føler mig uendelig lille der under himlens kuplede vidder, men dog trænger en frihedsfølelse sig altid vej op gennem min hals og ender med en total lykkelig udånding, mens jeg strækker armene triumferede mod den mørke himmel over mig. Ejer af verden. Netop nu. Min verden.

Sådan er turen gennem parken slet ikke. Den kan nok føles øde, men åben er den ikke. Træerne lukker sig, mørket fortættes, farten sættes ned, man går på hukommelsen og reflekserne. Faren for at gå direkte ned i en af søerne er reel, for mørket bliver til noget fysisk.

Nu er det jo ikke faren for at dratte i vandet, der gør den natlige gåtur til tankevækkende. Nej, det er naturligvis faren for overfald. Og som kvinde... faren for voldtægt. Hvor har jeg som teenager ofte argumenteret med mine forældre om netop dette. Argumenteret med, at sandsynligheden for at en voldtægtmand skulle vente i timevis i bulderragende mørke på at en tilfældig kvinde - måske - begav sig af netop denne mørke rute, var uendelig lille. Op kom modargumenterne med at lillesøsters veninde var blevet overfaldet som ganske ung netop i parken, men det fejede jeg af bordet med: -Det var jo om dagen!

Senere blev det veninderne, jeg argumenterede med. Når vi skiltes på torvet efter en bytur, kom den igen: -Nu går du ikke gennem parken hjem, vel? Men jo. Naturligvis gjorde jeg det. Ting sker. Alt kan ske, godt og dårligt, hvorsomhelst. Tit har den tanke strejfet mig: Tænk hvis jeg gik en anden vej hjem, af frygt for parken, og blev overfaldet. Hmmm.. Det kunne man da kalde skæbnens ironi. Jeg er heldigvis aldrig blevet overfaldet nogetsteds og håber heller aldrig det sker. Men min egentlige grund til at gå gennem parken er, at jeg ikke vil lade mig styre af andre menneskers måske-handlinger.

Således også denne nat. Da jeg nærmede mig det mørke område ved søerne, mærkede temperaturen falde, mærkede hvor mørket virkelig fortættedes og blev noget næsten fysisk - ikke noget skræmmende - bare noget, der nærmest kunne mærkes, ja da overvejede jeg kort at vende om og gå den anden længere vej. Især fordi jeg havde højhælede på, der sagde triptrip i gruset i stedet for de faste  lange skridt, jeg plejer at gå med. Turen tog rigtig lang tid. Nej, hjertet sad ikke oppe i halsen på mig, men en ægte nydelse var det ikke. Jeg var faktisk lidt lettet, da jeg atter kom ud i lyset. Men... sammen med lettelsen kom den underligste følelse, som jeg desværre undertrykte. Jeg fik lyst til at gå turen igen - med en anden sindsstemning. For der er kvaliteter ved mørke og stilhed og nat. Hvordan man oplever det, afhænger jo som ved alt andet præcis af den sindsstemning, man er i.

Jeg kom til at tænke på dengang, jeg boede på toppen af en stejl bakke med børnehave og vuggestue for neden. Der kom mange forældre med deres børn på cyklen. Halvdelen trak op, resten cyklede. En dag kom der en far cyklende. På toppen vendte han sig forpustet, kiggede tilbage og sagde til sin dreng: -Skal vi ikke tage den een gang til? Drengen svarede undrende:-Det siger mor aldrig!

Næh. Mange af os er nok lidt for meget ´mor´. Gør det rationelle i hverdagen, gør i hvert fald ikke ofte ting uden grund. Tager bakken en gang til. Går gennem parken een gang til. Men måske man skulle. Lidt oftere.

Musebus

A11 har hele ugen taget bussen alene i skole kl 07.45. Her i dag fortalte hun mig, at den var temmelig fyldt hver dag, fordi der var gymnasie elever med.

- Nå, det var da ikke så godt.

- Næh, der er ikke så meget plads, men det er interessant at høre hvad de snakker om

- Hvad snakker de så om?

- Joh, drengene snakker om pigerne og pigerne snakker om hinanden.

Sådan, skat, sej observation. Så kan det vist ikke siges mere præcis. :-)

Det minder mig forresten om en af de gange, hvor jeg var med bussen og fulgte hende. Jo, det var sandt. Den var fuldstændig fuld af gymnasieelever. Flest piger - eller også fyldte de bare mest. Ved det ikke.

Nåmen, datteren og jeg sidder i den forreste del, det er sensommer med bare ben og sandaler. Og pludselig ser jeg en mus på midtergangen. En sød lille markmus, som åbenbart havde valgt et alternativt transportmiddel netop denne dag.

Impulsivt, lettere begejstret og måske lidt for højlydt siger jeg til A11: -Se, der er en mus.

Det udløste en kædereaktion af de sjovere. 2 piger drejede synkront hovedet, fik øje på musen og skreg. Dem lige bagved strakte hals, fik øje på musen og skreg. Og dem, der intet kunne se, men kun høre, skreg også.

Fuldstændig ligesom dengang jeg boede i Tyskland og med en veninde en formiddag tog i biffen og så Bambi på tysk med adskillige børnehavebørn. De skreg også synkront, lo synkront og græd synkront. Sikkert uden helt at fatte hvad det var, de reagerede på. Og sandt at sige er det også den gang jeg selv har grædt mest i biffen. Sådan uden at tænke over det. Jaja, Bambi er en sørgelig film, moren dør, hulk osv, men jeg blev grebet af stemningen.

Og det samme skete i bussen. Al den larm skræmte musen fra vid og sans, så den løb mod chaufføren og den nu åbne dør. For chaufføren, som intet fattede, holdt ind til siden og åbnede dørene som en ren refleks på al det skrigeri.

Jeg så mig omkring. Flere af pigerne forrest, som vidste det var en lille mus, det drejede sig om, havde rent faktisk løftet benene op på sæderne. A11 sagde bagefter:
- Mor, jeg troede kun det var i tegnefilm, man så den slags.

Der i bussen var hun ligeglad med de skrigende piger, hun var mest optaget af musen. Hvor blev den af? Jeg så det godt, men jeg nænnede ikke at sige det til hende. For da chaufføren fandt ud af, at der ingen fare var, så lukkede han fordørene og fortsatte sin kørsel. Og der, bag den ene dør, lå en fladmast lille pelset klat, en xmus, som så gerne bare ville have været af, men ikke nåede det. Jeg tror heller ikke andre så det, for roen sænkede sig lige så hurtigt, som panikken var opstået.

Akja, hvem skulle tro, at det kunne være så sindsoprivende at køre med bus?

Sommerhustur med forviklinger

Kom pludselig til at tænke på sidst, vi skulle holde kusinekomsammen. Vi prøver virkelig at holde det mindst årligt, men der kommer ofte noget i vejen. Men denne maj-weekend havde vi altså fået fastlagt. Det blev dog med en del forviklinger.

Det skulle holdes i mine forældres sommerhus i Frølunde Fed. Man kan jo køre i bil, men man kan også tage toget til Slagelse og køre i bus det sidste stykke. 

Nu kan jeg vældig godt lide at køre i tog, så A4 og jeg skulle med toget fra Roskilde. Det var godt fyldt. Jeg havde klapvogn med og vi måtte stå i mellemrummet ved trapperne. 

–Hvornår er vi der? lød det hele tiden fra A4, der var for lille til at kunne se ud af vinduerne og nyde turen. Da vi nåede Ringsted, kunne jeg lettet sige: 

-Næste gang det stopper, skal vi af.

Det sagde jeg så mange gange, at jeg til sidst havde helt hjernevasket mig selv, så da toget endelig lagde an til at stoppe, var vi som de første ude på perronen med klapvogn og det hele. Jeg drejede automatisk til venstre og rundede hjørnet på stationsbygningen – og standsede så op. Helt op. Sorø!!! For pokker da. Jeg havde glemt, at Sorø lå mellem Ringsted og Slagelse. Tilbage igen, rundt om hjørnet på to klapvognshjul, hold fast barn. Jeg råbte til togmanden, som var ved at fløjte afgang, og han hjalp mig galant ind i toget igen – med klapvogn og det hele. Mens han så ud til at more sig vældigt.

Korrekt af på Slagelse Station. Fandt busserne. Dvs. så en kæmpe busholdeplads og VORES bus på vej ud. Jeg fik sat klapvognen i galop og vinket efter den. Han stoppede pænt. Der sad en mor og en dreng i bussen. Ellers var vi de eneste – og der kom heller ikke andre på under hele turen. Men det tror da pokker, når den kører for tidligt.

Vi stod denne gang af det rigtige sted og gik det sidste stykke ned til sommerhuset, som var helt tomt. Hmmm… hvor mon de andre var henne? Jeg fik mobilen i omdrejninger. Kusine 1 incl. mand&børn havde aflyst. Kusine 2 havde syg mand og børn, der ikke gad, men hun var solo på vej ud til bilen NU og ville være der om en times tid. Søster&svoger var nået til Vejle… for anden gang. Første gang havde de glemt et-eller-andet vigtigt og var kørt retur til Århus. Og i Vejle var der trafikprop. De havde nøglen.

-Jeg skal tisse, sagde A4. Vi fandt en busk omme bagved. 

-Det ser ud til regn, sagde A4. Hmm… af børn og fulde folk… 

-Hvorfor går vi ikke bare ind? ville barnet vide. 

–Vi har ingen nøgle, skat. 

–Det er altså ikke så sjovt at være i sommerhus, mor, når man ikke kan komme ind i det. 

Og det kunne hun jo have ret i. Jeg kunne huske, at min far engang havde sagt to ting omkring nøgle. Den ene var, at det var en standardnøgle, der kunne fås i enhver byggemarked, bare man huskede, det var en H-nøgle. Jotak, det kunne jeg godt huske, men uden bil var det lidt besværligt. Den anden ting var, at vinduerne i værelserne sad med udvendige skruer. Ja, måske en løsning. 

Jeg gik over til naboen, som jeg aldrig har set før, og spurgte, om jeg måtte låne en skruetrækker. Ja, det måtte jeg gerne. 

–Jeg skal nemlig skrue et vindue af, så jeg kan komme ind.

–Jaså, ja, det var da hyggeligt…..

Naboen var ganske upåvirket, så bevæbnet med skruetrækker gik jeg tilbage til huset, tog en dyb indånding og gik i gang, mens jeg pædagogisk forklarede A4, hvad jeg lavede. Hun var ret interesseret i det projekt og villig til at hjælpe med at holde de løse skruer. Det var nemt nok. Lidt tungt at stille vinduet ned, men ellers Piece of cake. Vi klatrede ind og låste døren op indefra.

–Skal vi ikke sætte vinduet på igen, mor? spurgte hun, men det overlod jeg til svogeren, når han kom. Hvad han da også gjorde på et tidspunkt, sammen med søster. Kusinen kom også og resten af weekenden var vældig hyggelig. 

Håber vi snart ses igen.

Vinterdepression og sommerglæde

Det er februar. Det  isner i de nypudsede tænder, når man åbner munden udendørs og slipper gebisset fri af mundhulens beskyttende varme. Årstiden er køligt klistret. Børn og voksne kan ryge uden en cigaret, med store røgskyer ud af munden, når man trækker vejret. Det er trist. Det er koldt, derude. Kyndelmissen slår sin knude, overmåde hvas og hård. osv osv osv.

Troede et kort øjeblik at jeg var blevet permanent depressiv, klar til indlæggelse & sådan generelt mislykket som mor, forsørger, lønmodtager, samfunds-bi(e)drager, ven, veninde, familie-medlem, menneske og flink fyr.

Men fik så den geniale idé at gå morgentur på min computer - nu den virkelige, ikke-virtuelle, virkligkolde verden udenfor vinduerne ikke ligefrem appellerer til en morgentur. Nej, det føles anderledes trygt og godt at sidde med en kop lunende kaffe i hånden og gå tur ned ad ens egne gamle tanker.

Og hvad fandt jeg så, der på min tur? Et gammelt skriv. 6-7 år gammelt, der så præcis viser mine vinterfølelser, men især - og det er det vigtigste - viser mine følelser, når vinter går mod forår går mod sommer går mod glæde og liv. Så jeg genlæser, længes, og venter med tålmodighed. Hvis dette er mit mønster, så skifter det farver lige om lidt. Glæder mig....

Og digtet, sangen, rappen måske meste af alt, kommer her:

Decembermørk Kom Så I Gang Sang

Der ... er ... krokus i min mave
der står nisser på mit bord
Og jeg ved hvad jeg skal lave

det er ikke skabt af jord

Men ej heller vil det flyve
op til himmelen med fart

Jeg vil ikke læng're lyve
for mig selv som var jeg sart

Alt ... for ... let jeg la'r mig lede
og det tyder ikke godt

For så ender alt i vrede
hvis da ikke helt i snot
Ja, jeg ved hvad jeg skal gøre
hvorfor gør jeg det så ej?
Jeg kan ingen mennesker snøre
allermindst når det er mig

Og ... jeg ... drikker og jeg ryger
men det hjælper ingenting
Hvis jeg chefen kunne fyre
gik jeg arbejdsløs omkring
Jeg har kun mig selv at takke
for det liv jeg lever nu
Det går hastigt ned ad bakke
og jeg ser på det i gru.

Ja ... det ... ligger mig på sinde
at jeg opgi'r strudseleg
For jeg ved jo inderst inde
der er stadig håb for mig.
Men hvad skal en quinde gøre

som for mange tanker har
Når hun heller ville køre
målbevidst i Jaguar

Glæ ... den ... lever i mit indre
men der er så langt derind
Jeg kan ikke det forhindre 

jeg kan ikke se en pind.
Tit så tænker jeg på dette
mon jeg skulle la' mig vær'
Ikke tale mig til rette
men blot vedstå jeg er sær.

For ... be ... tyder det mon noget
i det store puslespil?
Lidt det har jeg trods alt sået 

mens jeg gjorde som jeg vil

Hvad betyder urets tikken
mens det varsler årets gang
Hvis jeg holder mig til prikken
kan jeg stoppe den her sang

... og komme i gangDecember 05 Lone


Sommerlys Jeg Kom I Gang Sang

Det ... er ... tid for duftpæoner
tungt at blomstre fuldt i flor
Og jeg sidder her og troner
mens mit indre synger kor.
Som'ren den er end'lig landet
både udenfor og her
Sol i maven min blandt andet
altid dejligt når det sker.

Så .. jeg ... nyder det til fulde
suger solens energi
Og jeg glemmer vinterens kulde
den er nemlig helt forbi
Nyder lange lyse dage
lever trygt i Nu'et kraft
Intet holder mig tilbage
jeg er atter fyldt med saft.

Jeg ... ku' ... ingen mennesker snøre
allermindst, når det var mig
Skønt jeg ikke ville høre
så fandt livet selv en vej
Endelig misted' det betydning
disse råd som andre gav
Og en indre omgang rydning
gav mig atter mig tilbage.

Jeg ... kan ... atter sætte sejlet
ganske frit på egen båd
Til min vejrgud har jeg bejlet
Send mig vind så sommerkåd

lad mig styre frit i livet
fyld mit sejl med vinden din
Jeg ta'r ingenting for givet
men min kurs er atter min.

Og... jeg ... ryger og jeg drikker
stemmer holder mund i kor
Dårlig vane, jeg er sikker
det betyder ikke spor
Jeg har kun mig selv at takke
for det liv, jeg lever nu
Det går hastigt op ad bakke
og jeg nyder hvert et clue.

Ja... det... ligger mig på sinde
at jeg end'lig giver los
For jeg ved jo inderst inde

energien var på klods
Men nu blomstrer livet atter
og jeg brager vildt afsted
Jeg er energiens datter
og jeg la'r mig rive med.

Glæ...den... lever i mit indre
der er ikke langt derind
Jeg vil ikke den forhindre
siver ud som sommervind
Jeg har nu besluttet dette
jeg vil altid la' mig være

Ikke tale mig til rette
men blot vedstå jeg er sær.

For...be... tyder det mon noget
i det store puslespil
Lidt det har jeg trods alt sået
mens jeg gjorde som jeg vil
Hvad betyder urets tikken
mens det varsler livets gang
Og jeg holder mig til prikken
mens jeg slutter denne sang

... jeg kom i gangJuni 06 Lone


PS: Forbindelsen til indsat billede er som følger: Ib Spang Olsen har tegnet til Halfdan Rasmussen som har skrevet en sang som Otto Brandenburg fortolkede, kaldet "Noget om helte" - også kendt som "Livet er en morgengave", som jeg oprindelig brugte som melodi til mit digt - altså inden det endte som en Rap. Her en tilfældig, ukendt dansk kvinde som også med: kruspersille skriver verdens mindste heltekvad
End of story...

Athene - en arketype

Athene - en arketype. Og sikke da en dejlig en. Jeg holder meget af Pallas Athene.

Du kender sikkert myten om Athene's fødsel, men da den er temmelig vigtig for at forstå denne arketype gengiver jeg den her på Lone'sk.

Zeus, det ultimative maskuline, den øverste af guderne på Olympen gjorde Metis, Visdommens gudinde, gravid.

Da han havde hørt, at hvis Metis fødte en søn, så ville denne engang omstøde Zeus som den øverste, slugte han Metis for at undgå dette. Slugte hende. I moderne sprog kunne man sige, at han absorberede/integrerede hendes egenskaber; det feminine, den feminine form for visdom.

Men... han blev selv gravid og typisk maskulint var han end ikke klar over det. Han fik bare på et tidspunkt en så forfærdelig hovedpine at han søgte hjælp hos smedeguden, som flækkede Zeus' pande med sin økse.

Ud sprang Athene, ikke som en baby, men fuldt udvokset og iført fuld rustning og våben. Athene blev altså ikke født, hverken af en kvinde eller en mand, dvs. hun var uden berøring med det mest kropslige vi har, nemlig fødsel. Og det var ej heller et tilfældigt sted, hun forlod sin faders krop, nej, det var hovedet. Måske kunne man sige at hun blev tænkt - i hvert fald var hendes fødsel en mental proces. Og sådan fortsætter hendes liv faktisk.

Hun er moderløs, men sin faders mest elskede søn - selv om hun er en pige. Hun har fra dag 1 særstatus på Olympos. Hun skal ikke giftes væk og hun kan komme og gå som hun vil. Når Zeus er væk, er hun den eneste, der må røres hans spyd, fx

Athene er krigens gudinde, men ikke på samme måde som fx Ares, der får et kick ud af krig. Nej, Athene er strategen; den, der udtænker og egenhændigt bærer et projekt/en krig igennem. Nu er det lige krig, men det kunne i princippet være enhver anden form for projekt, for det er den mentale proces, overblikket, detaljerne, koordinationen og fuldførelsen, der er Athenes indgangsvinkel. 

Athene bevæger sig på mændenes områder, ingen er dog i tvivl om at hun er en kvinde, men hun har ikke det typisk feminine i sig. Hun er mental, ikke følelsesorienteret. Hun er dog også meget andet end krigsgudinde. Engang prøver en af guderne at voldtage hende mens hun sover. Springer hun op og slår ham ihjel, som den krigens gudinde hun er? Nej, hun løber væk. Han når dog at få udløsning på hendes ben og det, der drypper ned på jorden skaber en søn. Men det er en anden historie.

Selv om Athene er rationel og mental, kan hun dog også vise følelser, især vrede og medfølelse. Det beskrives, at hun - ikke som barn, for hun har efter sigende aldrig været barn, barndommen sprang hun over - men dog indenfor hendes første leveår, der havde hun en meget kær og elsket veninde ved navn Pallas, som hun tilbragte meget tid sammen med. En dag, mens de leger lidt for vildt, kommer Athena ved et uheld til at slå veninden ihjel. Hun sørger meget over dette og tager som en æresgestus venindens navn som et tillægsnavn til sit eget - og kalder sig herefter Pallas Athena. Men...  at tage en andens navn er en mental proces, der ikke kan erstatte den levende person, som skulle have lært Athene om det feminine. Som sin fader har hun slået det feminine i hjel. Hun er altså både moderløs og venindeløs og bliver aldrig hel, før hun finder de dele af sig selv.

Athene kender ikke til søstersolidaritet. Der går historier om, at hun ofte blev indkaldt for at dømme, når guderne ikke kunne blive enige. Flere gange dømte hun til mændenes fordel, imod kvinderne, hvad der måske kan undre. Men på den anden side var det blot fordi hun fulgte et for hende højere princip, nemlig altid at dømme til fordel for mindretallet. Uanset udfaldet. Så hos Athene tæller de store linier mere end den enkelte personificerede sag.

Athene er mest kendt som krigsgudinde, der er dog også en anden side af hende, som var vigtig, nemlig håndens værk. Hun opfandt ifølge myterne væven, sejlskibet og en masse andre praktiske ting, der alle er kendetegnet ved at tilhøre håndens værk. Og hun vævede selv. Var den dygtigste af alle. Dette foregik i den ensomhed, der var en nødvendig modvægt til at aktive udadvendte strategiske liv, hun ellers repræsenterede. At lade tankerne og sindet falde til ro ved håndens værk, det kreative og det monotome.

Der går en historie om at en dødelig kvinde gjorde grin med Athene, ved at kalde sig en bedre væver end gudinden. Dette kom Athene for ører, og selv om hun ikke udøste sin vrede over manden, der forsøgte at voldtage hende, så gjorde hun det overfor den, der satte spørgsmålstegn ved hendes faglige kunnen. Hun udraderede og ødelagte kvinden totalt. Bagefter fik hun dog dårlig samvittighed og forvandlede hende til en edderkop, som respekt for det arbejde kvinden rent faktisk gjorde ved at spinde og væve og efterfølgende var edderkoppen en af de dyr, der hørte Athene til.

For mange aktive moderne kvinder i en mandsdomineret arbejdskultur er det nemt at identificere sig med og føle sig tiltrukket af de egenskaber, som Athene repræsenterer. Man skal blot tænke på, at arbejdslivet ikke er hele livet. Der findes noget, som Athene ikke kan bruges til eller først skal lære for som sagt at blive et helt menneske. Hun er moderløs og venindeløs og har på denne måde aldrig været næret af og favnet af en feminin naturkraft som moderkærligheden. Hun er resultatorienteret og skal lære at finde sin indre moder, Demeter, for at næres og for at blides og måske også for at forstå svaghed.

Jeg samler på roser

Mange mennesker har selektiv hørelse. Kender du det? Man kan sige noget pænt til en person, men de hører det simpelthen ikke. Siger man noget der kan fejlfortolkes som kritik, ja så hører de det straks. Det er synd.

Det går ofte lidt bedre på skrift. 

Man skriver noget pænt til andre og så har det lidt mere vægt, når det sådan står der sort på hvidt, ikke lige til at slette. 

Men igen - mange læser det kort, tænker måske: ihh, det var da dejligt at høre, men de gemmer det ikke.

Det gør jeg. Jeg samler på roser. 

Faktisk har jeg i mit mailsystem oprettet en mappe, som hedder Roser. Her gemmer jeg mails som folk sender til mig fuld af pæne ord. Nogle af de mails, der ligger i denne mappe, er fra mig til mig. Jeg kan finde på at sende mig selv en mail, hvor jeg skriver noget pænt (og sandt), som jeg har brug for at høre lige nu. Så kan jeg efterfølgende tage den fra og læse den igen, når jeg trænger til det.

Jeg sakser også bemærkninger fra andre internetforums eller private sms’er, hvis folk skriver noget om mig, der gør mig rød i kinderne af glæde. Så ryger det i en mail til mig selv og ind i mappen med Roser. En af dem lyder sådan her:

Jeg besøger ofte din hjemmeside Lone, - og jeg suger til mig, for dèr flyder det med honning og visdom, formidlet a la Lone - ligetil og letforståeligt. mkh. martin.

