Som en stor blød bevægende klump.
Jaja, jeg ved da godt, at det er topmoderne at kritisere kongehuset. Det hører da heller ikke hjemme i et demokrati og de bruger alt for mange penge og hvorfor skal vi igenigen høre om Marys nye sko?
Ja, hvorfor skal vi det? Hvorfor skal vi ikke høre om Marys nye projekter? For det skal vi nemlig ikke. Altså ikke nær så tit som om hendes nye sko, nye smykker, nye kjole og om hvor meget hun har tabt sig siden tvillingefødslen.
Den slags er åbenbart mere interessant end det, at hun rent faktisk på ganske få år har lagt et guldæg af nyskabelse i DK. Hvordan? Med Maryfonden. Før har kongehusets medlemmer haft enkeltstående protektioner – og det har de da også stadigvæk, men Maryfonden er Marys. Her er der penge og god vejledning til at gøre, hvad hun føler mest for sådan samfundsmæssigt set. Og hvad koncentrerer denne fond sig så om? Kræftbekæmpelse eller andet med penge i og fokus på? Næh, den tager fat på taberagtige tabuemner, som ingen ellers gider røre ved med en økonomisk ildtang. Med mottoet: Enhver har ret til at høre til, favner den alt fra nydanskere over unges ensomhed til enlige mødres besværlige økonomisk nystart efter flugt fra en dominerende mand.
Det er da noget, der rykker. Så jeg har fuld respekt for Mary og gider ikke med et hånligt snøft og stiv politisk korrekt speltbeklædt overlæbe sladre om hvor mange sko hun har og hvor overvurderet og overflødig hun er. Så sure er de rønnebær sgu heller ikke.
Eller brokkerierne over renoveringen af palæet på Amalienborg. Halli hallo. Jeg klappede i mine små hænder af fryd. Den renovering har sat rigtig mange super fagligt dygtige i sving. Givet dem mulighed for virkelig at præstere deres ypperste indenfor deres fag – og her taler jeg både håndværkere og kunstnere. Det er ikke noget kronprinsparret ejer. De låner og bruger det bare i en periode. Det var jo også derfor at alle malerier blev lavet på udspændt lærred, så det blev nagelfast fremfor noget, der kunne flyttes eller sælges. Det er ting, som kan holde også i næste generation og næste igen.
Noget ganske andet end gennemsnitsdanskerens plastic fantastic Ikea / Biva / Ilva / Bilkaprodukter der alle som en er fremstillet af underbetalte børne&voksenarbejdere i udviklingslandene. Alene med det formål at give danskeren billige møbler og ’kunst’. At det så kun holder max et enkelt 10-år og i hvert fald ikke længe nok til, at andre kan arve det, ja pyt med det. Brug&smid væk eksisterer stadigvæk.
At ease, please, giv nu konen lidt credit for hvad hun rent faktisk har nået af resultater den korte årrække hun har været dansker. Et stort skulderklap herfra – og så vil jeg også gerne fremover have lov til at bibeholde min bløde klump i halsen af ren rørelse over noget så underligt som det danske kongehus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar