Garnnøgler og hoppebolde

Nogle gange får jeg at vide, at jeg har et upersonligt forhold til verden. Formuleringen er min, men essensen er, at det vil være godt for mig at blive mere personlig, mere direkte rettet mod en bestemt person, når jeg skriver taler agerer osv.
 At det at opfatte andre alment er lig med upersonligt og nærmest er en flugt. Det mener jeg ikke.

Jeg mener faktisk, at det der med at blive personlig for mange slet ikke er at se den anden person, man agerer med, taler med. Ofte reagerer folk, når de kalder det personligt, på egne private ikke-tilstedeværende skygger fra fortiden – eller nutiden. Som handles ud mod netop den, der er tilstede. Så kaldes det at personen trigger noget i en, eller projektion, eller også bare ingenting, måske. Men… for mig at se er det bare at bruge omverdenen til at bearbejde sine indre skrammer. Det er IKKE at være personlig. For det betyder at se, sanse, opleve netop denne anden person, man er overfor, på en ægte måde ugrumset af tidligere erfaringer. Være tilstede i nu’et.

Jeg mener, at det at forholde sig alment til andre mennesker netop er at se dem i et mere ægte lys – i stedet for som det ofte kammer over i ’at tage det personligt’, når andre gør et eller andet. Det er det da sjældent. Man er ikke så betydningsfuld i andres verden, som man er i ens egen. Hvis en anden er sur, så er den anden sur – men 90% af gangene har det intet med dig at gøre. Du stod bare lige i vejen og fik udløst det. Eller glad… for den sags skyld.

Nogle gange tænker jeg på mennesket som et garnnøgle med lille bitte centrum fuld af tråde. Disse tråde kan hænge langt udenfor kroppen, centrum, og blive viklet ind i andres tråde, så det er svært at kende forskel på sine egne og andres. Og det er virkelig noget lort, når man begynder at reagere på andres tråde som om, de var ens egne.

Man kan samle sin energi, så man får en glattere overflade. Hente trådene ind igen til kroppen omkring centrum. Og fremstå mere hel, integreret, ægte, afgrænset. Hvis man gør det, så er der ikke nær så meget fnidder i samværet med andre. Man er skarp afgrænset. Hertil går jeg. Dette er mit, resten er dit og alle de andres. Det gør det nemmere for alle at kommunikere, mødes. Og deri ligger det personlige. Jeg er så at sige personlig overfor mig selv. Alt andet er volapyk og forkert brug af ordet.

Når jeg er personlig overfor mig selv, så ved jeg hvor jeg går til som person. Jeg render ikke rundt med filtrede tråde flagrende omkring mig, som ustandseligt vikler sig ind i alle andres i nutiden, fortiden, fremtiden og skaber et uglet garnnøgle af alt muligt, jeg pludselig kan kalde personligt. Og jeg kan give andre lov til at være personlige også. Dem selv. Når jeg så agerer med en anden, ja så er det den person, jeg agerer med. Jeg begynder ikke pludselig at behandle den anden som om, jeg tror, det er en stand-in for min x-kæreste eller min mor eller… whatever. Jeg ser personen – og selv om de måske gør samme ting, som andre jeg før har kendt, så behøver jeg ikke reagere på fortiden, hvis jeg har trukket mine tråde hjem til eget garnnøgle. Jeg har i overført betydning en veldefineret, synlig overflade.

Eller man kan sige at jeg på denne måde bliver en bold. En hoppebold. Jeg kan klart mærke, når jeg støder sammen med andre hoppebolde. Jeg er ikke i tvivl om overfladen, hvem er mig, hvem er dig, hvem er fortiden. Og det er en ganske anden oplevelse som bold at være sammen med andre bolde end halvtopløste garnnøgler, der samles flere og flere, så de løse tråde hænger sammen med også andres gamle garnnøgler, så vi nu er én stor sammenfiltret familie.

Måske mere trygt end at være en hoppebold. Mange gyser ved tanken og føler det koldt og ensomt med den glatte overflade. De vil ikke være bolde – måske tror de bolde ikke kan opleve nærvær med andre, ikke kan mærke andre end sig selv, ikke se/høre/sanse andre end dem selv. Jeg mener nu det er modsat. Når man kan mærke sig selv og hvortil det personlige går, så kan man netop også opleve andre tydeligt. Og vælge bevidst og frivilligt at sende en tråd ud og filtre den sammen med den andens tråd. Og da man så netop kan se denne tråd, er det ganske nemt at trække den hjem igen, når det er tid.

Jeg har oplevet flere garnnøgler, der har klaget over min glatte overflade, klaget over, jeg er en bold og derfor svær for et garnnøgle at vikle sig ind i. Oftest har de udsendt et dybt ønske om at få lov at ’vikle mig ud’. De kalder det som regel noget med overflade. Det er svært at trænge ned under din overflade. Ja, jeg kan klart mærke dig og det, du sender ud, men hvad er der nedenunder? Jeg vil have del i det, der er nedenunder, for du tiltaler mig som person. Du er noget, jeg ikke er. Lån mig lidt af dig.

Men jeg kan ikke låne dig lidt af mig. Det må du selv rode med. Og hvis du klart kan mærke mig og det, jeg sender ud, jamen så har du set mig, hørt mig, sanset mig. Der er ikke et eller andet helt andet, anderledes, som kommer frem, så jeg ser ingen grund til at give efter for din trang til at grave ned under min overflade. For selv om det virker som en overflade, glat og velafgrænset som den er, ja så er den ikke forskellig fra det, der er inden i. Det er ikke en tynd skal eller fernis, der dækker over indre spaghetti. What you see is what you get. Og nogle ser det ene og andre ser det andet og sådan er det. Det betyder ikke at det er mig, der skjuler mig. Det betyder, at det er forskelligt, hvad folk kan opfatte af det, jeg viser frem. Og oftest har jeg en fornemmelse af at det, jeg viser frem, opfattes forskelligt i forhold til hvilke tråde den enkelte har slaskende omkring sig. Eller om man er så heldig at mødes med en anden bold.

Man kan vælge at opfatte det som om, at en bold ser sig selv om færdigudviklet. Ikke evner at lære, suge mere til sig, forbedre sig selv osv. Det mener jeg så ikke. Måske kan man sige, at min bold er lavet af modellervoks. Nogle gange møder jeg stumper af mig selv rundtomkring, som jeg endnu ikke har fået med. Jeg bliver ældre, lærer mere osv. Når jeg møder en sådan stump af mig selv, så hænger den fast, bliver modelleret ind i resten af bolden og efter nogle flere hop, så er jeg atter bold. Overfladen er atter glat. Og det indeni er stadig massivt, nu bare med lidt mere indhold.