Nej, ikke som en uendelig båndløkke over et enkelt specielt lykkeligt minde. Selv himlen bliver sikkert uudholdelig efter gentagne gentagelser.
Det er bare det, at indimellem længes jeg efter at se mit livs slutning - ikke fordi livet skal overståes, men for at vide, hvordan det ender, så jeg derefter kan nyde livet mens det sker.
Nejnej, ved det godt. Man kan ikke sætte livet på repeat. Livet skal leves forlæns og forstås baglæns. Det kan bare være hamrende irriterende, frustrerende, når man som mig elsker at læse slutningen først.
Jeg læser altid gode bøger 2 gange lige i rap. Første gang hektisk, næsten skimmende, fordi jeg ikke har roen til at nyde handlingens langsomme fremgliden, detaljerne, sprogets finurligheder. Nej, det kan ikke nydes før jeg ved, hvordan det hele ender.
Og når bogen er nået til sidste side, så vender jeg den atter og læser den igen. Denne gang langsomt, nydende, med åbne øjne og sans for detaljer.
Sådan burde livet også være, men det er det jo ikke. Hmmm. tænketænke.. måske er det det, der menes med, at ungdommen er spildt på ungdommen ???
Men hvad så med alle de dårlige tider, al lortet? Ville jeg virkelig gerne ha' vidst det på forhånd - og så gennemlevet det alligevel? Ja, med mit eget liv in mente, som heldigvis har været blidt, når det kommer til hårde slag fra skæbnen, så Ja. Definitivt Ja. Det havde jo en ende - alt sammen. Både det gode og det dårlige - men hvor var der bare meget af det, jeg ikke gav mig tid til at synke ned i, mens det skete, men netop bare levede, som om livet skulle... overståes.
Hm... måske skulle overskriften i stedet ha' været: "Skøjteløberen" (???)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar