Jeg var på vej gennem Danmark en vinteraften for at holde kursus. Intercitytoget stoppede et eller andet sted i det jyske. Jeg så ud af vinduet og der var helt mørkt. Ingen af de sædvanlige lys på stationen. Lidt efter lød det professionelt i højtaleren: -Pas venligst på ved udstigning af toget. Der var en lille pause.. så fortsatte stemmen: -for vi er vist kommet til at køre lidt forbi stationen.
Om der var rollatorer og barnevogne, der skulle ud på en mørk pløjemark ved jeg ikke ;-)
Hvordan ville du reagere i en sådan situation? Ville du skælde ud fordi der skete noget uventet, generende? Ville du forsøge at finde et mål for din indre vrede over at tingene ikke var, som de ’burde’, såsom DSB? Ville du måske ovenikøbet efterfølgende få afløb for din galde og irritation over at verden og andre mennesker ikke var, som du mente de burde være, ved at skrive et brev og klage. Klage over hvad præcis? At alt ikke lod sig styre? At du forventede noget andet i et civiliseret samfund? At menneskelige fejl ikke var en god nok undskyldning.
Eller ville det ligefrem virke angstfremkaldende at du via en sådan lille episode blev mindet om, at du ikke kan styre din verden. At verden ikke lader sig styre. At alle de topfolk der er placeret rundt omkring i det danske samfund stadig lader – tillader – menneskelig fejl og indgriben eller mangel på samme at ske?
Selv grinede jeg. Jeg elsker når den slags sker. Elsker, når der sker ting som viser, at vores tilsyneladende gennemregulerede samfund bare ikke altid forløber efter den udlagte snor. Ligeledes bobler jeg over af indre fryd, når der sker noget, som viser at vores moderne samfund, som sandt at sige mest af alt går ud på at styre det ustyrlige, at det bare ikke kan lade sig gøre. Der vil altid komme revner i lakken, gok i nøden, for det kan ikke lade sig gøre.
Min indre fryd kommer naturligvis af, at jeg som grundsætning mener, at vi slet ikke skal gøre forsøget… med at fernisere virkeligheden og kalde den styrbar. Lad dog lortet falde og indse, at vi ikke styrer en skid. Ikke bør styre en skid. Ej heller vejret – hvilket jeg fik at se et par dage efter.
Moder Natur - den gamle kælling
Det var sjovt at se hvordan det langsomt lysnede i morges - og bragte nedbør med sig. Først kaldte jeg det slud - men efter et stykke tid, så kunne både min datter og jeg med lige dele forundring og begejstring erklære: DET SNER !
Juhu. Det sner. Hvor overfedt. Hvor hammerkoldt at cykle i modvinden. Hvor overraskende forudsigeligt at broen er lukket og DSB er først 54 minutter og derefter meget mere forsinket. Så meget, at de opgav at regne i minutter. 116 minutter er nu også lidt for indviklet. Til sidst opgav de at lade IT-skærmene vise toge og forsinkelser og gik tilbage til opkald via højtaler.
Jeg holder af når naturen viser tænder. Det gør, at vi får et irriterende indblik i, at nok er Moder Jord gammel - men tandløs... det er hun ikke. Vores normale hverdag, vores højteknologiske vi-kan-alt-og-styrer-alt indstilling, den går lidt fløjten, når moder Jord blotter munden til et bare minimalt smil ... og lader storm og slud komme rensende indover DK.
Nå.. man ku jo også brokke sig over at ens i forvejen alt for snævre tidsplaner pludselig ikke holder. Naturen.. det billige skidt. Men jeg... jeg har en skadefro tendens, der blusser op i sådanne situationer. Natur - kom bare an. Lad det storme, lad det suse, riv gamle udtjente træer omkuld, luk vores broer, is vores ledninger til, læg slud på veje og skinner, så alt går i stå. Vis os hvem der bestemmer. Vis os hvor latterligt skrøbeligt vort såkaldte højtudviklede samfund er. Så skal jeg nok fryse med anstand. Indrette mig efter det. Lade blæsten rive i mig - og derefter hygge indendørs med stearinlys og varm kakao, lavet på en støvet & bulet Trangia hentet op fra kælderen.
Tak... til Moder Natur - den gamle kælling.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar