Sladdersladdersladder

Sladder....

Jeg har altid været enormt imponeret over folk, som sladrer. Hvilken viden, de kan skrabe sig sammen. Selv er jeg slet ikke sådan. Og normalt kalder jeg det ikke sladder, men at have fingeren på pulsen. Er det ikke sådan det er? De der personer, som af forskellige grunde ved ALT om, hvad der rør sig i lokalområdet - og diverse internetsteder kan sagtens betegnes som et virtuelt lokalområde - det er i mine øjne vildt imponerende. Indimellem ville jeg ønske jeg var sådan.

Organdonation

Tillad mig at indsætte min umiddelbare respons på den originale donorkampagne anno april 08.

(Gammelt skriv, men stadig relevant) Kommer her.....

Hønemor1 taler til Hønemor2

Jeg er Hønemor1, min ældste datter er Hønemor2, den yngste er Kyllingen - og hvis man ikke passer på bliver det hele hurtigt til et teateragtigt 3-kantsdrama.

Men jeg passer på, gør jeg - klog af skade, så som regel lever vi bare sammen i fred & fordragelighed omend periodisk hver for sig.

Den yngste har i årevis cyklet i skole med mig ved siden af - undtagen de få lykkelige gange om året, hvor vi har brugt kælk. 4km hver vej i stærk trafik. Det er ikke afstanden, men trafikken, der har gjort mig til Hønemor og trofast fulgt hende frem og tilbage.

Men... nu har hun længe plaget for at cykle selv og alle de logiske argumenter forsvinder, så kun Hønemors bekymrede pippen bliver tilbage. Og det er ikke nok. Hun kan jo for pokker da ikke bliver fulgt i skole til hun bliver 17 - og jeg ved jo godt, hvor trafiksikker og forsigtig hun er. Iført korrekt cykelhjelm, belysning både for og bag foruden velfungerende bremser og et utal af reflekser.

Så... jeg pakkede hende ud af vattet og gav slip. Halvvejs. Vi aftalte, at hun ringede, når hun kørte fra klubben, så cyklede jeg også hjemmefra og mødte hende hende på halvvejen. Det fungerede fint i forgårs og det fungerede fint i går. Og hun var pavestolt.

Men da vi så kom hjem, lå der på min mobil 2 ubesvarede beskeder fra A20, storesøster, og en enkelt på A10's mobil. Jeg ringede retur og fik en svada uden lige i røret. Om, at hun netop havde set sin lillesøster cykle selv og det var mørkt og alt muligt og det var i et kryds og alt muligt og det kunne hun bare slet ikke ha'.

-Ok, Hønemor2, kørte hun pænt?

-Ja, ja, det gjorde hun da.

-Men hvad er så problemet?

-Ja, og, ja altså, vi kom jo kørende i bil, mig og kæresten, sådan lidt for stærk og lidt for tæt og så pludselig så jeg, det var min LILLESØSTER, som cyklede ved siden af.

Så hun fik en svada retur - både omkring vatudpakning og lidt om biler & bløde trafikanter. Så kan hun lære det, kan hun. At køre pænt. Den store altså. Den lille kan allerede.


Skriver lige et ps. Det må jeg godt. Det er jo min blog, og skrivet satte tanker igang hos mig selv.

A20 har været Hønemor2 fra den dag, hun blev storesøster. Det er noget særligt at vælge at få 2 tøser med 10 år imellem. Med den samme far og hele pivetøjet. Det er faktisk 2 enebørn jeg har
De kan jo ikke lege sammen, men bruger alligevel meget tid sammen. Men den store har så indimellem kammet over i ren iver efter at udleve indre medfødte modergener, som hun har i overmål - og ikke et ondt ord om det... sådan da

Jeg stod engang på Mallorca - midt på offentlig vej og overvåget af adskillige nysgerrige turister - og trak i det ene håndtag af en lånt klapvogn, mens A-dengang13 trak i det andet. A3 sad interesseret og fulgte med i vores kamp, for at se hvem, der vandt. Det gjorde jeg. Men ikke lige en af de episoder jeg er gladest for at komme i tanke om.
Ej heller den efterfølgende seriøse snak, hvor der faldt ord som: -Det er ok du elsker søs og det er ok du gerne vil gøre al det bedste og hjælpe til. Det er også ok du vil være Lillemor, men jeg er Storemor og jeg bestemmer.

Ja, selv mødre pisser indimellem territorie af, for når man er 13 år, så er man stor den ene dag og vil helst bestemme alt, men dagen efter kommer man hjem fra skole og er max 8 år indeni og vil bare ha sin Moar. Og sådan skal det være. Også selv om A3 kort og kontant sagde: - Det kan du ikke få. Det er min mor. Du kan få far!

Men uanset alder kan min store datter naturligvis få sin mor, både når hun har brug for det og når hun ikke har. Ligesom den lille kan.

Og hvis ikke ens mor indimellem tager Mor-stemmen på, hvem gør så

Glastonbury

Sidste efterår satte jeg mig i hovedet, at jeg ville besøge Glastonbury. Navnet ringer sødt af legendernes land, tågerne omkring Avalon, Merlin&Morgan, Kong Arthur&Guineveire, for ikke at tale om evigtgrønne buske, kristtjørn med både blomster og bær samtidig fra Josefs stav for 2000 år siden. Samme herre som efter sigende medbragte den hellige gral med Jesu blod. Den gral, som enhver tempelridder med respekt for sig selv drog ud for at finde. Den skulle ligge ved den hellige kilde, Chalice Well, hvor det jernholdige vand er så rødt som blod. 

En sådan rejse tager man ikke alene. Hvis man skal have noget med hjem, så skal det planlægges, helst af en, der har været der før. Jeg fandt over Heidis tur og bestilte strax. Naturligvis gik det først senere op for mig, at de fire dag netop lå, mens lille Danmark stod på den anden ende pga. et symbolsk bryllup. Men jeg fortryder intet. Turen var fantastisk - og oplevelsen blev siddende i mig lang tid efter hjemkomsten.

Jeg er blevet bedt om at lave en rejsebeskrivelse om vores tur til Glastonbury. Det vil jeg gerne, men hvad skal jeg skrive? At jeg døde og genopstod i haven omkring den hellige kilde Chalice Well? At jeg ved selvsyn har konstateret at tågerne omkring Avalon stadig eksisterer, at hvide duer ER noget særligt, at Stonehenge set i det tidlige morgengry før alle andre dødelige turister kommer til, var overvældende - at selv bilturen dertil, hvor en stemme sang i mit indre hele vejen: Her har du vandret - det er dit gamle land, ja selv bilturen gennem det engelske forårsgrønne land - et land, der føltes så Oprindeligt, fordi tågerne udhviskede den moderne verden, med snoede veje, marker, maleriske småbyer, grønne hække og med en ældre chauffør uden dødsforagt - var overvældende?

Eller skal jeg skrive om hvordan alle os 7 tøser i alle aldre og flere uden fælles forhistorie hele turen igennem connectede på kryds & tværs, så alt muligt dumpede frem helt impulsivt. Samme tanker, samme mønstre, fælles inkarnationer eller i hvert fald flere personer som fælles tappede ind på den samme energetiske erindring? Måske skyldes det også den lange bænk i Shambalas spisestue, der "tilfældigvis" stod på to leylines, energilinier, der netop i Glastonbury krydser hinanden - den ene Mary Magdalene, den anden Sct. Michael. Bænken stod langs med linierne og den stod ikke stille. Nogle følte det som bølger, jeg selv som om jeg gled mod venstre, når jeg sad der. Ja, huset Shambala er noget for sig, det er helt sikkert. Man skal lige indenfor lågen og "lande", før huset folder sig ud. Men så omfavner det også en. De hvide duer i haven er maleriske, soverummene spændende og spisestuen med det store bord, et naturligt samlingspunkt. Morgenmeditationen med værtinden Isis omkring den 7-takkede stjerne er en hjerteåbner og værd at deltage i.

