Nytårsønsker 2012

12 timer tilbage...

Nytåret kalder med stort rabalder. For nogle. For andre kommer det snigende så stille og ubetydeligt, at de må tage den ellers ubrugelige sekundviser i brug, for at se det ske, for at mærke det.

Mit 2012 kommer snigende, det ved jeg allerede nu, for jeg har fravalgt rabalderet. Nogle årsskifter fungerer bedst sådan - i stille eftertænksomhed. Dette er en af dem.

Jeg byder det nye år velkommen, mens jeg uden sorg, blot fuld af erfaring, tager afsked med det gamle.

Datter flytter hjemmefra

A20 har købt en andelslejlighed og flytter hjemmefra 1. januar.

Sådan cirka 600 meter fra farmand og 2000 meter fra mig. Ja, hun har altid været meget hjemstavnsbundet.

Helst ikke for langt væk og allerhelst ikke i for store skridt.

Til dig der kom herind ved en fejl ;-)

Jeg vil bare sige...

denne blog er slet ikke færdig. Indlæggene er nærmest smidt ind med en skovl. Der mangler en masse, både skrift og form.

Det skal nok komme, men lige nu er den under konstruktion.

Tuva Novotnys smilehuller

Halvsyret tekst, ja sikkert, om ikke andet, så småfilosofisk.

Ville du hellere ha haft den om hvor fedt det er når virkeligheden overhaler fiktionen; med udgangspunkt i Rokokopostens artikel om "Alle har ret til en fed begravelse"?

Tjoja, måske. Jeg skrev den, men så skrev jeg også lidt om Tuvas smilehuller i stedet.  Det er jo fordelen ved en blog. Man kan smide alle de ligegyldigheder ind, som man har lyst til.

Sommerhustur med forviklinger

Kom pludselig til at tænke på sidst, vi skulle holde kusinekomsammen. Vi prøver virkelig at holde det mindst årligt, men der kommer ofte noget i vejen. Men denne maj-weekend havde vi altså fået fastlagt. Det blev dog med en del forviklinger.

Hed hyldest til mit bibliotek

Jeg har – atter engang – genfundet bibliotekets glæder. Ahhh, Roskilde Bibliotek, et dejligt sted, der næsten, bare næsten, får mig til at overveje at betale min skat med glæde.

For det er da et skatkammer til fri brug for alle. Man kan gå direkte ind fra gaden for at finde og hjembringe bøger, musik og film. Man kan sætte sig i en magelig stol ved vinduet med behageligt frit udsyn over parken og en bog i skødet for at se begavet ud, mens man slapper af.

Comfortzone og vatsamfund

Søndag d. 13. november. Okay… lad os se, hvad dette gamle hakkebræt af en pc kan præstere. Lones Lysthus, min elskede røde bærbare med original lak fra Ferrari-fabrikkerne (… og hvem sagde, at det kun var indholdet, som tæller???), er midlertidig ukampdygtig. Ingen lamper lyser, ingen liv, intet strøm – så jeg har været en tur i kælderen og hentet den gamle frem… den, der fylder et helt bord, larmer og som jeg ikke fik solgt gennem den blå avis…

Hyldest til moderen

Nogle gange får børn bare ens hjerte til at smelte. Smelte, så det må tørres op – og puttes i en kop. Nej… jeg mener…kærlighedserklæringer kommer i de underligste indpakninger, men man er aldrig i tvivl, når de er ment. De varer længere end det Nu, de optræder i, for oplevelsen kan altid tages frem & pudses af, nydes & mindes – og man kan for gud ved hvilken gang sætte den indre filmfremviser på Replay. Som nu denne lille bitte episode, der smeltede mit moderhjerte:

Vi lå og puttede inden søvnen, den lille med kinden mod mine bryster.  Lige før hun gled ind i drømmeland, fik jeg denne stille, lille sang fra hende:

Mor, du er så blød
Mer end puderne
Mer end dynerne
Mer end knoglerne
Mer end… bløddyret

4 dage i den virkelige, ikke-virtuelle verden

Dette er et gammelt skriv - fra dengang jeg blev 40. Jeg fandt det lige frem og bringer det igen, for meget i det er aktuelt, stadigvæk, i hvert fald for mig.

Jeg har lige været 4 dage ude i den virkelige, ikke-virtuelle verden. Jeg har fået en ældre dames livshistorie, fortalt med texansk accent og ledsaget af lyden af alle hendes klingende guldsmykker, på et malerisk torv i Verona, hvor vi spiste hver vores fiskeret, mens historien trak ud, så jeg var nødt til at tage kaffen med også.

Må vi slå lidt ihjel

’Må vi slå lidt ihjel’ – overskriften var at finde på tv2’s hjemmeside – og handlede om hvornår man rent etisk kunne forsvare at stoppe for tilførsel af næring til hjernedøde, næstenhjernedøde mm.

Jeg ville hellere vende spørgsmålet om: ’Har vi ret til at holde folk kunstigt i live – bare fordi vi kan?’. Det er vel egentlig mere det, tingene drejer sig om. Ja, jeg ved det. Frygtelig tungt og trist emne, men hvorfor er der ikke flere, der griber fat i det – hele snakken om etik – og ærligt gør sig tanker om, hvad vi som enkeltpersoner og som samfund vil rent etisk. Det nytter ikke bare at tage skyklapperne på, klikke videre til noget andet eller sige: det ved jeg ikke, når talen falder på det tunge.

En påfuglehistorie

Jeg kan så godt lide denne historie. Husker ikke hvor jeg samlede den op, men her er den:

Legenden fortæller, at påfuglen blev født som helt hvid.

I hele fugleriget følte han sig udenfor midt blandt disse vidunderlige farver overalt omkring ham. Den store Ånd gav påfuglen en mission; at rejse jorden rundt og finde ondt og negativitet og absorbere denne modsatte energi i hans egen krop, så den ikke spredte sig. Påfuglen fik at vide, at han ville blive belønnet. Så han startede sin mission.

Mens han udførte sine pligter, begyndte han at lægge mærke til, at at hans fjer fik de smukkeste farver. Han spredte sin hale for bedre at kunne se, og jo, sikkert nok, han var ved at forvandle sig til en strålende, farverig fugl. Glad fortsatte han sit arbejde med stor iver. Jo hårdere han arbejdede, jo smukkere blev han.

Så en dag så han ned på sine fødder og skreg i rædsel. Han havde de grimmeste fødder i hele fugleriget!

Så når du ser den strålende påfugl, husk da på den mission han fik og det arbejde han gjorde, for at fortjene disse farver. De perfekt formede cirkler eller øjne på hver fjer er for at kunne holde udkig efter stadig mere negativitet. Når du hører det forfærdede skrig, så ved du, at han har set ned og set sine egne fødder. Fødderne var Åndens måde at fortælle påfuglen, at den ikke skulle blive for stolt og lade det stå i vejen for sit  sande arbejde.

Kan nærsynethed kureres?

Kan nærsynethed kureres?

Ja, jeg spørger af egen interesse, da jeg selv har hvad jeg kalder en kvart hvid stok; dvs. minus 6,5 på begge øjne. Det blev opdaget i 6. klasse – og jeg fik briller. Egentlig til stor irritation for mig selv, for jeg havde vænnet mig til min slørede verden. Kan tydelig huske at sidde i skolen med briller og for første gang se, at pigen foran mig har fedtet hår. Det kunne jeg godt have undværet. Nå, men udover det, så blev det da lidt nemmere at finde rundt, for nu kunne jeg læse skilte – og se hvad der stod på tavlen. Det blev sagt, at det var arveligt – min mor har også nedsat syn – men der er intet galt med min søster.

Hvad er nærsynethed? Det er ikke som sådan en fysisk skavank, det er øjet, der krummer mere end normalt. Når man bliver ældre slappes musklerne – også i øjet- derfor bliver mange langsynede, men hvis øjet modsat konstant strammes af muskelspændinger, ja så ændres øjets krumning – og man er nærsynet.  Sådan er det i hvert fald med mig.

Okay, mine øjne er altså fysisk ok, men muskelspændinger (ubevidste naturligvis) får øjet til at krumme, så jeg uden  kontaktlinser ser alt i en tåge. Hvorfor? Og kan det så omvendt helbredes, hvis disse spændinger kunne afslappes? Det sker faktisk kortvarigt en gang i mellem. Mit syn er aldrig konstant i styrke, men nogle gange så er det helt skarp fra det ene øjeblik til det andet – og så vender det tilbage til normalen, hvilket er lettere uskarpt. Hvis jeg får stærkere linser, ja så går der en månedstid, så  har mit syn reguleret sig, så jeg ser som ”jeg plejer”.

Hvad skaber konstante muskelspændinger? Er det psyken? Nogle siger nok så nemt; synsforstyrrelser er psykosomatiske, synet svækkes, når der er noget man ikke ønsker at se.

Hm, skulle det så betyde, at den dag, jeg har ryddet totalt op i min fortid og barndom, ja så vender mit syn tilbage til det normale? Eller er det som at forvente at et brækket ben gror sammen, bare fordi man fjernen den sten, man faldt over?

Og hvorfor spændes musklerne? En dygtig kropsmanipulator kan sikkert få dem til at slappe af, men hvad er det i mig selv, der gør, at jeg atter spænder?

Og så er jeg ved det – kan nærsynethed kureres?

Indimellem er det vigtigt at indstille blikket mod uendeligt

Indimellem er det vigtigt at indstille blikket mod uendeligt.

Det sagde min øjenlæge i hvert fald den dag, jeg besøgte ham. Samme besøg hvor han, mens han kiggede på mig gennem et eller andet apparat, smed en uventet ros af sig: -Du har nogle virkelig flotte nethinder (eller sagde han hornhinder???)

 –Ih, tak, svarede jeg, det kompliment har jeg aldrig fået før. Han blev lidt forvirret og rablede noget teknisk af sig med langstrakte net(eller var det horn)hinder ved nærsynethed, fremfor normalt rundede. Og jeg fortrød strax, at jeg altid er så rapkæftet og taler, før jeg tænker… den søde mand.

Men tilbage til uendeligheden. Jeg tænte på det i dag, da jeg gik hjem efter indkøbet i byen. Det var skyet og blæsende, så himlen ændredes konstant. Og i stedet for, som jeg plejer, at fokusere på 60 cms afstand for at se, hvad der står på skærmen, eller de max 2 meter frem, det kræves at finde fortorvet uden at ramle ind i noget, ja så er det godt indimellem at se så langt som man kan. Allerbedst en horisont udover vand, men i mangel af bedre kan enhvert åbent kig bruges. En lang gade fx eller det at lægge nakken lidt tilbage og så på himlen. Det er næsten som om ens øjne slapper af og siger tak. De små rynker glattes ud og ansigtet falder i rolige folder.

Også i overført betydning kan det være vigtigt at indstille blikket mod uendelig. Vi går ofte og ser det nære, det lige foran næsen, fokuserer på det – og glemmer måske de åbne vidder, det lange blik, målet, hvor er jeg på vej hen. Fedt at leve i nuet, men surt at opbygge sit liv med lutter brandslukning af pludseligt opståede problemer, fremfor at bevæge sig målrettet mod noget… i en eller anden retning. Hvilken er nærmest ligegyldig, bare man bevæger sig bevidst. For hvis man ikke gør, så bevæger selve livet sig alligevel og vel flytter man sig, men mere på samme måde som et blad i bækken, der hvirvles først til den ene side og så den anden, for så at hænge fast en tid, før det atter lade sig bevæge af strømmen.

En anden fordel ved at ha et mål – især da et mål,  man selv har valgt og som man gerne vil nå – er, at det lille Nej er nemmere at sige og holde fast i, når man har det store Ja i tankerne.

Nu er målet jo ikke selve uendeligheden. Uendeligheden er større end det. Er vel nærmest det ultimative drømmemål, den totale udlevelse af de potentialer vi hver især rummer, målet, de færreste når, men kommer man så bare en del af vejen, er det sikkert også godt. Der er i hvert fald intet galt med at drømme stort, det er sundt, især hvis ens skridt omsætter bare en lille del af drømmen til handling ved at føre en nærmere.

Dette er ikke en blog. Det er et kagehus

Dette er ikke en blog - det er et kagehus. Og det er ikke samlet.
Men det er en on-going proces, så hvem ved... måske ender det med at blive til et hus.

Jeg burde ha forstand på huse. Rettelse.

Jeg HAR forstand på huse. Jeg er arkitektdatter, x-snedker/tømrerkone og kan berige enhvert middagsselskab med korrekte udredninger om kuldebroer og U-værdier på vinduer - for slet ikke at tale om 0-energi huse, varme-genvindingsanlæg, ingeniørmæssigt korrekte dimensioner til større bygningsværker eller bare taghældninger og kørestolsramper. Måske endda korrekt blandingsforhold i mørtel og i hvert fald hvilke temperaturer det størker bedst ved.

Den slags...

Når andre klapper af en smuk symfoni, ballet eller kunst, så klapper jeg i mine små hænder af fryd, når jeg nærkigger ting og dansk arkitektur i verdensklasse sådan Bølgen, 8-tallet etc. Jeg har det i blodet. Mine første tegninger var ikke hunde eller tændstiksmænd, men plantegninger i 2D. Med dertilhørende indretning. Når jeg sådan rigtig kedede mig, så blev indretningen klippet ud og flyttet rundt på en ny plantegning.

Kors hvor må jeg ha været et kedeligt barn. Kan faktisk godt forstå at de der lyserøde Barbie-piger, der boede i nærheden ikke gad lege med mig.
Men jeg har nu altid haft et specielt forhold til plantegninger. Jeg blev faktisk ret gammel, før jeg fandt ud af, at det ikke var alle, som i hovedet kunne rekonstruere dør- og møbelplacering samt korrekt længde/breddeforhold over alle de hjem, de havde været inde i.

Det er sandt at sige ikke alle mine kammeraters jeg husker. Hvis jeg gør, så er det pga. noget specielt. Som dengang jeg kom op at slås med en dreng i klassen og fik klasket en flødebolle i håret (der var en, der havde fødselsdag) og fik tilbudet fra en af de andre om at låne hendes nøgle og gå hjem og vaske hår. Det gjorde jeg. Hun havde bare glemt at fortælle at der boede 1 stk. mega stor ulvehund, som følte sig meget alene hjemme og mente jeg var en fæl indbrudstyv, der skulle jagtes rundt mellem entre, stue, værelsesgang, køkken, entre osv. Ikke en spinkel 6. klasses pige med flødebolle i håret, som bare ønskede at finde badeværelset i en fart. Uden selskab af hund. Nåmen, plantegningen af den hundejagterrute kan jeg så også i hovedet, her så mange år efter.

Ellers begrænser det sig til familie, kærester og den slags. Og egne gamle boliger, men den er vel for nem. Nåja, så er der også ferieboliger. Altså, når man vælger andet end et hotelværelse. Den er også for nem. Indimellem stoler jeg faktisk lidt for meget på denne underlige egenskab til på et splitsekund at danne sig overblik over en bolig, tegne et indre billede - og så følge det, så meget, at jeg bliver stædig.

Stædighed kan være en god ting, men ikke når man vågner på Mallorca i en nyindtaget ferielejlighed klokken midt om natten i mørke for at kaste op efter et lidt rigeligt indtag af importøl, og styrer målbevidst hen og kradser tapetet i laser, fordi man har bestemt sig for at badeværelsesdøren skal være der.
Jeg måtte tage en runde retur til soveværelset og frem igen, før det lykkedes at vende hotellejlighedens grundplan inde i hovedet. Det passede elles præcis, hvis jeg havde sovet i stuen. Og nej, jeg rørte ikke øl resten af turen.

Men tilbage til kagehuset. Det må ku lade sig gøre at samle det. Det ved jeg, det kan. Hallo, jeg taler til en, som læser designbøger og udvikling af danske typehuse de sidste 40 år som godnatlæsning. Så kan jeg vel for pokker også finde ud af sætte et hus af kage sammen uden at udsmykningen ryger.

Travl dag uden snert af jul

Klokken er 13.31 og jeg er allerede lettere forpustet.

Jeg har arrangement m. meditation kl 19, så jeg burde egentlig bruge tiden på at:

 tænde stearinlys & røgelsespinde & gå rundt i alle hjørner af hjemmet med mine tibetanske bedeklokker, så tonerne kan drive eventuelle klistrede dårlige stemninger væk, så alt er rent & ubesmittet & nedgearet til rette meditative stemning, når gæsterne kommer.

Sladdersladdersladder

Sladder....

Jeg har altid været enormt imponeret over folk, som sladrer. Hvilken viden, de kan skrabe sig sammen. Selv er jeg slet ikke sådan. Og normalt kalder jeg det ikke sladder, men at have fingeren på pulsen. Er det ikke sådan det er? De der personer, som af forskellige grunde ved ALT om, hvad der rør sig i lokalområdet - og diverse internetsteder kan sagtens betegnes som et virtuelt lokalområde - det er i mine øjne vildt imponerende. Indimellem ville jeg ønske jeg var sådan.

Organdonation

Tillad mig at indsætte min umiddelbare respons på den originale donorkampagne anno april 08.

(Gammelt skriv, men stadig relevant) Kommer her.....

Hønemor1 taler til Hønemor2

Jeg er Hønemor1, min ældste datter er Hønemor2, den yngste er Kyllingen - og hvis man ikke passer på bliver det hele hurtigt til et teateragtigt 3-kantsdrama.

Men jeg passer på, gør jeg - klog af skade, så som regel lever vi bare sammen i fred & fordragelighed omend periodisk hver for sig.

Den yngste har i årevis cyklet i skole med mig ved siden af - undtagen de få lykkelige gange om året, hvor vi har brugt kælk. 4km hver vej i stærk trafik. Det er ikke afstanden, men trafikken, der har gjort mig til Hønemor og trofast fulgt hende frem og tilbage.

Men... nu har hun længe plaget for at cykle selv og alle de logiske argumenter forsvinder, så kun Hønemors bekymrede pippen bliver tilbage. Og det er ikke nok. Hun kan jo for pokker da ikke bliver fulgt i skole til hun bliver 17 - og jeg ved jo godt, hvor trafiksikker og forsigtig hun er. Iført korrekt cykelhjelm, belysning både for og bag foruden velfungerende bremser og et utal af reflekser.

Så... jeg pakkede hende ud af vattet og gav slip. Halvvejs. Vi aftalte, at hun ringede, når hun kørte fra klubben, så cyklede jeg også hjemmefra og mødte hende hende på halvvejen. Det fungerede fint i forgårs og det fungerede fint i går. Og hun var pavestolt.

Men da vi så kom hjem, lå der på min mobil 2 ubesvarede beskeder fra A20, storesøster, og en enkelt på A10's mobil. Jeg ringede retur og fik en svada uden lige i røret. Om, at hun netop havde set sin lillesøster cykle selv og det var mørkt og alt muligt og det var i et kryds og alt muligt og det kunne hun bare slet ikke ha'.

-Ok, Hønemor2, kørte hun pænt?

-Ja, ja, det gjorde hun da.

-Men hvad er så problemet?

-Ja, og, ja altså, vi kom jo kørende i bil, mig og kæresten, sådan lidt for stærk og lidt for tæt og så pludselig så jeg, det var min LILLESØSTER, som cyklede ved siden af.

Så hun fik en svada retur - både omkring vatudpakning og lidt om biler & bløde trafikanter. Så kan hun lære det, kan hun. At køre pænt. Den store altså. Den lille kan allerede.


Skriver lige et ps. Det må jeg godt. Det er jo min blog, og skrivet satte tanker igang hos mig selv.

A20 har været Hønemor2 fra den dag, hun blev storesøster. Det er noget særligt at vælge at få 2 tøser med 10 år imellem. Med den samme far og hele pivetøjet. Det er faktisk 2 enebørn jeg har
De kan jo ikke lege sammen, men bruger alligevel meget tid sammen. Men den store har så indimellem kammet over i ren iver efter at udleve indre medfødte modergener, som hun har i overmål - og ikke et ondt ord om det... sådan da

Jeg stod engang på Mallorca - midt på offentlig vej og overvåget af adskillige nysgerrige turister - og trak i det ene håndtag af en lånt klapvogn, mens A-dengang13 trak i det andet. A3 sad interesseret og fulgte med i vores kamp, for at se hvem, der vandt. Det gjorde jeg. Men ikke lige en af de episoder jeg er gladest for at komme i tanke om.
Ej heller den efterfølgende seriøse snak, hvor der faldt ord som: -Det er ok du elsker søs og det er ok du gerne vil gøre al det bedste og hjælpe til. Det er også ok du vil være Lillemor, men jeg er Storemor og jeg bestemmer.

Ja, selv mødre pisser indimellem territorie af, for når man er 13 år, så er man stor den ene dag og vil helst bestemme alt, men dagen efter kommer man hjem fra skole og er max 8 år indeni og vil bare ha sin Moar. Og sådan skal det være. Også selv om A3 kort og kontant sagde: - Det kan du ikke få. Det er min mor. Du kan få far!

Men uanset alder kan min store datter naturligvis få sin mor, både når hun har brug for det og når hun ikke har. Ligesom den lille kan.

Og hvis ikke ens mor indimellem tager Mor-stemmen på, hvem gør så

Glastonbury

Sidste efterår satte jeg mig i hovedet, at jeg ville besøge Glastonbury. Navnet ringer sødt af legendernes land, tågerne omkring Avalon, Merlin&Morgan, Kong Arthur&Guineveire, for ikke at tale om evigtgrønne buske, kristtjørn med både blomster og bær samtidig fra Josefs stav for 2000 år siden. Samme herre som efter sigende medbragte den hellige gral med Jesu blod. Den gral, som enhver tempelridder med respekt for sig selv drog ud for at finde. Den skulle ligge ved den hellige kilde, Chalice Well, hvor det jernholdige vand er så rødt som blod. 

En sådan rejse tager man ikke alene. Hvis man skal have noget med hjem, så skal det planlægges, helst af en, der har været der før. Jeg fandt over Heidis tur og bestilte strax. Naturligvis gik det først senere op for mig, at de fire dag netop lå, mens lille Danmark stod på den anden ende pga. et symbolsk bryllup. Men jeg fortryder intet. Turen var fantastisk - og oplevelsen blev siddende i mig lang tid efter hjemkomsten.

Jeg er blevet bedt om at lave en rejsebeskrivelse om vores tur til Glastonbury. Det vil jeg gerne, men hvad skal jeg skrive? At jeg døde og genopstod i haven omkring den hellige kilde Chalice Well? At jeg ved selvsyn har konstateret at tågerne omkring Avalon stadig eksisterer, at hvide duer ER noget særligt, at Stonehenge set i det tidlige morgengry før alle andre dødelige turister kommer til, var overvældende - at selv bilturen dertil, hvor en stemme sang i mit indre hele vejen: Her har du vandret - det er dit gamle land, ja selv bilturen gennem det engelske forårsgrønne land - et land, der føltes så Oprindeligt, fordi tågerne udhviskede den moderne verden, med snoede veje, marker, maleriske småbyer, grønne hække og med en ældre chauffør uden dødsforagt - var overvældende?

Eller skal jeg skrive om hvordan alle os 7 tøser i alle aldre og flere uden fælles forhistorie hele turen igennem connectede på kryds & tværs, så alt muligt dumpede frem helt impulsivt. Samme tanker, samme mønstre, fælles inkarnationer eller i hvert fald flere personer som fælles tappede ind på den samme energetiske erindring? Måske skyldes det også den lange bænk i Shambalas spisestue, der "tilfældigvis" stod på to leylines, energilinier, der netop i Glastonbury krydser hinanden - den ene Mary Magdalene, den anden Sct. Michael. Bænken stod langs med linierne og den stod ikke stille. Nogle følte det som bølger, jeg selv som om jeg gled mod venstre, når jeg sad der. Ja, huset Shambala er noget for sig, det er helt sikkert. Man skal lige indenfor lågen og "lande", før huset folder sig ud. Men så omfavner det også en. De hvide duer i haven er maleriske, soverummene spændende og spisestuen med det store bord, et naturligt samlingspunkt. Morgenmeditationen med værtinden Isis omkring den 7-takkede stjerne er en hjerteåbner og værd at deltage i.

Eller måske skal jeg skrive om selve Glastonbury by? Lille, ja, men så kompakt, at sansesindtrykkene står på nakken af hinanden for at komme først. Jeg har i hvertfald aldrig set en by, som den. Nogle steder sanser man, at Woodstock ikke opstod forgæves. Her er "alternativt", så det vil noget, fra bare tæer, langt hår, flowerpower you-name-it, til hele supermarkeder med "organic" fødevarer. Økologisk kalder vi det, på de mere hjemlige slagmarker. En hel by, hvor man kan gå fra spisested til spisested og først på det 8. finde kød på menuen, hvor alle de små butikker har deres version af "alternativt", hvor røgelsen svier i øjnene, så besøget bliver kort, eller hvor der er samlet så mange "energi-ting" fra gudefigurer til krystaller, at man/jeg blev helt svimmel og måtte undgå forskellige områder af butikkerne. Jeg fandt egentlig aldrig ud af om det var godt eller dårligt. Det var bare Stærkt. En by, hvor man kan kigge på en pæn skål i et butiksvindue, men går man ind og spørger, får man svaret demonstreret - det er syngeskåle. Ikke lige den slags, man putter konfekt i til jul.

Der er faktisk to ting, jeg helst vil fortælle om, men den ene er for personlig - Glastonbury ER transformation for de lydhøre; så kraftigt at man kan høre de små klik fra skæbnen, når alting falder i hak - så det bliver bjerget Tor. 

Bjerget Tor - ikke mere imponerende end det hjemlige Himmelbjerg, selv om plateauerne, der snor sig mod toppen er uigennemskueligt menneskeskabte. Man strider sig lidt forpustet vej op. Øverst står et tårn uden indmad, vist nok indviet til Sct. Michael. Mig forvirrede det en del, fordi jeg ikke mente, der skulle stå et tårn netop der. Vi tog turen en tidlig morgenstund. Solen var stået op og strålede klart, men at komme til tops og se sig omkring, tog totalt pusten fra en. Aldrig har jeg set noget, så smukt. Vi stod på en lille grøn ø og hele vejen rundt var der vand. I vandet stak enkelte klippeskær op og i det fjerne sås en kyst, men… det hele var synsbedrag. Vi var omgivet af land, men tågerne omkring Avalon lagde sig blødt og uigennemtrængeligt overalt og skjult var den moderne verden. Man kunne sagtens have bildt mig ind, at vi var trådt ind i en anden virkelighed. Der var kun os 7 - ingen andre. I det fjerne sås en luftballon mod den blå himmel. Med solen bag sig lignede den siluetten af et stort, svævende hjerte.

Vi ville meditere og fulgte vores indskyldelse og lagde os ned i det dugvåde græs, hoved mod hoved. Det var stærkt. Vi oplevede alle noget forskelligt, men sjældent har en meditation været så svært at komme tilbage fra. Selv fløj jeg til Egypten til en præstinde-indvielse og retur til gode gamle England, hvor jeg blev modtaget af Sct. Michael. Bjerget er stadig fuldt af gamle vibrationer, energier, og de kan mærkes. Selv af de mest tonedøve.

Glastonbury og de udflugter man kan gøre derfra, kan fylde 10 sider, men jeg stopper nu, der skal være lidt til fantasien også. Da jeg selv forlod Shambala, vendte jeg mig om i bilen og så tilbage. På hegnet ind til huset sad en ravn - og den gloede ugenert på mig. Jeg fik helt kuldegysninger og tænkte, mon den vil sige: ja, ja, bare vent - du kommer tilbage?

Sæt mit liv på repeat

Nej, ikke som en uendelig båndløkke over et enkelt specielt lykkeligt minde. Selv himlen bliver sikkert uudholdelig efter gentagne gentagelser.

Det er bare det, at indimellem længes jeg efter at se mit livs slutning - ikke fordi livet skal overståes, men for at vide, hvordan det ender, så jeg derefter kan nyde livet mens det sker.

Microøl og macrogrise

Jeg synes det der: "Juhuuu… microbryggerier er sagen og hver en ny øl er en sand åbenbaring"… er gået lidt for vidt.

Ja, jeg kan rigtig godt li øl. Ja, det er ok med alt, der ganske autonomt pibler op fra undergrunden, så vi ikke kun har en slags burger, en slags vin, en slags pasta og en slags øl. Det er fint. Helt fint, men...

Der er en royalist gemt i min hals

Som en stor blød bevægende klump.

Jaja, jeg ved da godt, at det er topmoderne at kritisere kongehuset. Det hører da heller ikke hjemme i et demokrati og de bruger alt for mange penge og hvorfor skal vi igenigen høre om Marys nye sko?

Madtyranni

Mad, korrekt og ukorrekt mad, fylder meget i det offentlige rum. I DSB-Bladet, og andre steder, er Apoteket på banen med en reklame, der viser 2 skiver flæskesteg med rødkål, salat og appelsinskiver pænt anrettet på en tallerken. Men overskriften er: Begår din familie selvmord med kniv og gaffel?

At styre det ustyrlige

Jeg var på vej gennem Danmark en vinteraften for at holde kursus. Intercitytoget stoppede et eller andet sted i det jyske. Jeg så ud af vinduet og der var helt mørkt. Ingen af de sædvanlige lys på stationen. Lidt efter lød det professionelt i højtaleren: -Pas venligst på ved udstigning af toget. Der var en lille pause.. så fortsatte stemmen: -for vi er vist kommet til at køre lidt forbi stationen.

Et feministisk syn på autonomi

Jeg blev lige inspireret til at skrive lidt om Hestia...

Hestia var det første barn af Rhea og Kronos og derfor den ældste søster af de græske olympiader. Selv om hun var en af de 12 store olympiader, så var hun ikke at finde på Bjerget Olympos. Hun tog ingen del i de ting, der ellers optog den græske mytologi; krige, kærlighedsaffærer, konkurrencer.

Når ærlig og kærlig konflikter

Ærlig er een ting - kærlig er en anden. Alle kan vel blive enige om, at gode menneskelige egenskaber er at være ærlig i det man gør og siger. Hvis man IKKE er det, hvad er det så værd? Ligeledes kan de fleste vel blive enige om, at det, at være kærlig er en god gerning. De fleste kan lide en kærlig person.

Meeeeeeeeeeeeeeeeeeeen.............

At udvikle sig betyder at...

have en helvedes stor skraldespand...

Sådan føler jeg det i hvert fald indimellem. Been there, done that. Igen og igen og igen. Hvis man er heldig, så er en enkelt gang nok, ellers vender man tilbage til det samme indtil man ... rykker sig videre.

Garnnøgler og hoppebolde

Nogle gange får jeg at vide, at jeg har et upersonligt forhold til verden. Formuleringen er min, men essensen er, at det vil være godt for mig at blive mere personlig, mere direkte rettet mod en bestemt person, når jeg skriver taler agerer osv.

Giv kroppen lov at fylde

Kroppen er kvindekroppen og fylde er faktisk det modsatte af hvad man ellers hører om det meste af tiden. I den tid vi lever i. En tid, som jeg i mine sure stunder tænker på som infantil-fokuseret. Her efterspørges ikke ægte levende voksne kvinder.

På nær altså brysterne, der fra naturens side på denne udsultede kvindetype oftest er nærmest ikke eksisterende, hvorfor kombinationen c+ skål nemmest opnåes med silikoneindlæg og kirurgi. Men.. det signalerer lige så meget på det underbevidste plan: Let og ufarlig at styre for manden. 
What you see is what you get! Bare talkumpudret synlig hud. Ikke nogle gemte hudfolder, hårbeklædte områder eller hemmelige dufte- ingen mystik, ingen magi, ingen forskel, men tynde uudviklede, hårløse stankelben, der mest af alt leder tanken hen på den umodne barnlige krop.

Anyway... det er bestemt ikke sådan generelt i tidens ånd at 'lade kroppen fylde', men hvor er det smukt og befriende, når det finder sted. At lade kroppen fylde er at glemme alt om slankekure eller mangel på hofter, alt om hvordan det ser ud for andre og bare lade kroppen følge sin egen livsglade frit roterende rytme. Måske sensuel, måske ikke.

Og dog... at bevæge kroppen og især underlivet frit er bestemt altid sensuelt. Men det kan være sensuelt på en måde, så det bliver en livsbekræftende glæde for en selv - ganske uden deltager og ganske uden pornografiske under- eller overtoner. Det handler dels om at give kroppen lov at fylde og dels om det, at give slip. For at give slip må man slippe tanken om andet end sig selv og hvad der sker lige nu. Give slip på tanken om det perfekte, det der er 'normalt' osv. Bare tænde for sig selv og slippe alt andet.

Det er bare.. frit. At lade kroppen udfolde sig frit i glidende bevægelser. Og ja... det er 1.000 gange bedre end en løbetur - selv om det også giver en masse god motion.

Noget helt andet - men bestemt i samme stil - læste jeg forleden i avisen, hvor en kvindelig journalist skulle skrive om 'boudoire-billeder'. Dette er en genre, der er vokset frem de senere år, hvor en professionel fotograf tilbyder at tage lækre nøgenbilleder af kvinder. Billeder, som bestemt ikke skal bruges til andet end egen fornøjelse eller i hvert fald holdes indenfor hjemmets 4 vægge.

Kvinder, almindelige kvinder, hvor den nøgne krop er i fokus. Taget af en specialist, fordi det sikrer, at det bliver lækkert fremfor lummert, professionelt fremfor pornografisk og - måske - æstetisk fremfor 100% ægte. I hvert fald kan der gøres meget med skygger og lidt efterfølgende retouchering... hvis det ønskes.

Anyway... min pointe er denne: Den kvindelige, generte journalist smider alt andet end trusserne og skal så selv prøve at få taget billeder. På et tidspunkt siger fotografen: -Flirt med kameraet.. hvor til hun svarer: -Det kan jeg ikke, jeg har alt for travlt med at trække maven ind!

Og hvor er det dog synd. Tjo... jeg ville sikkert gøre det samme i sådan en uvant situation som ovenstående, men alligevel. Hvor ligger det stereotype kvindebillede bare dybt i mange af os. Maven for eksempel. Den skal trækkes ind for at vi kan se attraktive ud. Men det er jo sååå meget tids- og kulturbestemt. Der har været andre tider og andre kulturer, hvor en rund mave var sensuel og det modsatte blev betragtet som ukvindeligt.. hvis det skulle være nogen trøst.

Nej... at lade kroppen fylde betyder naturligvis at bevæge den frit. Og det betyder at lave maven have den størrelse maven har. Energi kan ikke flyde frit i en låst eller kontrolleret krop. Og mon ikke det ofte er kropsenergien vi ser som smuk hos andre.

I den lille blok jeg bor i, bor der en lille rund kvinde lidt ældre end mig. Vi holdt en hygge-grillaften i haven her i sommer, hvor de fleste var med. En af de unge tog billeder - uvist af hvilken grund, men der er jo næsten altid nogen, der tager billeder, ligemeget hvad man så laver. Da hun ville tage af denne kvinde, sagde hun: Nej nej og viftede med hænderne. Ingen billeder af mig. Så strakte hun elegant sin små arme koket i vejret og udbrød spontant: -Jeg er smukkest i bevægelse.

Vi andre omkring bordet var flade af grin... på den gode lattermilde, ikke nedværdigende måde, men hun har måttet høre lidt for det efterfølgende. Alligevel har hun og jeg talt om det sande i hendes udsagn. Ikke at hun er grim på billeder, men at hun er smukkest i bevægelse, for bevægelse får hendes indre til at flyde frit og vise sig i det ydre på en måde, som er rigtig svært for andre end professionelle at fange med et kamera.

Hmm.. ja, det var så lidt om at lade kroppen fylde ;-)

PS: Ved sgu ikke lige hvorfor denne familie-anekdote skal med som tilføjelse til dette indlæg, men det skal den åbenbart.

Okay... here we go: Historien lyder: For et par år siden skulle min kusine konfirmeres. I vores familie springer de familiemæssige termer en generation (noget rod), så min kusine er 2 år yngre end min ældste datter. Og min ældste datter kendte dengang ALT til hår, makeup, kvindelig smukkesering etc, så hun overnattede dagen inden den store fest hos konfirmanden for at gøre hende lækker om morgenen.

Det lykkedes også over al forventning - hun er en smuk pige - men uheldigvis fik hun 20 minutter før afgang til kirken, den uigennemtænkte, men meget kvindelige idé at spørge min datter:

-Ser jeg bredrøvet ud i den her kjole?

Min datter - der slægter min smalhoftede & måske medfødt kropsselvtillidssikre familie på - svarede totalt ærligt: -JA. hvortil kusinen brød ud i krampegråd og for ned af trappen for at finde lidt beroligende forstærkning. Uheldigvis var den første, hun mødte, sin far og grådkvalt råbte hun hysterisk:

 -Far, ser jeg bredrøvet ud i den her kjole?

-Øhhh, ja, min skat! svarede hendes bundærlige&reelle&typisk maskuline far.

Så hun kom en smule for sent i kirke, for makeuppen var ikke vandfast og skulle først repareres efter

tårestrømmen 

Min datter fortalte mig det - noget forundret - efter kirken. -Altså mor! Jeg FATTER ikke hun tog sådan på vej. Hun HAR jo brede hofter. Det har jeg ikke. Sådan ER det bare med kroppe.

Og ja - gu´ er det så. Kroppen kan vi sjældent lave om på, men vi kan helt sikkert lave om på den måde vi opfatter vores egne ditto en af slagsen. 

Husk nu Hoppetasten

Tab tab tab tabulator. Hop hop hop lille ven...

Cupcakes - kreativt sukkerchok

Cupcakes... et underligt fænomen.

Er vel snart ved at klinge af, allerede sidste jul ønskede Søs sig en how to bog om cupcakes. De siger mig virkelig ingenting.

Ting, jeg ikke behøver...

