Glastonbury

Sidste efterår satte jeg mig i hovedet, at jeg ville besøge Glastonbury. Navnet ringer sødt af legendernes land, tågerne omkring Avalon, Merlin&Morgan, Kong Arthur&Guineveire, for ikke at tale om evigtgrønne buske, kristtjørn med både blomster og bær samtidig fra Josefs stav for 2000 år siden. Samme herre som efter sigende medbragte den hellige gral med Jesu blod. Den gral, som enhver tempelridder med respekt for sig selv drog ud for at finde. Den skulle ligge ved den hellige kilde, Chalice Well, hvor det jernholdige vand er så rødt som blod. 

En sådan rejse tager man ikke alene. Hvis man skal have noget med hjem, så skal det planlægges, helst af en, der har været der før. Jeg fandt over Heidis tur og bestilte strax. Naturligvis gik det først senere op for mig, at de fire dag netop lå, mens lille Danmark stod på den anden ende pga. et symbolsk bryllup. Men jeg fortryder intet. Turen var fantastisk - og oplevelsen blev siddende i mig lang tid efter hjemkomsten.

Jeg er blevet bedt om at lave en rejsebeskrivelse om vores tur til Glastonbury. Det vil jeg gerne, men hvad skal jeg skrive? At jeg døde og genopstod i haven omkring den hellige kilde Chalice Well? At jeg ved selvsyn har konstateret at tågerne omkring Avalon stadig eksisterer, at hvide duer ER noget særligt, at Stonehenge set i det tidlige morgengry før alle andre dødelige turister kommer til, var overvældende - at selv bilturen dertil, hvor en stemme sang i mit indre hele vejen: Her har du vandret - det er dit gamle land, ja selv bilturen gennem det engelske forårsgrønne land - et land, der føltes så Oprindeligt, fordi tågerne udhviskede den moderne verden, med snoede veje, marker, maleriske småbyer, grønne hække og med en ældre chauffør uden dødsforagt - var overvældende?

Eller skal jeg skrive om hvordan alle os 7 tøser i alle aldre og flere uden fælles forhistorie hele turen igennem connectede på kryds & tværs, så alt muligt dumpede frem helt impulsivt. Samme tanker, samme mønstre, fælles inkarnationer eller i hvert fald flere personer som fælles tappede ind på den samme energetiske erindring? Måske skyldes det også den lange bænk i Shambalas spisestue, der "tilfældigvis" stod på to leylines, energilinier, der netop i Glastonbury krydser hinanden - den ene Mary Magdalene, den anden Sct. Michael. Bænken stod langs med linierne og den stod ikke stille. Nogle følte det som bølger, jeg selv som om jeg gled mod venstre, når jeg sad der. Ja, huset Shambala er noget for sig, det er helt sikkert. Man skal lige indenfor lågen og "lande", før huset folder sig ud. Men så omfavner det også en. De hvide duer i haven er maleriske, soverummene spændende og spisestuen med det store bord, et naturligt samlingspunkt. Morgenmeditationen med værtinden Isis omkring den 7-takkede stjerne er en hjerteåbner og værd at deltage i.

Eller måske skal jeg skrive om selve Glastonbury by? Lille, ja, men så kompakt, at sansesindtrykkene står på nakken af hinanden for at komme først. Jeg har i hvertfald aldrig set en by, som den. Nogle steder sanser man, at Woodstock ikke opstod forgæves. Her er "alternativt", så det vil noget, fra bare tæer, langt hår, flowerpower you-name-it, til hele supermarkeder med "organic" fødevarer. Økologisk kalder vi det, på de mere hjemlige slagmarker. En hel by, hvor man kan gå fra spisested til spisested og først på det 8. finde kød på menuen, hvor alle de små butikker har deres version af "alternativt", hvor røgelsen svier i øjnene, så besøget bliver kort, eller hvor der er samlet så mange "energi-ting" fra gudefigurer til krystaller, at man/jeg blev helt svimmel og måtte undgå forskellige områder af butikkerne. Jeg fandt egentlig aldrig ud af om det var godt eller dårligt. Det var bare Stærkt. En by, hvor man kan kigge på en pæn skål i et butiksvindue, men går man ind og spørger, får man svaret demonstreret - det er syngeskåle. Ikke lige den slags, man putter konfekt i til jul.

Der er faktisk to ting, jeg helst vil fortælle om, men den ene er for personlig - Glastonbury ER transformation for de lydhøre; så kraftigt at man kan høre de små klik fra skæbnen, når alting falder i hak - så det bliver bjerget Tor. 

Bjerget Tor - ikke mere imponerende end det hjemlige Himmelbjerg, selv om plateauerne, der snor sig mod toppen er uigennemskueligt menneskeskabte. Man strider sig lidt forpustet vej op. Øverst står et tårn uden indmad, vist nok indviet til Sct. Michael. Mig forvirrede det en del, fordi jeg ikke mente, der skulle stå et tårn netop der. Vi tog turen en tidlig morgenstund. Solen var stået op og strålede klart, men at komme til tops og se sig omkring, tog totalt pusten fra en. Aldrig har jeg set noget, så smukt. Vi stod på en lille grøn ø og hele vejen rundt var der vand. I vandet stak enkelte klippeskær op og i det fjerne sås en kyst, men… det hele var synsbedrag. Vi var omgivet af land, men tågerne omkring Avalon lagde sig blødt og uigennemtrængeligt overalt og skjult var den moderne verden. Man kunne sagtens have bildt mig ind, at vi var trådt ind i en anden virkelighed. Der var kun os 7 - ingen andre. I det fjerne sås en luftballon mod den blå himmel. Med solen bag sig lignede den siluetten af et stort, svævende hjerte.

Vi ville meditere og fulgte vores indskyldelse og lagde os ned i det dugvåde græs, hoved mod hoved. Det var stærkt. Vi oplevede alle noget forskelligt, men sjældent har en meditation været så svært at komme tilbage fra. Selv fløj jeg til Egypten til en præstinde-indvielse og retur til gode gamle England, hvor jeg blev modtaget af Sct. Michael. Bjerget er stadig fuldt af gamle vibrationer, energier, og de kan mærkes. Selv af de mest tonedøve.

Glastonbury og de udflugter man kan gøre derfra, kan fylde 10 sider, men jeg stopper nu, der skal være lidt til fantasien også. Da jeg selv forlod Shambala, vendte jeg mig om i bilen og så tilbage. På hegnet ind til huset sad en ravn - og den gloede ugenert på mig. Jeg fik helt kuldegysninger og tænkte, mon den vil sige: ja, ja, bare vent - du kommer tilbage?