Organdonation

Tillad mig at indsætte min umiddelbare respons på den originale donorkampagne anno april 08.

(Gammelt skriv, men stadig relevant) Kommer her.....

www.tagstilling.nu er en ny hjemmeside, med et særdeles velgennemtænkt navn, som de fleste, der bevæger sig bare en smule omkring i det reklamefyldte by- eller landbillede, vil have set navnet på. Jojo… jeg har taget stilling.

Jeg sagde Nej.

Det handler om organdonation – og min stillingtagen er slet ikke ny, den er flere år gammel, men nu har jeg altså sat det på skrift og sendt det til rette statslige instans… som jeg bagefter kom i tanke om, at jeg også gjorde for et par år siden…

Nåmen… en god ting kan ikke gøres for tit, så…

Der er mange ting i det her og selve ideen om, at det rent faktisk er vigtigt at tage stilling mens man kan, altså mens man har både hjerne, hjerte og andre organer i nogenlunde velfungerende live, er jo god, så jeg tog stilling og svarede altså nej. Også selv om jeg ved, at jeg vil komme ud i store samvittighedsmæssige problemer af både etisk, egocentreret og overlevelsesorienteret art, hvis jeg en dag skulle stå som mor til et dødsygt barn, som kun kan overleve ved hjælp af et organ fra et dødt menneske.

For… kan man sige ja til at modtage hvis man siger nej at give? Både sådan samvittighedsmæssigt – altså nyde uden at yde – og holdningsmæssigt – ens nej til at donere hænger snævert sammen med nej’et til at modtage – meningen bag er den samme.

Altså… jeg sagde nej af holdningsmæssige grunde, der både omfatter det at modtage og det at give. Og som sagt selv om jeg ved, at jeg vil klamre mig til hvert et lille vissent græsstrå, der kunne give bare det mindste lille løfte om forlænget liv… for mine kære.

Lad mig prøve at forklare hvorfor.

For det første, så læste jeg i Kristeligt Dagblad, at Birthe Rønn Hornbæk, vores slagfærdige kirkeminister, kritiserede den netop nu kørende reklame for at være statsstøttet propaganda. Jeg er helt enig. Man ser reklame efter reklame, hvor folk siger ja, eller ja, men. Kun en enkelt ud af disse 10 forskellige personer siger efter sigende, Nej. Personligt har jeg ikke mødt netop denne reklame endnu.

Ja, naturligvis er det propaganda for at skaffe flere organer i ’donations-arkivet’. Hvad skulle det ellers være? Oplysning kan det ikke kaldes. Det manipulerende kom ind i selve fremstillingsmåden, som med Birthe Rønn Hornbæks ord bliver; De gode siger ja og de onde siger nej.

Og hvem vil ikke gerne være god og politisk korrekt? Og er det ikke en gave og er det ikke nærigt at ville nægte andre livet, når man ikke selv har brug for det?

Efter min mening er det en meget overfladisk måde at behandle et særdeles vigtigt og aspektfyldt område af vores videnskabelige formåen på. Jeg tror lige, jeg tager udgangspunkt i en artikel jeg skrev tilbage i 2003, for selv om der er løbet meget vand i åen siden da, så er mine holdninger stadig de samme. Det eneste, tiden har ændret er vist, at man dengang også skulle tage stilling til, om man ville modtage organer. Samt at det dengang netop havde ændret ordlyd fra at være en Gave til at være en Donation. Kommer her:

NEJ TAK
Hvis det var en af mine nærmeste, det drejede sig om, skiftede jeg sikkert mening. Det er det pokkers med meninger. De kan være så svære at føre ud i livet.

Jeg har selv skrevet under på ikke hverken at ville give eller modtage organer. Jeg tror, Gud er ligeglad om vi render rundt med reservedele, der stammer fra andre end os selv. Jeg tror ikke, man får andre følelser eller energier af fx. at få et andet hjerte. Det, man er, er noget større og mere end det fysiske, og da alle celler i vores krop konstant fornyes (på nær de 8 ´medfødte´ stamceller placeret nederst for rygsøjlen), ja så vil det tilførte organ efter accept fra den øvrige krop, blive ens eget.

Jeg kan godt forstå, at nogle mener, det er den yderste gave, man kan give. Problemet er bare, at det forudsætter ens egen død – og derved forsvinder logikken i gavesymbolikken, hvorfor det nu kaldes Donation fremfor Gave for at nærme sig tanken om et testamente.

Beklager den grove formulering, men for mig at se, så er organdonation på linie med kannibalisme. Det er at tage noget fra et andet menneske, som det ikke længere behøver, fordi det er dødt. Eller for at vende det om; hvis organdonation er OK, så er alle andre former for genanvendelse af kroppen også OK – og det er det jo normalt ikke, i folks bevidsthed.