Nå. Man kan få en badevægt, som automatisk opdaterer Facebook og Twitter.

Hallo! Har man da slet ingen hemmeligheder mere? Snak lige om ting, jeg ikke behøver!!!

Min datter siger patter

og det har jeg det egentlig dårlig med. Jeg synes, det er et grimt ord. Nedladende. Ikke et af den slags, som skal bruges af en quinde om sin egen krop. Men hun er 20, så hvad ved jeg?

Autonome brystvorter

Mine brystvorter lever deres eget liv – helt autonomt og uafhængigt af min vilje. Det er der sikkert ikke noget underligt i, og lige så sikkert kan det vel sammenlignes med det mandlige vedhæng den anden halvdel af jordens befolkning er udstyret med, placeret noget længere nede ;-)

Kraftdyrskommetar

KRAFTeddermanme-en-DYR-kommentar... nej, pjat. Det er som regel ganske gratis at give sin mening til kende. Og det uanset om man ved en pind om emnet eller ej.  

Kraftdyr... her følger en letfattelig, men sikkert ubrugelig fremgangsmåde til nye, der ønsker at kaste sig over dette spændende emne... 

Hvor får man fat i sådan et henne? Kan det købes? (indsæt venligst aktivt link, hvis du har en god forbindelse til et sikkert udenlandsk website, der med et enkelt træk på Visa-kortet overfører passende kraftdyr til dig personligt) 

Kan man selv finde det? Er det sådan at kraftdyr ligger spredt rundtomkring og man, hvis man er heldig, kan støde på et på vej hjem fra købmanden, så man med passende overtalelsesevner kan medbringe en extra bonus? 

Er kraftdyr autonome individer - af fysisk eller åndelig karakter - som selv søger en... så alt hvad man behøver at gøre er, at veeeente.... og veeeente ... og veeeente, så skal kraftdyret nok selv finde en? 

Er det virkelig sandt at man skal se sit kraftdyr 3 gange før man kan være sikker på at det virkelig er det sande kraftdyr for en? 

Og er sådan et kraftdyr et, der bliver hos en hele livet eller skifter det? 

Lad mig svare... kraftdyr er en let forståelig forklaring på psykiske og mentale spørgsmål. Et kraftdyr er et symbol og i dette symbol ligger der naturligvis en... symbolværdi... som man kan tage til sig og bruge efter behov & behag. 

Mange mennesker har stor glæde af kraftdyr - uanset hvordan de så end har fået dem. Selv betalte jeg den nette sum af 425 kr for mit første exemplar af slagsen. Det kan måske synes dyrt, hvis man sammenligner med en liter mælk i Irma, enormt billigt, hvis man sammenligner med en figur fra den Kgl. Porcelænsfabrik og en helt OK pris, hvis man sammenligner med øvrige alternative arrangementer. Selv var jeg godt tilfreds med det, jeg fik for pengene, for inkluderet i prisen var et ganske uventet indslag, hvor jeg for første gang i mit liv... tror jeg altså nok.. hørte en død indianer synge. Hvis man lige ser bort fra, hvor mobbet jeg blev, da jeg fortalte det næste dag til frokosten på arbejdet, ja så var det da en ok oplevelse at få med i prisen. 

Selve kraftdyret blev leveret mig af en ukendt dame ved navn Hanne. Faktisk meget pudsig historie, for det var første gang, at jeg oplevede nogen gå i trance. Vi skulle, guidet af en trommeslagende smuk kvindelig shaman, ligge to & to på gulvet med hinanden i hånden. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor, men det gjorde stort indtryk på mig, da den ukendte Hanne pludselig strammede sine fingre om min hånd i et jerngreb og ikke slap taget for 10 minutter senere. Samtidig holdt hun op med at trække vejret - i hvert fald så man kunne høre det, så jeg fik tiden til at gå med at ængstes for det pinlige i, når trommen på et tidspunkt stoppede, at skulle forklare at jeg lå med et dødt kvindelig, der knugede min hånd, så jeg ikke kunne slippe fri. Godt jeg ikke skulle tisse. 

Nåmen... på den måde fik jeg altså mit første kraftdyr - direkte leveret fra underverdenen (og det der med underverdenen, oververdenen, mellemverdenen, udenjordiskverdener osv... har jeg altså aldrig helt fået fat i, men det må jeg hellere skrive om i et andet, dertil indrettet indlæg); kraftdyret var....en bison, som ifølge klogeåge (den smukke shaman) betød overskud og overflod for en indianerstamme og dermed også mig... og bestemt ikke som mine første frie associationer gik på: et dyr, der var så dumt og med så tyk pandeskal at det igen og igen rendte ind i den samme mur ... indtil muren gav sig. 

Således lærte jeg lidt om kraftdyr. Jeg måtte en tur på nettet for at læse om hvilke egenskaber de enkelte kraftdyr indeholder - og på den måde åbenbarede sandheden sig for mig. Et kraftdyr er da en aldeles glimrende idé til på en letforståelig måde at anskueliggøre overfor et menneske, hvilke personlige egenskaber, det har brug for at arbejde videre med... eller støttes af lige nu... eller... hvordan man nu vælger at fortolke den slags Arketyper. 

Siden da har jeg haft både slangen og pumaen som kraftdyr. Begge i perioder, hvor jeg bestemt har haft glæde af at tænke nærmere over hvilke egenskaber netop disse dyr repræsentere for mig. På samme måde, som jeg kunne have brugt alt muligt andet end dyr. 

Ja, man kan købe et kraftdyr. Der findes alternative behandlere nok, der gerne hjælper med at finde det rette. 

Ja, man kan finde det frit flydende rundt omkring. Kan hænde at jeg ikke var så meget for den der bison, men bagefter måtte jeg indrømme at jeg det sidste halve år op til seancen havde omgivet mig med tam-versionen af samme... nemlig koen. Har ellers aldrig haft noget specielt forhold til dette dumme dyr, men pludselig dukkede koen op overalt. På krus, som små figurer i hjemmet; ja selv som en nuttet rygsæk til min yngste datter, som jeg hængte op på yderdøren, indtil min ældste datter pillede den ned, fordi det var for pinligt. 

Kraftdyr kommer og går. Kraftdyr er hvad du gør dem til. Der findes ikke rigtige eller forkerte kraftdyr, så derfor er det ligemeget hvor mange eller få gange de viser sig... hvis de overhovedet viser sig. For mig at se er de Arketyper på egenskaber, som det er værd at kigge nærmere på netop nu ... for netop dig. Man behøver virkelig ikke tage det mere alvorligt end det er. Man behøver ikke betale en klog en masse penge for det. Kan du lide dyr, så lad dig tiltale af dem, der dukker op i din hverdag. Kan du ikke, så drop alt om tanken og brug andre metoder... til at blive klogere på dig selv. 

Lone

1 liter Pernod og et solur

Det var, hvad jeg havde med hjem fra Mallorca.

Hmmmm.... Pernod'en skyldtes Tempus Fugit (også kaldet stress eller mere korrekt: tiden flyver).

Et lille visdomsord

Det er ikke Sandhedens Øjeblik,
der er vigtig.

Det er Øjeblikkets Sandhed.

Hvorfor brænde hexe til Sct. Hans?

Ja, overskriften er desværre lidt negativ - og man står næsten altid til øretæver, når man prikker ved folks rare højtider, MEN... jeg gør det nu alligevel.

Jeg er træt af M/K kasser

Hvor ville det være lækkert, hvis vi kunne bevæge os ud over pr. automatik at rubricere forskelle som kønsforskelle. Måske er det bare mig, der ikke passer ned i den rette kasse - der må jo være en grund til at jeg reagerer - men jeg finder det så indsnævrende, begrænsende. Ofte lyder det som kollektiv tænkning uden reflektion, og det er da ok at overtage andres tanker, hvis bare ikke personen omgående erstatter det 'jeg' som finder genklang i den kollektive tanke med...Man, Alle, Mænd, Kvinder, Unge, Gamle, Børn, Danskere, Tyskere, Muslimer, Kristne osv.

Mænd er fra Mars, Kvinder er fra Venus.... Er de det? Jaja, jeg ved det skal forståes i overført betydning, men er det egentlig virkelig sandt?

Ligusterhækbarn

Jeg voksede op i 70’erne i et typisk parcelhuskvarter. De skød op overalt dengang. Man startede med at købe en frimærke jord midt på en pløjemark ude i nowhere, hvor der var langt til alting. Så gik man i gang med at bygge – de fleste selv, andre kom først til, når håndværkerne havde klaret det grove.

Hvorfor Deformella

Deformella, hvorfor kalder jeg bloggen for Deformella?

Vrøvlevers

Jeg er træt, går snart til ro
Åbner mine øller to
Drikker dem med velbehag
Sådan gik endnu en dag

...