Tak for den Rose, Martin. Den farvede mine kinder og lysnede min dag :-) Ikke alle roser er så overdådige, men der kan være lige så meget værdi i en lille bitte sidebemærkning – når man tager det til sig.

Der går ofte måneder imellem, at jeg læser disse Roser, men det er rart at vide, at de er der. Det har meget lidt at gøre med at være selvglad, det her. Det er noget helt andet det drejer sig om. Det drejer sig om at kunne få øje på alle facetterne af en selv, ikke glemme halvdelen. For nogle gange, så glemmer vi alt det gode om os selv. Så ser det hele gråt ud - eller hver gang vi får fingre i en blomst, så stikker vi os straks på tornene. 

Disse øjeblikke er det godt i ro & fred at åbne denne mappe med Roser og læse den igennem. Det kan klart anbefales - uanset om man er IT-nørd som mig, der har alt det vigtige på pc'en - eller om man vil lave en fysisk mappe, hvor man sætter sine roser ind på skrift. Det kunne være et postkort eller et brev, et fødselsdagskort som klistes inde i Rose-Mappe. Eller en bemærksomhed, man skriver ind, mens den endnu ligger frisk i hukommelsen. (ups… did it again… ’bemærksomhed’. Fik lige i skyndingen lavet et nyt ord – sikkert afledt af en ubevidst sammentrækning af bemærkning og opmærksomhed. Hmmm… Lader det stå ;-)

Når man som mig samler på Roser, så er det også vigtigt at huske, at hvis de betyder så meget for mig, så vil en Rose fra mig til en anden også betyde noget. Nu skal de jo være ærlige, for at man kan tage dem til sig, men det er vigtigt at formidle det gode videre til andre. Vigtigt, ikke bare at sige det negative – hvilket ofte falder ganske let at gøre, men rent faktisk ærligt fortælle en anden person, hvis man føler de gør noget eller ER noget, man respekterer, ærer, elsker, beundrer og alle de andre positive følelser vi kan finde på. 

Nogle gange er det underligt nok svært at melde åbent ud, man krummer lidt tæer af forlegenhed over at tage så store, positive ord i sin mund. Tænker måske også at det ikke er nødvendigt, fordi den anden sikkert ved det. Men hvad så om man ved det? Det er vidunderligt at høre alligevel. Og kan varme de dage, hvor man trænger så pokkers til se gennem den kedelige grå tåge af tristhed.

Et nytår fra glemmebogen

Baggrundsmusik

Skriver du dagbog?  Det gør jeg. Det letter at skrive - uden at læse. Og det letter at læse, genlæse, senere, når det hele er kommet lidt på afstand. Her har jeg genfundet et gammelt nytårsskriv, og da der ikke er så langt til nytår 2011 sætter det tanker i gang.

Om hvordan jeg havde det dengang - og om hvordan jeg har det, netop nu - og især vil have det dette nytår.

Ved ikke helt hvorfor, men nytår har for mig altid været noget særligt. Det sætter punktum for året, der gik, og hvis man gider, så er det  det perfekte tidspunkt at reflektere på.

Så her kommer lidt refleksion:

På årets sidste dag. Elisabedst sprøde stemme flyder mig i møde denne årets sidste eftermiddag og sætter ord på året, der gik. En gammel sag fra 96 med endnu ældre ord (jaja... B.S. Ingemann 1823).

Det gør dem ikke mindre.

Fred hviler over land og by
Ej verden larmer mer
Fro smiler månen til sin sky
Til stjerne stjerne ser


Og søen blank og rolig står
Med himlen i sin favn
På dammen fjerne vogter går
Og lover herrens navn

Der er så stille og så tyst
I himmel og på jord
Vær også stille i mit bryst
Du flygtning som der bor

Slut fred o hjerte med hver sjæl
Som her dig ej forstår
Se over by og dal i kvæld
Nu fredens engel går

O lær af ham din aftensang
Fred med hver sjæl på jord
Til samme himmel går vor gang
Adskilles end vort spor

Fred med hvert hjerte fjern og nær
Som uden ro mon slå
Fred med de få som mig har kær
Og dem jeg aldrig så

Nytåret skal holdes alene, ungerne er på Xvej sammen med Mr. Ex og de gamle venner. Passer mig fint. Jeg gad ikke tage op i byen, så jeg tullede ned til den lille købmand og købte for 500 kr nytårsnødvendigheder. Ingen hatte og den slags, ej heller fyrværkeri, men god mad og en 2 personers kransekage, som jeg allerede har taget hul på. Den passer bedre her til eftermiddagskaffen.

For at ære min gamle mormor købte jeg en flaske Den Gule Enke, som jeg har lagt på køl - og øl, hvis jeg nu får de lyster senere- eller før. Champagnen skal ikke nydes med kransekage, men skal bruges til at fejre MIG, Året, der gik og Året, der kommer. Jeg er ikke den store champagnedrikker - så heller et rødt glas Chateau-neuf de pape, Laphroaig whisky eller bare en håndbajer, men forhistorien omkring den gule enke er som følger:

Min højtelskede mormor var førstefødte datter, min mor er førstefødte datter, jeg er førstefødte datter og da jeg så fødte min egen ældste datter, ja da kom min mormor på besøg. Det er noget meget uhørt i vores familie. Normalt kalder hun selv til samling og er sjældent set udenfor Ringsted&omegn, men denne dag, dagen efter jeg kom hjem fra hospitalet med det lille nye vidunder, dukkede hun altså uanmeldt op - ifølge med min noget chokerede mor - i mit lille 3kløvers (dvs. mig=mor, x=far, baby=baby, samlet = Det lykkedelige 3kløver) mikroskopiske, men romantiske taglejlighed.

Det var en fredag formiddag. Vi sad ganske ene 4 generationer af førstefødte quinder og kiggede ud over den snedækkede by. Og så sprang champagneproppen fra den medbragte Gule Enke. Og da klokken blev eftermiddag og de forlod ganske uden at vi havde tænkt på frokost og anden slags hverdagsagtige ting, ja da var vi alle halvsnaldrede. På den gode måde. For det var en meget smuk boble i tiden, værd at erindre.

Og derfor havde jeg planlagt at fejre en ganske særlig begiventhed som min allerførste nytårsaften mutters alene med Den gule Enke, for at hædre min nu afdøde mormor, som viste mig lidt om, hvordan man fejrer.

Her springer handling.....

1. januars eftertanker: Tjaaaah, året blev vel afsluttet med et passende punktum på min lange OVERMUCH periode - nemlig ved at jeg brækkede mig hele 1. januar. Jeg var blevet lidt halvskør sidste halvdel af december af mangel på mine unger; for mange feriedage og mangel på voksenkontakt - og et overtryk indeni af ting, der kun kunne komme ud på en måde; ved at svælge i dem - til det blev for meget, OVERMUCH, så jeg kunne vende skuden og blive lidt afbalanceret igen.

Nytårsaften var fed på sin egen måde. Den 2-personers kransekage passede som sagt fint til eftermiddagskaffen. Jeg tullede rundt, hørte musik, hyggede om at lave lidt lækker mad, mens jeg drak hyggeøl. Den gule Enke blev lukket op til middagen. Jeg så tv og jeg så fyrværkeri. Der var jo fuldt udsyn her på 3. - i stuen ind over byen og i køkkenet ud over den mørkere del, hvor jeg kunne se langt væk, herunder også fyrværkeriet fra Xvej, hvor de fleste af dem, jeg kendte, var, incl. x-mand, x-venner, ikkex-unger, bare midlertidigt udlånt. Der var fyrværkeri overalt og det var større og flottere og mere overdådigt end tidligere år. Sådan virkede det i hvert fald.

En time efter midnat løftede jeg flasken for at skænke mig et glas til - for at opdage, at flasken var næsten tom. Lyder totalt klicheagtigt, den slags man ser i b-film, men sådan en Gul Enkeflaske er altså temmelig tung i sig selv, så jeg var følte mig lovligt undskyldt. Sixpax med øl var også væk.