Eller måske skal jeg skrive om selve Glastonbury by? Lille, ja, men så kompakt, at sansesindtrykkene står på nakken af hinanden for at komme først. Jeg har i hvertfald aldrig set en by, som den. Nogle steder sanser man, at Woodstock ikke opstod forgæves. Her er "alternativt", så det vil noget, fra bare tæer, langt hår, flowerpower you-name-it, til hele supermarkeder med "organic" fødevarer. Økologisk kalder vi det, på de mere hjemlige slagmarker. En hel by, hvor man kan gå fra spisested til spisested og først på det 8. finde kød på menuen, hvor alle de små butikker har deres version af "alternativt", hvor røgelsen svier i øjnene, så besøget bliver kort, eller hvor der er samlet så mange "energi-ting" fra gudefigurer til krystaller, at man/jeg blev helt svimmel og måtte undgå forskellige områder af butikkerne. Jeg fandt egentlig aldrig ud af om det var godt eller dårligt. Det var bare Stærkt. En by, hvor man kan kigge på en pæn skål i et butiksvindue, men går man ind og spørger, får man svaret demonstreret - det er syngeskåle. Ikke lige den slags, man putter konfekt i til jul.

Der er faktisk to ting, jeg helst vil fortælle om, men den ene er for personlig - Glastonbury ER transformation for de lydhøre; så kraftigt at man kan høre de små klik fra skæbnen, når alting falder i hak - så det bliver bjerget Tor. 

Bjerget Tor - ikke mere imponerende end det hjemlige Himmelbjerg, selv om plateauerne, der snor sig mod toppen er uigennemskueligt menneskeskabte. Man strider sig lidt forpustet vej op. Øverst står et tårn uden indmad, vist nok indviet til Sct. Michael. Mig forvirrede det en del, fordi jeg ikke mente, der skulle stå et tårn netop der. Vi tog turen en tidlig morgenstund. Solen var stået op og strålede klart, men at komme til tops og se sig omkring, tog totalt pusten fra en. Aldrig har jeg set noget, så smukt. Vi stod på en lille grøn ø og hele vejen rundt var der vand. I vandet stak enkelte klippeskær op og i det fjerne sås en kyst, men… det hele var synsbedrag. Vi var omgivet af land, men tågerne omkring Avalon lagde sig blødt og uigennemtrængeligt overalt og skjult var den moderne verden. Man kunne sagtens have bildt mig ind, at vi var trådt ind i en anden virkelighed. Der var kun os 7 - ingen andre. I det fjerne sås en luftballon mod den blå himmel. Med solen bag sig lignede den siluetten af et stort, svævende hjerte.

Vi ville meditere og fulgte vores indskyldelse og lagde os ned i det dugvåde græs, hoved mod hoved. Det var stærkt. Vi oplevede alle noget forskelligt, men sjældent har en meditation været så svært at komme tilbage fra. Selv fløj jeg til Egypten til en præstinde-indvielse og retur til gode gamle England, hvor jeg blev modtaget af Sct. Michael. Bjerget er stadig fuldt af gamle vibrationer, energier, og de kan mærkes. Selv af de mest tonedøve.

Glastonbury og de udflugter man kan gøre derfra, kan fylde 10 sider, men jeg stopper nu, der skal være lidt til fantasien også. Da jeg selv forlod Shambala, vendte jeg mig om i bilen og så tilbage. På hegnet ind til huset sad en ravn - og den gloede ugenert på mig. Jeg fik helt kuldegysninger og tænkte, mon den vil sige: ja, ja, bare vent - du kommer tilbage?