Når quinden lufter sit menneskesyn

Når quinden lufter sit menneskesyn
Så er manden strax væk som et lyn
Mens ordene stadig hænger i luften
Så' han gået til fordel for duften

Af olie og græsslåmaskine og bil
Og så kan man skyde en hvid lille pil
Efter snakken, den dybe, hvor sjæl møder sjæl
Mon han tænker; det der kan hun klare selv

Ja vel kan vi så, vi kan klare det hele
Men alligevel ønsker vi netop at dele
Det inderste vigtigste det, som vi bær
Nær hjertet med manden, det dumme rær

Den usynlige lyskrydsbestyrer

Jeg ser verden i striber
og lever kun halvt
det med livsmodet kniber
det jeg ej fik fortalt

Det jeg ikke forstod
det jeg tænkte i går
det jeg helt udelod
mens jeg tog mig en tår

En tår af den bitre
den sviende drik
af et liv som forvitrer
fatter ikke en brik

Men brikker kan flyttes
hvis man har mer end to
og venskab kan knyttes
hvis man ejer lidt tro

Tro på at livet
kan ses uden slør
selv om intet er givet
når jeg leger markør

Jeg markerer mig selv
mens jeg venter for rødt
og mit liv går på hæld
snarere bittert end sødt

Men især jeg venter
og håber blot på
at jeg snart med renter
grønt lys vil få!

bare af en eller anden
for fanden...

og ps... jeg ved sgu'da godt

at det slet ikke livsmodet tænder
men derimod ender i snot

... at lægge sit liv i andres hænder

Jeg går morgentur på nettet

Jeg går morgentur på nettet
Mens jeg ser mig lidt omkring
Og den indre hund bli'r luftet
Mens den gør af mange ting
Og den letter ofte benet
Pisseri er dagens spil
Ser så meget ligegyldigt
Kald det nyhed hvis du vil

Men hvorfor skal vi dog vide
Hvad der sker af dårligdom
Hvis vi ikke kan forhindre
Alt det onde i at komm'
Ja, jeg vil da meget hel're
Gi' en hånd der hvor jeg er
End at læse det på nettet
Det er ikke der, det sker

Svinedigt

Man behøver ikke Mensa
for at vide influenza
er en sygdom mange frygter
så der løber løse rygter

Og den skal jo ha et navn
ellers gør det ingen gavn
når aviserne skal vælge
de historier som kan sælge

Så der piskes op en stemning
og der skrives uden hæmning
om måske og hvis og mon
og det mål er nærmest kun

At  folk gribes af panik
la'r sig fange før de fik
fat i fakta og især
gennemskuer kejsers klæ'r

Det er glemt i næste uge
at du netop lod dig kue
af en mening langt fra din
ja, hvem er mon mest til grin?

Krisen krasser

En ting som RKI
er kommet for at bli'
de tider er forbi
med kæmpe friværdi
tilbage er kun li'e
facaderytteri

Af penge blev man bidt
engang var det så fedt
at købe på kredit
nu har man ganske lidt
man tænker på fallit
og føler sig lidt slidt

At være overkåd
selvom man ej har råd
nyt køkken, bil og båd
det ender let i gråd
man høster det man så'ed
hvad har man ellers fået?

En ny erfaring mer'
så man en dag klart ser
hvorfor det hele sker
om mer og mer man be'r
mens skæbnen mod en ler
måske... prioriter !

Tilbage til digte

Surt feminist opstød uden relation til virkeligheden

Baby bleskift er for kvinder
Chokolade er for mænd
Og hvem er det dog, der vinder?
Nej jeg bytter om igen

Chokolade er for kvinder
Og et bleskift er for mænd
Men hvad er det mon man finder
Når man vender hjem igen?

Der er lort i alle kanter
Ungen er jo helt beskidt
Og hvad er det med de vanter?
Alting lå hvor det blev smidt

Fy, nu vrøvler jeg for sådan
Er det ikke, er det vel?
Jeg er sikkert bare knotten
Tænker altid på mig selv

Nej, en mand kan alting klare
Hvorfor gør han det så ej?
Jeg kan undres, men ej svare
Uden at kalde ham en kvaj

Og det må vi nemlig ikke
For det sårer ham især
Vi sku meget hel're slikke
Alting op af alt hans blær

Ja, der findes luftkasteller
Feminine og af mænd
Det er ikke det, der tæller
Når man kommer hjem igen

Nej, så vil man bare have
Alting går som da man gik
Verden den går helt af lave
Hvis han gribes af panik

Eller værre hvis han sover
Hvis han dovner med tv
For så ta'r man nemlig over
Skifter atter ungens ble...

Cølibatets uendelige tåger

Der var en ting jeg tænkte på...
Som måske er ganske let at forstå

Cølibatets uendelige tåger
Er som et køkken uden låger
Noget ufærdigt helt uden bid
Som måske kan holde en tid

Hvad ved jeg om kvinder og mænd?
Jeg har set det men glemt det igen
Der er da helt sikkert andet i livet
Ja, det ta'r jeg mindst 100% for givet

Men alligevel ville jeg blive så glad
Hvis en eller anden fortalte mig hvad

Skomager, bliv...

Jeg kender en slagter
Som selv bager sit brød
Og derfor er bageren død

Jeg kender en læge
som selv bygger sit tag
tøm'ren er pensioneret fra nu af

Jeg kender en kone
som selv klipper sit hår
Det er derfor frisøren forgår

Jeg kender et samfund
Helt uden logik
Nogen tog mens de fleste de fik

Jeg kender til regler
Og regler og regler især
Som slet intet menneske klæ'r

Det kaldes for udvikling
At bli' det man netop nu nævner
Altså i samfundet ...uanset evner

Det handler også om Skat
Ja det danske sprog
Holder virkelig gryden i kog

Det kan kaldes så meget
Livslang Læring for alle
Skift spor, når du hører samfundet kalde

Skomager bliv ved din læst
Et ordsprog totalt forældet
Nej, læs videre og bliv forgældet

Der var engang
Men den tid er forbi
Hvor man lærte og lærte og lærte fordi

Man fornam
det tog det halve liv
at mestre et fag som andet end ... tidsfordriv

Anti anti anti jul

Jeg vælger helst at overse der findes ting som jul
så selv om jeg er buttet er det ikke julesul
jeg suser rundt på nettet og jeg læser lidt om alt
om nordmænd som har olie, ingen smør, men sikkert salt
vort stakkels broderfolk de lider, hjælpen er på vej
den gamle færge sælger smør, de siger ikke nej

Mens andre mæsker sig i æbleskiver og lidt gløgg
så sidder jeg igen og skriver om det lille nøk
som rykker ved vor gamle jul, den kommer ej igen
for vi skal blive helt som børn for at ku' nyde den
og barndomslandet farves tit af minder fydaføj
så vi kan huske sne hver jul og nissens røde tøj

Vi glemmer skænderierne og gaver vi ej fik
derinde i hukommelsen, der lever julens skik
jeg giver gerne børnene den bedste jul af alt
og glemmer al det grimme som der aldrig blev fortalt
for de bli'r også voksne, ja de vokser op engang
og da vil de jo synge netop samme gamle sang

Om dengang mor var dreng så var der virk'li nisser til
og ganske glemme alt det andet som der var på spil
så kom da jul,  ja kom blot an så jeg kan la dig gå
i januar i sjap og slud med frosne støvler på
og ingen penge, som det er, når pungen lukkes i
jeg varmer mig ved tanken om, at julen er forbi

Lone
13. dec. 2011

Det hænder at jeg smiler

Det hænder at jeg smiler
når jeg kigger mig omkring
det sker mest når jeg hviler
i de ganske nære ting

Quindens ur-kraft

En ur-kraft har en quinde
Hvis hun kan tackle den
Det handler om at finde
Sig selv... og hjem igen

Det handler om et møde
Med manden stor og stærk
Og ikke helt forbløde
I skabergudens værk

Det handler om at sanse
Det store og det små
Det handler om at danse
Såvel som om at gå

Det handler om et møde
Med andre men især
Sit eget indre bløde
Ja, finde eget værd

For kun da kan man være
Som menneske man bør
Men først skal man jo lære
At være det, man tør

Ak modet svigter mange
De kigger sig omkring
Og synger bange sange
Det ligner ingenting

Nej, glem de mange dele
Og find dig selv igen
Tænk barn og lad dig hele
For livet er din ven

Zeus og Hera

Man skriver Zeus og Hera
Men glemmer ganske at
Der kan fortælles mere
Om Heras lange nat

Hun har så længe sovet
Igennem tidens år
Mens folk bli'r helt benovet
Overalt hvor Zeus han går

Er Hera kun en kone
Og Zeus er rigtig mand?
Tilranet er hans trone
Som kun en mand det kan

Hvis man vil undertræde
Den feminine gud
Så går hun til af lede
Og finder vejen ud

Ja, tidens tand har glemt
At Hera var der først
Og det er ganske nemt
Kun at se mandens tørst

Men Zeus er lillebroren
En gammel gammel sang
Der sat' sin fod på jorden
Hvor Hera gik engang

For Hera levet stolt
Som quinde var hun stærk
Gudinden var afholdt
Før Guden gik bersærk

Nu har han overtaget
De dele af vort liv
Og det har forårsaget
At Hera blev en viv

For ja, han mestrer lyn
Og tager hvad han vil
Et tragi-komisk syn
Når små liv står på spil

Hvordan ku vi dog glemme
Den Hera der var før
Man kan nu kun fornemme
En afglans hvis man tør

Jeg ville gerne vække
Den sovende gudinde
Så mennesker bli'r kække
Ja, både mand og quinde

Jeg ville gerne give
En hyldest til vor jord
Hvor alle kunne blive
Ligeværdig hvis de tror

På nye nye måder
Helt uden maskespil
Hvor mænd fortalte gåder
Og så gjorde som de vil

Hvor quinder glemte alt
Om spidsunderfindigt spil
Og åbent fik fortalt
netop det, der skulle til

Ja, find din indre Hera
Du quinde som er viv
For der er meget mere
I alle quinders liv

End det som Zeus han viser
Når stærk og strunk han står
Mens eget værd han priser
Og glemmer andres sår

I hvilke hænder ligger
Mon jordens skæbne trygt?
Når jeg omkring mig kigger
Gudinden gi'r ej frygt

For hun kan alle favne
Fra lille og til stor
Hun kender alles navne
Og passer på vor Jord

Ja mand kom bare an
Kryb ikke langs paneler
Glem ej at du er mand
Din quinde med dig deler