Til gengæld var jeg kommet i vældigt dansehumør, så jeg skiftede tøj og smuttede op i byen. Endte på Gimle, hvor jeg allerede i køen udenfor blev forsøgt scoret af en sød, altforung fyr. Med mit humør blev det til afslappet hyggesnak der i køen. Jeg blev et par timer, dansede lidt med whoknows(de gange jeg har danset de sidste 10 år kan tælles på en hånd, jeg danser helst ikke, og det foregik da også lidt akavet, men skidt med det. Bare det, at jeg frivilligt sagde ja til at danse er store sager).

Jeg var hverken fuld eller tosset, men lige inden jeg gik hjem skyllede jeg i et anfald af overmod en dobbelt singlemalt whisky i mig i baren. Fik bare sådan lyst. Og så gik jeg hjem. Fornuftigt nok alene, selv om Claus, 29, Valby, prøvede at overbevise mig om det modsatte.

Da jeg havde gået lidt i den kolde natteluft tænkte jeg; det var da underligt så smalt det fortov er, jeg går jo helt ud over stregerne. Hmmm. Vel hjemme igen smed jeg mig i sengen og sov dejligt til kl. 11. Så vågnede jeg og var dårligt. Resten af dagen var jeg så dårlig, at jeg brækkede mig hvert 20. minut.

Føj, hvor havde jeg ondt af mig selv. Jeg har ikke været så dårlig siden jeg var 14. Jeg får normalt aldrig tømmermænd, højst lidt ondt i hovedet, men her gik maven totalt amok. Jeg sad i sofaen og så tv, men uanset hvilken kanal jeg valgte, var der nytårsindslag, hvor folk sad med champagneglas - og så skulle jeg løbe igen. Vågnede op til slatten dåd kl 20 - lige tidst nok til at se noget så uskyldigt som Min søsters børn - ganske uden champagne. Og det var så det nytår.

Men nu er det så snart nytår igen. Hvad mon den bringer?

Jeg har skåret Bambi i stykker

De fleste forældre med delebørn kender nok det obligatoriske spørgsmål, når man ser ungerne igen: -Hvad har du lavet?

Men sjældent får man svaret: - Jeg har skåret Bambi i stykker.

Udover at min unge nu er blevet så stor, at hun indimellem, når jeg stiller netop det spørgsmål, ser på mig med et både gennemborende og overbærende blik og svarer ved at ryste på hovedet, mens hun siger:

-Sladder! Sladder, sladder, sladder.

-Jamen, lille skat! Det er da ikke sladder. Det er ikke for at bore i det, der er bare....

Ja, bare hvad?

 Indimellem sluger jeg mine spørgsmål og lader hende have tiderne uden mig i fred ... indtil næste uge, hvor jeg igen stiller samme spørgsmål. Denne gang vidste jeg at størstedelen af ugens arbejds- og skolefri timer var brugt hos søs, der var ved at flytte hjemmefra, så jeg havde regnet med et svar i retning af: -Jeg har samlet Ikea-skabe.

Og hov, tror du ikke at en 10-11 årig kan samle Ikea skabe eller andet i samme boldgade, ja så er du fuldstændig faret vild i skoven.

Jeg ved, af personlig erfaring, at de i den alder har en intuitiv forståelse for dels samling af ting & sager og dels læsning af Ikeas brugsanvisning. Ja, faktisk vil jeg påstå, at Ikeas brugsanvisninger NETOP er forfattet med 10-11 årige som målgruppe.

Jeg overværede for et par år siden en hyggelig søndag 2 tømrere forsøge at samle den ene datters højseng med underliggende skrivebord og ruchebane ved at bruge brugsanvisningen. Holdaheltop, hvor kan sådanne tømrere mange bandeord, en kontornusser som mig slet ikke kendte. 

Og ja, det endte med at de  delte et par glas 10 års whisky af den tangagtige slags og derefter smed brugsansvisningen incl. medfølgende skruer væk, hentede det tunge elektriske grej fra firmabilen og på det nærmeste boltede sengen hermetisk sammen. Den rokker aldrig, går aldrig fra hinanden - til gengæld kan den heller aldrig sælges som delbar igen.

Never mind. Det var tømrere. Børn er noget andet. I sidste weekend var jeg med den yngste i Jylland til 4 års fødselsdag. En af de første gaver var et pink farvet Barbie løbehjul, som skulle samles. A10-snart 11 gik omgående igang med stor iver, og tildelte nådigt 4 årig kusine rollen som skrueuddeler.

Kusinens farmor, som havde leveret gaven, forsøgte flere gange at stoppe projektet, som i hendes øjne åbentbart var totalt grænseoverskridende. Først tiltalte hun børnene: -Hør, tror I ikke, der skal nogle voksne til at klare det?

De ignorerede hende. Så tiltalte hun mig. Som mor til den, der svang skruetrækkeren: -Hør, tror du ikke, du skulle stoppe dem, før det ender galt? Der skal vist en mand til at klare den slags.

Jeg smilede venligt til hende, for hun er faktisk rigtig sød og ledte hende hen til velkomstdrinken i stedet for og med et snuptag stod hun i ubrydelig kontakt med en anden bedstemor, som ville snakke.

Men ak, 15 minutter efter var hun tilbage igen. Hun stod der og overskuede situtation, lod ungerne være, lod mig være, og henvendte sig til fødselsdagsbarnets far plus bedstefar. Nå, der var heller ikke bid. Og nu ku det også være lige meget, for naturligvis havde A10-snart 11 samlet det lyserøde misfoster til alles tilfredshed.

Og nu kom jeg langt væk fra Bambi, mens jeg snakkede om Barbie. Det var bare for at anskueliggøre, at  børn er mega gode til at samle præfabrikerede ting efter brugsanvisning - så det forventede jeg også, at datteren havde brugt tiden uden mig på.

Jeg tog fejl. Det var skam sandt. Hun havde brugt tiden på at skære Bambi i stykker.

Awhafornoget?

-Jo, mor, du husker godt ham fiskeren, som plejer at komme forbi med fisk til far, ikk? Han kom altså med en kæmpe Bambi. Det var en hun. Smadder ærgerligt, for jeg ville gerne have haft et gevir.

-Jamen, var det ikke synd? ... mere nåede jeg ikke at sige, før hun fortsatte.

-Jo, det var faktisk ret synd, for ved du hvad? De havde ikke skudt den med hagl, men med kugler, og først havde de ramt benet. Og det er altså ret synd. Så de var sikkert fulgt efter den, for den var skudt i halsen. Halsen var brækket.

-Jamen, det var da forfærdeligt..

-Nej, det var godt, for så var den jo død. Jeg har engang set i fjernsynet noget om et rådyr som gik omkring i mange dage efter dens ben var blevet kørt over. Endelig fandt de den og skød den. Det var godt, for det var jo synd.

-Øh, nå, men.. smagte kødet så godt?

-Aner det ikke. Klokken var så mange, at vi bestilte pizza.

-Men du skal vel smage den?

-Ja, helt sikkert, jeg glæder mig.

Og så fortsatte hun med at fortælle hvor store sådan nogle lår egentlig var, når de blev skåret over - og hun havde også om mandagen fortalt det i klassen, for læreren havde spurgt hvad de havde lavet i weekenden. Og det var der ingen af de andre, som havde prøvet. Faktisk ret sejt, mor!

Ja, vel er det. Og det luner mig... et eller andet sted. For det forsikrer mig om, at hun har glæde af at være hos farmand. Gør ting, hun ikke gør hos mig. Beroliger mit urolige sind med, at den der tossede deleordning er ok.

Jeg har sgi aldrig brækket en hjort op - og forventer heller ikke at gøre det i nærmeste fremtid.

Rør blot ikke ved min gaamle jul

Juleaften i familiens skød er overstået. Jeg vil give den 5,5 på en 10-skala - men indrømmet, jeg er heller ikke en særlig sød person. Slet ikke - selv om jeg prøver at beherske mig.

Egocentreret som jeg er, plejer jeg at vurdere julen udfra hvilke ting, jeg ikke skulle have sagt eller gjort. I år blev det altså til 4,5 ting, jeg ku ha undladt. Faktisk en ok score - jeg har været large, da jeg idømte mig selv strafpoint... det er trods alt detaljer, så forstørrelsesglasset har været fremme i år.