Sæt mit liv på repeat

Nej, ikke som en uendelig båndløkke over et enkelt specielt lykkeligt minde. Selv himlen bliver sikkert uudholdelig efter gentagne gentagelser.

Det er bare det, at indimellem længes jeg efter at se mit livs slutning - ikke fordi livet skal overståes, men for at vide, hvordan det ender, så jeg derefter kan nyde livet mens det sker.

Microøl og macrogrise

Jeg synes det der: "Juhuuu… microbryggerier er sagen og hver en ny øl er en sand åbenbaring"… er gået lidt for vidt.

Ja, jeg kan rigtig godt li øl. Ja, det er ok med alt, der ganske autonomt pibler op fra undergrunden, så vi ikke kun har en slags burger, en slags vin, en slags pasta og en slags øl. Det er fint. Helt fint, men...

Der er en royalist gemt i min hals

Som en stor blød bevægende klump.

Jaja, jeg ved da godt, at det er topmoderne at kritisere kongehuset. Det hører da heller ikke hjemme i et demokrati og de bruger alt for mange penge og hvorfor skal vi igenigen høre om Marys nye sko?

Madtyranni

Mad, korrekt og ukorrekt mad, fylder meget i det offentlige rum. I DSB-Bladet, og andre steder, er Apoteket på banen med en reklame, der viser 2 skiver flæskesteg med rødkål, salat og appelsinskiver pænt anrettet på en tallerken. Men overskriften er: Begår din familie selvmord med kniv og gaffel?

At styre det ustyrlige

Jeg var på vej gennem Danmark en vinteraften for at holde kursus. Intercitytoget stoppede et eller andet sted i det jyske. Jeg så ud af vinduet og der var helt mørkt. Ingen af de sædvanlige lys på stationen. Lidt efter lød det professionelt i højtaleren: -Pas venligst på ved udstigning af toget. Der var en lille pause.. så fortsatte stemmen: -for vi er vist kommet til at køre lidt forbi stationen.

Et feministisk syn på autonomi

Jeg blev lige inspireret til at skrive lidt om Hestia...

Hestia var det første barn af Rhea og Kronos og derfor den ældste søster af de græske olympiader. Selv om hun var en af de 12 store olympiader, så var hun ikke at finde på Bjerget Olympos. Hun tog ingen del i de ting, der ellers optog den græske mytologi; krige, kærlighedsaffærer, konkurrencer.

Når ærlig og kærlig konflikter

Ærlig er een ting - kærlig er en anden. Alle kan vel blive enige om, at gode menneskelige egenskaber er at være ærlig i det man gør og siger. Hvis man IKKE er det, hvad er det så værd? Ligeledes kan de fleste vel blive enige om, at det, at være kærlig er en god gerning. De fleste kan lide en kærlig person.

Meeeeeeeeeeeeeeeeeeeen.............

At udvikle sig betyder at...

have en helvedes stor skraldespand...

Sådan føler jeg det i hvert fald indimellem. Been there, done that. Igen og igen og igen. Hvis man er heldig, så er en enkelt gang nok, ellers vender man tilbage til det samme indtil man ... rykker sig videre.

Garnnøgler og hoppebolde

Nogle gange får jeg at vide, at jeg har et upersonligt forhold til verden. Formuleringen er min, men essensen er, at det vil være godt for mig at blive mere personlig, mere direkte rettet mod en bestemt person, når jeg skriver taler agerer osv.

Giv kroppen lov at fylde

Kroppen er kvindekroppen og fylde er faktisk det modsatte af hvad man ellers hører om det meste af tiden. I den tid vi lever i. En tid, som jeg i mine sure stunder tænker på som infantil-fokuseret. Her efterspørges ikke ægte levende voksne kvinder.

