Ligusterhækbarn

Jeg voksede op i 70’erne i et typisk parcelhuskvarter. De skød op overalt dengang. Man startede med at købe en frimærke jord midt på en pløjemark ude i nowhere, hvor der var langt til alting. Så gik man i gang med at bygge – de fleste selv, andre kom først til, når håndværkerne havde klaret det grove.

I starten var det godt sted; der var et mylder af unger, de voksne rendte ind og ud hos hinanden i deres halvfærdige huse for at låne værktøj, kaffe eller moralsk støtte. Vi unger stak af i mindre eller større flokke og gjorde hvad vi ville og havde fantasi til. Som jeg husker det, fungerede det bedst, hvis vores forældre slap for at have os hængende.

Så vi løb omkring på tomme byggegrunde, lagde brædder over åbne dæksadskillelser i ufærdige huse og balancerede frem og tilbage. Legede gemmeleg i åbne kældre eller huggede nogle byggematerialer for at udfolde os kreativt. Det er utroligt så mange figurer, man kan skære ud af en gasbetonblok. Og er man tålmodig nok, så kan røde mursten males til støv, som fungerer glimrende, når man skal lege indianer.

Vi kælkede på plastikposer ned af græsbakker, gik på æblerov i den nærliggende plantage eller lavede huler og gange i kornmarken, selv om vi ikke måtte. Vi havde alle cykler og vi kom langt omkring. Der var jo også jernbanen, hvor man kunne lægge 5 ører på skinnerne og samle dem flade op bagefter. Der var træer vi kunne lave huler i – som regel pigerne mod drengene. Der stod en stor olietønde under det ene træ – uden den kunne man ikke komme op eller ned – så fornøjelsen gik på at drengene sneg sig hen og flyttede den, mens alle pigerne var oppe i træet – eller omvendt.

Så efterhånden voksede hækkene op og stisystemerne blev færdige. De voksne holdt op med at snakke med andre end dem, de var på rigtig god fod med – og hver passede sit. For os unger var stisystemerne nu som at cykle rundt i en grøn labyrint, hvor alle ligusterhækkene havde ens højde og livet bag dem var skjult for nysgerrige øjne. Det var nemt at fare vild, hvis det nu ikke lige var, fordi vi aldrig lavede andet.

Plantagen blev lukket, de gamle træer fældet og kornet forsvandt. Så vi udviklede nye lege. Forsynet med kridt legede vi gruppegemmeleg, hvor man var delt i 2 cyklende hold og grænserne var ikke eksisterende. Man cyklede afsted med et forspring på 10 min. Og for hvert sving satte man kridtpile på stien – sådan kom man det meste af området rundt og endte med at smide cyklerne i en stor bunke, tegne en cirkel med pile til alle retninger og så for man afsted for at gemme sig. Det var faktisk surt ikke at blive fundet, for så var de andre stukket videre til en ny leg. Oftest gemte vi os to og to. Nogle gange ovenikøbet pige og dreng. Så kunne man passende sidde der småfnisende, men ellers musestille for ikke at blive fundet – og det var meget praktisk, for man anede alligevel ikke, hvad man skulle snakke om.

Vi havde et hav af lege, som jeg har lykkeligt glemt, men de fleste inkluderede kridt og en masse børn – det kunne vi få timer til at gå med. Jeg husker også lange tøsesommerdage, hvor vi plukkede blomster og flettede kranse, mens vi snakkede. Eller vi arrangerede boller og saftevand sammen med puder og tæpper og sneg os op på et af de store flade carporttage, hvor man selv kunne se alt, men var usynlig for dem, der gik forbi bare man gjorde sig flad nok. Om sommeren blev tagpappen så varm, at man kunne tegne mønstre i den.

Vi spiste aldrig hos hinanden, altid var man hjemme til spisetid – og om vinteren sås vi næsten ikke. Alle vore lege var udendørs lege. Det var først når sneen kom, at man trak kælken ned til den nærliggende sø med stejle kanter, hvor der var alverdens sværhedsgrader i kælkning. Havde man skøjter – og det havde vi næsten alle sammen, så kunne man udfolde sig på søen. Der var også dem, der kælkede ned af bakken og ud over søens is – hvis man fik nedlagt en skøjteprinsesse på vejen, var det jo ekstra skægt.

De voksne spurgte aldrig hvad man lavede og man fortalte aldrig noget selv. Heller ikke hvis man fik hjernerystelse af at vælte på cyklen eller snurre rundt på stålbommene, der afmærkede stiernes indgang – og røg med hovedet først ned i asfalten. Det var kun, hvis det var noget med blod, man blev nødt til at fortælle.

Nu er de dage jo forbi og jeg har selv børn. Da hun blev 3, flyttede vi i hus og valgte en gammel villa i et mindre kvarter i udkanten af byen, tæt på eng, træer og andre friområder. Hun brugte det aldrig. Hun og hendes veninder for ind og ud hos hinanden, men de var altid i huset eller haverne – og altid i nærheden af os voksne. Det så ikke ud til, at den generation havde behov for privat børneliv. Og de legede aldrig i store flokke, 2 max 3 var sammen ad gangen – og så kunne der være 2 unger på samme alder inde hos naboen, som også legede ”alene”.

Jeg har engang spurgt hende, om hun og veninderne ikke har behov for at stikke ud, hvor de er helt alene og lave det som børn nu engang gør, men hun svarer ”Nej – der er så rart her hos jer – og vi laver jo ikke noget som I ikke må vide.” Og måske er det det! Måske har tiderne ændret sig, så der er plads til børn tæt på. Måske stak vi af i min barndom, fordi de voksne klart signalerede, at børn skulle ses, men ikke høres, så hvis vi ville lege ”vildt” måtte vi gå et andet sted hen.

Jeg ved det ikke – ved jo heller ikke om min barndom og min datters er typiske, men forskel – det er der.