Ser I... jeg holder jul med mine forældre, Olde, eventuelle løse slægtninge og så Søs m. vedhæng. I år fandt de løse så noget bedre at lave.

Mig og Søs er meget forskellige. 

Hun er 8 år og 10 mdr. yngre, men af en eller anden grund tror fremmede tit, at det er omvendt. Det er sådan cirka den eneste ting, vi kan blive enige om at være sure over.

Jul jul jul. Rør blot ikke ved min gamle jul. Der skal milimeters afvigelse til, før noget går galt. 

Helt ærligt... jeg kender ikke andre tidspunkter eller højtider i DK, der er omgæret med så mange traditioner og så mange ideer om, hvordan det BURDE være. Og Søs og mines Burde'r ligger langt fra hinanden. Har altid gjort det. Søs er blevet Jyde. Det gør naturligvis også en forskel for os hjemstavnsbundne Sjællændere. Og ikke til det bedre.

Nå, anyway. Spisning gik ok, sådan da. Som sædvanlig stod min far for al maden - og som sædvanlig holdt jeg automatisk med ham, uanset hvilke efterfølgende stridigheder, der så end dukkede op. Principper er til for at holdes....

Derfor flippede jeg solidarisk ud, da han forlod de brunede kartofler et splitsekund sådan skruet op på 8, for at gå i køkkenet nedenunder for at se til stegen. Ja, lidt usædvanligt, men mine forældre har altså 2 køkkener. Det nedenunder bruges til det, der lugter, såsom andesteg & flæskesteg & rygning - for når Søs er i nærheden har hun indført rygeforbud i vores forældres hjem... af hensyn til ungerne. Så Papa Pasta og jeg daffer i kælderen og ryger, mens ungerne stryger med... det er jo der, det sner... og hvis Søs får forvildet sig derned, så udbryder hun flux: -Puh, hvor her lugter af røg!!! -Så pis af med dig, sarte!!! tænker vi andre, men siger det ikke. Man er vel høflig - selv om huset har 3 etager og der er masser af andre steder hun kan være røgfanatisk på..

Da han kom op igen, var de brunede kartofler ikke længere brunede, men sorte. Jeg sad i stuen og underholdt Olde & unger i forskellige aldre, men køkkenet rummede 4 bladlæsende, hyggesnakkende personer, som bare ikke mente det var DERES opgave at holde øje med maden. Nejnej.. naturligvis ikke.. lad os bare skyde på gamle Papa Pasta, når vi sidder til bords og skal øse sortbrunede kartofler op på tallerkenen, og det blev der, i den grad. Føj, fæl familie!!!! (Julens Score går fra 10 til 9)

Ellers gik spisning ok. Min gamle mor fik grineflip. Sker meget meget sjældent, men hun havde Olde til bords. Olde hører dårligt, så normalt sidder jeg ved siden af hende. Hun kan nemlig godt høre alt hvad min far og jeg siger, det er mere alle de andre. Nåmen... min mors eneste indslag i julemiddagen er risalamanden - som hun hader at lave og derfor i dagens anledning havde uddelegeret til A20. Resultatet var.. underligt. For meget flødeskum, sagde en. For meget sukker, sagde en anden. A20 følte sig stødt og svarede: For kort tid i køleskabet. Anyway. Der var 2 skåle og mandel i den første. Jeg har fået den de sidste 5 år - uden på nogen måde at interesse mig for mandler. Det ene år, der var mandler i begge skåle, fik jeg begge mandler, så den taktik blev droppet.

Ser I... den eneste der sådan for alvor er interesseret i mandlen er Søs. Børnene er ikke speciet  interesserede, men det er Søs. Sure Søs. Nåmen, i år lagde jeg så pludselig mærke til at hun slet ikke så sur ud. Hun sad faktisk med et smørret grin og så ganske selvtilfreds ud.

Jeg ved ikke om det er tradition i alle familier, men i vores er traditionen, at man ikke siger, hvis man har fået mandlen. Det er det sjove. Haha. Og ingen sagde noget. Så var det min mor sagde til Olde: Har du fået mandlen? -Jaja, det har jeg, sagde Olde, og spiste videre. Og så var det min gamle mor fik grineflip. Hun var i forvejen helt kørt op over ansvaret ved at sidde ved siden af Olde og holde konversationen i gang, og det her var altså mere end hun kunne klare. Hun brød sammen. Og A20, som sad lige overfor, og som altid er god for en rask gang grineflip gik med på den. Og så sad de 2 og trak sorte streger ned af kinden fordi de havde glemt, at jul i vores familie kræver tårefast mascara, og holdt deres egen lille grinefest - mens Olde ufortrødent spiste videre.

Men, Søs gik endelig til bekendelse, alle var glade og så var det tid at rykke bordet til side, trække juletræet frem fra hjørnet og danse omkring det.

-Har du fået vasket Kinanissen? spurgte A10 min mor. -Øh, næh, nej, det nåede jeg ikke. (Nej, min mor er ikke den hurtigste til visse ting. Fx. den sangbog, hun tog med hjem  fra Roskilde Domkirke, da A20 blev døbt. Den blev afleveret tilbage 16 år efter, da jeg blev voksendøbt samme sted. Ikke fordi jeg tror på ham Jæsus, det var mere en helgardering, men det er en anden historie...)

Kinanissen sidder på juletræstæppet, som min mor har broderet. Det har været mange år undervejs, især fordi hendes syn forsvandt og hun skulle have afdøde linser indopereret, men endelig et år var tæppet klar. Netop det år. hvor Søs & svoger i erkendelse af, at de ikke selv kunne få børn, havde anskaffet sig en fårehund. Sød hund. Gik direkte hen og tissede på hovedet af den ene nisse, så min far strax omdøbte den til en Kinanisse, så gul i hovedet den var blevet - og vi andre talte meget om den jul, at det da var godt, den ikke var blevet til en Negernisse.

Nåmen... rundt om træet skulle vi jo - og her er det at 'rør blot ikke ved min gamle jul' kommer ind i billedet for mit vedkommende. Jeg vil ha at julen er sådan, at alle - store som små , når blot de kan gå - tager hinanden i hænderne og i samlet kreds syngende går rundt om træet. DET gik så lidt i opløsning i år. Olde sad på en stol og så på. Fair nok. Det er ikke særlig romantisk med en rollator rundt om juletræet. Seancen trak ud fordi alle ungerne skulle fotograferes foran træet. Fair nok... sådan da. Nå, nu kom vi endelig igang. Sådan da... For Svoger skulle liiiiiiiiiiiiiiiige stille sig op i hjørnet og tage billeder med det store kamera, mens vi gik rundt. Jeg ventede 7 gange rundt om træet før jeg ikke ku tie stille længere: -Jeg gider altså ikke fotograferes... -Bare rolig, det er ikke dig, jeg tager billeder af. -Nåmen, så stiller jeg mig da bare her i hjørnet og venter, til du er færdig.

Ups, han var hurtigere end mig til at give efter. 4 skridt rundt om træet med mig i hjørnet, så havde han sluppet kameraet og joinede de andre i den traditionelle kædesang. Incl., mig, der jo havde fået min vilje. (Julens Score går fra 9 til 8)

Og så ind i stuen ved siden af og glo på træet, mens de yngste pr. tradtition skal uddele gaver. Uheldigvis kan de ikke læse, så jeg blev udnævnt til hjælpenissegaveuddeler. Jeg nægtede A20 at efterkomme hendes ønske om at lægge alle gaver under træet, som vi ellers plejer at forsøge, og fik hjælp af Morfar, som sagde, at han først skulle sætte en krog i loftet, så træet kunne hæves, så de alle kunne være der. (Julens score gik fra 8 til 7, for hun tilgav mig vist ikke resten af aftenen)

Og så blev der delt ud. De fleste var bare interesseret i gaver. Nuuuuu. Men A20 mente at der skulle deles en ud ad gangen, så alle kunne se hvem der gav hvad til hvem. Det holdt ca 8 minutter, så gav mig og A10 og minikusine på knap 4 op, og delte bare ud. Det er sgi lidt svært det andet, når Jyllands barnehold fører 47-14 mod Sjælland med gaver og Jyllands voksenhold fører 16-4.