På nær altså brysterne, der fra naturens side på denne udsultede kvindetype oftest er nærmest ikke eksisterende, hvorfor kombinationen c+ skål nemmest opnåes med silikoneindlæg og kirurgi. Men.. det signalerer lige så meget på det underbevidste plan: Let og ufarlig at styre for manden. 
What you see is what you get! Bare talkumpudret synlig hud. Ikke nogle gemte hudfolder, hårbeklædte områder eller hemmelige dufte- ingen mystik, ingen magi, ingen forskel, men tynde uudviklede, hårløse stankelben, der mest af alt leder tanken hen på den umodne barnlige krop.

Anyway... det er bestemt ikke sådan generelt i tidens ånd at 'lade kroppen fylde', men hvor er det smukt og befriende, når det finder sted. At lade kroppen fylde er at glemme alt om slankekure eller mangel på hofter, alt om hvordan det ser ud for andre og bare lade kroppen følge sin egen livsglade frit roterende rytme. Måske sensuel, måske ikke.

Og dog... at bevæge kroppen og især underlivet frit er bestemt altid sensuelt. Men det kan være sensuelt på en måde, så det bliver en livsbekræftende glæde for en selv - ganske uden deltager og ganske uden pornografiske under- eller overtoner. Det handler dels om at give kroppen lov at fylde og dels om det, at give slip. For at give slip må man slippe tanken om andet end sig selv og hvad der sker lige nu. Give slip på tanken om det perfekte, det der er 'normalt' osv. Bare tænde for sig selv og slippe alt andet.

Det er bare.. frit. At lade kroppen udfolde sig frit i glidende bevægelser. Og ja... det er 1.000 gange bedre end en løbetur - selv om det også giver en masse god motion.

Noget helt andet - men bestemt i samme stil - læste jeg forleden i avisen, hvor en kvindelig journalist skulle skrive om 'boudoire-billeder'. Dette er en genre, der er vokset frem de senere år, hvor en professionel fotograf tilbyder at tage lækre nøgenbilleder af kvinder. Billeder, som bestemt ikke skal bruges til andet end egen fornøjelse eller i hvert fald holdes indenfor hjemmets 4 vægge.

Kvinder, almindelige kvinder, hvor den nøgne krop er i fokus. Taget af en specialist, fordi det sikrer, at det bliver lækkert fremfor lummert, professionelt fremfor pornografisk og - måske - æstetisk fremfor 100% ægte. I hvert fald kan der gøres meget med skygger og lidt efterfølgende retouchering... hvis det ønskes.

Anyway... min pointe er denne: Den kvindelige, generte journalist smider alt andet end trusserne og skal så selv prøve at få taget billeder. På et tidspunkt siger fotografen: -Flirt med kameraet.. hvor til hun svarer: -Det kan jeg ikke, jeg har alt for travlt med at trække maven ind!

Og hvor er det dog synd. Tjo... jeg ville sikkert gøre det samme i sådan en uvant situation som ovenstående, men alligevel. Hvor ligger det stereotype kvindebillede bare dybt i mange af os. Maven for eksempel. Den skal trækkes ind for at vi kan se attraktive ud. Men det er jo sååå meget tids- og kulturbestemt. Der har været andre tider og andre kulturer, hvor en rund mave var sensuel og det modsatte blev betragtet som ukvindeligt.. hvis det skulle være nogen trøst.

Nej... at lade kroppen fylde betyder naturligvis at bevæge den frit. Og det betyder at lave maven have den størrelse maven har. Energi kan ikke flyde frit i en låst eller kontrolleret krop. Og mon ikke det ofte er kropsenergien vi ser som smuk hos andre.

I den lille blok jeg bor i, bor der en lille rund kvinde lidt ældre end mig. Vi holdt en hygge-grillaften i haven her i sommer, hvor de fleste var med. En af de unge tog billeder - uvist af hvilken grund, men der er jo næsten altid nogen, der tager billeder, ligemeget hvad man så laver. Da hun ville tage af denne kvinde, sagde hun: Nej nej og viftede med hænderne. Ingen billeder af mig. Så strakte hun elegant sin små arme koket i vejret og udbrød spontant: -Jeg er smukkest i bevægelse.

Vi andre omkring bordet var flade af grin... på den gode lattermilde, ikke nedværdigende måde, men hun har måttet høre lidt for det efterfølgende. Alligevel har hun og jeg talt om det sande i hendes udsagn. Ikke at hun er grim på billeder, men at hun er smukkest i bevægelse, for bevægelse får hendes indre til at flyde frit og vise sig i det ydre på en måde, som er rigtig svært for andre end professionelle at fange med et kamera.

Hmm.. ja, det var så lidt om at lade kroppen fylde ;-)

PS: Ved sgu ikke lige hvorfor denne familie-anekdote skal med som tilføjelse til dette indlæg, men det skal den åbenbart.

Okay... here we go: Historien lyder: For et par år siden skulle min kusine konfirmeres. I vores familie springer de familiemæssige termer en generation (noget rod), så min kusine er 2 år yngre end min ældste datter. Og min ældste datter kendte dengang ALT til hår, makeup, kvindelig smukkesering etc, så hun overnattede dagen inden den store fest hos konfirmanden for at gøre hende lækker om morgenen.

Det lykkedes også over al forventning - hun er en smuk pige - men uheldigvis fik hun 20 minutter før afgang til kirken, den uigennemtænkte, men meget kvindelige idé at spørge min datter:

-Ser jeg bredrøvet ud i den her kjole?

Min datter - der slægter min smalhoftede & måske medfødt kropsselvtillidssikre familie på - svarede totalt ærligt: -JA. hvortil kusinen brød ud i krampegråd og for ned af trappen for at finde lidt beroligende forstærkning. Uheldigvis var den første, hun mødte, sin far og grådkvalt råbte hun hysterisk:

 -Far, ser jeg bredrøvet ud i den her kjole?

-Øhhh, ja, min skat! svarede hendes bundærlige&reelle&typisk maskuline far.

Så hun kom en smule for sent i kirke, for makeuppen var ikke vandfast og skulle først repareres efter

tårestrømmen 

Min datter fortalte mig det - noget forundret - efter kirken. -Altså mor! Jeg FATTER ikke hun tog sådan på vej. Hun HAR jo brede hofter. Det har jeg ikke. Sådan ER det bare med kroppe.

Og ja - gu´ er det så. Kroppen kan vi sjældent lave om på, men vi kan helt sikkert lave om på den måde vi opfatter vores egne ditto en af slagsen. 

Husk nu Hoppetasten

Tab tab tab tabulator. Hop hop hop lille ven...

Cupcakes - kreativt sukkerchok

Cupcakes... et underligt fænomen.

Er vel snart ved at klinge af, allerede sidste jul ønskede Søs sig en how to bog om cupcakes. De siger mig virkelig ingenting.

Ting, jeg ikke behøver...

Nå. Man kan få en badevægt, som automatisk opdaterer Facebook og Twitter.

Hallo! Har man da slet ingen hemmeligheder mere? Snak lige om ting, jeg ikke behøver!!!

Min datter siger patter

og det har jeg det egentlig dårlig med. Jeg synes, det er et grimt ord. Nedladende. Ikke et af den slags, som skal bruges af en quinde om sin egen krop. Men hun er 20, så hvad ved jeg?

Autonome brystvorter

Mine brystvorter lever deres eget liv – helt autonomt og uafhængigt af min vilje. Det er der sikkert ikke noget underligt i, og lige så sikkert kan det vel sammenlignes med det mandlige vedhæng den anden halvdel af jordens befolkning er udstyret med, placeret noget længere nede ;-)

Kraftdyrskommetar

KRAFTeddermanme-en-DYR-kommentar... nej, pjat. Det er som regel ganske gratis at give sin mening til kende. Og det uanset om man ved en pind om emnet eller ej.  

Kraftdyr... her følger en letfattelig, men sikkert ubrugelig fremgangsmåde til nye, der ønsker at kaste sig over dette spændende emne... 

Hvor får man fat i sådan et henne? Kan det købes? (indsæt venligst aktivt link, hvis du har en god forbindelse til et sikkert udenlandsk website, der med et enkelt træk på Visa-kortet overfører passende kraftdyr til dig personligt) 

Kan man selv finde det? Er det sådan at kraftdyr ligger spredt rundtomkring og man, hvis man er heldig, kan støde på et på vej hjem fra købmanden, så man med passende overtalelsesevner kan medbringe en extra bonus? 

Er kraftdyr autonome individer - af fysisk eller åndelig karakter - som selv søger en... så alt hvad man behøver at gøre er, at veeeente.... og veeeente ... og veeeente, så skal kraftdyret nok selv finde en? 

Er det virkelig sandt at man skal se sit kraftdyr 3 gange før man kan være sikker på at det virkelig er det sande kraftdyr for en? 

Og er sådan et kraftdyr et, der bliver hos en hele livet eller skifter det? 

Lad mig svare... kraftdyr er en let forståelig forklaring på psykiske og mentale spørgsmål. Et kraftdyr er et symbol og i dette symbol ligger der naturligvis en... symbolværdi... som man kan tage til sig og bruge efter behov & behag. 

Mange mennesker har stor glæde af kraftdyr - uanset hvordan de så end har fået dem. Selv betalte jeg den nette sum af 425 kr for mit første exemplar af slagsen. Det kan måske synes dyrt, hvis man sammenligner med en liter mælk i Irma, enormt billigt, hvis man sammenligner med en figur fra den Kgl. Porcelænsfabrik og en helt OK pris, hvis man sammenligner med øvrige alternative arrangementer. Selv var jeg godt tilfreds med det, jeg fik for pengene, for inkluderet i prisen var et ganske uventet indslag, hvor jeg for første gang i mit liv... tror jeg altså nok.. hørte en død indianer synge. Hvis man lige ser bort fra, hvor mobbet jeg blev, da jeg fortalte det næste dag til frokosten på arbejdet, ja så var det da en ok oplevelse at få med i prisen. 

Selve kraftdyret blev leveret mig af en ukendt dame ved navn Hanne. Faktisk meget pudsig historie, for det var første gang, at jeg oplevede nogen gå i trance. Vi skulle, guidet af en trommeslagende smuk kvindelig shaman, ligge to & to på gulvet med hinanden i hånden. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor, men det gjorde stort indtryk på mig, da den ukendte Hanne pludselig strammede sine fingre om min hånd i et jerngreb og ikke slap taget for 10 minutter senere. Samtidig holdt hun op med at trække vejret - i hvert fald så man kunne høre det, så jeg fik tiden til at gå med at ængstes for det pinlige i, når trommen på et tidspunkt stoppede, at skulle forklare at jeg lå med et dødt kvindelig, der knugede min hånd, så jeg ikke kunne slippe fri. Godt jeg ikke skulle tisse. 

Nåmen... på den måde fik jeg altså mit første kraftdyr - direkte leveret fra underverdenen (og det der med underverdenen, oververdenen, mellemverdenen, udenjordiskverdener osv... har jeg altså aldrig helt fået fat i, men det må jeg hellere skrive om i et andet, dertil indrettet indlæg); kraftdyret var....en bison, som ifølge klogeåge (den smukke shaman) betød overskud og overflod for en indianerstamme og dermed også mig... og bestemt ikke som mine første frie associationer gik på: et dyr, der var så dumt og med så tyk pandeskal at det igen og igen rendte ind i den samme mur ... indtil muren gav sig. 