Jeg dømmer ingen, som i dag lever et godt, forlænget liv med ”donerede” organer. Men skal diskussionen tages op, så mener jeg, det er problematisk at tillade organtransplantation, fordi det forudsætter at fratage en anden livet, selv om det først gøres, når livet alligevel er på vej til at ebbe ud. Der skaber flere etiske spørgsmål end godt er. Til de efterladte, der enten skal tage stilling eller forholde sig følelsesmæssigt til at sige farvel til en skindød og ikke kan blive til livet ebber helt ud, for det haster jo med at tage de levende bankende organer ud af individet før de bliver uanvendelige, når hjertet slår sit sidste slag. Selv om de jo kan sige farvel igen, når de får liget tilbage, pænt syet sammen. Og det skaber etiske spørgsmål til lægerne, som skal tage stilling, både til hvornår det er tid, og til hvem, de ønsker at skænke livet denne gang, for der er jo kun en begrænset mængde brugbare organer til rådighed. Hvis det bare drejede sig om, at give sin ene nyre til en anden og så selv leve videre med en enkelt, men det gør det jo ikke.

Desuden skaber det også problemer, når noget stiger i værdi. Så vil der opstå mulighed for at nogle stjæler og videresælger det for penge. Og det er jo rent faktisk, hvad der sker i visse lande, der handler med organer. Fattige enten lokkes til frivilligt at give et organ mod at modtage penge og bliver sendt på gaden uden efterbehandling med et stort plaster over arret efter den solgte nyre, men med penge nok i hånden til at kunne brødføde deres familie et par måneder endnu - eller folk forsvinder simpelthen og ender deres dage berøvet de af deres organer, der pt. er i højest kurs på det sorte marked – hjerte, hornhinder, nyrer.

Er det ok, at rige kan få fattiges organer? Nej, vel er det ej.

Er det ok, at rige kan få riges organer, når de er døde? (for.. let´s face it... kun rige eller dem i den rige del af verden får overhovedet tilbudt en organtransplantation) Måske.

Men hvor er snakken om de begrænsede økonomiske og tidsmæssige ressourcer i hele vores behandlingssystem? I dag er organtransplantationer meget kostbare og tidskrævende og kræver efterfølgende oftest livslang behandling for at kroppen kan fungere med det nye organ (alt efter hvilket organ, det drejer sig om. Hornhinder er efter sigende de letteste for kroppen at acceptere). Organtransplantationer vil automatisk tilsidesætte andre, mindre prestigefyldte livsreddende eller livsforlængede operationer i et samfund med begrænsede ressourcer.

Og hvad er næste skridt på himmelstigen? Spørger man mig, så er en naturlig følge af almindelig accept af organdonation, brug af fostre fra aborter. Fostre indeholder rigtig meget guf for en ivrig videnskabsforsker. Der findes celler og andre ting i et foster, som i et laboratorie kan blive til meget forskelligt. Forskelligt, som kan sikre længere, rigere liv for voksne, syge mennesker. Og hvorfor ikke? Et foster man har besluttet sig for at slå ihjel er jo allerede dødt. Det har ikke brug for hverken sine livsvigtige, uerstattelige stamceller eller andet, der kan vokse til reservedele for de lykkelige, der allerede er i live.

Hvad kræver vi egentlig her? At vores liv skal strækkes til det yderste - uanset omkostningerne for andre? At døde mennesker ingen ret har til deres brugbare dele (hmmm.. hvor blev begrebet ´en værdig død´ egentlig af)? At hvis videnskaben kan, så har den pokkerme bare at gøre det, for dem, der har mulighed for at betale... eller for dem, der står forrest i rækken, hvis man nu befandt sig i et totalt utopisk ikke-eksisterende ægte demokratisk land, hvor alle har lige rettigheder.

For at sætte det på spidsen - hvis kannibalisme af alle arter er ok - hvis det er ok at tage det, fra døde mennesker, som de ikke behøver fordi de er døde eller fordi de snart dør, er det så ok at smelte guldtænder om, klippe håret til parykker, genbruge pacemakere og silikonebryster, spise kødet hvis man er ved at sulte, samle knogler og bygge en stige, hvis man kun kan overleve ved at kravle op af et hul???

Ja, jeg ved det! Ulækkert langt ude, men skal vi tage STILLING sådan for alvor, så er det er fanden fiseme ikke nok at sparke en landsdækkende reklamekampagne i gang, hvor de gode siger ja og de onde (læs nærige osv) siger nej. Hvis vi på ægte demokratisk vis skal snakke velfærdssamfund, videnskabsudvikling og mellem-menneskelige etiske værdier, så lad os tage HELE snakken. Vi er sådan cirka snakkemæssigt ved ptk. 5 - at tage stilling på baggrund af ovenstående kampagne er at springe til pkt. 37!

Kære relevante etat / instans / statslig organisation / statsstøttet undergrundsvirksomhed / propagandistisk reklamebureau / donationsarkivshøster eller whatever... gør os danskere den tjeneste at betragte dette som et ægte demokratisk, ikke-manipulerbart samfund - og lad os tage ALLE de mellemliggende snakke. Først DA kan enhver tage stilling sådan for alvor.

Indtil da.. kære reklame.. R.I.P.