Så det blev til masseuddeling, kortafrivning, båndklipning osv i vild panik. Som sultne, der ikke har fået noget at spise siden påske. Julen Score går fra 7 til 6, for selv ikke næste dag til restespisning ville A20 tale med mig. Hendes humør stiger dog, da hun finder ud af, at de har glemt en hel gavesæk hos farmand - og sådan udlignes landsdelenes gavefordeling mere eller mindre, i hvert fald på barneholdet.

Søs gjorde som hun plejede efter endt gaveudpakning. Brokkede sig i rå mængder over et bestemt uheldig indslag fra mandens familie, som bare ikke ku finde ud af at give gaver. Til slut udbrød jeg: -Sorry, søs, jeg er altså ikke lige i humør til at blive forarget lige nu. Hun klappede midlertidigt i, men tog revanche, da hun af en eller anden grund skulle køre mig og A10 de 900 meter hjem - og brugte tiden på at brokke videre. En eller anden taber altid i søsters gavespil. Man kan blot håbe på, at det ikke er en selv, som falder under standarden. Og egentlig syntes jeg mere at gavetaberne var vores forældre, der klog af skade kun havde givet  den lille jyske familie gaver fra ønskelisten. Men ak, de 3 havde de allerede, fordi de ikke mente de ku vente til jul, og den 4. gave var grim og skulle byttes. Men fred - julefred - være med det.

Det sidste halve fra 6 til 5,5 går på Søs's yngste. Dejlig dreng på snart 1½ år. Men han er lige gået fra 5 til 4 i blestørrelse, blevet tynd i hovedet og de mener han er kræsen, for han vil ikke spise noget. Imens fodrer de ham hele tiden med surmælksprodukter og meljævning. Riskiks = rismel, Cornflakes = majsmel, Grissini-pinde i lange baner og mormor brunkager = hvedemel. Andet får han ikke i de 2 dage jeg ser ham. Og mit gamle moderhjerte bløder ved tanken om alle de dejlige, velsmagende vitaminer det stakkels barn går glip af.

Jeg prøver VIRKELIG at holde mig på egen banehalvdel, mens jeg kommenterer det så neutralt som muligt ala: -Jamen, hvordan spiser han så i dagplejen? -Der spiser han alt. Det er kun derhjemme, han er kræsen.

Ungen er virkelig en elskelig skat. Jeg overvejer alvorligt at kidnappe ham et par år og fodre ham med dampet broccoli med salt og olivenolie - det kan alle unger li - men opgiver ved tanken om al det efterfølgende administrative bøvl.

Han kan få ord: Vov, Baba - som både betyder mormor, morfar og Barbarfigurerne, Mam for mad. Pap for far og så And. Meget praktisk at jeg så har leveret A10 og A20 som kusiner, som nu hedder And. Og så Sjus. Det er det eneste han råber på hele tiden, men snart er der ikke mere appelsinjuice.

Til sidst bortfører jeg ham uden de andre lægger mærke til det, låser os inde i køkkenet og med 1 til mig og 1 til dig får jeg under stor jubel proppet en clementin i ham. Ah-mam, siger han flere gange, før Søs banker på døren og spørger hvad vi laver, for nu er der småkager på bordet han skal smage.

En halv time senere kommer lilledrengen over, trækker mig kjolen og siger spørgende: -Ah-mam??? Søs spørger mig om jeg ved, hvad det betyder, men jeg trækker på skulderen... og sådan gik Julens score fra 6 til 5,5..................... og nu er den overstået. Juhu.

A10 og jeg har haft en fantastisk afslappende morsom efterjuledag. Eneste negative indslag er, at jeg må stå op og tisse. Jeg tog trappen på røv &albuer, da jeg skulle ud med skraldespanden herhjemme. Eller rettere på venstre balle & venstre håndled. Ballen har skiftet farve, så jeg bagfra ligner et forvredet finsk flag og højre hånd må agere solo, når jeg skriver. Men det skal ikke trække julens score ned, for den er officielt overstået.

A10 fik et walkietalkie sæt i gave og det rækker 5 km. Mit gæt er, at der er en hel masse unger, der har fået det samme, for vi har godt nok talt med mange ukendte, som sættet svagt opfangede. De fleste gange blev ungerne så generte over at høre fremmede at det blev mig, der sad og kvækkede: -Hallo? Skifter! til ukendte fædre, som mere eller mindre svarede nøjagtig det samme retur.. (:

Go Bagjul herfra  til dig og dine..............

En ridder bliver sneblind

Onsdag d. 18. januar. Hmmm… har haft en ok dag, men ellers ikke lige min kop the. Total udlevelse af prinsesse-drømme i et pudret, blondepyntet, hvidt kvindeunivers. Tilsat flødekarameller og isvand. Og well-being musik strømmende ud af skjulte højtalere, så man skulle tisse hele tiden – enten af isvandet eller delfin/hvalsangens rislende lyde.

Hun er alt det, jeg ikke er... undtagen i marts

Min yndlingssang pt - og desuden fuldstændig årstidsmæssigt passende. Skrue op for lyden og tryk her, så forstår du hvad jeg mener... måske ;-) Tænk, hvis jeg turde leve op til det indre ønske om følelsesmæssigt at følge denne sang. Nytter ikke. Jeg prøvede sidste år på samme tid. Da gik det heller ikke. Venter, men tør ikke springe ud i marts.

Hun er alt det, jeg ikke er. Derfor nærer jeg en fascination for denne kvindetype.

Elisabedst har lavet så meget. Jeg har faktisk engang for mange år siden set hende på Roskilde Festivalen, dengang den følsomme side endnu ikke var tilladt. Dengang bandet hed Voxpop og udklædning var torpedobarm så skarp man ku stikke sig på den.

Nåmen, skøn sang.

Elisabedst er så dejlig sød og blød og hård og sej og strutskørtagtig lyserød stærk i sin kvindelighed. Noget at lære for Lone her, som helt sikkert set udefra mangler noget blødt og lyserødt i sin skarpt definerede, minimalistiske livsstil - også kaldet psyke.

Jeg kan huske, at jeg for år tilbage tænkte denne tanke: -Hvis jeg var en danser, hvilken danser ville jeg så være? Altså som en art nærmere definition på ens egen mennesketype. Jeg ville være balletdanser. Helt sikkert. Men en balletdanser med en indre trang til i stedet at være mavedanser. Mavedanser med sensuelt  frit roterende deller i stedet for skarpt defineret, kontrolleret op på tå og stræk et ben. Mavedansere har livet og livsglæden i sig. Balletdansere viser hvor langt mennesket kan komme udi viljestyret unaturlighed, når der lægges nok træning bag.

Pyt - hvad får man, hvis man forsøger at vaske pletterne af en leopard? En meget frustreret leopard.

Men derfor kan man jo godt undres, tænke og drømme om noget andet end det man sådan inderst inde er - som kvinde. Jeg har andre fuldstændig tilfældige fascinationer af kvinder, som er synlige i det offentlige rum. Og jeg kommer virkelig på overarbejde, når jeg skal granske overfor mig selv hvorfor. En af de mere pinlige er Annette Heick. Det er virkelig pinligt, i min verden, at jeg bare ikke kan springe en artikel eller et program over, hvor hun optræder. Hun er også alt det, jeg ikke er. Jeg er vildt imponeret. Over så meget, altså hallo, kvinden er bl.a. ejendomsmægler foruden overeksponeret medieperson, popsanger osv, men især det mindst væsentlige: hun har rengøringsvanvid - og indrømmer det åbent. Har med nogle veninder skrevet bogen: -Gør det noget jeg støvsuger imens?