Moderjord, hun tar sig en slapper

Moder Jord, hun ta'r sig en slapper

Vinterhviler sit drænede bryst
Mennesker føler sig åh så tapper
Ser kun mørke og slet ingen lyst

Hun hviler så sagte og tyst, Moder Jord
I vinterens evige nat
Mens mennesker samles om bænke og bord
Og forrådet frem bliver sat

Vinter og mørke er vigtige ting
Moder Jord hun kender det ret
Ja, året er rundt og kører i ring
Og dog er alt på sin plet

Kan man nyde de spæde skud
Når foråret først pibler frem
Og alting spirer og vokser ud
Hvis ej vinteren var så slem

Kan man nyde en sommerdag
Af smilende sol overalt
Med lyse nætter og liflig smag
Hvis vi ej tog imod jordens salt

Kan man nyde et efterår
Overdådige farver og høst
Hvis ikke man indser at alt forgår
Mens moderen hviler sit bryst

Selvstændig sommerlig samreflektion

I denne søde sommertid
Der falder blomstersne så hvid
Jeg stikker næsen i en dusk
Af blomstergrene fra en busk


På maven jeg i græsset ligger
Alene mens jeg dovent kigger
På verden den er ganske nær
Består af mig og Alt især


Det pipler frem af liv herude
Mens maven løsner op sin knude
Min fader er en himmel blå
Min moder muld at ligge på


Og jeg er barn af begge dele
Tilsammen bliver alt et hele
Jeg tænker tanker store små
Men mest af alt på himlens blå


Uendelig er verdens tag
Jeg nyder det med velbehag
Og dovner atter stille hen
Mens tankerne får liv igen


Ja, lad os sammen være ene
Så tankerne bli'r ganske rene
Samreflektere er et ord
Af større vidde end man tror


Det smager godt på tungen og
Henfører tanken på en skov
Der ret består af mange træer
For sig men sammen dog især


Hver stamme kan man tælle op
Og føle helt på egen krop
Hvordan det stille fællesskab
Er individer uden tab


Jeg lukker ligeså stille ned
Og tænker på et andet sted
Hvor tiden går så sagte hen
I cirkel rundt kom snart igen


Jeg bli'r til intet og dog alt
Jeg er en del af jordens salt
En langsom langsom sommerdag
En del af mig er nu tilbage


Hvor blev den af i livets jag
Min kedsomhed var dagens smag
Jeg glemte det som alt betød
At suge solens varme glød


Man lukkes inde, gør det selv
Og kalder det et kæmpe held
At bruge tiden i en kø
Kontoret ligner mer' at dø


Jeg tænker atter ganske let
At alt er her på denne plet
Det store og det små især
Jeg elsker alt, ka ikk' la' vær'

Hovedpine og børnehjælp

Det er meget meget sjældent jeg har hovedpine, sådan nærmest aldrig, men det havde jeg i går aftes. Vi sad ved stuebordet, A10 og jeg, og lavede hver sit i hyggelig samhørighed. Legekammeraten var blevet hentet og alt var idyl - udover den der bankende strammende irriterende hovedpine. Gå så væk!!!

Til sidst fik jeg klaget mig til datteren. -Åhhh, jeg har bare så ondt i hovedet...

Hendes svar var ganske uventet: -Skal jeg fjerne min hårbøjle?

Og med et venligt snuptag tog hun den alt for lille hårbøjle af mig, som jeg ganske havde glemt, hun satte på mig 2 timer før.

Og tænk, hovedpinen forsvandt. Tak, skat. Altid rart med lidt børnehjælp.

Indholdet af min toilettaske

Jeg var midt i noget meget vigtigt (er vi ikke alle det, når vi er på arbejde?), da datteren ringede fra SFO'ens telefon. -Moar, du er kommet til at lægge din toilettaske i min taske.

-Ja, det ved jeg godt. Kan vi snakke om det, når jeg henter dig?

-Jo, men, mor, der er bare noget, jeg og mine veninder ikke helt ved, hvad er.

Jeg kunne høre tøsefnis i baggrunden og tænkte på den enlige Tampax, som boede fast i toilettasken. -Det snakker vi om, når jeg henter.

-Jamen, moar...

-Farvel. Jeg lagde røret på. Troede egentlig hun vidste alt om menses, men hvis nu hun ikke gjorde, orkede jeg ikke at forklare det via telefon fra fælleskontoret på arbejdet.

Da jeg hentede, kom hun løbende med en hale af tøser efter sig, mens hun svingede noget i hånden. -Hvad er det???, spurgte hun og rakte mig mit rejseetui til kontaktlinser.

Børn er underlige

I går aftes kl 21.10, mens jeg stod op vaskede op, triptrappede det af små 8-årige fødder i køkkenet. -Hej Skat! Hvad vil du? Var du ikke lagt i seng? -Joh, men, jeg vil bare lære at lave dressing. -Dressing???? -Jatak, mor!

Store Bededag og andre blomster

Sig nærmer tiden...hvor helligdagene samles i flok - hvilket får mig til at tænke på en lille historie fra et andet år på næsten samme tid.

Skrækkelige måner

Vi havde været i Planetariet; mig og A7, og vi brugtw tiden på at se alt, hvad der var at se. Sådan virkelig alt!!! Nærstuderet det og set det igen på 2. og 3. rundtur. Hendes interesse var enorm, for

Hvorfor er det lige man ammer Gud?

Det var min 7 årige datter, der af oprigtig undren udbad sig et svar.  Spørgsmålet faldt i morges, i bilen i morgentrafikken på vej til skole, og jeg var ikke helt med på hendes tankegang -

Og det var syd for Køge

Det var næsten jul - min ældste var knap 4 tror jeg, i hvert fald ikke større end hun kunne blive væk, hvis man glemte at se i knæhøjde, men hun begyndte tidligt at tale og har ikke været til at stoppe siden. Ord efter ord.. sætning efter sætning... vældede ud af det lille væsen.

Ganske inspirerende til tider, anstrengende til andre. Ordforrådet var slet ikke alderssvarende. Og det værste var... som mor anede jeg tit ikke hvor hun fik det fra.

Nåmen.. denne jul skulle det lykkelige 3-kløver, far&mor&barn, besøge Bedstefar, som inden de hjemmelavede æbleskiver af en eller anden grund inviterede i byen på et rigtig hyggeligt lille lokalt værtshus. Fint nok med sådan en sneøl... selv om man er forældre. Hvad der så ikke var fint nok var, at en af stamkunderne fik den ÅNDSVAGE idé at spørge det yndige, fremmelige barn om hun kendte nogle gode sange?

Hun stillede sig flux ind på den frie gulvplads mellem borde&stole&godtfolk og sang med klar barnerøst aldeles fejlfrit alle 3 vers af denne underlige, forlængst glemte sang om et sted syd for Køge.

Det var fanden fiseme pinligt. Så pinligt, at jeg efterfølgende konfiskerede de drikkepenge hun havde fået og aldrig omtalte det igen. Aner virkelig hverken hvor hun havde lært den eller hvad der inspirerede hende... udover at vi netop var i... Køge.

Børns guldkorn

Hvad de dog ikke siger, de små. Og hvor glemmer man det bare tit... hvis man altså ikke skriver det ned. Jeg har glemt det meste, men noget har jeg dog husket at notere. Jeg plejer at genlæse, når jeg har brug for lidt smil.

Hera - en arketype

En af mine venner viste mig et billede af 4 gudinder stillet overfor hinanden, som han brugte i.f.m. astrologi.. De 4 var Pallas/Athena, Juno/Hera, Ceres/Dementer og Vesta/Hestia. I midten kunne Venus/Afrodite placeres.

De 3 andre kunne jeg finde noget godt at sige om, men når jeg kom til Juno/Hera, så kneb det mere. Hera, den ultimative gifte kvinde, som kun er noget i kraft af sin mand. Hm... eneste nutidige eksempel jeg kunne få øje på var faktisk Kronprinsessen, der kun var noget i kraft af sit giftemål med sin mand. Altså.. ikke værd at stræbe efter. På den anden side... der måtte være mere at hente, også for en moderne nutidig quinde uden ægtemandspåhæng. Det sendte mig godt nok ud på en tænke-tur. Her er lidt af mine tanker.

For det første kan jeg egentlig godt se fornuft i at placerede Venus/Afrodite i midten af de 4. (Ceres-Pallas, Vesta-Juno).Det kommer lidt an på hvordan man ser Venus/Afrodite. Hvis man kun anvender arketypen/myten, så holder det nok ikke vand, men hvis man ser den skumfødte som den feminine sexualitet (forstået lidt bredere end bare fysisk samvær med mænd), ja så kan man vel egentlig sige, at man skal IGENNEM sexualiteten for at nå den modsatte. Athene (datter) bliver ikke Ceres (moder) uden og Vesta (søster) bliver ikke Juno (hustru) uden.

Nogle forfattere deler forresten de feminine arketyper op i de sårbare og de ikke-sårbare. Vesta, Pallas, Artemis er de ikke-sårbare og Ceres, Persefone, Juno er de sårbare. Afrodite har i den forbindelse særstatus som den, der sårer andre. Man kan også kalde det påvirkelige eller ikke-påvirkelige. Eller extrovert og introvert. Altså om man hænger sin indre opfattelse/liv op på noget ydre eller indre. Hvordan de enkelte sårbare gudinder/arketyper klarer tab og overgreb/sår/etc. er forskellig. Juno bliver vred og jaloux og føler sig vel på denne måde mere aktiv end bare som et passivt offer. Ceres og Persefone trækker sig ind i sig selv i depression.

Jeg har grublet en del over Juno og om hende er der nok meget at sige, men jeg læste lige en lille spøjs ting, jeg personligt kunne relatere til. Ovenstående forskel kunne også være bevidsthedsstadie - og styr nu lige fri af alle new age tanker om bevidsthed, det har intet med det at gøre. Nej, det drejede sig om, at Vesta og Pallas havde fokuseret bevidsthed mens Ceres og Juno havde diffus bevidsthed.

Diffus bevidsthed betyder, at man er bevidst uden at fokusere på netop det, man er bevidst om. Det er moderen, som hører hvad børnene laver i den anden ende af huset og strax slipper hvad hun har i hænderne, hvis tonerne ændrer sig - og det er hustruen, der ved, hvordan manden har det før han træder ind af døren næsten uden at fokusere på. Og det mest underlige ved det hele - påstår forfatteren og jeg kan personligt give hende ret - det er, at hvis man udøver en sådan diffus bevidsthed, så minder det om en varm lampe, der med sit lys oplyser sit område af hjemmet, så langt lyset rækker. Man kan ikke mærke lyset, men man kan føle det - og alle indenfor radius reagerer pronto, hvis der skrues ned for lysstyrken.

Praktisk exempel: Børn kan lege fuldstændig i fred med sig selv på værelset ved siden af mens man vasker op, syr tøj eller andre sysler, der levner plads til diffus bevidsthed. Men det øjeblik, man falder over en spændende artikel i et blad eller sniger sig til lidt hjemmearbejde, så skifter man selv fra diffus til fokuseret bevidsthed - og det mærker børnene omgående... og kommer rendende for at afbryde. Som om de mærker, at man tager noget fra dem, selv om man stadig fysisk er til stede lige ved siden af. Og mænd har det ofte på samme måde med deres hustruer. Alt er fryd og gammen indtil hustruen ændrer sin bevidsthed fra diffus til fokuseret og trækker sig ind i sig selv for at koncentrere sig - også selv om det ikke er synligt på overfladen. Meget underligt.

Nå, Juno. Jeg MÅTTE jo læse om Juno ;-) Hun er jo Fruen og jeg kaldte hende Kronprinsesse Mary som udfylder hullet ved Kronprinsens side. Jeg tog fejl. Juno er Dronningen og Zeus er prinsgemal. De er søskende, men Zeus er hendes lillebror. Lillebror. Der står flere steder at Juno er noget i sig selv. Noget meget ældre end Zeus og hendes ægteskab med ham. Et af hendes symboler er mælkevejen og hun er nok udsprunget af en endnu ældre arketypen som mere er matriarkalsk i sin natur, i hvert fald er hun meget Gudinden. Ikke bare et vedhæng.

Nu bliver hun jo igen og igen såret af Zeus og dette retter hun udad som vrede og jalouxi, ikke rettet mod Zeus, men mod de kvinder han er sammen med og de børn, der kommer ud af det. Hun er ikke ligefrem nogen venlig gudinde. Efter Zeus egenhændigt har født Athena bliver hun så vred at hun gør det samme. Føder selv et barn, som uheldigvis har klumpfod. Handicappet, hvor Athena var perfekt. Hun smider barnet ned fra Olympos i vrede.

Men hun er jo også - især - Gudinde for ægteskabet, foreningen, den hellige forening mellem de to køn. Sammenhørigheden osv. Jeg er sikker på at der vil stå mere, når jeg graver dybere, om det positive ved det. Ser du... jeg har endnu ikke fundet det, så jeg er stadig på jagt.

Ved du for resten hvordan Zeus (Jupiter) kom i bukserne på den jomfruelige Juno? Han forvandlede sig til en lille sølle fugl, der søgte omsorg og da hun forbarmede sig over den og trykkede den beskyttende til sit bryst, så forvandlede han sig tilbage til sin egen skikkelse og forsøgte at voldtage hende. Det gik dog ikke og han fik ikke lov før han havde lovet at gifte sig med hende.

Det siges, at hvedebrødsdagene, honeymoon, varede i 300 år, men da den var slut var det hele også slut mellem de 2 - i hvert fald kærligheden. Der står INTET om kærlighed mellem de 2 ægtefæller. Det var ikke det, der bandt dem sammen... eller også er de fra en tid, hvor man ikke talte om kærlighed mellem ægtefæller. Det var selve foreningen, det hellige bryllup der talte - ikke tiden efter.

Juno er barn af Kronos (Tiden) og Rhea (barn af Uranus og Gaia). Han, faderen, slugte alle sine børn indtil den dag Rhea fødte Zeus (Jupiter) og i stedet gav ham en sten at sluge. Senere slog Zeus til, befriede børnene i hans indre og forviste ham til et fjernt sted, for Kronos var en af de udødelige Titaner og kunne derfor ikke slås ihjel.

Da Juno kom ud af maven på sin far, var hun en ung pige og som de eneste af børnene i den familie oplevede hun at få både en moder og fader, for hun blev sat i pleje hos to meget kærlige naturånder, der agerede adoptivmor og far for hende. En meget lykkelig opvækst.

Og hun behøvede for resten slet ikke Zeus til at skabe børn. Hun slog bare sin hånd i jorden og så reproducerede hun. Men underligt nok fik hun aldrig børn af kærlighed. Hendes børn udsprang altid af enten lyst eller vrede. Hun er forresten mor til Mars (Ares)... sikke da en masse planeter ;-)

Hestia - en arketype

Kan vi så liige få Hestia på banen... Hestia var det første barn af Rhea og Kronos og derfor den ældste søster af de græske olympiader. 

Selv om hun var en af de 12 store olympiader, så var hun ikke at finde på Bjerget Olympos. Hun tog ingen del i de ting, der ellers optog den græske mytologi; krige, kærlighedsaffærer, konkurrencer. 

Hendes symbol er O, cirklen, for hun er gudinde for hjemmets arne og den var til at begynde med rund og i midten. Som sådan er hun også gudinde for den hellige flamme. Hverken hjem eller templer kunne blive indviede og hellige, før hun blev båret ind i dem. 

Hun gjorde dem hellige og kan vel mest af alt beskrives som en følt indre spiritualitet og den hellige flamme, ilden som varmer, oplyser og bruges til madlavning. Det, der gør et hjem til et hjem. En krop til et menneske.

Hun er en af de 3 jomfruer (Artemis og Athene er de to andre) i græsk mytologi. En af dem, som Afrodite ikke kan nå med sin manipuleren. Den romerske version af Hestia er Vesta, som ligeledes identificeres med den hellige ild.

Hestia er som jomfrugudinde autonom, uberørt af mænd og faktisk uberørt af den ydre verden. I hvert fald er hendes fokus indadrettet. Hun opsluges af sig selv, når hun mediterer og hendes fokus er disciplineret og målrettet. Alligevel er hendes måde at opfatte på intuitiv og præget af stor klarhed. Dette kræver oftest ensomhed, hvilket Hestia foretrækker, i hvert fald en del af tiden. 

At holde huset i orden, er Hestias måde at holde orden i alt på, dvs. sig selv. Hun gør det ikke for at tækkes andre eller for at få ros, men fordi det giver mening for hende selv og det, hun gør, koncentrerer hun sig fuldt ud om. Hestia-arbejde er det, grækerne kalder 'kairos tid'. Det er at 'deltage i tiden' fremfor at tiden styrer en med uret. 

Hestia var som førstefødte den ældste - og som sådan æres hun også som den viise gamle kvinde. Hestia er hel, uberørt af ydre omstændigheder, andre mennesker, fordi hun ikke er knyttet til resultatet, og fordi hendes identitet ikke er vigtig eller bundet op på noget ydre.

Måske Jungs ord om det runde indre i mandalaen beskriver Hestia allerbedst:

"Their basic motif is the premonition of a center of personality, a kind of central point within the psyche, to which everything is related, by which everything is arranged, and which is itself a source of energy. The energy of the central point is manifested in the almost irresistible compulsion and urge to become what one is, just as every organism is driven to assume the form that is characteristic of its nature, no matter what the circumstances. This center is not felt or thought of as the ego, but, if one may so express it, as the self."

Der er ingen tvivl om, at Hestia ikke længere holdes i hævd, som i de gamle tider. Hun er glemt; i hverdagen jag og maskuline værdier som kommunikation, resultater, udadrettet adfærd og ren&skær hastighed og larm. Derved mistes noget grundlæggende, som er en nødvendighed. Et centrum, både for det enkelte individ, men også for en by, et samfund, et land. For på en eller anden måde - selv om Hesia sidder der mutters alene og indadvendt, så binder hun alting sammen.

Hestias mandlige modstykke er Hermes (som sjovt nok var den yngste af guderne), hvis symbol var en fallistisk sten, som stod udenfor huset for at vogte døren. Hestias var som sagt cirklen og befandt sig indeni huset. Ingen af disse kunne undværes, ingen af dem kunne undvære den anden, selv om de var adskilte og som sådan heller ikke kunne nå hinanden. I Rom var det Vesta og Merkur. Arketypisk dualitet. Arketypisk opdeling i ånd og sjæl, hvor Hermes kan ses som vinden, ånden, der suser hen over kullene i sjælens arne og sætter ild i dem, får dem til at brænde. Det ydre, der påvirker det indre - og som sådan lader Hestia sig alligevel påvirke. Ikke langvarigt, men én gang - startskuddet, måske. 

Hestia/Hermes er den ultimative opdeling i dualitet - hvilket måske ikke lige er i tidens ånd, hvor der mest tales om det modsatte; det enkelte menneskets vej mod fuldkommenhed ved at inddrage både det maskuline og det feminine i sig selv. Men Hestia er fuldkommen i sig selv.