Således lærte jeg lidt om kraftdyr. Jeg måtte en tur på nettet for at læse om hvilke egenskaber de enkelte kraftdyr indeholder - og på den måde åbenbarede sandheden sig for mig. Et kraftdyr er da en aldeles glimrende idé til på en letforståelig måde at anskueliggøre overfor et menneske, hvilke personlige egenskaber, det har brug for at arbejde videre med... eller støttes af lige nu... eller... hvordan man nu vælger at fortolke den slags Arketyper. 

Siden da har jeg haft både slangen og pumaen som kraftdyr. Begge i perioder, hvor jeg bestemt har haft glæde af at tænke nærmere over hvilke egenskaber netop disse dyr repræsentere for mig. På samme måde, som jeg kunne have brugt alt muligt andet end dyr. 

Ja, man kan købe et kraftdyr. Der findes alternative behandlere nok, der gerne hjælper med at finde det rette. 

Ja, man kan finde det frit flydende rundt omkring. Kan hænde at jeg ikke var så meget for den der bison, men bagefter måtte jeg indrømme at jeg det sidste halve år op til seancen havde omgivet mig med tam-versionen af samme... nemlig koen. Har ellers aldrig haft noget specielt forhold til dette dumme dyr, men pludselig dukkede koen op overalt. På krus, som små figurer i hjemmet; ja selv som en nuttet rygsæk til min yngste datter, som jeg hængte op på yderdøren, indtil min ældste datter pillede den ned, fordi det var for pinligt. 

Kraftdyr kommer og går. Kraftdyr er hvad du gør dem til. Der findes ikke rigtige eller forkerte kraftdyr, så derfor er det ligemeget hvor mange eller få gange de viser sig... hvis de overhovedet viser sig. For mig at se er de Arketyper på egenskaber, som det er værd at kigge nærmere på netop nu ... for netop dig. Man behøver virkelig ikke tage det mere alvorligt end det er. Man behøver ikke betale en klog en masse penge for det. Kan du lide dyr, så lad dig tiltale af dem, der dukker op i din hverdag. Kan du ikke, så drop alt om tanken og brug andre metoder... til at blive klogere på dig selv. 

Lone

1 liter Pernod og et solur

Det var, hvad jeg havde med hjem fra Mallorca.

Hmmmm.... Pernod'en skyldtes Tempus Fugit (også kaldet stress eller mere korrekt: tiden flyver).

Et lille visdomsord

Det er ikke Sandhedens Øjeblik,
der er vigtig.

Det er Øjeblikkets Sandhed.

Hvorfor brænde hexe til Sct. Hans?

Ja, overskriften er desværre lidt negativ - og man står næsten altid til øretæver, når man prikker ved folks rare højtider, MEN... jeg gør det nu alligevel.

Jeg er træt af M/K kasser

Hvor ville det være lækkert, hvis vi kunne bevæge os ud over pr. automatik at rubricere forskelle som kønsforskelle. Måske er det bare mig, der ikke passer ned i den rette kasse - der må jo være en grund til at jeg reagerer - men jeg finder det så indsnævrende, begrænsende. Ofte lyder det som kollektiv tænkning uden reflektion, og det er da ok at overtage andres tanker, hvis bare ikke personen omgående erstatter det 'jeg' som finder genklang i den kollektive tanke med...Man, Alle, Mænd, Kvinder, Unge, Gamle, Børn, Danskere, Tyskere, Muslimer, Kristne osv.

Mænd er fra Mars, Kvinder er fra Venus.... Er de det? Jaja, jeg ved det skal forståes i overført betydning, men er det egentlig virkelig sandt?

Ligusterhækbarn

Jeg voksede op i 70’erne i et typisk parcelhuskvarter. De skød op overalt dengang. Man startede med at købe en frimærke jord midt på en pløjemark ude i nowhere, hvor der var langt til alting. Så gik man i gang med at bygge – de fleste selv, andre kom først til, når håndværkerne havde klaret det grove.

Hvorfor Deformella

Deformella, hvorfor kalder jeg bloggen for Deformella?