Jeg har ikke læst den, men holdahelt op... tal lige om anderledes kvindetyper. Det er virkelig, virkelig fascinerende. Faktisk har min ældste datter en veninde i samme genre. Sidst vi var samlet til fødselsdagsstorfest beklagede hun sig over sine bulede pander. Min datter svarede at det var fordi hun strax efter madlavning gjorde dem rene under koldt vand. Så blev de bulede. Sikkert rigtigt nok, sådan teoretisk, men hendes svar var, at hun bare ikke ku holde ud at vente til de blev kolde med at gøre dem rene. (Ku ikke holde ud {()

Dybt fascinerede. Hvad er det der driver denne kvindetype til at få det fysisk dårligt ved tanken om at vente 7 minutter med at fjerne enhvert spor af levet liv i hjemmet, såsom madlavning? Ja, jeg ved det ikke, men jeg kommer til at tænke på min ene kusine - ja, jeg har faktisk ret mange af dem - som tilbragte en uges kvalitetstid i sommerhus sammen med mig. Bare os to kvinder med børn. Et par uger efter ringede hun og sagde, at hun havde lært meget af mig. Se, der blev jeg virkelig nervøs, og det blev ikke mindre da hun fortsatte: -Jeg har lært at det er ok at vente ½ time med at tage opvasken.

Okzå. Jeg er altså en kvindetype, som kan lære andre at vente ½ time med at tage opvasken. Så har jeg da ikke levet helt forgæves. Det de så til gengæld kan lære mig er ganske åbenlyst, men se om det hjælper!  Nope. Jeg er stadig hende som stod bagest, da der blev delt husmoderlige gener ud og jeg er stadig hende, som elsker et rent og ryddeligt hjem, men som samtidig tager det som en personlig fornærmelse, at der skal vaskes op hver dag. Ryddes op hver dag. Osv.

Hvilket altsammen blegner i sammenligning med mit manglende mod til at springe ud i marts og tillade mig selv at blive plukket, plukket lidt af den der ikke nærmere defineret 'dig'. :)

Igangsættende x-biskops-ord

Hvad galt er der i at gå i stå, hvis man står et godt sted? Ovenstående citat fandt jeg i tidligere Roskildebisp Jan Lindhardts bog: "En biperson i mit eget liv." Jeg ku ikke lade være med at grine, da jeg læste det. Jeg elsker, når andre vender tingene på hovedet, så man pludselig tvinges til at tænke nærmere over det man normalt pr. refleks mener er godt/dårligt. Tænk lige lidt over det.... at gå i stå. Er det virkelig det værste af alt???

Jeg er en Irma-pige

Denne oversigt er ikke tilgængelig. Klik her for at se indlægget.

Skolelærere og kærlighed

Altså... da mor her var dreng, var skolelærere et ganske andet folkefærd end i dag. Helt sikkert.

Men nu gik jeg jo også i privatskole og ovenkøbet af den gammeldags slags, hvor dansklæreren hed Fru Anker Nielsen.

Først mange år efter gik det op for mig, at det der med Anker egentlig skyldtes, at det var hendes mands navn. Hallo!!!

Jeg gik i privatskole - uheldigvis og udelukkende fordi min far i sine yngre dage var en uforbederlig snob med en stærk trang til at kravle op af den sociale rangstige.(Det var gået over, da de fik min søster 9 år efter.)

Min mor var nemlig folkeskolelærer i en anden by, men....

Ja, min mor...

Hun fandt for alvor ud af, at hun var ude af sync med tiden, da hun gik fra at hedde Fru Jensen til at hedde Ulla, matematiklærer på 30. år. Hun nåede 40+ i alt. Det var dengang.

Først mandens navn i stedet for sit eget. Så fornavn i stedet for efternavn og så....

Ja, hvad så? Min datter kom hjem fra 4. klasse (i den lokale folkeskole, som vælges til og ikke fra og geografisk ligger i villakvarterernes og de velbjærgede uskilte forældres smørhul og derfor faktisk på ingen måde adskiller sig fra en snobbet privatskole. .Jeg mener... de eneste børn med anden hudfarve end bleghvid er adoptivbørn, som det mindst kræver 100.000 i friværdi at hente hjem og kalde sin egen).

Anyway... min datter kom altså hjem og fortalte en sød historie om en af de mandlige lærere. En historie om ulykkelig kærlighed. Vi kom til at tale om det der med kærlighed, da vi pt. genser (for mit vedkommende) og ser for første gang (for min datters vedkommende) mine gamle videofilm, som ellers har gemt sig på loftet for at samle støv.

Hun bliver 11 år på søndag og der er virkelig sket noget de sidste par måneder. Hun er gået fra at være barnligt barn til at være barnlig ung og ungt barn. Jeg følger hende gerne. Det er så dejligt at se ens børn udvikle sig. Hendes udvikling pt. går i retning af ikke at se de gamle børnefilm, men snuse til voksenfilm. Vi har ikke tv, så for mig er det en sød måde at være sammen på som familie, at se film.

Så det gør vi. Hun er ingen ørn til engelsk - for nu at sige det pænt - så filmene kan ikke ses solo. Jeg oversætter til dansk børnesprog. Indimellem oversætter jeg lidt upræcist. Fx sætningen "Hvis du ikke gør som jeg siger, vil jeg rive hovedet af dig og voldtage dit kranie" eller "Hvis du ikke gør som jeg siger, så sømmer jeg din pik op på væggen". Altså hmm... en ellers uskyldig amerikansk kærlighedsfilm, som bare indimellem flippede lidt ud på den ikke-børnevenlige måde. Men mor her er jo hurtig i roen til at tænke, så oversættelserne bliver ok 11-årig venlige.

Hun læser undertekster og alle andre tekster meget langsomt, så det går som regel, især kombineret med hendes indbyggede blufærdighed, men indimellem protesterer hun dog: -Mor, jeg syntes der stod pik. -Nejnej, skat, der stod noget med et nik. Nå videre i teksten.

Vi ser altså kærlighedsfilm sammen. Og det interesserer hende meget. Vi taler om, at der er mange måder at fremstille kærlighed på i film og bøger og vi nikker i takt. Indimellem kommenterer hun med, at den der film i opbygningen ligner Tryllefløjten og så er det mig, der bare nikker, for den kan jeg altså ikke huske.

Men vi taler om, at der er kærlighed og der er ulykkelig kærlighed og der er den slags kærlighed, som man slet ikke kan genkende, når den kommer til en, så man tror, det er noget helt andet.

Og som det indimellem gammelkloge barn, hun er, sagde hun i går: -Mor, jeg tror, det er rigtig godt, at jeg ser kærlighedsfilm. Så kan jeg lære noget allerede nu, og ikke om fx. 10 år, hvor det måske vil være for sent, så jeg slet ikke ved noget om kærlighed, når jeg møder den selv.

-Ja, fint skat. Det er vigtigt at vide noget om kærlighed.

-Mor, skal jeg fortælle dig noget om ulykkelig kærlighed?

-Øh, ja.

-Okay. Du ved godt J., ikk. Vores lærer. Han var der ikke i går. Og ved du hvorfor, han ikke var der? Det var fordi, han oplevede ulykkelig kærlighed.

-Hvad? Hvad for noget?

-Jo. Han er allerede skilt en gang, men nu skal han opleve det igen. Han kone har bedt om ½ år fri, hvad hedder det nu, det der før man kan blive skilt?

-Separeret?

-Ja, netop. Det har hun bedt om og så er hun flyttet. Og ved du hvad, mor? Han elsker hende. Det er ulykkelig kærlighed, så derfor kom han ikke på arbejde i går.

-Fortalte han det til klassen?

-Ja, det gjorde han.

Se, det er det, jeg mener. Jeg kan overhovedet ikke forstille mig min egen dansklærer Fru Anker Nielsen eller min egen mor Fru Jensen, fortælle deres klasse om egen ulykkelig kærlighed. Nej, ikke engang da min mor blev transformeret til Ulla, ville hun finde på at gøre den slags.

Overhovedet ikke!!!

Men hvor er det fedt... et eller andet sted. De der nye moderne lærere uden hæmninger. Den slags, som frivilligt bruger sig selv og egne oplevelser til at reflektere tanker hos deres elever. Som blotter sig - og tør det. Respekt!